M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Det begynder nedefra
Prædiken til 1. søndag i advent
3. december 2000

Matt 21,1—9
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: Â"Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.Â" Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
Â"Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.Â"
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Â"Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!Â"

I dag, 1. søndag i advent, begynder et nyt kirkeĂĄr. Kirken har sin egen tidsregning. Vi er næsten en mĂĄned forud for den verdslige tidsregning nĂĄr vi i kirken holder nytĂĄr i dag — til gengæld er den verdslige tidsregning en mĂĄned forud for kirken i at fejre Jul. Det venter vi med til det bliver Jul. I kirken holder vi ogsĂĄ fast ved at søndag er den første dag i ugen, opstandelsesdagen, medens den første dag i produktionskalenderen jo er mandag.
I dag tænder vi det første lys i adventskransen, og de flg. søndage tænder vi et mere for hver gang, til det bliver Jul. Senere bliver det PĂĄske, sĂĄ Pinse, Alle Helgen — og sĂĄ bliver det Advent igen til næste ĂĄr. Der er egentlig ikke ret meget “gang i den” i kirken. Vi har i ĂĄrets løb fĂĄet præsenteret et forslag til en ny salmebog — de fleste af salmerne er de gode gamle, der er kommet nogle nye med, men der er ikke sket den store forandring. Kirkens logo er stadig det samme, det stĂĄr oppe pĂĄ tĂĄrnet ĂĄr efter ĂĄr, korset. DĂĄben er den samme, de samme ord, ganske almindeligt vand. Nadveren er den samme: lidt brød og lidt vin, sĂĄdan har man altid holdt fest i kirken. Ingen fast—food her — vi har god tid, vi spiser sammen. Der er heller ikke sket de store fusioneringer i den sidste tid, sammenlægninger af sogne eller provstier eller stifter — men pĂĄ den anden side er der heller ingen krak eller tvangsauktioner eller devalueringer, og det er ogsĂĄ smĂĄt med skandaler i kirken for øjeblikket. Der er selvfølgelig af og til i Ekstra—Bladet eller BT en historie om en præst eller en kirketjener som er kommet galt af sted eller har dummet sig — men det er jo ikke noget at tale om i forhold til det øvrige samfundsliv og erhvervsliv med falske underskrifter og selskabstømninger, for slet ikke at tale om det politiske liv. SĂĄ har der været menighedsrĂĄdsvalg — et stille og værdigt forløb, hvor man allerede samme aften havde resultatet. Ikke noget med omtællinger og tvivlsomme stemmer og retssager og usikkerhed i ugevis. Kirken er egentlig ret stabil, nĂĄr vi nu selv skal sige det.
Man kan godt undre sig over at kirken ikke er gĂĄet under for længe siden. Alting ændrer sig i ĂĄrenes løb, og i løbet af det sidste ĂĄrhundrede er det endog gĂĄet ekstra stærkt. Alt er eksploderet i udvikling i vores tid, det nyeste er computer— og it—teknologi, hvor en computer er forældet allerede dagen efter at man har købt den. Men det er som om kirken stadig er den samme, stort set.
Der er et fremmedord for dette — det hedder identitet. Identitet — vi kender godt ordet: det betyder at der er noget, man kan genkende. Det betyder egentlig det, der er det samme. Og man kan tale om en stærk eller en svag identitet — en stærk identitet kan man tale om hos et menneske som vĂ©d hvem han eller hun er, Ă©n som man kan regne med, som ikke svinger frem og tilbage som vinden blæser. Og en svag identitet er det modsatte: hvem er jeg?, hvad kan jeg?, hvad vil jeg? Og det gælder ikke bare pĂĄ det personlige plan, men ogsĂĄ i firmaer, banker, lande og folk. Og lad os bare holde os til os selv, vi danskere: hvem er vi? — i forhold til Europa, EU, NATO, FN, Maastricht—traktaten, Nice—aftalen? Det er aktuelle og pĂĄtrængende spørgsmĂĄl som vi og vore folkevalgte politikere kæmper med i disse ĂĄr. Og hvem er vi i forhold til indvandrere og flygtninge og asylansøgere? Det kan være vanskeligt at fastholde en identitet — altsĂĄ: hvad er det der er det samme, det grundlæggende, det bærende for os?
Her er det jeg tror vi i kirken har et sted, et fællesskab, et udgangspunkt, som stort set er det samme år efter år, generation efter generation. Og jeg tror endda man kan sige at kirken i den kommende tid har en endnu større funktion end tidligere deri, at dette fællesskab, dette sted, er en stabilitet, et fikspunkt, et trygt udgangspunkt for et mere og mere atomiseret liv i en omskiftelig verden.
NĂĄr jeg siger dette mĂĄ det ikke forstĂĄs som om jeg ville forsvare kirken mod kritik eller berettigede krav om at kirken skal være forstĂĄelig og vedkommende — men sĂĄ er det for at sige at selv nye og unge og moderne mennesker dog er fælles om nogle grundvilkĂĄr som vi aldrig kan løbe fra: vi fødes, vi lever og vi dør. Vi oplever glæder og sorger, vi oplever held og succes, vi gør fejl og gĂĄr forkert, og vi begynder pĂĄ en frisk og ser nye muligheder. Vi oplever lidelse og kærlighed, himmel og helvede — alt dette er vi fælles om som mennesker. Og hvert lille menneske begynder forfra.
Det er altsĂĄ noget vigtigt der er pĂĄ spil i dette fællesskab, i dette Gudshus, i kirken — og det mĂĄ være nogle stærke kræfter der skal til for at bære sĂĄ store menneskelige grundvilkĂĄr. Og — hvor skal vi sĂĄ hente ordene og kraften fra til at formulere dette? Jae, hvis vi skulle tage dem fra Børsens valutanoteringer, sĂĄ ville de ikke holde ret længe, for dĂ©t budskab skifter fra dag til dag. Aviserne, tv — det du’r heller ikke, for aviser og tv gengiver jo blot næsten bevidstløst vores omskiftelige og ustabile verden. Men hvad med videnskabsmænd, teorier, analyser, beregninger? — det er for kortsigtet, der er ikke mange analyser eller beregninger som holder ret længe.
Men der er et budskab, et ord, som har holdt meget længe, og som har kunnet bære igennem 2000 ĂĄr. Hvad kan man næsten tænke sig? — det mĂĄ være noget meget stort, noget imponerende — nu har vi skruet forventningerne op. Og sĂĄ især pĂĄ kirkens nytĂĄrsdag: hĂ©r skal hele programmet lægges frem, her er et budskab, en program—erklæring, en plan — og hvad er det sĂĄ?
Jeg er sĂĄ glad for det evangelium vi har til i dag, den første søndag i advent: beretningen om Jesus der rider ind i Jerusalem. Det er hĂ©r det hele begynder. Det er hĂ©r det hele begynder for ethvert menneske. Vi kunne have begyndt i den anden ende: med PĂĄskedag, opstandelsen, sejren, triumfen — men vi begynder altsĂĄ et andet sted, vi begynder nedefra, dĂ©r hvor vi alle stĂĄr, i menneskehøjde, helt jordnært.
Og jeg tror ikke noget menneske kan springe mellemregningerne over i sit liv — hvis man begynder pĂĄ toppen, sĂĄ kan det jo kun gĂĄ Ă©n vej. Men hvis vi begynder nedefra, sĂĄ kan det ogsĂĄ kun gĂĄ Ă©n vej — men det er til gengæld en vej der er fremtid og hĂĄb i.
Jesus rider ind i Jerusalem som en konge, men en mærkværdig bagvendt konge. Der er det hele: kongen kommer ridende — men pĂĄ hvad? Ikke en flot hest, men pĂĄ et æsel — og det var ikke en gang hans eget, men Ă©t som hans venner havde organiseret. Et æsel — det svarer til at en ny præsident kommer kørende pĂĄ en traktor. Og tilhængerne? — det er ikke de fine mennesker, adelen og toppen af hierarkiet, men almindelige mennesker ... som der stĂĄr: blinde, lamme, børn. Og kongen rider op til Jerusalem, op mod højheden. Og i løbet af nogle dage bliver det ogsĂĄ tydeligt at han stiger højere og højere, indtil han er højest oppe — pĂĄ et kors, dĂ©r er højdepunktet, pĂĄ en høj uden for byen, med en krone pĂĄ, en kongekrone, en tornekrone. SĂĄdan er dĂ©n konge. Her ender han — men her ender historien ikke. Var det hele endt her, havde vi ikke sidder her i dag. Andre konger og kejsere og herskere i vores menneskelige historie er endt her, i døden — nogle dramatisk, andre ubemærket, men de er endt. Men vi kender mere til Jesus end denne begyndelse — vi fĂĄr i resten af kirkeĂĄret fortsættelsen, og jeg kan sige: glæd jer! Der er store ting i vente.
Jeg er glad for at det begynder her, nedefra, med det profetiske råb “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”. Et beskedent indtog, men med de rigtige ord til at tolke begivenheden. Det begynder nedefra, og det kan kun gå én vej, opad! Der er håb, fremtidshåb, i det evangelium.

SALMER:
Gør døren høj, gør porten vid
Det første lys er ordet, talt af Gud
Glæd dig, Zion, glæd dig, jord
Op! this dagen nu frembryder
Tak og ære være Gud
Vær velkommen, Herrens år (advent)