Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 8,1—13 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

I vort Ny Testamente er der fire evangelister, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og de har hver deres måde at fortælle om Jesus på. Matthæus som vi hører fortælle i dag ser Jesus som den nye Moses, det er derfor han til at begynde med skriver at Jesus kom ned fra bjerget, lige som Moses. Og der står at store folkeskarer fulgte ham. Det har været disciplene og en hel masse andre jøder fra Israels folks forsamling.
Men så sker der noget overraskende: vi hører om to mennesker som bestemt ikke hører til Israels folks forsamling: en spedalsk og en romersk officer. Den spedalske var uren og derfor sat udenfor, og den romerske officer var udenfor helt af sig selv. Men det er altså disse to mennesker som evangeliet i dag skyder frem foran hele den store forsamling. Det er egentlig dejligt for os der i dag skal høre dette evangelium, at det er disse to helt udenfor der er i forgrunden, tæt på Jesus — så er vi også lige som lidt tættere på, for vi er også uden for Israels folks forsamling, ikke mindst i tid.
De to henvender sig til Jesus og beder ham om hjælp. Den ene, den spedalske, om hjælp til sig selv, og den anden, den romerske officer, om hjælp til sin syge tjener. Men det ser ikke ud til at gøre den store forskel: begge opnår dét de beder om. Nu kan man jo lære meget af evangeliet, og én klar ting vi lærer her er at forbøn for andre er lige så effektiv som bøn for sig selv. Så det er egentlig ikke dér der er noget problem eller noget særlig interessant. Det er ikke dér pointen ligger.
De to udenfor—stående, den spedalske og den romerske kompagnichef, blev begge bønhørt selv om de var vidt forskellige. Den spedalske tilhørte nederste socialgruppe, ingen måtte røre ved ham, han var uren og skulle råbe ”uren, uren” når nogen nærmede sig. Han var endnu værre stillet og endnu mere udenfor end nogen aids—ramt i vore dage. Og den romerske officer — han var en fin mand med tjener og det hele, høj social position i den romerske hær. De er forskellige, men de ligner hinanden deri at de begge er udenfor — og de er begge i nød. Og de henvender sig begge til Jesus, og de giver begge to udtryk for deres tro.
Den spedalske giver udtryk for sin tro ved at bede om helbredelse, altså noget foran ham der endnu ikke er sket. Og den romerske officer giver også udtryk for sin tro, nemlig at hans syge tjener derhjemme kan blive reddet. Nu står der ikke noget om hvad de ellers talte om, men hvis Jesus havde spurgt dem ud om Biblen, om skabelsesberetningen eller de 10 bud eller Moses og profeterne, så havde de sikkert svaret at det kendte de ikke noget til. Den spedalske kunne måske ikke engang læse, havde måske ikke engang gået i skole hvis han havde været spedalsk fra sin ungdom af, og den romerske officer kendte sikkert ikke noget til den slags indfødte og fremmede religioner. Han holdt sig sikkert til sin militære religiøsitet, Mitra—dyrkelsen, en rigtig soldaterreligion. Begge de to’s tro hang ikke på noget bag dem, i deres bagage, i deres forskellige baggrund eller religion, men deres tro var rettet mod én eneste ting: fremtiden. Og Jesus siger endda til den romerske kompagnichef at dennes tro overgår hvad han ellers er stødt på i Israels folks forsamling.
Troen hos disse to mennesker — så forskellige de er, og så éns de er — er altså en tro på at fremtiden kan blive anderledes. Og dén tro findes nok mest der hvor mennesker har brug for en ny virkelighed, fordi deres gamle, kendte virkelighed er for lille, for ussel eller for magtesløs. Den spedalskes virkelighed var for lille og ussel, han havde simpelthen ikke andre steder at gå hen; og den romerske officers virkelighed var også lille, men dog magtfuld, han kunne have henvendt sig til en højere instans i hæren, til overkommandoen i Cæsarea eller til Rom, men han vidste godt at de og han var magtesløse. Han havde heller ikke andre steder at gå hen. De havde altså begge brug for en ny virkelighed.
Den tro vi her lærer at kende er altså en tro på, at noget i fremtiden kan blive anderledes, hvadenten den nuværende virkelighed er lille og ussel eller lille og magtfuld.
Det er altså en tro fremad mod noget som endnu ikke har fundet sted. Det ville jo være noget helt andet hvis Jesus først havde helbredt tjeneren, og at kompagnichefen så var kommet til tro. Eller hvis den spedalske efter sin helbredelse var kommet og havde sagt: nu tror jeg. Men sådan var det ikke. Ingen af de to havde noget bag sig som de kunne læne sig op ad eller hænge deres tro op på. Deres tro var ikke på noget der var sket, sådan som vi jo som regel definerer vores tro. Hvis nogen spørger os kristne, f.eks. en muslim (jeg er ofte ude for det når skolegrupper kommer og interviewer mig om den kristne tro til deres emneuge om religion), hvad vi tror på, så peger vi ofte bagud og giver en god forklaring fra Biblen eller fra Luthers lille Katekismus eller fra Folkekirkens bekendelsesskrifter eller fra vores kirkes liturgi. Så kan de svare: godt, sådan tror du eller I, men jeg tror nu sådan og sådan. Og hvad kommer der ud af det?
Nu véd de fleste moderne mennesker ikke ret meget om trosgrundlaget bagud — der er ikke mange der i dag har orden i deres bibelhistorie eller katekismus, ej heller moderne muslimer, de har ikke en gang læst Koranen! — og jeg havde nær sagt: heldigvis. Så peger de dog ikke bagud. Men ... de skal heller ikke få mig eller os til at pege bagud. Jeg vil hellere spørge: Mener du det er godt og rigtigt i dag, at samfundet skal straffe tyveri ved at hugge hånden af tyven? Eller ved sidespring i ægteskabet: at stene den der har begået sidespring? Hvis nogen så peger bagud og siger: ja men der står i ditten eller datten — så må man igen spørge: hvordan mener du at fremtiden skal være?
Jeg var ude for en gang da jeg underviste på et børnehave—seminarium at en from og bibeltro pige spurgte mig: tror du på skabelsen eller ej? Så sagde jeg selvfølgelig at det gjorde jeg — jeg er et normalt menneske, og jeg kan se Guds skabelse omkring mig hvert eneste sekund. Så spurgte hun igen: tror du at Gud har skabt verden, som der står i Gamle Testamente, for 6—7 tusind år siden? Jeg sagde at jeg ville give svar næste gang, til næste time. Til næste time havde jeg medbragt et forstenet søpindsvin som jeg viste klassen og forklarede, at dette søpindsvin var 65 millioner år gammelt, og at skabelsen dermed var betydelig ældre end de 6—7 tusinde år hun snakkede om. Så sagde hun: nu vil jeg ikke mere komme til dine timer, for du tror ikke på Biblen. Gud har nemlig skabt jorden med alder — altså: Gud har lagt disse forsteninger ind i bjergene og i havet og på vore strande for at vi mennesker skal undre os. Så måtte jeg jo sige til hende: du er et meget fromt menneske, det er jeg ikke i tvivl om, og jeg ønsker dig ”fred og alt godt” — og så går vi videre med undervisningen. (Uddeling af et stk. søpindsvin til hver kirkegænger v/kirketjeneren).
Jeg tror ikke vi skal undre os, hvis vi i dag møder så megen bagudrettet tro, endda i kirken, men også generelt i samfundet. For hvis mennesker er godt tilfreds med virkeligheden som den er, hvis mennesker er trygge og har deres på det tørre, så er der jo ikke megen interesse i at virkeligheden skal blive anderledes. Den fremadrettede tro lever dér hvor mennesker har brug for en anden virkelighed — eller blandt dem som har øjne og øren til at opfange at størstedelen af mennesker i denne verden er i underskud og trænger til en ny og anden virkelighed.
Officeren i den romerske hær kendte mekanismen: han kunne give ordrer fordi han havde magt bag sig. Hans ordrer kunne lave om på virkeligheden, ikke på grund af ham selv, men på grund af den magt han havde i ryggen. Han bruger den samme logik over for Jesus: Jesus har magt bag sig, Guds magt, og derfor kan Jesus ændre virkeligheden så den bliver ny.
Vi må lære denne mekanisme, og vi må lære at bruge den. For det går ikke at vi i from og selvudslettende, og i virkeligheden behagelig!, bagudrettethed siger: Jamen, det var kun Jesus der kunne det déngang. Så vender vi jo igen vor tro bagud og ser på noget der engang var virkelighed. Troen er fremadrettet, også i dag! Vi har en særlig forpligtelse som kristne til aldrig at nøjes med den tro der vender bagud.
Jeg synes det er godt at vi ikke blot har den ene person, den spedalske, med i evangeliet til i dag. Det kunne så let misforstås på den måde at det bare gjaldt om at bruge bønnen og troen til at ændre den lille nære personlige virkelighed, alt det der plager mig og mit lille liv. Vi har også den anden, officeren, som bruger sin bøn og tro på at få ændret en virkelighed som angår en anden, endda på afstand. Ganske vist var det ikke de to’s tro der ændrede virkeligheden, det var Jesus med Guds kraft bag sig!, men det var troen der satte hele begivenhedskæden i gang. Denne kædereaktion er vigtig at fastholde og gøre brug af. Det er livsvigtigt at der, ikke mindst når nøden er størst, er mennesker der fastholder troen på at virkeligheden kan blive ny og anderledes. Uden denne tro ville vores åh lille verdenssituation med præsidentskifte i USA og på Filippinerne se ret håbløs ud. Hvis vi ikke havde troen, ville det ikke være til at holde ud at åbne for radioen eller tv. Vores verden har brug for troen, troen på at Gud formår at helbrede og gøre virkeligheden ny, og jeg synes der er noget trøsterigt ved at troen ikke behøver udtrykke sig i store massedemonstrationer eller flertalsafgørelser. Af evangeliet til i dag kan vi se at selv enkeltmenneskers bøn og tro kan ændre virkeligheden.
Det lille søpindsvin kan minde os om Guds skabelses storhed og skønhed, men ingen må tro at vi i kirken kan leve af sten, så gamle og solide de end er. Hér i menigheden får vi ikke stene for brød — om lidt får vi i nadveren livets brød, rejsekosten på vej mod Guds Rige. Troen vender altid fremad!

SALMER:
O kristelighed
Guds kærlighed ej grænse ved
Guds fred er mer end englevagt
Sejervindersken på jorden
Som korn fra mange marker
At tale om livet