Fem år med Frans

af Gunnar Martin Nielsen

Denne artikel har været bragt i FDB's blad Samvirke
Nyt fra Assisi-Kredsen er taknemmelig for både Gunnar Martin Nielsens og Samvirkes venlige tillladelse til at bringe artiklen.

I MERE END FEM ÅR har et menneske fra Middelalderen været med i min omgangskreds, ofte dog på grund af hverdagens krav skubbet lidt til side, men jævnligt i timevis som den midterste person i mine forsøg på at skrive en historie. Han har været inviteret til at komme nærmere, så jeg kunne se ham i øjnene og høre, hvad han sagde, måske få kendskab til hans følelser. Jeg håbede, han ville sige til mig, at der var sympati mellem os, så jeg gerne måtte fortælle om ham.
For mange år siden fik denne mand en af ærespladserne i mit galleri af helte. Jeg kom til at holde af ham, da jeg læste Johannes Jørgensens 'Den hellige Frans af Assisi'. Der var noget særligt ved Frans, og det synes mange andre, for han nævnes påfaldende tit ikke blot i religiøse anliggender, men når det gælder fredelig sameksistens, sociale spørgsmål, beskyttelse af dyrene, vort forhold til naturen iøvrigt, økologien. Det er næsten 800 år siden, han døde, men han hentes ind for at være med i aktuelle sammenhænge.
Jeg ville gerne skrive en bog om ham, ikke en ny hagiografi til at stille på reolen sammen med Jørgensens og de andre forskeres, derimod en roman om ham som menneske, før han blev hævet over det almindelige niveau ved den spontane folkelige kanonisering kun to år efter sin død. Det var bestemt ikke min hensigt at skrælle glorien af ham i stil med vor tids iver efter reducering af historiske skikkelser, så det kan siges, at vi alle er lige ringe. Nej, men jeg ville prøve at lukke øjnene for glorien og blot fortælle om Francesco di Bernardone, en ung mand fra Assisi.

EN HISTORISK ROMAN er en blanding af reportage og fiktion. Reportagen bygges på de eksisterende 'dokumenter'. De er grundstoffet til en god del af handlingen og personskildringen, men der kan jo findes mange og måske modstridende 'dokumenter', som giver mulighed for subjektive tolkninger. I sagen om Frans kom jeg ind i det problem, at flere skildringer nedskrevne af mænd fra hans nærmeste kreds ikke harmonerede tilfredsstillende med den biografi, som franciskanerordenens øverste leder, Bonaventura, senere lod publicere som den eneste gyldige. Det er en indviklet sag, der ikke skal optage spalteplads, men pointen er, at hans efterfølgere ønskede et poleret billede af en hellig mand. Det lykkedes dem blot ikke at makulere, hvad der ellers var nedskrevet og lå i kopier hos blandt andre benediktinerne. Forskerne fik derfor et bredere materiale at granske i. Meget længe var der dog ikke stor interesse for nye tolkninger, og vi skal frem til slutningen af forrige århundrede, før studiet af Frans accellererede ved udgivelsen af den franske historiker Paul Sabatiers bog om Frans. Den kom i 47 oplag og blev en klassiker.

ROMANFORFATTERE oplever som bekendt under arbejdet, at personerne udvikler sig og griber ind i forløbet. Nye muligheder kommer til syne, og handlingen drejes ind over veje, der ikke var valgte på forhånd. Det sker også, når man giver sig til at leve med historiske skikkelser i sin bevidsthed. Det skete for mig nærved hundrede procent med de mennesker i Frans' samtid, om hvem vi meget lidt eller intet. Dem måtte jeg selv give kød og blod. Men det skete også, når jeg lod Frans tage mig ved hånden og forestillede mig, at han sagde: 'Sådan var jeg!' Vi gik da lidt til side og blev enige om, at den officielle beretning var utilstrækkelig eller lidt for pyntet, hvorfor jeg kunne tillade mig at komme med en anden udlægning.
Efterhånden som jeg blev fortrolig med Frans, tillod jeg mig også at afgøre, om visse af hans handlinger, der måtte forekomme den uforberedte, kritiske læser usandsynlige, alligevel var sandsynlige og kunne forventes af ham. Et eksempel er hans opførsel, mens han er gæst hos sultan al-Kamil i Ægypten. Sultanen vil afprøve den kristne munks standhaftighed og sender en af sine haremspiger ind i kammeret, hvor Frans skal sove. Han råber ikke op, da han ser hende, men går hen til ildstedet og klæder sig af, hvorefter han lægger sig tæt op ad ilden (jeg tror ikke, han placerede sig på gløderne!) og giver til kende, at her er sengen, hvor hun kan ligge med ham. Hun skynder sig væk! Det må da være en legende, vil mange læsere sige, men jeg kan se, at den er en ægte episode. Frans viste ved flere lejligheder, at han ikke var bange for 'broder ild', og han var heller ikke uvant med at smide tøjet, når han ville fastslå, at han gav afkald på at besidde noget. Men hovedsagen er her, at han ville sige nej til haremspigens tilbud uden at ydmyge hende eller moralisere overfor hende. Hun skulle selv vælge at opgive fristelsen. Frans var ridder, før han blev tiggerbror, og han bevarede sin ridderlighed.

UNDER VANDRINGEN med Frans har det selvfølgelig generet mig personligt, at han kunne leve så ubekvemmeligt og være så taknemmelig. Jeg har søgt efter mennesket Frans, og så ville det have passet mig bedre, om han ind imellem gav ondt af sig, når han skulle stille sin sult i kålrabi eller mærkede vinterkulden gennem sin spartanske klædedragt. Det fortæller man ikke, at han gjorde, og det er sikkert rigtigt. I sin solsang takker han jo Gud for godt vejr og al slags vejr. Han accepterede vilkårene og lod de barskeste betingelser få mening som bodsøvelser. Men det er dog herligt, at han ikke totalt mistede sansen for lækkerier og kunne tale begejstret om den søde dessert, han fik hos romerinden Giacobbe di Settesoli.
Det er blevet klart for mig, at Frans var et åbent, gennemskueligt menneske. Som folkevækker var han ikke af den gængse slags der fører sig selv frem i spidsen for en bevægelse af frelste og selvtilfredse. Han ville ikke spille rollen som forbillede for andre og lod sin egen svaghed være synlig. Det var hans ægthed, der overbeviste og inpirerede, ikke hans talegaver, for han var ingen orator, ikke talentet for at organisere, for det manglede han, ikke et nyt budskab, for han gentog det kristne og var helt loyal overfor kirken.

HELE TIDEN under samværet med Frans af Assisi har det lunet mig at tale med en barfodsprædikant der er humorist og poet. Han handler overraskende og udtrykker sig gennem groteske happenings. Da pave Innoncens viser den pjaltede landstryger Frans på porten og ber ham gå ud til svinene med sin prædiken, vender Frans tilbage til Lateranet efter nogle timer som hyrde og stinkende af svinestald. Han har gjort, hvad paven anbefalede, og nu får han lov til at komme frem med sit ærinde. Frans er jo almindeligt anerkendt som digter, fordi han skrev solsangen, sangen om skabningerne, men så skal det huskes, at disse livsbekræftende ord kom fra ham, mens han var alvorligt syg og næsten blind. Han havde grund til at ynkes over sig selv, men han var taknemmelig og sang.
Hvad lærte jeg om smerten i denne mands ret korte tilværelse? Han blev kun 42. Hans optagethed af Kristi lidelse er velkendt for alle, der ved noget om Frans, og det er solidt bevidnet, at han på Alverna-bjerget blev stigmatiseret. Men ellers måtte han jo døje med disharmonien mellem ånd og kød, den almenmenneskelige svaghed. Kroppen var obsternasig, og han omtalte den som et æsel, dog ikke uvenligt, for den var broder æsel. Så dér fik jeg titlen til bogen. Den kom til at hedde BRODER ÆSEL.
Mit forsøg er afsluttet. Jeg må sige tak til Francesco di Bernardone for hans tolerance under det nære samvær, der har fostret et venskab med mig som den modtagende. Han er en af de personligheder, der aldrig kan blive figur i det historiske museum, men lever videre som inspiration på tværs af religioner og nationale grænser.

21. oktober 1996 -gbp