M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Vi påvirker og bliver påvirket
Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger
9. januar 2005

Luk 2,41—52
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Her i julen, nytåret og helligtrekonger har vi i kirken hørt alle barndomsberetningerne om Jesus fra han blev født i en stald i Betlehem, over Jesus’ fremstilling i templet, navngivningen, og så i dag beretningen om Jesus som 12—årig hvor han er med sine forældre til påskefesten i Jerusalem.
Disse barndomsberetninger kan egentlig synes lidt overflødige, for det er jo Jesu virksomhed som voksen der er interessant og betydningsfuld. Det var som voksen at han skubbede til sin omverden med ord og handlinger, og især slutningen af hans korte liv med død og opstandelse var af afgørende betydning.
Nu skal vi lige huske at der stod ikke en journalist ved krybben i Betlehem, der var heller ingen rejsekorrespondent med under flugten til Egypten, og der var heller ingen journalist til stede den dag i Jerusalem da Jesus som 12—årig diskuterede teologi med de lærde. Alle disse historier er samlet sammen bagefter da alle havde fået øje for at denne Jesus var noget særligt. Og disse beretninger har ofte et lidt eventyragtigt præg. Sådan går det ofte med mennesker der gør sig bemærkede som voksne — så bliver deres barndom pludselig også interessant. Jeg er sikker på at hvis jeg i en bogbod i Rom skulle finde en tegning som Leonardo da Vinci havde lavet da han gik i børnehave, så ville jeg kunne få flere millioner kroner for den.
Disse barndomsberetninger er skrevet ned bagefter, men derfor kan vi jo godt lære noget af dem. Der er en gammel interessant sport der hedder ’what if …?’ " hvad nu hvis? F.eks. hvad nu hvis Hitler var død som treårig af tuberkulose, var vi så blevet sparet for 2. verdenskrig og for Holocaust? Hvad nu hvis Simon Spies og Tjæreborgpræsten ikke havde sat gang i rejsebranchen for 50 år siden, var vi så blevet skånet for at nogle danske turister var omkommet i Sydøst—Asien under flodbølgen Anden juledag? Dén slags spørgsmål er jo meget interessante, men man kan nu en gang ikke lave om på historien. Verden går sin gang, vi er en del af historien, og det eneste vi kan lave om, er fremtiden.
Men alligevel " jeg kunne godt tænke mig et tankeeksperiment. I begyndelsen af vort evangelium til i dag står der: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Og da har var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Og så følger den spændende lille beretning om Jesus i templet. What if ..? " hvad nu hvis Maria og Josef havde gjort noget andet, hvis de nu havde aftalt at alt det der med påskefest og den årlige lange tur op til Jerusalem ville de altså ikke pådutte ham den lille Jesus, han skulle selv bestemme, som det hedder i dag, hvad så? Havde vi så siddet her i dag? " altså: var der overhovedet kommet mere ud af den historie? Var Jesus så bare blevet hjemme i tømrerværkstedet hos Josef og havde lavet dørstolper og borde og stole, havde der overhovedet været noget der hed kirke og kristen tro?
Jeg kan se to ting ud af dette evangelium som har noget at sige til os i dag så mange hundrede år efter: Det ene er at der er ikke anden religion og tro i børnene end den som forældre og skole og kirke har givet dem. Vi kender det jo fra andre områder af den påvirkning vi giver vore børn. Der er jo ingen forældre der ville finde på at sige: det der med mad, det må børnene selv vælge, vi vil ikke påvirke dem. Den går ikke, vi vælger for vore børn hvad de skal have at spise, vi sørger for at de får sund og nærende kost, og vi bestemmer for dem, vi tager ansvar for dem, og vi griber ind hvis de vælger forkert. Og når de skal i skole, så siger vi jo heller ikke: de må selv vælge, de må selv bestemme om de vil lære noget " nej, vi melder dem ind i skolen, vi følger dem derhen, og vi bestemmer for dem hvis de en dag ikke rigtig har lyst til at stå op om morgenen eller er sur på en skolekammerat.
Vi ser det også når nogle forældre vælger at lade deres barn døbe. Derved bestemmer de jo over barnet, de bestemmer for barnet før det selv kan tage stilling. Alt sammen selvfølgelig til barnets bedste, det er ikke for at kule barnet ned eller undertrykke barnet eller sætte sig på det, det er for at hjælpe barnet. For den går ikke blot at være neutral og sige: jeg vil hverken sige ja eller nej, jeg vil bare være på nul, for man kan ikke være neutral i dette liv, der er ikke et helle hvor man kan trække sig tilbage uden at tage stilling. Verden er fyldt med kræfter og magter og påvirkninger, og hvis ikke vi tager stilling, så er der nogle andre der gør det.
Det var det ene: vi behøver ikke at have påvirkningsangst, men vi har påvirkningspligt. Vi skylder Maria og Josef en stor tak for at de hvert år drog til påskefest i Jerusalem.
Men evangeliet til i dag indeholder også en anden, en næsten modsat, pointe, nemlig at Jesus, barnet, er det ulydige barn der går sine egne veje. Han belærer sine forældre, han sætter dem på plads ved at henvise til at han har en himmelsk far, Gud. At blive stor, voksen, betyder altså også at frigøre sig. Men … og det er en vigtig pointe: der skal være noget at frigøre sig fra. Hvis man altid har været overladt til selv at bestemme, selv at vælge, hvad skal man så frigøre sig fra? Pædagoger har påpeget at det er vigtigt at give børn et modspil, altså at stille en mur op som de kan spille op ad. Hvis man fjerner muren, så bliver der intet spil.
Nu har vi indtil nu især snakket om børn " fordi evangeliet lægger op til det " men principperne gælder jo for os alle, også alle os voksne. Vi lever sammen, vi har ansvar for hinanden, og vi må påtage os det ansvar og den risiko der ligger i at påvirke hinanden. Vi er i dåben blevet udnævnt til at være medlem af denne nye storfamilie hvor Gud er far. Paulus siger det så tydeligt i det lille stykke, vi hørte fra alteret for lidt siden: “Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne”.
Paulus mener altså at vi som kristne ikke skal tilpasse os den nuværende verdens målestok og de letkøbte trends. Som kristne kan vi ikke finde normen for vort liv i denne verden som den ser ud nu. Det betyder altså at vi aldrig kan nøjes med de modeller vi kender, sådan at vi resignerer, giver op og tilpasser os.
Det er det vi har kirken til — det er det vi har denne nye storfamilie til: Hér i det fællesskab bliver vi altid holdt fast på at verden skal forandres, at der kan ske noget nyt, at der skal ske noget nyt. Vi kan overskride grænser, personlige, geografiske, kulturelle, så vi ikke bare accepterer tingenes tilstand som uforanderlige.
Det eneste der virkelig er uforanderligt i denne verden, er Guds kærlighed.

SALMER:
Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig
Flammerne er mange, lyset er ét
Jeg ved et lille Himmerig
Gud kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Nu ved jeg vej til Himmerig