M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Omvendelse — ikke indad, men udad
Prædiken til Fastelavns søndag
6. februar 2005

Matt 3,13—17
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: Â"Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?Â" Men Jesus svarede ham: Â"Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.Â" Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: Â"Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!Â"

Jesus stiller sig op i køen blandt alle de mange andre som var stimlet sammen om Johannes nede ved Jordanfloden. De der var stimlet sammen var vel hovedsagelig mindreværdige mennesker, altså mennesker der havde brug for en renselse og en ny begyndelse.
NĂĄr Jesus stiller sig op i den række sammen med de andre, reagerer Johannes, han siger: Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig? Der er noget stærkt og symbolsk tydeligt ved Jesu dĂĄb, der sker noget stort og afgørende: Himlene ĂĄbner sig over ham da han bliver døbt, et slør tages bort sĂĄ Guds kærlighed bliver synlig, Guds Rige er nær. Og Jesus ser Guds ĂĄnd dale ned som en due, denne blide due som symboliserer en magt der er større og stærkere end høgenes. Det er en ny og anderledes magt der her ĂĄbenbares: de sagtmodige skal arve jorden. DĂĄben er en grundlæggende og nødvendig demonstration af sagtmodighed og ydmygelse. HĂ©r begynder det hele, magt og ydmyghed knyttes sammen i det rette Gud—menneskelige forhold. Hvis vi nogen sinde er i tvivl om hvordan verden hænger sammen, sĂĄ kan vi altid krybe tilbage til dĂĄben.
Johannes siger selv om sin dåb: Jeg døber jer med vand til omvendelse. Jesus går altså ind i denne dåb til omvendelse. Nu om dage snakker man ikke så meget om omvendelse som tidligere hvor ordet havde en klang af indre fromhed og moralisme. Og jeg mener også at denne gammeldags forståelse af omvendelse endog kunne indebære den fare at man let blev forledt til at tro at man ved en moralsk indsats var i stand til at frelse sig selv og andre. Og så var det blevet til noget nær det modsatte af den egentlige, kristent forståede omvendelse.
Vi har et andet ord for omvendelse i vort sprog, ordet revolution. Revolution betyder at noget drejes om så retningen bliver modsat. Nu har ’omvendelse’ og ’revolution’ ganske vist fået en meget forskellig klang, men jeg tror det er vigtigt at være opmærksom på denne grundforståelse, at omvendelse betyder at det hele ses under et andet fortegn, altså at det ikke blot er en del af livet der er tale om, en indre, privat virkelighed.
Det der drejes om og får en helt ny retning, er hele livet, hele perspektivet, ikke blot en lille del af livet. Og hvis vi kort skal beskrive hvori denne omvendelse består, så tror jeg det bedste ville være at sige at omvendelsen er en pligt til at være anderledes.
Prøv at tænke på Jesus og de første kristne. Det var en uanseelig, forhutlet flok mennesker, mest fra de nederste samfundslag, uden penge og stort set uden indflydelse. Og alligevel holdt de med en mærkværdig sejhed fast ved at de skulle ændre hele verden. Hele verden skulle blive ny.
Der havde været mange religiøse anstrengelser og bevægelser før Jesus, det er et grundmenneskeligt fænomen: ogsĂĄ i dag er der en overvældende mængde af religiøse tilbud. I denne week—end er der atter i vores by den ĂĄrlige krop—sind—ĂĄnd messe, en spirituel helsemesse, som virkelig er et tilløbsstykke. Der er i dag en mangfoldighed af religiøse tilbud som kendetegnes ved at de vil ændre mennesker, de vil ændre sig selv, de vil lave om pĂĄ et eller andet ret begrænset, og … det mĂĄ vi i realiteternes verden tage med: de vil tjene penge pĂĄ det. Der er penge i foretagendet! Og langt ind i den kristne kirke findes stadig denne snævre forstĂĄelse: at jeg fĂĄr et rent sind, at jeg finder fred, at jeg bliver frelst.
Men dĂ©t som kendetegner den omvendelse som Jesus og de første kristne gav sig ind under, var at den betød en udskillelse fra deres omverden, ogsĂĄ fra den religiøse omverden â€" og alligevel havde de en mærkværdig forestilling om at de var til for denne omverdens skyld.
Det siges så tydeligt i vort Ny Testamente: ”Således elskede Gud verden …”. Det er verden, Gud elsker, ikke blot kirken eller de kristne eller de fromme eller de danske indfødte. Gud elsker verden så højt at han sendte sin Søn til frelse for denne verden. Dét er perspektivet!, også i en dansk sammenhæng, også i en dansk valgkamp.
Kirken er en mærkelig forening. Man siger ofte at Danmark er et foreningernes Danmark, og det er jo rigtigt, der er tusindvis af foreninger, og vi er vel alle sammen medlem af mange forskellige foreninger. Men kirken er en særlig forening: lige så snart man er meldt ind, ophører interessen for egen frelse og egne interesser. Andre foreninger kommer man normalt ind i for at fuldføre et afgrænset formål, men kirken er ikke til for sin egen skyld, men for verdens frelses skyld.
Både Jesus og missionæren Paulus påpeger gang på gang at hvis de kristnes håb om en ny verden, en ny himmel og en ny jord, skal opfyldes, så må de kristne ikke danne sig lige med denne verden, de må ikke antage samme skema, samme model, som denne gamle verden. For de første kristne betød dåben en klar forpligtelse til at være anderledes end de hedenske omgivelser. De vidste at når man var døbt, var det en forpligtelse til at svømme mod strømmen. De var jordens salt, og kun som salt, som noget der er anderledes end det der skal saltes, du’r saltet til noget.
I dag står vi ved begyndelsen af fasten. Faste siger vist ikke mange moderne kristne noget i dag, og det er nok udmærket at den tidligere forståelse er trængt lidt i baggrunden. Hvis faste blot betyder at man spiser lidt mindre i en periode eller afholder sig fra dit eller dat, så kan fasten igen meget let blive en koncentration om mig og mit, altså om en begrænset del af livet.
Vi må huske at ordet faste faktisk har noget at gøre med fast, altså at holde fast ved det Jesus sagde og gjorde. I denne betydning af faste er der noget at hente for os: nemlig i at vi holder fast ved dåbens og omvendelsens mening.
Profeten Esajas kan hjælpe os her, han siger (Es 58,5ff.):
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?
Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert ĂĄg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.
Fastetiden som vi nu går ind i, er en forberedelsestid til Påsken. Lad os bruge denne forberedelsestid til at holde fast ved vores dåb og vores omvendelse så vi ser en opgave i at være anderledes, at have et længere og dybere håb end verden har, altså også længere end vores nære verden i vort lille slaraffenland med de kortsigtede politikeres kortsigtede, småreligiøse tilbud om egen frelse, egen tryghed, egen eksklusivitet, men tværtimod en dybere kærlighed til den fortabte verden, den verden som Gud elsker.
Vi har et hĂĄb for den verden Gud elsker. Váslav Havel, en anderledes og kontroversiel person som turde svømme imod strømmen, senere tjekkisk præsident, sagde midt i 1980’erne at en ugunstig situation gør hĂĄbet dybere. Og han fortsatte: HĂĄb er simpelthen ikke optimisme. Det er ikke en overbevisning om at noget vil gĂĄ godt, men en vished om at noget giver mening â€" uden hensyn til hvordan det gĂĄr.
God faste â€" og hold godt fast i dit kald som døbt til at være anderledes!

SALMER:
Som tørstige hjort monne skrige
Dybe, stille, stærke, milde
Alle mine kilder skal være hos dig!
Herrens røst var over vandet
Zion, pris din saliggører (v.4—5)
Op dog, Zion!, ser du ej