M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Dommen tilkommer ikke os
Prædiken til 5. søndag efter helligtrekonger
8.februar 1981

Matt 13,24—30
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus fortalte dem en anden lignelse: Â"Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.Â"

Denne lignelse om rajgræsset blandt hveden er en af de mange lignelser Jesus fortalte om Gudsriget. Evangelisten Matthæus skriver altid ’Himmeriget’ — mens de andre tre evangelister bruger udtrykket Guds Rige, men det er det samme de taler om.
NĂĄr vi siger Gudsriget eller Himmeriget, kommer vi let til at tænke pĂĄ et stykke land — et rige, et kongerige. Men det ville nok i virkeligheden være bedre om vi oversatte det med "Guds herredømme", for det er ikke sĂĄ meget et sted der menes som den mĂĄde der regeres pĂĄ. Overalt hvor Gud har magten, er Guds herredømme — bĂĄde indeni mennesker og udenom mennesker. Denne lignelse handler om Guds herredømme.
Og Jesus siger altså med denne lignelse at menigheden er en blandet skare. Den sunde hvede og det giftige ukrudt findes side om side. Dette går gennem mange af de lignelser som Matthæus beretter, f.eks. og¬så lignelsen om voddet med de mange forskellige fisk i, lignelsen om kongesønnens bryllup hvor mange forskellige tilfældige kommer med til brylluppet, både onde og gode, og først da kongen selv kommer, træf¬fes afgørelsen.
Der ligger i disse lignelser en opfordring til tĂĄlmodighed. Mennesker hverken kan eller skal foretage adskillelsen. Mennesker kan ikke foretage ad¬skillelsen — som der stĂĄr i vores tekst: "SĂĄ spørger tjenerne ham: Vil du have, at vi skal gĂĄ hen og sam¬le rajgræsset fra? Men han siger: Nej, for at I ikke nĂĄr I samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det". Af lignelsen ser vi altsĂĄ at mennesker ikke kan foretage denne adskillelse. Den endelige dom tilkommer alene Gud. Og for det andet er det alene Gud der bestemmer tidspunktet for denne adskillelse.
Matthæus har nok haft en hensigt med at tage den¬ne lignelse med i sit evangelium. Allerede pĂĄ den tid var der hos mange et ønske om rene menigheder hvor man ved at udelukke nogle, kunne sidde tilbage med den frelste flok. Lignelsen er altsĂĄ en formaning til menigheden om at denne dom kan mennesker ikke fore¬tage uden med risiko for at rive noget af hveden med op. Dommen vil komme, den vil blive foretaget — nĂĄr Guds time er inde, altsĂĄ nĂĄr den endelige dom fore¬stĂĄr.
Men lignelsen er tillige en opfordring til ind¬øvelse i Gudsherredømmets fællesskab. I denne gamle verden har vi jo visse regler, vi har visse normer og omgangsformer, alt dĂ©t vi kalder vores kultur. Og denne kultur er relativ. Tænk blot pĂĄ hvor forskelligt mennesker omgĂĄes hinanden her i verden. I islamiske lande har f.eks. kvinder ikke den samme fri¬hed som hos os. Kvinder kan ikke gĂĄ sĂĄ frit omkring som her, kvinder er ikke frie til at tale med en mand som her, noget som vi finder ganske naturligt og selvfølgeligt. Omgangsformer og etiske regler, alt dĂ©t vi kalder moral, er noget meget relativt. Det der er rigtigt i Ă©n sammenhæng, er forkert i en anden sammenhæng. Det der er rigtigt i Ă©n tid, er forkert i en anden. Bare inden for den sidste generation er der sket et stort skred i mora¬len. For bare et halvt ĂĄrhundrede siden — i 30' og 40'erne — var det ikke god tone at unge mennesker der ikke var gift boede sammen. Jeg ved ikke om det er god tone i dag, men det er i hvert fald meget alminde¬ligt.
I denne gamle verden har vi ikke ret meget andet at holde os til end vores moral, dét vi synes er rig¬tigt eller forkert. Og det er meget relativt hvad vi synes er rigtigt eller forkert. Derfor vil vores bedømmelse af mennesker også være relativ.
Denne lignelse maner os til tĂĄlmodighed og til at øve os pĂĄ et fællesskab der vil være meget større og bredere end vi normalt kan godkende. I Guds rige — nĂĄr Guds herredømme er overalt og i alle — sĂĄ vil vi være med i et fællesskab der omfatter mange flere end vi i vores vildeste fantasi kan forestille os. Mange af dem som vi vist uden videre ville luge bort, vil være der. Tænk blot pĂĄ alle dem som Jesus priser salige i bjergprædikenen: de fattige, de mag¬tesløse, de sørgende, de forfulgte, de sagtmodige osv. Eller alle dem som Jesus fremhævede som sine foretrukne omgangsfæller: synderne, de udstødte, de nederste.
Vort liv i denne gamle verden er ogsĂĄ en indøvelse i Gudsrigets liv. Og hĂ©r har vi stadig meget at lære. Men ... nĂĄr dette er sagt, sĂĄ er der en anden sag som ogsĂĄ er vigtig at fremhæve: tĂĄlmodigheden og indøvelsen i Gudsherredømmets fællesskab betyder ikke den ubegrænsede tolerance. Ă...benheden — dette at vi ikke er i stand til og ikke har myndighed til at fælde den endelige dom over andre — betyder ikke at alt dermed er ligegyldigt, og at alt flyder. Vores tĂĄlmodighed og indøvelse i Gudsherredømmets fælles¬skab som menighed er ikke blot en passiv og inaktiv holdning. Der er ogsĂĄ en tone af advarsel i denne lignelsestale. Det giftige rajgræs kan brede sig, det kan kvæle det sunde korn. Den samme Matthæus som beretter denne lignelse om tĂĄlmodighed og varsomhed i dommen over andre, har ogsĂĄ beretningen om tugten i menigheden, kirketugten, eller ... som vi mĂĄske hel¬lere skulle sige: menighedsomsorgen. Hos Matthæus stĂĄr der om dette: ”Hvis din broder forsyn¬der sig, sĂĄ gĂĄ hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, sĂĄ har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, sĂĄ tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han ogsĂĄ menigheden overhørig, sĂĄ lad ham være for dig som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: hvad I binder pĂĄ jorden, det skal være bundet i himmelen; og hvad I løser pĂĄ jorden, det skal være løst i himmelen"(Matth 18, 15—18).
Der bestĂĄr denne spænding mellem tĂĄlmodigheden og det relative i vore moralske domme — og sĂĄ myndigheden til at skride ind nĂĄr ukrudtet truer med at destruere det ægte menneskelige fællesskab og kærligheden. Paulus kendte ogsĂĄ til denne spænding mellem tĂĄlsomheden og skarpheden. Paulus kendte ogsĂĄ til den sam¬me yderste konsekvens som Matthæus hĂ©r nævner: ude¬lukkelsen. SĂĄ vidt rækker menighedsomsorgen. Omsor¬gen for menigheden og de enkelte medlemmer rækker et langt stykke ind i Guds herredømme. Normalt hæfter vi os ved den positive side af omsorgen for menigheden — den der bestĂĄr i trøst og hjælp og støtte og tilgivelse og at løse. Men der er ogsĂĄ den anden side, den skarpe, formanende, bindende side af menighedsomsorgen. Og denne er straks langt sværere og farligere at omgĂĄs end den løsende og tilgivende. For denne side af menighedsomsorgen mĂĄ aldrig bruges blot for at slippe af med en besværlig person eller for at udelukke en afviger der ikke er som de fleste. Men der findes — som i lignelsen hĂ©r — giftigt rajgræs midt i hveden, og menighedsomsorgen rækker ogsĂĄ sĂĄ langt at dette vedkommer os som menighed. Ikke for at tage dommen i egne hænder — dommen tilkommer Gud nĂĄr hans time kommer! — men netop for at komme dom¬men i forkøbet for dĂ©t menneske. Netop for at ikke dĂ©t menneske skal fremture direkte ind i den endelig doms forkastelse. Det er endnu tid, vi har endnu mu¬ligheden for, bĂĄde gennem den blide og den skarpe menighedsomsorg, at udrette noget før den endelige dom.
Lignelsen om Guds herredømme i dag maner os til varsomhed og tålmodighed, men samtidig er der domstoner i denne lignelse som viser os at vort liv nu som menighed er alvorligt og fyldt af ansvar.

Livets bog har mange blade,
snart er dog det sidste vendt;
hveden samles da i lade,
medens klinten vorder brændt;
liv og lys, alt sandt og godt
findes evig hos vor drot,
mens med løgnen går til grunde
i nidmørket alt det onde.
(Grundtvig, Godt og ondt i lys og mørke, v.5)

SALMER:

Guds—husets dør er i vor dĂĄb
Helligånd, de frommes glæde
Kirken er som Himmerige
Din kirke—mark, o Gud
Gør dig nu rede, kristenhed
PĂĄ Jerusalem det ny