M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Mod kan indøves
Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger
1. februar 1987

Matt 8,23—27
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: Â"Herre, frels os! Vi går under!Â" Men han sagde til dem: Â"Hvorfor er I bange, I lidettroende?Â" Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: Â"Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?Â"

Evangeliet til i dag taler om undergang og mirakuløs redning. Der er undergangs¬stemning i båden, og de råber:"Herre, frels os! vi går under". Og Jesus siger til dem: "Hvorfor er I ban¬ge, I lidettroende?" Og på mirakuløs vis bliver de friet fra deres undergangsstemning og deres frygt.
Jesus bebrejder dem deres frygt og spørger efter deres tro. Men hvad mener Jesus egentlig med at sige til dem: Hvorfor er I bange, I lidettroende?
Det kunne være oplysende at foretage et lille tankeeksperiment: Hvad ville der være sket hvis de bange disciple i båden ikke havde vækket Jesus? Var de så gået under? Er det bare dét Jesus vil sige til dem: Hvad er I bange for, har I ikke engang tro nok til at stå døden igennem?
Eller vil han med sine ord sige til dem: At være bange er det dårligste man kan være. Det er det dårligste udgangspunkt for at leve i denne verden?
Vi kan ikke ud fra evangelieteksten se hvad Jesus måtte have ment, men én ting må vi da konstatere, og det er at angsten lammer mennesker og hindrer dem i at handle fornuftigt og gøre det bedste der er at gø¬re. For ret beset var der vel noget at gøre selv om situationen så faretruende ud. Disciplene kunne f.eks. ha¬ve organiseret sig så et par stykker begyndte at øse båden fri for alt det vand der væltede ind over ræ¬lingen. Andre kunne have rebet sejlet og lagt roret om og underdrejet båden. Eller måske kunne de have kastet et slæbeanker ud som kunne have stabiliseret bådens kurs mod land. Så stor er dén sø nu heller ikke! Der var faktisk noget at gøre, men disciplene var lammede af frygt. Undergangsstemningen i båden ville hurtigt have gjort det af med dem. Jeg tror vi hér har pointen i evangelieberetningen til i dag: livet går under hvis det leves i frygt.
Også i dag kender vi til frygten. Også i dag er der undergangsstemning at spore. Og ... må vi tilføje: med god grund. For os er det ikke lige storm og sø der truer, men der er så meget andet. Der er en oprustning i gang som nok kan give anledning til frygt. På læn¬gere sigt trues vores tilværelse af forurening og rov¬drift. Og på det nære plan er der hos mange en frygt for vold og hærværk. Og disse ting er jo ikke blot indbildning. De er realiteter i vores verden. Derfor er der heller ikke noget unormalt i at være bange for dem, lige som det heller ikke var unormalt at disciplene i båden var bange. Det er en såre naturlig menneskelig reaktion at frygte dét der kan bringe undergang. Og vi må vel tilføje at de mennesker der vil slå faren hen, som blot lukker øjnene for realiteterne eller flygter fra disse realiteter ved hjælp af spiritus eller narkotika, de snyder sig selv for et realistisk liv. Hvis der hænger atomraketter over hovedet på os, eller hvis vi møder nogle voldsmænd på et øde sted, så er der bestemt grund til at blive bange. Men ... at blive hængende i angsten bevirker lammelse. Så har man givet op, så er der kun undergangen tilbage.
En tysk præst, Dietrich Bonhoeffer, som døde i na¬zistisk fangenskab umiddelbart før sammenbruddet i 1945, oplevede denne spænding særdeles stærkt i Tyskland. Han skrev fra sit fængsel: "For os findes der kun den smalle vej som ofte er næsten umulig at finde, at tage hver dag, som var det den sidste, og dog at leve sĂĄdan i tro og ansvarsbevidsthed, som fandtes der en stor fremtid. ’Endnu skal man købe huse, agre og vinbjerge i dette land’, mĂĄ Jeremias forkynde — i paradoksal modsætning til sine ulykkesprofetier — umiddelbart før ødelæggelsen af den hellige stad, et guddommeligt tegn og pant pĂĄ en ny stor fremtid ansigt til ansigt med den fuld¬stændige mangel pĂĄ fremtid. At tænke og handle med henblik pĂĄ den kommende generation og samtidig hver dag være beredt til at gĂĄ uden frygt og bekymring — det er den holdning, som er os praktisk pĂĄtvungen og som det ikke er let, men nødvendigt tappert at fastholde" (Modstand og Hengivelse).
Disciplene i båden dén dag blev reddet fra under¬gangen af et mirakel, og miraklernes tid er ikke forbi. Men det ville være galt at gå og vente på mi¬raklet som frelse fra undergangsstemningen. Miraklet dén dag på søen skete fordi Guds frelse endnu ikke havde sejret overalt. Dén dag Guds frelse er overalt og i alle, vil der ikke være brug for mirakler. Men miraklerne både i Ny Testamente og senere sker for at mennesker skal tro, og de er vidnesbyrd om det ene og store frelsende under at Kristus besejrede døden og alle undergangskræfter. Men at gå og vente på miraklet er udtryk for manglende tro. En af kirkens store pædagoger, Gre¬gor den Store, beskæftigede sig meget med mirakler. Men han giver dem en begrænset plads som nogle nyttige, men ikke uundværlige tegn og en hjælp for troen. Gregor siger et sted: "Der er mange hellige mennesker, som ikke gør mirakler, og de er ikke ringere end de andre, for et helligt livs sande værd består i handlekraft og beslutsomhed, ikke i undergerninger". Peter kunne gå på vandet, men Paulus kunne ikke engang sejle på van¬det uden at lide skibbrud; ikke desto mindre er deres ære i himlen vel den samme.
Miraklerne er derfor andet og mere end den øjeblik¬kelig redning, de er tegn på Guds nærhed når menne¬sker har glemt denne nærhed.
Og det er værd at huske at mirakel har forbindelse med det latinske ord ’mirare’, der betyder ’at undre sig’. Mirakler er det der vækker vores undren, de er forunderlige, også på den måde at de vækker vores læng¬sel efter det vi inderst inde higer efter og drømmer om: det vidunderlige Gudsrige hvor alle fordærvsmagter er overvundet.
Derfor kan vi også glæde os over og undre os over det mirakel der dén dag på søen reddede disciplene fra undergangsstemningen. Jeg tror også disciplene har glædet og undret sig da de kom frelste i land, men vi kan jo af de flg. beretninger i Ny Testamente se at de samme disciple kæmpede videre. De må altså have indset at dette at de blev reddet ud af undergangen dén dag på søen ikke løste alle problemer i verden. Gud er stadig i kamp mod djævelen, Gudsrigets kræfter er stadig i kamp mod undergangskræfterne i verden.
Derfor — hvis vi hører om eller oplever et mirakel, sĂĄ lad os glæde os derover og tage det som en kærkom¬men anledning til en styrkelse i troen.Men i den daglige kamp mĂĄ vi lade os nøje med de vilkĂĄr der nu engang er i en ægte kamp: somme tider vinder vi, somme tider ta¬ber vi. Hvis vores tro ikke kan holde til dĂ©t, sĂĄ er vi lidettroende. Det der behøves i den daglige kamp, er mod. Og mod kan indøves! Alle mennesker er bange, men angsten kan bekæmpes. Mod er ganske enkelt et mĂĄl for hvor godt man er i stand til at bekæmpe sin angst. Og der er brug for mod — se blot pĂĄ alle de fordærvsmagter vi er omgivet af.
Bonhoeffer skriver også: "Der findes mennesker, for hvem det synes at være mangel på alvor, kristne, for hvem det er ufromt at håbe på en bedre jordisk frem¬tid og at forberede sig på den. De tror på kaos, uor¬den, katastrofe som meningen med de nuværende begiven¬heder og unddrager sig i resignation eller from verdensflugt ansvaret for livets fortsættelse, for den nye opbygning, for de kommende slægter. Kan hænde, at dommedag begynder i morgen, da vil vi gerne lægge ar¬bejdet for en bedre fremtid til side, men ikke før".

SALMER:
Som tørstige hjort monne skrige
HelligĂĄnden trindt pĂĄ jord
Du, Herre Krist
Hvad er det for en snekke
Herrens røst, som aldrig brister
Alt stĂĄr i Guds faderhĂĄnd