Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 10,22—30 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Jesus går omkring på tempelpladsen, der er mange mennesker som er kommet for at fejre en stor fest. Og da de ser Jesus, stimler de sammen om ham. Det ville jeg også gøre hvis jeg havde været der. For her er der da et usædvanligt menneske, ja, næsten mere end et menneske, for jøderne spørger ham: ’Hvor længe skal vi gå og være usikre? Hvis du virkelig er Kristus, altså den salvede, frelseren (som de havde ventet på så længe og stadig gør det) så sig det lige ud’. Og Jesus siger så: ”Jeg har sagt jer det, men I vil ikke tro det. De gerninger jeg gør i Guds navn, de viser jo hvem jeg er”. Han har både sagt og vist dem, men det er altså alligevel ikke nok, de vil ikke tro det.
Men hvad er egentlig nok? Nu går mennesker i dag vist ikke rundt og spørger om det samme, altså om Jesus virkelig er den lovede frelser, ikke direkte i hvert fald, men måske indirekte. Alle der ikke er helt bevidstløse må dog spørge sig selv: hvad er meningen med det hele, hvorfor er jeg her, hvad skal jeg gøre, og hvor fører det hen? Er der overhovedet noget der er bedre end noget andet, eller er det hele bare en uforståelig forestilling som lille jeg spiller en birolle i? Sådan er livet nok for mange. Men … hvad kan man egentlig tro på i dag? Hvad kan man sætte sin lid til, kan man tro på stormagterne, på deres økonomiske og militære mål, kan man tro på politikerne? Altså ikke bare om de taler sandt, det er svært nok endda, men om deres ord er noget der kan bruges til at leve på. Kan man tro på alle dem der tilbyder sig med alverdens nyreligiøse tilbud med terapier og week—endkurser i yoga og meditation osv.?
Jae, det ser ud til at man kan tro på dem et langt stykke ad vejen. Der er faktisk ret mange mennesker som bruger deres tid og kræfter og betaler penge for alt muligt fantasifuldt sludder og vrøvl. Nogle køber magiske plader og amuletter og krystaller og sten, nogle går til en numerolog og får sat et ekstra bogstav ind i deres navn. Det er helt utroligt hvad man kan få mennesker til at tro på i dag. Der er en kolossal stor industri som lever af at tilbyde mennesker alle mulige halv— eller helreligiøse tilbud.
Her er det så dejligt at være i nærheden af Jesus, for så er man tæt på virkeligheden. Jeg tror ikke der er noget finere eller mere meningsfyldt i denne verden end dét Jesus bragte. Gennem sine gerninger vidnede han om Gud. Hans gerninger kunne aldrig misbruges, de kunne ikke bruges til at lave penge på, eller anseelse, eller til at komme frem i verden på. Hans gerninger førte altid til at noget blev bedre: sultne blev mætte, syge blev raske, ensomme fik del i et fællesskab, mennesker der var udelukkede fra fællesskabet blev taget ind i et fællesskab. Det var ikke gerninger der gavnede Jesus selv eller som han tjente på, ofte glemte mennesker endda at takke ham for det han havde gjort for dem. Men uanset dette, så var der noget som blev bedre i livet og i Guds og menneskers verden.
Og man kan da også spørge: hvad skulle det dog være der er større eller finere eller bedre end det Jesus gjorde? Når jøderne spurgte: ”Hvor længe skal vi gå og være usikre? Hvis du virkelig er Kristus, så sig os det rent ud”, hvad mon det så var de gik og ventede mere? Jeg tror de ventede noget mere religiøst end det de kunne se og høre og mærke. Altså noget meget ophøjet og særligt, vel til syvende og sidst det umulige: at se Gud. Vi husker måske at Moses spurgte om lov til at se Guds ansigt, men at netop han, den største af alle skikkelserne i Det gamle Testamente, måtte gemme sig i en klippespalte og nøjes med at se Gud bagfra. Hver gang mennesker beder om disse høje ting, så siger Jesus: Den der har set mig, har set Faderen – Jesus er altså et spejl hvori mennesker kan se Gud.
Også i dag tror jeg at mange mennesker venter sig noget religiøst ophøjet når de søger Gud. Men her må vi nøjes med Jesu svar: de gode ting som vi hører og ser og mærker omkring Jesus, og som vi hører og ser og mærker i vort eget liv, de vidner om Gud selv. Der er ikke en omvej til Gud uden om dette liv som vi lever lige nu. Det er altså nu mens vi lever at Gud viser sig, og ikke først når vi skal dø. Det er nu mens vi er sunde og raske at Gud viser sig, og ikke først når sygdom eller lidelse kommer over os. Det er nu når vi gør noget at Gud viser sig, og ikke først når vi har taget fejl og pådraget os skyld.
Jesus Kristus, Guds Søn, er midt i livet, og ikke kun dér hvor noget er gået i stykker. Og sådan er Guds nærvær stadig midt i livet, vi skal altså ikke vente og håbe på at noget finere eller tydeligere skal dukke op.
Hvis mennesker har problemer, med livet og med Gud, kommer det vist af at vi tror at det hele beror på vores anstrengelse eller vores indsats eller vores store eller lille tro. Men Jesus siger selv at han er hyrden, han vogter selv sin hjord, han giver evigt liv, og ingen kan rive noget eller nogen ud af hans hånd.
Med disse ord vil Jesus sige at religiøse bekymringer for livet og døden kan vi godt lægge til side. Ingen, ingen kan rive noget eller nogen ud af Guds hånd! Det er jo også derfor at vi døber vore børn og holder fast i dåben, så er vi i Guds hånd.
Og så kan vi ellers nøjes med at leve ret og sandt og glædeligt, det er det der er meningen med livet.

SALMER:
Nu ringer alle klokker mod sky
Almægtige og kære Gud (v.1—4)
Nu bede vi den Helligånd
Hyrden er én, og så hans hjord
Herren strækker ud sin arm
Sov sødt, barnlille! (v.1—2)