M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Hvor langt rækker nåden?
Prædiken til Søndag septuagesima
16. februar 2003

Matt 20,1—16
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: "Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig.

Det kan være svært nok endda at skulle leve med nåden " altså at man modtager noget frit uden at have fortjent det eller have gjort noget til gengæld. Men hvis dette princip, gratisprincippet, nåden, skal gælde hvem som helst, måske min fjende, dét er for meget. Hvad er der så ved det?
Der er historien om maskinarbejderen der gik ind til værkføreren og bad om lønforhøjelse. Værkføreren sagde at det havde firmaet ikke råd til at give ham, men i stedet måtte han for fremtiden kalde sig afdelingsleder på værkstedet. Manden gik glad ud af kontoret, men så åbnede værkføreren døren og råbte ud over hele værkstedet: ”… og det må alle I andre også godt kalde jer”.
Vi lever af forskellene, vi måler os på hinanden, i position, i løn, i smag, i tøj, i kultur etc.
Nogle gange kan det godt betale sig at se godt efter hvad der står i evangeliet, for ved en alt for hurtig og overfladisk læsning kan man gå glip af en væsentlig indsigt. Det er derfor den gamle disciplin der hedder bibelstudium, er så vigtig. Hvad er det egentlig der er så skævt i dette evangelium? Det er jo helt klart at princippet ikke kan bruges i dag: lige løn for ulige arbejde. Den går ikke, vi har fra fagbevægelsen lært at kæmpe for parolen ’lige løn for lige arbejde’, og dette udmærkede princip er jo stadig ikke gennemført overalt i vort samfund. Der er stadig nogle uretfærdigheder tilbage hvor kvinder ikke får lige så meget som mænd for det samme arbejde. Så på dén måde kunne vi slippe alt for let om ved evangeliet i dag og konstatere, at vi har én retfærdighed, og i Guds Rige gælder der en anden retfærdighed. Og det er jo så fordi Gud er så god, og det er vi jo ikke altid. Vi kunne let høre det som om vingårdsejeren siger: ’Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, selv om jeg er god?’
Men det står der ikke! Vingårdsejeren siger: ”Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?” " fordi! Jamen … det er jo sagen. Hvis vingårdsejeren ikke havde været god, så havde der ikke været noget brokkeri, så havde der slet ikke været noget problem dén dag. Hvis vingårdsejeren havde sagt: De der har arbejdet hele dagen, får en dagløn, de der har arbejdet en halv dag, får en halv dagløn, de der har arbejde en time, får kun en tiendedel dagløn, så havde alle sagt tak for i dag og var gået hver til sit. Det var der ingen der kunne brokke sig over, det var normalt, det var vilkårene, og det var jo retfærdigt nok. Det kunne alle se, både de der havde arbejdet hele dagen og de der havde arbejdet en time. Så havde de sikkert fulgtes ad hjem fra arbejde og snakket lidt om at alle kan jo ikke være lige heldige hver dag, sådan er livet.
Men sådan gik det ikke " der var en vingårdsejer som ikke bare var retfærdig, altså noget—for—noget, nøje udregnet efter arbejdsmarkedets aftaler, men en vingårdsejer som var god. Ifølge helt almindelig menneskelig logik skulle det jo være sådan at hvis vi stødte på noget godt, så ville vi sige: Ah, dejligt, herligt! Hvorfor skete det egentlig ikke hér? De først ansatte kunne dog have sagt: Det var en lykke for os at vi kom i arbejde i dag, hele dagen, det var dét vi gik ud for i morges, og det lykkedes, vi fik den aftalte dagløn, tak for det. Og nogle kammerater var ikke så heldige som os ved at få deres ønske opfyldt om at arbejde hele dagen, synd for dem, men de fik af vingårdsejerens godhed også en dagløn, og så kan de også brødføde familien i dag, ah, dejligt, herligt.
Hvorfor skete det egentlig ikke sådan?, når det nu var godt? Er det virkelig rigtigt hvad der står: ’Er dit øje ondt, fordi jeg er god?’ " jae, det ser ud til at det er sådan det hænger sammen. Hvorfor kunne de ikke tåle at der skete noget godt, uden at det skulle fremkalde noget ondt i dem selv: millimeterretfærdigheden, misundelsen, småligheden?
Jeg tror vi rører ved noget meget grundmenneskeligt i dette evangelium. Det var nemlig ikke blot disse vingårdsarbejdere der reagerede sådan, det er ikke bare en historie " dette er et spejl!, et spejl at holde op foran os mennesker for at vise os at vi har brug for Guds evangelium.
Jeg vil fortælle en erindring som altid har undret mig lige til denne dag hvor jeg har set det lille ord ’fordi’ " ’fordi jeg er god’: Da jeg var ung student, var der på mit universitet en meget venlig professor som en gang hvert halve år ryddede op i sin bogreol. Han fik mange nye bøger til anmeldelse, og når han havde læst dem og anmeldt dem i avisen eller et fagtidsskrift, lagde han bøgerne i en vindueskarm på universitetet og skrev en seddel: ’værsgo, tag en bog’. Det var en gave, en uventet glæde at få en fin, nogle gange kostbar bog helt gratis. Men nogle kastede sig over bøgerne, grapsede dem til sig uden at se hvad de handlede om, blot for at få flest. Første gang jeg så det, undrede jeg mig over denne grådighed og hensynsløshed. Nu har jeg forstået: det var præcis samme mekanisme som i Jesu lignelse om arbejderne i vingården. Der skete noget godt, en venlig professor gjorde noget godt, og det udløste noget ondt. ’Er dit øje ondt, fordi jeg er god?’ " ja, sådan var det. Hvis han ikke havde gjort noget godt dén dag og havde lagt gratis fine bøger frem, så var der vist ikke sket noget ondt. Så havde man bare snakket sammen som sædvanlig.
Det er dog underligt at det er sådan. Nu har vi hørt to eksempler, to historier om denne mekanisme, en gammel historie som Jesus fortalte for små 2000 år siden, og min lille historie som er nyere. Men lad os prøve at gå tættere på, lad os prøve at gå helt tæt på i dag: Vi danskere lever i et af de rigeste lande i verden. Vi har mad hver dag, vi har en bolig, sygesikring, socialt sikkerhedsnet osv. Har vi det godt? " jae, stort set, vi kunne måske nok ønske os det lidt bedre, men sådan vil det altid være. Ville vi bytte med folk i Tjetjenien, Irak, Palæstina, Somalia " nej, vel? Vi lever trygt uden krig, uden forfølgelse, uden besættelse, uden sult, vi får den aftalte løn eller pension eller understøttelse helt efter hvad der er aftalt i dette samfund. Vi har virkelig grund til at sige Gud tak for den store godhed vi oplever, helt ud over enhver retfærdighed. Og hvis man ikke er kristen og bruger så store ord, så kan enhver dog sige at vores skæbne har været ualmindeligt god, og at vi er nogle heldige mennesker at leve i dette land, ét blandt de rigeste i verden.
Men hvad sker der hvis der kommer nogle som ikke fik de samme muligheder som os, nogle der ikke kom i arbejde, nogle der måske kun kom i skole ét eller to år, nogle som ikke havde samme
mulighed som os for at vælge politisk, nogle som blev fordrevet eller forfulgt? Hvis nogen ville give dem samme løn, samme levevilkår, samme tryghed som os, de første, de heldige, så ville vi se, og så ser vi! … at nogles øjne bliver onde. Der er vel knapt nogen længere i dette land som tør foreslå denne godhed? Det ville ikke være politisk korrekt. Hvis et parti ville foreslå at være god, ville det være politisk selvmord. Det er tværtimod sådan at der er direkte succes ved at bruge de samme argumenter som ham med ’det onde øje’: ’vi har bygget dette land op, det er vores, det er retfærdigt, vi har arbejdet hele tiden, og vi vil ikke have at nogen kommer og nasser og får bistandshjælp, de må nøjes med en såkaldt starthjælp’ (som ikke engang kan dække huslejen).
Nu skal man jo ikke lave politiske prædikener, og jeg er glad for at det ikke er mig der har fortalt denne skrappe historie, for så kunne man let risikere at blive beskyldt for ikke at være politisk korrekt. Det er en gammel historie, et gammelt evangelium, det er Jesus der har fortalt historien, så hvis nogen vil brokke sig over at vi ikke er helt politisk korrekte i kirken, så må de rette kritikken højere op. Men vi kan da altid spejle os i dette evangelium, og hvis nogen spurgte mig om jeg ville foretrække den såkaldte retfærdighed vi lever i, eller om jeg ville foretrække godheden, så ville jeg vælge godheden.
Under alle omstændigheder kan vi tage den med ro i Guds store frelsesplan. Gud har tid " og Jesus slutter da også sin historie med ordene: ”Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste”.
Jeg ved godt hvor jeg helst ville stå, hvis jeg havde valget.

SALMER:
Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige
Du følger, Herre, al min færd
Nu bede vi den Helligånd
Fra verdens morgenstund udgår
Som korn fra mange marker
Kærlighed er lysets kilde