Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 8,42—51 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

I Anden Mosebog fortælles der om folket som Moses førte ud af Egypten på vej mod det forjættede land. Og mens Moses er oppe på bjerget for at høre Guds befalinger om hvordan de skal leve, synes folket at det tager for lang tid, så de benytter ventetiden til at lave et gudebillede, en tyrekalv. De skaber altså deres egen gud, en bekvem gud som kan håndteres, et sikkert holdepunkt i deres usikre tilværelse. En gud der kan bruges og forstås, en gud man kan regne ud. Man vil have en gud man kan overskue, og som ikke efterlader én med usikkerhed og undren over livets mysterium, livets gåde.
Vi skal lige høre hvad profeten Jeremias siger om den slags gudsbilleder: Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt (Jer 10,5). Sådanne gudebilleder er for snævre, for små, for kortvarige, de er blot udtryk for at mennesker vælger sig selv og deres egen magt og på den måde tror at kunne sikre sig livet. Men en sådan sikkerhed gives jo ikke, livet er ikke et regnskab der går op. Det sande liv, livet i kærlighedens risikofyldte univers, kan ikke skemalægges, det kan kun leves i ansvar, i tro og tillid.
I evangeliet til i dag fra Johannes—evangeliet tegnes to billeder for os: et billede af Gud, og et af djævelen. Billedet af djævelen er ret enkelt: en morder, en løgner. Billedet af Gud er i virkeligheden også ret enkelt, om end det har voldt mennesker vanskeligheder både dengang og i dag.
Når mennesker forestiller sig Gud, har vi jo kun de ord og billeder som vi har fået overgivet fra vore forældre, kammerater, børnehaven og skolen. Og der er jo ikke meget mere inde i vort hoved end det vi har lagt derind i løbet af vores liv. Det er et kolossalt stort ansvar forældre har når de skal hjælpe deres børn med at få noget ind i deres sind. Og det er et stort ansvar lærere har, og præster, og andre der skal lære andre mennesker noget. Og vi voksne bærer selv et stort ansvar for hvad det er vi fylder os med. Og i dag er ansvaret større end nogensinde, for tidligere, for bare små hundrede år siden, havde man en nogenlunde sikkerhed for at mennesker havde en ballast, en grundviden med sig i livet. Den var måske proppet ind i dem på en meget kontant måde af autoritære lærere og præster og forældre, men der var dog noget at bygge på og holde sig til.
I dag lever vi meget mere på egen hånd, vi må selv skabe vores tilværelse, der er ikke så mange autoriteter som vil bestemme hvad vi skal have liggende i hovedet som udgangspunkt for vore liv og vore handlinger. Alt sammen godt nok. Men … mennesker går jo ikke bare rundt og er neutrale, de fylder selv noget ind i hovedet, ofte noget meget tilfældigt og kortsigtet, noget de bliver prakket på eller lokket til. Dagblade og ugeblade har horoskoper, og vort samfund er fyldt med alle mulige tilbud som er vor tids afguder. Altså en bekvem, overskuelig instans som giver tryghed og sikkerhed i en uoverskuelig verden. Det typiske for disse afguder er at de er private, de drejer sig om mig og mit liv. Hvis mit liv ikke lykkes rigtigt, så kan jeg gå til en numerolog og få ham til at udregne et nyt navn til mig, det har jeg ikke brug for at dele med andre eller være fælles med andre om. Jeg kan også købe en metalplade at bære om halsen, min plade, min hals, eller jeg kan købe en T—shirt med et logo på af Odin. Som Jeremias siger: Gudebillederne er som fugleskræmsler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal bæres, de kan ikke gå. Frygt ikke for dem, de kan ikke gøre ondt, men de kan heller ikke gøre godt.
I evangeliet til i dag trækker Jesus det hårdt op når han taler om Gud og djævelen, eller rettere: Gud eller djævelen. Det er et enten—eller. Enten sandhed eller løgn. Det er provokerende at høre på, også for os synes jeg. Det er hård tale. Jesu tilhørere kunne heller ikke holde ud at høre på det. Når det var så ubehageligt at høre på, og er det også i dag, så tror jeg det skyldes at vi godt vil være med til at der er forskel på Gud og djævelen, på sandheden og løgnen, men så er der jo alt det ind imellem som vi også gerne vil have med: den lille løgn, den lille lurvethed, den lille uærlighed, må vi nu lige være her, nu skal vi jo heller ikke blive fanatiske.
Der er for øjeblikket en debat i gang om danskernes moral, og det ser ud til at der sker nogle udskridninger i disse år. Moral er et mål for hvordan vi forvalter sandhed og løgn i forhold til helheden, fællesskabet, altså den måde vi omgås hinanden på. De normgivende personer i politik og erhvervsliv kan i dag slippe af sted med meget som for blot 20 år siden ville have været utænkeligt. Ministre bliver bare siddende, også selv om de bliver grebet i direkte usandheder og fiflerier og vildførelse af befolkningen. Fordi moral, altså spørgsmålet om sandhed eller løgn, ikke mere relaterer sig til helheden, til fællesskabet, men kun til den enkelte og hvad der gavner hans/hendes sag.
Jesus stillede det klart op som alternativer: enten Gud eller djævelen, enten sandheden eller løgnen. Jesus taler meget skarpt og siger at deres gudsbillede er forkert, at deres gudsbillede er djævelsk. Djævelen er kun én, for ondskaben og løgnen kan udmærket trives uden fællesskab. Ondskaben er til eget brug, og den må udrydde og bagtale andre. Kærligheden derimod er ikke til eget brug. Kærligheden kan kun trives hvor der er relation mellem flere personer. I kærlighedens fællesskab har man ikke sig selv som mål, men i en djævelsk egoisme søger man sit eget.
Denne forkyndelse af Gud som sandhedens og kærlighedens Gud var noget nyt som Jesus bragte, til forargelse dengang, og såmænd også til forargelse i dag, selv om forargelsen ofte blot giver sig udtryk i lunkenhed og ligegyldighed. For det budskab vil altid støde imod dér hvor mennesker lever for sig selv og har sig selv som mål i livet.
Det er et problem som kirken har kæmpet videre med siden Jesus. Allerede Paulus beskæftigede sig meget med dette problem, det kan vi se af de breve han skrev til de unge, kristne menigheder. Paulus forklarer dem at helheden, legemet, er det første, og så er der lemmer på legemet. Vi er alle lemmer på legemet, men legemet er det der giver lemmerne liv. Lige som et træ med grene, løsrevet fra træet er grenene intet, de er døde.
Denne skarpe tale af Jesus er ikke blot til brug for kristne mennesker, det er ikke en særlig kristen teori på linie med så mange andre teorier i denne verden. Men det er et grundprincip i livet, i ethvert menneskes liv. Kun i fællesskab kan vi ligne Gud, kun som fællesskab kan vi leve som de Guds børn vi er skabt til at være, kun som fællesskab kan vi leve i kærlighed.
Det er, som så meget andet hér i livet, et spørgsmål om enten—eller. I dag er det mere udbredt at tænke på livsmulighederne som både—og. Men med Jesus Kristus har Gud åbenbaret mennesker en afgørende magt i vort menneskelige liv og i vores menneskelige historie. Kampen mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt, mellem liv og død, har godt fat også i vores lille verden: sandhed og løgn? — vi kender det, se blot aviser og tv, se blot hvor megen sandhed og løgn der er på spil selv ud i den enkelte, lokale kommune i Danmark. Og kampen mellem godt og ondt?, vi kender det, det gennemsyrer hele vores politiske virkelighed fra folketinget og ned i den enkeltes samvittighed, når vi ser på flygtninge, asylsøgere, nødhjælp, miljøspørgsmål, krigsførelse, anstændighed. Og mellem liv og død? — hvad lever vi for, og hvad dør vi for, og hvad dør vi af i dette land. Vi kender hele spektret, vi ved godt hvad kampen står om. Påskens forløb, som ligger foran os, har én gang for alle forsikret os om udfaldet af denne kamp. Sandheden vil vinde over løgnen, vær sikker på dét! Det gode vil vinde over det onde, vær sikker på dét! Livet vil sejre over døden, vær sikker på dét! Og lev efter det, så er du salig.
Som Jesus siger: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.

SALMER:
Nu ringer alle klokker mod sky
Dit ord, o Gud, som duggen kvæger
Op, alle folk på denne jord
Gud, lad dit ord i nåde lykkes
Hil dig, Frelser og Forsoner! (v.7)
Du, som vejen er og livet