Fra 
Nyt fra Assisi-Kredsen
 
nr. 29: 

DE DANSKE FRANCISKANERE I
MIDDELALDEREN

af
Mette Hall-Andersen

Foredrag holdt
d. 9. Sept. 2000
i Enghave kirke

Franciskanerne kom til Danmark i 1232. De spredte sig hurtigt ud over hele landet, og var middelalderen igennem den orden i Danmark, der havde flest klostre. Franciskanernes historie i Danmark strækker sig over 300 år, indtil de i forbindelse med reformationen blev smidt ud af deres klostrene. Denne artikel vil fokusere på brødrene ankomst til Danmark og på deres forhold til de øvrige grupper i samfundet.

De kildemæssige begrænsninger.
Når man arbejder med middelalderen støder man på gang på gang på det problem, at kilderne er sparsomme og ofte ikke giver svar på de problemstillinger, som man allerhelst vil belyse. Dette gælder også de danske franciskaneres historie, selvom der findes gode kilder som Peder Olsens beretning om ordenes historie i Danmark og Krøniken om Gråbrødrene forjagelse fra Danmark mv.
Det er således desværre ikke muligt at sige noget interessant om brødrenes sociale arbejde, deres forhold under Den Sorte Død og rekrutteringen af brødre.

Ordenens spredning i Europa
Da ordenen havde spredt sig udover Italien, besluttede man på generalkapitelet i 1219 at sende grupper brødre afsted til de øvrige europæiske lande for at få fodfæste der. Missionen lykkedes i Spanien, Portugal og Frankrig. Man sendte også 60 brødre til Tyskland. Her mislykkedes missionen imidlertid, hvilket skyldes at udsendingene ikke kunne det lokale sprog og deres prædikenvirksomhed dermed faldt til jorden - efter sigende kunne brødrene kun et ord på tysk nemlig JA. Dette fungerede godt sålænge folk tilbød dem mad og husly, men når de blev spurgt om de var kættere, fik deres indskrænkede sprogkundskaber ubehagelige konsekvenser.
Franciskanerne havde på daværende tidspunkt endvidere det problem, at deendnu ikke havde nogen ordensregel at henvise til, hvor man kunne se, at de var underlagt pavemagten. Dette betød, at missionen til Tyskland mislykkedes og de udsendte brødre blev forfulgte.

På generalkapitelet i 1221 opfordrede Frans kraftigt til, at man gjorde endnu et forsøg. Missionen stod hans hjerte nær, men han var på daværende tidspunkt selv for syg til at kunne tage del i den.
Ved denne mission sørgede man for at have en tolk med nemlig den tyske broder Cæsarius af Speier. I alt 12 præstebrødre og 13 lægbrødre tog afsted, deriblandt Frans første biograf Thomas Celano. Denne gang havde brødre en regel at holde sig til, og af denne fremgik det, at de adlød den katolske kirke. Reglen var dog endnu ikke stadfæstet af paven, men brødrene medbragte breve fra kardinalerne på missonsrejsen, som sagde god for ordenen.
Denne gang lykkedes missionen og i 1222 afholdt man det første provinskapitel, hvilket viser at brødrene var hurtige til at få organiseringen på plads.
I Tyskland bosatte brødrene sig med det samme i byerne og prædikede i kirker og herberge dvs. at de ikke var vandreprædikanter som de italienske brødrene - de tyske brødrene søgte deres "publikum" i byerne. Dette var en naturlig udvikling, eftersom byernes betydning steg betydeligt i denne periode, så det var dér folk var og havde brug for at høre et guds ord. De første franciskanere, som kom til Danmark, kom fra Tyskland og fulgte den tyske levevis.

Ankomsten til Danmark
Modtagelse og etablering.
Ifølge Jordanus skulle der i 1228 have været sendt brødrene fra Tyskland til Danmark for første gang, men missionen lykkedes tilsyneladende ikke.
Hvorfor vides ikke. I 1232 lykkedes det derimod for brødrene at få fodfæste i Danmark. Man ved ikke noget om størrelsen og sammensætningen af den delegation, der blev udsendt, blot at den var udsendt af provincialministeren for Sachsen.
I cistercienserne klosterårbog, Rydårbogen, findes den første dokumentation af franciskanernes ankomst til Danmark. Der står :"1232 ankom gråbrødrene på deres bare ben til Danmark og grundlagde huset i Ribe". Forfatteren har tilsyneladende været imponeret af brødrenes ydmyghed, da han specifikt nævner at de ankom "på deres bare ben".
De danske franciskanernes store historieskriver Peder Olsen beskriver også brødrenes ankomst til landet og han har formentlig kendt til Rydårbogens oplysninger. Peder Olsen uddyber notitsen og skriver som begyndelsen på sin ordenshistorie følgende:
:"I det Herrens år 1232 ankom mindrebrødrene til Danmark på deres bare fødder for første gang, og de blev modtaget velvilligt og kærligt af Kong Valdemar II og af hele gejstligheden og folket"

Provinsen Dacia oprettes.
Franciskanerne var kommet til Sverige omtrent samtidig med deres ankomst til Danmark - det første svenske kloster blev grundlagt i 1233 i Visby.
Omkring år 1240 blev provinsen Dacia, som omfattede alle de nordiske klostre, oprettet. I provinsens første årti var den tyske indflydelse tydelig, idet de første to provincialministre, Regner og Tydericus, udfra navnene at dømme var tyske. Omkring 1250 blev den første danske provincialminister Svend valgt, og frem til 1433 var alle ministrene danske.
Dacia nåede sin endelige udformning omkring 1290, hvor alle provinsens otte kustodier var oprettet. I Danmark var klostrene inddelt i de fem kustodier - Ribe, Viborg, Odense, Roskilde og Lund; Sverige i to - Linköping og Stockholm, og klostrene i Norge udgjorde et kustodie - Bergen. Provinsen talte i slutningen af 1200-tallet 34 klostre, hvoraf de 20 var danske. Antallet af klostre forblev uændret i hele det 14. århundrede.
Først under unionskongen Erik af Pommern (1412-39) blev der i Danmark oprettet 3 nye klostre.

Forholdet til de øvrige befolkningsgrupper
Kongemagten
I sin beskrivelse af franciskanernes ankomst skriver Peder Olsen, at brødrene blev vel modtaget af Kong Valdemar II. Kongen grundlagde dog ikke selv klostre, som det var tilfældet med en lang række af hans efterfølgere, men der var i kredsen af folk rundt om ham flere, der tog aktivt del i oprettelsen af klostre. Hans søn Hertug Abel stod således bag oprettelsen af klosteret i Slesvig og hans drost Astrad Frakke grundlagde klosteret i Svendborg og indtrådte senere selv i ordenen.
Franciskanerne stod generelt set på god fod med kongemagten, men i midten af 1200-tallet blev de blandet ind konflikten mellem Kong Christoffer og ærkebiskop Jakob Erlandsen. Franciskanerne stod på ærkebispens side, og havde således et anstrengt forhold til kongen. Først i 1279 forsonede brødrene med kongen, som nu hed Erik Klippinge. Som tegn på forsoningen skænkede kongen brødrene sin kongsgård i Odense, og med tiden blev det største kloster i Dacia.
Den største støtte til oprettelsen af klostre fandt franciskanerne hos adelen. Ud af de 19 klostre, der i løbet af 1200-tallet blev grundlagt i den danske del af provinsen, ved man med sikkerhed, at 12 af dem havde adelige grundlæggere. Flere af disse adelige donatorer indgik senere som brødre i klostrene. Andre blev begravet i klosterkirkerne i franciskanernes ordensdragt. Dette gjaldt også Grevinde Ingerd af Regenstein (ca. 1200-1258), som i perioden 1237-1240 grundlagde klostre i Roskilde, København, Kalundborg og Næstved samt Clarisser-klosteret i Roskilde, dvs. samtlige franciskanerklostre på Sjælland på daværende tidspunkt. Grevinden havde tilknytning til den berømte Hvide slægT.
Klosteret i Roskilde fik ved indstiftelsen hendes murede gård, mens de andre tre konventer "kun" fik grunden at bygge et kloster på. Dette var typiske donationer ved indstiftelsen af et kloster - jord og ejendom.
Franciskanerne stillede ikke de store krav, men ønskede blot et opholdssted. De store grundmurede klostre kom til hen ad vejen. Indenfor ordenen var det efterhånden alment accepteret, at brødrene byggede klostre at bo i. Det var dem forbudt derimod forbudt at modtage jord udenfor klostergrunden, dvs. de måtte ikke have indtægt af jord eller ejendom.
Dette forbud mod ejendom udenfor klostergrunden var dog meget omdiskuteret såvel i Danmark som i det øvrige Europa.
Efter oprettelsen af klostrene vedblev adelen med at støtte brødrene, som til stadighed fik donationer af fødevarer, kirkeinventar, bøger, penge og en sjælden gang ejendom. Ofte var donationerne sjælegaver, dvs. gaver givet som modydelser for sjælemesser, begængelser eller for et lejested i klosterkirken-/klosterets kirkegård.
Det ser imidlertid ud til at det kun var i de første årtier af ordenens tid i Danmark, at adelsmænd opgav deres hidtidige liv og indtrådte i ordenen.

Folket - Borgerne.
Det er ikke muligt at sige noget om hvordan folket, som Peder Olsen nævner i starten af sin historie modtog gråbrødrene. Går man op i tid til kilder fra 1400-tallet fremgår det, at brødrene har haft en tæt kontakt til borgerstanden, idet brødrene havde tilknytning til købstædernes gilder og laug. I middelalderen tog gilder og laug sig ikke blot af de rent faglige emner, men udførte tillige socialt og kirkeligt arbejde.
Franciskanerne varetog således ofte de ugentlige messer og begravelserne for laugene/gilder, dog uden selv at være medlemmer.
Af medlemslister for "Guds legemes Laug" i Aalborg, som oprindeligt var et købmandslaug fremgår det dog, at flere franciskanere var medlemmer af lauget. Hvordan disse har været tilknyttet lauget fremgår også. Således kan man se, at i 1455 blev en broder Sommer optaget i lauget på betingelse af, at han afholdt en ugentlig messe - tilgengæld kunne han så frit deltage i alle laugets drikkelag. Guds Legeme Laug på dette tidspunkt har en noget blakket ry. Også fra Flensborg er der eksempler på at brødrene har været medlemmer af laugene.

Som noget særligt gav franciskanerne laugene i Flensborg (bestående af malere, guldsmede, snedkere og glarmestre) og Randers (købmandssvendenes laug) del i deres velgerninger. Derudover var det almindeligt, at medlemmer af laugene havde ret til at blive begravet på brødrenes kirkegårde.
Brødrenes popularitet hos borgerne sig også udtryk i donationer af naturalier, penge og en sjælden gang ejendom. I slutningen af 1400-tallet og starten af 1500-tallet optrådte købstædernes fremmeste mænd som prokuratorer, dvs. mellemmænd i ejendomshandel.

Gejstligheden.
De første til at bidrage til indstiftelsen af et franciskanerkloster i Danmark var to kannikker fra Ribe. Dette samt flere andre tilfælde, hvor landets biskopperne er medvirkende til klostergrundlæggelser vidner om, at de højtstående gejstlige er positive overfor den nye orden. Hvordan den lokale gejstlighed har reageret i starten vides ikke, men den forbliver under alle omstændigheder ikke ved med at være positivt indstillet. Allerede inden franciskanerne var kommet til Danmark, var ordenens afhængighed af den lokale gejstlighed blevet minimeret ved forskellige pavelige privilegier. I Regula Bullata, kap. 9 var det oprindeligt pålagt brødrene, at de kun måtte prædike i et stift, hvis de havde indhentet tilladelse fra biskoppen. Således havde gråbrødrene lov til at prædike, hvor de ville uafhængigt af biskoppernes tilladelse, de måtte modtage skrifte og give absolution samt pålægge bod. I 1250 fik ordenen med den pavelige bulle Cum a nobis petitur endvidere tilladelse at begrave lægfolk på deres kirkegårde, og endelig i 1255 blev ordenen erklæret for totalt uafhængig af den sekulære gejstlighed. Dette blev anstødssten til mange konflikter imellem brødrene og de lokale gejstlige - i Danmark som i udlandet. Franciskanerne havde som sagt nydt godt af den højere gejstligheds velvilje ved deres ankomst til Danmark, men nu følte mange sognepræster med rette deres indtægter truet. Præsterne forlangte derfor, at brødrene skulle overlade dem canonica portio - en fjerdedel af de indtægter, som brødrene fik ind ved kirkelige handlinger. I 1257 bekendtgjorde pave Alexander IV imidlertid i en rundskrivelse til alle prælater i Danmark, at det ikke var lovligt at afkræve brødrene denne del af indtægten.
Sagen bølgede frem og tilbage i de næste århundreder, snart var paven på franciskanernes side snart på præsternes. Så forholdet mellem brødrene og de lokale gejstlige var anspændt i hele perioden.

De gamle munkeordner.
Benediktinerne.
Næstved by var middelalderen igennem præget af benediktinerklosteret, St. Peders Kloster (Skovkloster), men rummede dog også både et dominikaner- og et franciskanerkloster. Såvel dominikanerne som franciskanerne havde kontroverser med benediktinerne. I næsten 30 år lagde munkene hindringer i vejen for franciskanerne, da de i 1240'erne ønskede at anlægge et kloster i byen. Først i 1270 gav munkene sig, og erklærede at de ville følge pavens bud, og følgelig anerkendte de brødrenes ret til klostergrunden. Franciskanerne måtte dog til gengæld love, at de i deres prædikener ikke frarådede borgerne at give Skovklosteret gaver.

Cistercienserne.
Cistercienserne var som førnævnt de allerførste til at notere sig franciskanernes ankomst til Danmark, idet munkene i Ryd Kloster jo skrev begivenheden ind i deres årbog.

Cistercienserordenens levevis var ikke så streng som franciskanernes, da ordenen ikke fordrede kollektive fattigdom. Cistercienserne havde derfor langt bedre materielle kår end franciskanerne. I midten af 1200-tallet kom til konflikt mellem de to ordner. Baggrunden var, at nogle novicer i franciskanerklostrene fandt det svært at leve op til ordenens strenge fattigdomsideal, hvorfor de søgte til en mildere orden - cistercienserne.
Franciskanerne ønskede imidlertid ikke at give slip på overløberne og bad derfor om pavens hjælp. I 1247 søgte paven at løse problemet ved at pålægge cistercienserne, at de skulle overlade alle overløbere til deres oprindelige orden. Ydermere blev ærkebisperne og bisperne i Danmark ti år efter pålagt, at være provincialministeren behjælpelig med at føre bortløbne novicer tilbage til klostrene under anvendelse af kirkelige straffe. I 1300-tallet eksisterede problemet dog stadig. I 1334 var franciskanerne på kant med cistercienserne i Ryd og Løgum af samme grund. Sagen havde da taget en anden vending, idet det nu var cistercienserne, der havde retten på deres side. De overløbne "franciskanerbrødre" var nemlig blevet løst fra deres ordensløfte af en repræsentant for paven. Paven befalede derfor gråbrødrene, at de skulle lade disse være i fred.

Dominikanerne
Dominikanerne kom til Danmark i 1223. Det var en århusiansk præst, som i Italien var blevet medlem af ordenen, som tog tilbage til Danmark og grundlagde ordenen her. Dominikanerne bosatte sig først i Lund.
Dominikanerne var franciskanernes alvorligste konkurrenter, da begge ordner i en vis udstrækning ernærede sig ved tiggeri og havde prædikenvirksomhed som deres vigtigste hverv. I Danmark ser det dog ud til, at man bevidst har søgt at imødegå problemet. Det ser ud til, at ordnerne har afholdt sig fra at anlægge klostre i de samme byer. Dette ses tydeligst på Jyllands østkyst, hvor franciskanerne havde klostre i Flensborg, Kolding, Horsens, Randers og Ålborg, mens dominikanerne placerede deres klostre i Haderslev, Vejle, og Århus. I stiftsbyerne var begge ordner derimod repræsenteret , men disse byer var så store, at tilstedeværelsen af begge ordner formentlig ikke voldte problemer.

Opsumering
Alt tyder på, at franciskanerne faktisk blev godt modtaget af alle befolkningsgrupper i Danmark, men at de i løbet af 1200-tallet kom til at stå i modsætningsforhold til de gamle ordner og samt den lokale gejstlighed, som følte sig truet på deres levebrød. Forholdet til kongemagten blev også anstrengt under konflikten om Jakob Erlandsen, men efter den var løst havde franciskanerne frem til reformationen kongemagtens bevågenhed og støtte, hvilket havde stor betydning, da reformbevægelsen observansen kom til landet i anden halvdel af 1400-tallet. Støtten fra adelen var stabil gennem hele ordenens 300-årige historie i Danmark, og var med til at gøre etableringen af de mange klostre mulig.

Litteraturliste.

BLOMQUIST, RAGNAR. Franciskanernas studium generale i Lund. Lund 1982.

LINDBÆK, JOHANNES. De danske franciskanerklostre. København 1914.

LORENZEN, VILHEM. De danske klostres bygningshistorie. Bd. 2. København 1914.

NYBO RASMUSSEN, JØRGEN. Broder Jakob den Danske, kong Christian IIs yngre broder. Odense 1986.

NYBO RASMUSSEN, JØRGEN. Broder Peder Olsen som de danske franciskaneres historieskriver. København 1976.

NYBO RASMUSSEN, JØRGEN. Franciskanerne i Norden. (Ælnoths skriftsserie nr. 3). Roskilde 1994.

Trykte kilder.

Krøniken om graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Oversat af Henning Heilsen. København 1967.

OLAI, PETRUS. De Ordine Fratrum Minorum. Udg. af M. Cl. Gertz. I Scriptores minores Historiæ Danicæ medii ævi. Vol. II. København 1918-20.

Opslagsværker.

ATTWATER, DONALD. Helgenleksikon København 1989.

Dansk biografisk leksikon. Red. Sven Bech Cedergreen. København 1979-84.

GARNER, H.N. Atlas over danske klostre. København 1968.

Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. Red. John Danstrup og Allan Karker. København 1956-78.




2. december 2000 -gbp