Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 11,16—24 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spist eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig."

Jesus taler om ’denne slægt’, og jeg tror ikke han blot mener det slægtled der levede samtidig med ham, men om menneskeslægten overhovedet. Vi kan godt regne os selv med.
Og hvad er det så der kendetegner denne slægt, og altså os selv? I evangeliet til i dag er det at de ikke vil lege med. Ligegyldigt hvad der bliver foreslået, om det er bryllup eller begravelse, så vil mennesker ikke være med. De vil hellere sidde og vurdere livet og udtrykke deres domme: det dér, det er skørt, og det dér, der er for løssluppent.
Sådan var det altså på Jesu tid. Og jeg synes det ligner vores tid. Det er underligt så lidt mennesker har forandret sig når det kommer til stykket. Alt andet er forandret, vi har biler og cykler og fjernsyn og computere, noget som de ikke kendte på Jesu tid. Og alligevel ligner vi mennesker hinanden over den store afstand.
Og lad os blot holde os til de to ting Jesus nævner, bryllup og begravelse. En festlig og glad begivenhed, og en sørgelig begivenhed. Også i dag snyder mennesker sig selv for festen. Der er ret få der holder bryllup, man flytter bare sammen, ingen fest, ingen markering. Man får børn, og børnene får navne, det skal de jo have iflg. loven inden en vis frist, men man fejrer det ikke. Børnene bliver ikke døbt, i dette sogn er det flertallet der ikke døber deres børn. Ingen fest, ingen markering.
Og i den anden ende af livet det samme, ingen fest. Der er gået mode i at lade bisættelsen/begravelsen foregå ’i stilhed’. Det er meget almindeligt at man ikke fejrer begravelsen af sine kære og nære ved at sige det til venner og bekendte og tromme dem sammen i denne alvorlige og mindeværdige anledning. Man kan nøjes med en notits i avisen efter begravelsen: bisættelsen har fundet sted.
Lad os prøve at se hvad det er der sker når man fejrer både de glædelige og de sørgelige begivenheder i livet. Så markerer man at der sker noget nyt, det gælder alle ting, også noget så banalt som fødselsdage. Når vi fejrer en fødselsdag, så markerer vi at et menneske er blevet et år ældre. Nogle er kede af blive et år ældre, mens andre er glade for det. Under alle omstændigheder sker der noget nyt. Og ved et bryllup sker der noget nyt: to forskellige mennesker flytter sammen og elsker hinanden og vil have fremtid sammen. Det er dog noget nyt. Eller en bisættelse: et menneske er død, en nær og elsket person eller måske en kollega, en arbejdskammerat eller en bekendt. Der sker noget nyt, vedkommende er ikke mere med blandt de levende, hans eller hendes plads står tom. Det er dog noget nyt.
Jesus bebrejder altså mennesker deres manglende alvor, deres mangel på at tage livet alvorligt. Og hvis man ikke tager livet alvorligt, så sker der jo ikke noget nyt, så er alt blot som det altid har været; med Prædikerens ord: ’der er intet nyt under solen, solen står op og den går ned, det hele går i ring’. Sådan lever mange mennesker, måske de fleste, som på Jesu tid. Og så er det at Jesus bliver vred, han skælder ud også på de byer, de samfund, hvor der er sket noget nyt, men hvor de blot bevidstløst lever videre som om intet var hændt. Lige som en plante, en agurk, der blot vegeterer. ”Vé dig, Korazin, vé dig, Betsaida, vé dig, Kapernaum” — og lad os blot fortsætte: vé dig, København, vé dig, Bavnehøj. Vi hører også med, der er sket noget nyt, der sker noget nyt hver dag, men vi fejrer det ikke.
Der har lige været en nordisk kongres for religionssociologer, altså mennesker der undersøger befolkningens holdning til religion, kirke og tro. Deres undersøgelser viser at halvdelen af alle i Finland folder hænderne og beder mindst en gang om måneden, mens det kun er en fjerdedel af alle danskere der gør det. En fjerdedel!, en gang om måneden! Og det er jo også til at overskue hvor mange der orker at deltage i den ugentlige gudstjeneste om søndagen eller morgensangen om tirsdagen i vort område, Sydhavnen og Vesterbro, ja hele Københavns—området.
Nu er det selvfølgelig ikke jer og os der er sammen her i dag, vi skal jamre over med hensyn til gudstjenesten. Men vi må nok spørge: hvor mange mennesker fejrer ugen, månederne, året? Hver søndag er en ny begyndelse, den første dag i ugen, Herrens opstandelsesdag, hvor noget nyt sker hver uge. Men hvor mange fejrer det? Der er ikke noget galt i at sove længe en dag om ugen, men hvor bliver markeringen af, hvor bliver festen af?
Livet kan let blive en trummerum, en trædemølle, hvor alt har samme værdi, altså hvor alt er ligegyldigt. Hvis nogen elsker hinanden og flytter sammen, hvad særligt er der ved det? Og hvis en dør, jae, vi skal jo alle dø før eller siden, hvad særligt er der ved det? Jesus bebrejder mennesker at de snyder sig selv for festen, festen for livet, for glæde og sorg, for højtid, for fødsel og død, for fællesskab og for adskillelse. Livet har et forløb, og livet går mod Gudsrigets fuldendelse. Engang vil Gud blive alt i alle, engang vil glæden blive fuldkommen, og det går den vej! Derfor må vi fejre det forløb som livet har. Vort liv med Gud er ikke et liv der går i ring, i cirkel, uden forandring, uden noget nyt under solen, men vort liv er et helligt liv som bevæger sig i en bestemt retning og med et bestemt mål.
Derfor bliver også markeringerne af dette liv vigtigt, vi må fejre livet, huske det, give det navne og farve og særpræg, for ikke at ende i tomheden. Uden mål og uden markering af livet bliver der kun tomheden tilbage, men ved at markere livet, i vort evangelium symboliseret ved den store glæde, brylluppet, og den store sorg, begravelsen, får vi selv del i det evige liv, vi bliver selv en del af Guds store liv.
Det gælder også for alle de andre højtider i livet. Hver dag er vigtig, hver dag er en dag af evigheden. Man kan markere dagene f.eks. ved at bede hver dag og takke Gud for hver ny dag. Man kan markere ugen, om søndagen ved gudstjenesten, eller om tirsdagen ved morgensangen. Man kan markere højtiderne og kirkeårets forløb. Man kan markere fødsel, dåb, konfirmation, bryllup, død og begravelse.
Derved får livet retning, indhold, forløb, mening, der er noget der skrider fremad, der er noget nyt under solen. Livet er nyt, livet er foran os, livet bliver større og større. Gudsriget udvides, det må vi fejre!

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
Herren taler: Øer, hører!
Guds ord kan tåle tiden
Jesus, dødens overvinder
Som korn fra mange marker
O dejlige land (v.8—10)