”Por que…?” Hvorfor er du på pilgrimsvandring, spurgte bagerkonen mig undrende, da jeg en tidlig morgenstund i øsende regnvejr lagde vejen forbi hendes butik for at styrke mig med en kop varm kaffe og nybagt brød. Jeg kan ikke fortænke hende i at spørge, for året rundt drager mange pilgrimme gennem hendes landsby i Nordspanien.

Da mit spanske kun rækker til husbehov, valgte jeg at gøre mit svar til bagerkonen kort : ”Para buscar Dios!” For at søge Gud. Jeg var glad for, at jeg rejste incognito, for havde hun vidst, at jeg var dansk præst, ville hun nok være blevet både forskrækket og forarget over mit svar. Men faktisk var det essensen af den studieorlov, jeg havde fået bevilget : i 3 måneder at fordybe mig i emnet ”kristen spiritualitet”. Og hvordan gør man så det?

Den svenske forfatter Dag Hammarskjöld skriver i sine dagbogsnotater ”Vejmærker”, at ”den længste rejse er rejsen indad”. Jeg ønskede at forene denne ”min indre vandring” med en ydre, konkret pilgrimsvandring til Santiago de Compostela. Jacobs-vejen, som denne pilgrimsrute kaldes, har eksisteret i over 1000 år. Fra klosteret i Roncesvalles, ved foden af Pyrenæerne til domkirkebyen Santiago de Compostella, ”apostelbyen” i NV-Spanien. Her er ifølge traditionen apostlen Jacob begravet, og her finder man relikvieskrinet med ”los restos del apostolos”.

Så jeg spændte min rygsæk på og vandrede et par uger ad den gamle Middelalderrute, overnattede i klostre og herberger. Undervejs mødte jeg andre pilgrimme : en keramiker fra Canada, en bankmand fra Belgien, en scenograf fra USA, en arbejdssøgende fra Spanien, en IT-konsulent fra Brasilien og en læge fra Frankrig. Alle havde vi forskellige motiver til at vandre : religiøse, sportslige, kulturelle… men fælles for os var, at vi var drevet af en længsel – længslen efter frihed, længslen efter enkelhed, længslen efter Gud. Mødet med disse moderne pilgrimme fik mig til at tænke på dem ældgamle formulering fra Davidssalmen (42,2 – 3a) : ”Som hjorten skriger ved det udtørrede flodløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.”

En søndag i siesta-tiden ankom jeg til det sneklædte Roncesvalles, ved foden af Pyrenæerne. Der var ikke en levende sjæl at se, selv den lokale kro var lukket. Men den smukke klosterkirkes port var åben, og det var som at træde lige ind i en Middelalder-roman. Kirken bare var tilsyneladende bare åben for mig. Jeg følte mig straks hjemme i stilheden og dunkelheden og kunne i fred og ro tænde et vokslys og nyde de pragtfulde glasmosaikker med de kendteste Bibelhistorier, bl.a. Jesu ord : ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Math. 11,28).

Sådan bør enhver kirke være : For det første skal den være åben for mennesker, der søger Gud. Og for det andet skal mennesker føle sig hjemme i Guds hus. Her skal vi lade op til hverdagens glæder og sorger. Jeg tror, at vi i vores travle zapperkultur i så høj grad tiltrækkes af Jesu enkle invitation : ”Kom til mig, alle I, som er udslidte, stressede, fortvivlede…., og jeg vil give jer en pause, hvile, fred. Her kan du være, som det lille barn i sin mors favn. Her går tiden i stå, og du kan være Gud nær. Her kan vi med kirkefaderen Augustin bede bønnen : ”Gud, vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig!”

Da vi alle pilgrimme om aftenen samles til pilgrimsmesse i den gamle kirke, nyder vi kannikernes messesang. Så træder præsten frem i det flakkende lys og tunge røgelsesduft og opfordrer os pilgrimme : ”I begiver jer ud på en vej, tusinder har vandret før jer. Vi beder jer betræde den med åbent sind!” Herefter løfter præsten hænderne velsignende og formulerer en bøn – ordene lyder præcis, som de har gjort siden år 1078: at Gud må velsigne vore fjed, og at vi må finde, hvad vi søger, og endelig: at vi må ankomme til vores mål med glæde.

Sct. Jakobs grav i Santiago di Compostela

Præstens ord gælder os alle, for ”vi skal jo alle samme vej”, som det så trøstende bliver sagt ved et dødsleje. Når rejsen er slut, når livet er levet, må vi håbe, at vi har fundet, hvad vi søgte, så vi når frem med glæde.”Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøn er sjælenes pilgrimsgang! Gennem de favre riger på jorden går vi til Paradis med sang.” (DDS 111,1)

Og så går det ellers derudad, de mange hundrede kilometer. Den moderne pilgrim går gennem de samme landsbyer, klatrer over de samme bjerge, går over de samme floder og besøger de samme kapeller, kirker og katedraler, som også Middelalderens pilgrimme passerede.

10 kg bagage – det er alt nok til de uger, jeg gik min pilgrimsvandring i Spanien. Egentlig er det tankevækkende, at man kan klare sig med så lidt! De basale ting, jeg slæbte med mig i rygsækken var lidt tøj, en flaske vand, en poncho, en dagbog og min salmebog. Og det gav en vældig frihed ikke at være bundet til alt sit jordiske gods.

Sanserne åbner sig på en anden måde mod naturen : de blomstrende mimoser; rent kildevand til flasken og en mundfuld frisk timian fra bjergskråningen. På rejsen lærte jeg at skærpe min opmærksomhed overfor nuet. Jeg vidste aldrig på forhånd, hvor jeg kunne finde natlogi, eller hvor jeg kunne købe mad. Men det ordnede sig altid. Og på den måde blev det ikke målet, men processen, der kom i fokus.

I Spanien vandrede jeg nogle gange i bjergene, helt oppe i skyerne, jeg balancerede på stejle skrænter og slæbte mig af sted i dybe dale – fysisk og psykisk. Præcis som livets vandring kan være det med sine op- og nedture. Også her kom jeg til skilleveje. Hvor jeg skulle vælge – og kunne risikere at vælge forkert. Som regel var det nemt nok at finde vejen, for den var markeret med tydelige skriggule pile, malet på sten, hegn, huse og telefonpæle – alle steder, hvor der var mulighed for tvivl. Alligevel gik det galt en dag, hvor jeg endte ude på nogle endeløse vinmarker, hvor jeg krydsede rundt på må og få, indtil jeg flere timer senere med stor lettelse fandt tilbage til den rette vej. Og min oplevelse fik mig til at tænke på, at det egentlig anskueliggør, hvad en pilgrim er. Ordet kommer af det latinske ”per agrum”, der betyder : over marken. Altså: én, der går forbi, en fremmed.

I Middelalderen vandrede mennesker fra alle egne af Europa på disse ruter Her mødtes de fremmede på de få farbare veje, spiste ved de samme borde og sov på de samme klostre og herberger. Her udvekslede oplysninger fra de fjerneste afkroge af Europa og lærte fremmede sprog og skikke. Sådan har Middelalderens religiøse og søgende mennesker på trods af landegrænser udgjort et Europa, forenet i tro og håb.

Det forhold har ikke ændret sig i de 1000 år, der er gået siden da. Blot er fællesskabet mellem pilgrimmene udvidet til en international atmosfære. Mødet med andre pilgrimme er en enestående mulighed for international forståelse, fred og økumeni. Vi er som én stor familie, der er på vandring – drevet af længsel efter enkelhed, natur og nærvær med Gud. Om aftenen overnattede vi på refugier på klostre eller herberger, og her kunne vi dele vores brød, ost og vin med hinanden. Og vi kunne dele vore tanker med hinanden. På spansk, tysk, fransk og engelsk udvidedes horisonten for os alle. Jeg mødte katolikker, protestanter, muslimer og ateister. Det, der især prægede rejsen, var netop fællesskabet mellem folk af vidt forskellig profession, nationalitet, alder og religiøs overbevisning.

Det stærkeste indtryk var den store hjælpsomhed og venlighed, jeg mødte overalt. Både blandt andre pilgrimme og hos de lokale spaniere. Godhed var ligefrem en fælles norm, og den rørte mig dybt. En aften fandt jeg natlogi i et refugium, hvor ildstedet blev tændt op og vinen skænket. Over bordet hang en seddel med et digt, formuleret som en bøn til Jesus: ”Du, som klæder markens liljer og giver føde til himlens fugle; du, som leder lammene til engene og hjortene til vandhullerne; du, som mangfoldiggør brød og fisk og forvandler vand til vin – kom du og spis ved vort bord - som vært og gæst!” Sådan forekom disse vildtfremmede mennesker mig som sendt fra himmelen.

Efter ugers vandring i øsende regnvejr begiver jeg mig den sidste morgen af sted fra Monte Gozo, ”Glædens bjerg”. Herfra kunne – og kan – vi udmattede pilgrimme få et første glimt af katedralen ved vejs ende. Helt mirakuløst holder regnen op, og en flot regnbue indrammer Domkirken i Santiago de Compostela – og jeg oplever det som et forvarsel på evigheden.

Jeg går ind i byen, forbi markedspladsen med det brogede folkeliv og videre gennem de smalle, brolagte gader. Endelig træder jeg ind på pladsen, hvor Domkirkens kæmpemæssige tvillingetårne hæver sig mod himlen. Jeg går op ad trappen og ind i kirken, der er Spaniens største helligdom. Her er dunkelt, og luften er tyk af røgelse. Som traditionen foreskriver, styrer jeg mod hovedportalen og lægger hånden på den slidte søjle, som bærer Jacobs statue. Og jeg tænker på de tusinder af pilgrimme før mig, som har lagt deres ønsker, længsler og bønner i Guds hånd på dette sted.

Hovedportalen til Sankt Jakobs Kirke i Santiago.

Men rejsen er endnu ikke slut. For Middelalderens pilgrimme fortsatte det sidste lille stykke helt ud til Atlanterhavet. Den yderste spids af Spanien hedder Cap Finisterre – det betyder ”verdens ende”. Columbus havde jo dengang endnu ikke fundet Amerika. Så Middelalderens mennesker var overbevist om, at det, man kunne se herude, simpelthen var det yderste af jordkloden. Herude samlede pilgrimmene en af de store muslingeskaller op, som var symbolet på, at man havde været ved verdens ende og ved Jacobs grav. Symbolet, Ib-skallen bar man på sig resten af sine dage, ja, man tog det med sig i sin grav.

Ude på den yderste klippe står et kæmpestort fyrtårn og angiver kursen for de søfarende. Dens stærke lys har ledt søfolk på rette vej og frelst dem fra de farlige klippeskær. Deriblandt mange fra min egen familie, som har sejlet forbi derude på Atlanten: min morfar, min bror, min mand og min svoger. Ligesom de satte kursen efter fyrtårnet, skal vi også have pejlemærker i livet. Personligt kan jeg ikke forestille mig bedre steder end kirkerne, hvor vi kan få justeret kursen i vores liv og ledes på rette vej.

Mens jeg nød udsigten over havet, stillede jeg mine udtrådte støvler på klippen. Jeg var nået til vejs ende efter vandringen. Og jeg kom til at tænke på udtrykket: Når vi engang stiller skoene”, når vores pilgrimsrejse på jorden er slut, så tror vi måske, at vi har nået vores ”Cap Finisterre”, jordens ende, vores vejs ende. Men vejen fører videre….