M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Det guddommelige er i øjenhøjde
Prædiken til Sidste søndag efter helligtrekonger
9. februar 2003

Matt 17,1—9
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde."

Jeg har en god veninde som blev gift for nogle år siden. Hun siger somme tider at hun så gerne ville giftes igen, altså med den samme mand, ingen tvivl om det, fordi det var så dejlig en begivenhed i hendes liv. Jeg forstår hende godt " når noget er dejligt og stort og betydningsfuldt, så vil vi gerne fastholde dén virkelighed. Det er meget almindeligt, sådan tænker vi vist alle. For nogle år siden var der en sag som gik videre op gennem systemet, helt op til kirkeministeriet: ved en barnedåb havde en morfar sit videokamera med, og han optog hele barnedåben på video, men da han kom ud af kirken efter gudstjenesten, opdagede han at han havde glemt at sætte film i apparatet. Han og dåbsfølget skyndte sig så ind i kirken igen og bad præsten om de ikke kunne tage det hele om, så han kunne få sin videofilm. Præsten afslog selvfølgelig, dåben er en éngangsbegivenhed, og morfaderen klagede til provst og biskop og kirkeministeriet over denne præst, og selvfølgelig fik han ikke noget ud af sin klage.
Vi mennesker har en trang til at fastholde det dejlige og store og betydningsfulde. Det er dejligt at have gode minder, erindringer, souvenirs, som man kan vende tilbage til, og som man kan leve på længe.
I dagens evangelium hører vi at Jesus tager sine tre nære venner med op på et bjerg, Peter og de to brødre Jakob og Johannes, dén begivenhed vi plejer at kalde ’forklarelsen på bjerget’. Og her får de virkelig store ting at se: de ser et overvældende lys, der står ”som solen”, og de ser Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. Det er overvældende, det er guddommeligt herligt, og Peter reagerer da også på en meget naturlig, menneskelig måde: han foreslår at de skal bygge nogle hytter. Og hvorfor mon han ville bygge nogle hytter? Jo, for så kunne dén guddommelige og himmelske herlighed de lige havde været vidne til blive holdt fast.
Men det får de altså ikke lov til. Det guddommelige kan ingen tåle at se direkte, lyset er for stort, herligheden for overvældende. Ellers kan mennesker jo tåle at se næsten hvad som helst, men man kan ikke tåle at se direkte ind i solen, så bliver man blind. Det var det samme da Moses var på Sinajs bjerg og talte med Gud. Da sagde Moses: ”Lad mig dog se din herlighed!” Herren svarede: ”Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil”. Men han sagde: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet”. Og Herren sagde: ”Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se”. (2 Mos 33, 18f.)
Og hvorfor er det nu sådan? " hvorfor må mennesker ikke få lov at se Gud direkte? Til Moses siger Herren selv: ”intet menneske kan se mig og beholde livet”. Det skyldes at den største menneskelige fristelse er at flygte, flygte fra denne verdens smuds og foreløbighed. Tænk sig hvis man kunne springe livet over, hvis man nåede dertil hvor man ville sige: nu har jeg nok, nu har jeg fundet det jeg søgte, nu behøver jeg ikke være med mere. Det var dét Peter var ude for på bjerget. Peter har sikkert tænkt: Hvad skal vi dog med mere?, her er Jesus i ære og herlighed, her er Moses med lovens tavler fra Gud, her er Elias, Gud store profet. Nu har vi nok, nu kan der ikke ske noget vigtigere i verden, lad os blive her i denne guddommelige virkelighed. Og med de tre hovedpersoner godt indkvarteret i hver sin hytte var han sikker på at have fastholdt og bevaret denne ophøjede, berusende, himmelske virkelighed. Og Peter ville sikkert gerne have sovet uden for hytterne på jorden, han nævner slet ikke hvor han selv skulle bo. Lykken var overvældende. De var virkelig højt oppe. Peter var blændet, forblændet, ja blindet så han ikke kunne se den virkelighed han gik rundt i.
Men ... der sker det mærkelige at Jesus går hen og rører ved dem og siger: “rejs jer, og vær ikke bange!”. Og så står der: ”da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene”.
Det blændende lys er et godt udtryk for det guddommelige, hvis dette er utilnærmeligt, overvældende og farligt. Det er dén Gud Moses møder, men Jesus lærer altså sine disciple noget andet om Gud. Lys er det der får os til at se klart og tydeligt, men altså se noget andet end lyset. Hvis vi ikke ser andet end lys, bliver vi blændede. Som med solen: hvis vi ser på solen, bliver vi blændede og blindede, men solens lys gør at vi kan se alt andet, ja solens lys er en livsbetingelse for livet på denne klode. Solens lys, så blændende og farligt det end er, er oplysende og livgivende. Jesus lærer altså sine disciple at når de ser på ham, et stridende og lidende menneske, så ser de Gud, ikke som et blændende lys, men som den nærværende og kærlige far.
Det er som om vi her får besked på at der findes ikke en genvej til Gud, til det himmelske, til det evige uden om den almindelige, jordiske virkelighed. De gik ned fra bjerget igen, ned i jordhøjde, dér hvor livet leves med kamp og lidelse og tvivl og nederlag.
Vi kommer fra Gud, og vi går til Gud, det er vores begyndelse og fuldendelse, men derimellem er livet. Og Jesus kan man godt holde ud at se på, at være sammen med, nede i jordhøjde.
Sidste week—end var der igen den store ’krop—sind—ånd—messe’ ude i Falkoner—Centret. Mennesker strømmer til, for her kan man opleve det guddommelige, her er der oplevelser som kan løfte én ud af den almindelige verden og over i åndernes verden. De fleste tager det nu nok som underholdning, lige som at gå i biografen eller til en musical, man betaler entre og er der et par timer, altså religiøs underholdning. Men det er religiøsitet for alle pengene.
Somme tider kunne man ønske at mennesker i stedet for at være så optaget af det religiøse ville være optaget af at leve som helt almindelige mennesker med en ansvarlig holdning til medmennesker og til de problemer vi stilles over for i dette liv og i denne verden. Der er ikke nogen genvej til Gud uden om dette liv. Vi kender jo også resten af historien både om Jesus og Peter. Jesus gik til Jerusalem hvor han blev korsfæstet, og Peter endte sine dage i Rom på cirkuspladsen neden for Vatikan—højen hvor han blev korsfæstet med hovedet nedad.
Det er tilstrækkeligt at gøre som det blev sagt fra skyen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”. Vi har ikke brug for mere religiøsitet, men vi har brug for at mennesker, som Jesus siger, rejser sig og lader være med at være bange. Vi behøver ikke komme op på et bjerg og skue et lys som vi ikke kan tåle, det er nok at leve med øje for alt det som lyset giver os mulighed for at se.
Vi kan lade os nøje med dette jordnære, guddommelige liv som opretholdes af Guds strålende lys, og vi kan lade os nøje med at høre hans søn, Jesus Kristus. Der er egentlig ikke så meget der er nødvendigt at høre. Jesus har f.eks. sagt: ”Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig”. Religiøsiteten begynder altid så højt oppe hvor man står i fare for at blive blændet, forblændet, blindet, så man ikke kan se ordentligt — men troen trives helt nede på jorden, i menneskehøjde, nogle gange hvor der ikke er mere lys end fra en sengelampe eller et stearinlys. Det er egentlig nok at leve som et ansvarligt menneske med sine medmennesker, der er rigeligt i dét liv til at takke Gud for lyset og livet og hver ny dag, og til at bede Gud værne og beskytte os mod alle de forskruede religiøse, økonomiske, politiske og militære afguder som huserer.
”Øjne, I er lykkelige”!

SALMER:
Dig rummer ej himle
Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig!
Med strålekrans om tinde
Øjne, I var lykkelige
Som korn framange marker
O glædelig dag