M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Fadervor — hver dag
Prædiken til Nytårsdag
1.januar 1996

Matt 6,5—13
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«

I dag begynder vi et nyt år, og vi vil ønske hinanden et glædeligt nyt år med ønsket om fred og glæde og retfærdighed her hos os og blandt alle jordens folk.
I kirken har vi holdt nytår for en måneds tid siden, nemlig 1. søndag i advent, og nytårsdagen i dag hedder i kirkens sammenhæng julens oktav, altså ottendedagen. Det er stadig jul, julen ligger kun en uge bag os med Jesu fødsel, og derfor har teksterne til denne dag heller ikke noget med nytårsdag at gøre.
Det der sker ved nytåret, ved årsskiftet, er at dronningen og statsministeren og alle vi andre almindelige mennesker udtrykker håb og ønsker for det nye år. Når vi i kirken udtrykket håb og ønsker, så hedder det bøn, og vores evangelium til i dag handler netop om bøn — endda om den mest basale bøn man kan tænke sig, Fadervor.
Dette evangelium kunne næsten stå som et nytårs—forsæt: ingen dag uden Fadervor i det nye år! Sådan er det jo allerede her i kirken hvor der ikke er en gudstjeneste, en morgensang, en dåb, en vielse eller en begravelse uden Fadervor.
Der har været en del kritik af den nye oversættelse af Fadervor fordi man har udskiftet to gamle ord med to nye: ’vorde’ er blevet skiftet ud med ’blive’, og ’thi’ er blevet skiftet ud med ’for’. Vi må jo til stadighed forsøge at bruge et sprog som kan forstås, især når det gælder noget så vigtigt som evangeliet, men jeg skulle hilse og sige at man selvfølgelig frit kan bruge den gamle oversættelse så tit man har lyst, man kan endda bruge de gamle ord samtidig med de nye for ordene er lige lange og har samme antal stavelser. Så det behøver ikke være noget stort problem.
Fadervor er en enkel og stærk bøn som Jesus lærte sine disciple at bede. Og selv om vi er fortrolige med Fadervor, så er det faktisk en helt ny måde at bede på, en ny måde at henvende sig til Gud på. Jesus begynder bønnen med at sige ’Far’. På det punkt er vores oversættelse ikke bare uheldig, men direkte forkert, må vi konstatere. I vores nye oversættelse står der ikke ´Fader vor´, men ´Vor Fader´ — men lige uheldigt er det. Der er dog ingen mennesker i dag der siger ´fader´, det er højtideligt eller gammeldags, eller også er det en smule ironisk. Nu talte Jesus ikke dansk, og han talte heller ikke græsk, det sprog vi har vores oversættelse fra. Jesus talte aramaisk, og det ord Jesus brugte var det aramaiske ord ´abba´.
Vi kan andre steder se at disciplene har lagt mærke til dette usædvanlige ord, abba. Da Jesus mod slutningen af sit liv var i yderste nød, bad han en bøn i Getsemane have, og der står der også at han begyndte bønnen med dette ord ´abba´. Det er et barnligt og fortroligt ord. Det har slet ikke den alvor og tyngde som ligger i ´fader´, for det er det ord som små børn bruger før de har lært at tale rigtigt, noget i retning af ´pappa´ eller ´babba´. Så — vores udgave af Fadervor lyder egentlig alt for højtidelig og værdig ved at sige ´fader´ til Gud.
Paulus hørte også om dette ord, for de første kristne kunne ikke glemme det. Paulus skriver til menigheden i Galatien: "Og fordi I er [Guds] børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, far!" (Gal 4,6). Så dette ord ´abba´ er siden blevet de kristnes foretrukne navn for Gud. Nu er vi efterhånden blevet opmærksomme på den forskelsbehandling som i historiens løb er blevet påført kvinder af mændene og af mændenes love og regler, så man kunne spørge hvorfor vi ikke lige så godt kunne sige ´mor´ til Gud. I Gamle Testamente er der flere steder hvor Gud direkte sammenlignes med en mor, så der ville ikke være noget forkert i at sige ´mor´ til Gud, f.eks. Esajas 66,12f.: "For dette siger Herren: Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer ... ".
Når det alligevel er ordet ´far´ der er blevet det foretrukne, har det bl.a. den sammenhæng at vel er faren oprindelse til barnet lige så vel som moderen, men alligevel føles forskellen mellem far og barn stærkere end mellem mor og barn. Man kan høre kvinder beskrive det kommende barn, fostret, som en del af deres egen krop. Og det er jo rigtigt, men det ville ikke være lige så selvfølgeligt at kalde fostret en del af farens krop. Mellem moderen og barnet fornemmer man en total identitet, mens man i forholdet mellem far og barn får en betoning med — nemlig at far og barn ikke er totalt identiske. Mellem far og barn er der en understregning af et ’overfor’: faren står over for sit barn og taler til det, kærtegner det og beskytter det. Men far og barn er ikke forskelsløst ét og det samme. Der er således i dette ´abba´ både en understregning af det nære, fortrolige og kærlige, men tillige en fin fastholden af forskel og afstand.
Ved at bruge dette ord, abba, siger Jesus altså både noget om nærhed og tillid og fortrolighed, men også noget om et gensidigt ´overfor—hinanden´, et personligt forhold, hvor han som barn både er modtagende og givende. Jesus, og vi, kunne jo også finde så mange andre betegnelser for Gud, f.eks. konge eller klippe eller skjold som vi kender fra Biblen. Men betegnelsen far, abba, er ikke blot en betegnelse for Gud, det bliver et navn til Gud på samme måde som et barn bruger betegnelsen ´far´ som et navn. Hvis man spørger et lille barn hvad dets far hedder, siger barnet måske: Min far hedder bare far. Barnet kender kun én som dette navn svarer til. Senere lærer barnet så at der er mange fædre, og at ´far´ egentlig ikke er et navn. Når vi kan blive ved at kalde Gud ved dette navn som vi gør i Fadervor, så siger vi ikke ´far´ i al almindelighed, men så siger vi det i en helt bestemt sammenhæng: Gud er far, fordi han er Jesu Kristi far. Vi kender Gud gennem Jesus Kristus, i ham har Gud vist os sit ansigt. Så ved at lære Jesus at kende, kommer vi også til at kende Gud så personligt og direkte som det er muligt i denne tilværelse hvor vi endnu lever i troen og ikke skuer Gud ansigt til ansigt.
Fadervor er en bøn der kan bruges overalt og i alle situationer. Jeg har ofte tænkt over at mange af vore muslimske indvandrere har en fordel deri at de ikke har noget problem med deres dybeste tilhørsforhold, fordi de blot hver dag skal overholde nogle klare og enkle regler. Selv dette at spise bliver et udtryk for deres tro: hver gang de spiser noget, er det udtryk for deres tro. Hvis en muslim spiser en banan, så er det en troshandling for det er ikke svinekød. Hvis en muslim spiser et stykke rugbrød, så er det også en troshandling for det er ikke svinekød.
Hvis vi som kristne ofte har haft problemer med vort dybeste tilhørsforhold, vores tro, så har grunden som regel været at vi har ment at det var noget svært, noget indviklet, noget man skulle tænke meget over eller studere dybt. Det eneste klare udtryk vi har for dette dybe trostilhørsforhold er at deltage i gudstjenesten om søndagen. Men til hverdag, hvordan fastholder man for sig selv at trosforholdet også der er til stede som livsfundament? Over for konfirmanderne her ved kirken har jeg ofte nævnt at de kan bruge Fadervor som en måde at tilkendegive for sig selv hver dag at trosforholdet består. Fadervor kan bedes om morgenen eller om aftenen, midt på dagen eller om natten, når det er sol eller regn, når det er sommer eller vinter, når man er glad eller når man er ked af det. Fadervor kan også bedes når man ikke ved hvad man ellers skal gøre, altså hvis man bliver overmåde glad eller overmåde ked af det. Fadervor er det enkleste og klareste udtryk for troen på Gud man kan tænke sig, og samtidig er det en bøn som ved sine ord placerer os i fællesskab med alle Guds børn og sætter os ved siden af vores bror, Jesus. Det er en vi—bøn og en os—bøn: der er tillid og tryghed og nærhed i Fadervor, der er afstand og forskellighed i den bøn, og der er fællesskab og samhørighed med andre mennesker tværs over grænser og kløfter og afstande og forskelle.
Hvad kan man næsten forlange mere?, man behøver faktisk ikke kunne meget mere end sit Fadervor for at kunne leve sit liv som et liv med Gud og for hinanden.
Ingen dag uden et Fadervor — lad dette være vores nytårsforsæt her i menigheden.

SALMER:
Guds godhed vil vi prise
Kirken den er et gammelt hus
Klokken slår, tiden går
Vor Gud er idel kærlighed
Som korn fra mange marker
Vær velkommen, Herrens år (Nytår)