M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Fasten er en indøvelse i at sige nej
Prædiken til 1. søndag i fasten
13. februar 2005

Matt 4,1—11
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: Â"Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.Â" Men han svarede: Â"Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' Â" Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: Â"Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
'Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.' Â"
Jesus sagde til ham: Â"Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' Â" Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: Â"Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.Â" Da svarede Jesus ham: Â"Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' Â" Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Fristelsen i ørkenen er en mærkværdig historie med nogle usædvanlige personer: Jesus, Ă...nden, engle og djævelen. Men selv om det er nogle usædvanlige personer, sĂĄ er dĂ©t der tales om, fristelser, noget vi alle kender til.
Fristelse er et spændende ord, et lokkende ord, det kildrer behageligt i rygraden nĂĄr vi hører ordet. ’Friste’ betyder at sætte Ă©n pĂĄ en prøve, at lokke Ă©n. Vi kender disse fristelser, normalt er det nogle smĂĄ og overskuelige forhold, dette med fristelser, vi fĂĄr dem hele tiden ind i tv eller i bladene. Der er nogen der frister os med tilbud om at købe noget eller abonnere pĂĄ et bestemt mobil—telefonnet. Det er ret Ă©ntydige fristelser der drejer sig om penge, penge til dem der frister, og penge fra dem der falder for fristelsen. Den slags fristelser er vist ret harmløse, sĂĄdan har det altid været i verden: der er nogen der snyder nogen, og der er nogen der bliver snydt. Med et fint moderne begreb hedder det den frie markedsøkonomi. Vi bliver fristet af nogle tilbud om at fĂĄ et bedre liv, et mere glansfuldt hĂĄr, et finere køkken, en smartere mobil—telefon, fælles for alle disse fristelser er at der ikke sker ret meget ved at falde for dem. Man fĂĄr mĂĄske et bedre liv eller et mere glansfuldt hĂĄr, og sĂĄ er den ikke længere. Der er ikke sket noget alvorligt.
I dag bruges ordet fristelse vist mest om nogle ret harmløse ting: nogle bliver fristet af flødeskumskager i en bagerbutik, det sker der ikke stort ved. De bliver måske lidt tykkere end de har lyst til at være, men det er dog til at overskue. Og så bruges ordet også om seksuelle fristelser, man kan ved en julefrokost eller på en obskur bar blive fristet af en smart fyr eller en lækker dame; det skaber måske nogle komplikationer for dem selv, men det må de jo selv finde ud af, jorden går ikke under af den grund.
Disse eksempler er fristelser, ægte fristelser, fordi de kan lade sig gøre. Der er jo andre ting som ikke er fristelser fordi de ikke kan lade sig gøre. Der er sikkert ingen af os i denne kirke der nogen
sinde har været fristet til at tømme et aktieselskab for millioner af kroner, det ligger uden for vore muligheder. Men for nogle er det en fristelse fordi de kan gøre det, de ved hvilke papirer der skal udfyldes og hvilke bankfolk og revisorer man skal snakke med.
En rigtig fristelse kendes altid pĂĄ at den er en handling man tiltrækkes af fordi den kan lade sig gøre. Den allerførste beretning om en sĂĄdan ægte fristelse stammer fra 1. Mosebog, dĂ©n historie vi hørte fra alteret for lidt siden hvor Adam og Eva bliver fristet og falder for fristelsen. Der er noget tankevækkende i at det er det allerførste vi hører om mennesket, om mennesker, efter at de er skabt. De to første kapitler i vores Bibel gĂĄr med at fortælle om skabelsen, og derefter er den første historie om de skabte mennesker en historie om fristelse — det mĂĄ altsĂĄ være noget oprindeligt, noget der hører med til at være menneske. Det er nok ogsĂĄ derfor vi alle kender til fænomenet.
Jesus kendte også til fristelser som det menneske han var. Sidste søndag hørte vi at Jesus sammen med en mængde andre stillede sig op i køen for at blive døbt af Johannes ved Jordanfloden, og i dag går vi så videre i Jesu liv og hører hvordan han som alle andre mennesker bliver fristet. Og det er rigtige fristelser: de tre fristelser Jesus bliver stillet overfor, er noget der kan lade sig gøre. Djævelen siger alle tre gange noget som han godt véd Jesus kan gøre: Jesus har andre gange skaffet brød når det var dét der manglede. Da folkene en gang var sultne ude på et øde sted, skaffede han så mange brød at de blev mætte, og der blev endda et stort overskud. Og ved et bryllup i Kana skaffede han vin så let som ingenting, i spandevis. Det er også rigtigt når djævelen siger at han (Jesus) kan udføre den kraftpræstation at styrte sig ned fra templets tinde uden at lide skade. Jesus var kendt for at lave kraftpræstationer: han helbredte mennesker, ja han opvakte endog nogle som var døde, det må trods alt henregnes til de største kraftpræstationer man kan tænke sig, det kan kun Gud gøre. Intet menneske kan af sig selv kalde nogen tilbage fra døden. Og den sidste fristelse, fristelsen til magt og herlighed, selv dette var en mulighed som kunne lade sig gøre. Vi husker måske fra slutningen af Jesu liv at han selv siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden”.
Men Jesus siger altsĂĄ nej til disse rigtige fristelser, til disse tilbud som realistisk er en mulighed.
Og der er lige en ting endnu som vi skal have med: de ting som bliver tilbudt Jesus, og som han afviser som djævelske fristelser, er i og for sig ting som i sig selv er gode nok. Brød er dog herligt hvis man er sulten. Og at overleve et styrt fra en tempeltinde, der er mirakuløst herligt. Og al verdens magt og herlighed, kan man ønske sig mere? Men Jesus siger altså nej.
Vi kender også de ægte fristelser i dag, altså dem der kan lade sig gøre, og som i sig selv er gode nok. Eksempel: i dag kan gravide kvinder blive scannet, dvs. man kan affotografere fosteret og se om det er normalt eller har anlæg for nogle sygdomme. Skal vi sige ja eller nej til det? I sig selv er det jo fantastisk at man kan kigge ind i et barn før det er født, og det er let at argumentere for at man derved kan spare både barnet og forældrene for et måske lidelsesfuldt liv hvis barnet lider af en uhelbredelig sygdom. Men ... hvad er prisen? Man kunne jo også vende spørgsmålet om og spørge om det er samfundets måde at undgå de omkostningskrævende skabninger på, altså at det er lettest og billigst for samfundet hvis alle er gennemsnitsnormale?
Et andet eksempel: man kan i dag gensplejse planter og dyr, altså på et tidligt stadium i celleudviklingen gå ind og ændre på arveanlæggene. Det er let og billigt for producenterne hvis man får nogle gennemsnitsnormale planter og dyr, men spørgsmålet er: hvad er prisen? Hvis alt det vi kalder ukrudt forsvinder, hvad bliver der så af sommerfuglene, hvor skal agerhønsene være, hvor bliver der plads til fasaner og harer? Vil vi betale prisen?
Eller det sidste nye: man kan i dag tage fosterceller ud af navlestrengen og lave en kopi af et barn. Altså: man kan lave et ’reservedelslager’ for det tilfælde at barnet skulle komme ud for en ulykke, så har man reservedele parat til at transplantere. Man kan gøre det!
Vi bliver nødt til igen at høre historien om Adam og Eva: Men slangen sagde til kvinden: “Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne ĂĄbnet, sĂĄ I bliver som Gud og kan kende godt og ondt”. Ur—fristelsen, den oprindelige, grundlæggende fristelse, har altsĂĄ det indhold at mennesket bliver som Gud og kan kende godt og ondt.
Det var præcis den fristelse Jesus blev stillet overfor: at blive som Gud. Men prisen var altså at give afkald på at være menneske. Et menneske, med al den svaghed, sårbarhed, ufuldkommenhed,
mangfoldighed som nu engang kendetegner det at være menneske. Kort sagt: at give afkald på at leve med svagheden, med tvivlen, midt i kampen, midt i tvetydigheden, dette at hvert øjeblik i livet er et spørgsmål om liv eller død.
Jeg siger ikke at vi altid skal sige nej â€" nyd livet, gør endog noget ufornuftigt â€" fristelser er sĂĄ mange ting, nogle er overskuelige, andre er alvorlige, men det ligger sĂĄ snublende nær blot at sige ja fordi noget kan lade sig gøre. Derfor er det fint at have dette evangelium med i bagagen i en verden og i et liv hvor mere og mere kan lade sig gøre, og hvor vi udfordres til at tage stilling.
I vort liv står vi hele tiden, og i dag mere end nogensinde!, konfronteret med fristelsen til at sige ja. Fjernsynet spørger fristende: ”Vil du være millionær?”, og mennesker melder sig i tusindtal og siger ”ja”. I valgkampen forud for valget i den forgangne uge blev vi også fristet med annoncer og løfter og ord, det er rystende hvor let man kan få mennesker til at sige ja.
Fristelser er sĂĄ mange ting, nogle er smĂĄ personlige og harmløse â€" mennesker mĂĄ virkelig selv have lov at bestemme hvad de vil bruge eller spilde deres liv pĂĄ. Men nogle fristelser er store og alvorlige, sĂĄ kaldes de politiske fordi de angĂĄr vores fælles gudsskabte verden og alle gudsskabte mennesker, vore søstre og brødre. Hvis man spiser af den fristelsens frugt som har at gøre med godt og ondt, med liv og død, med frelse og fortabelse, altsĂĄ alt det som Gud rĂĄder for, sĂĄ mĂĄ man være pĂĄ vagt.
I dag er det første søndag i fasten. Fasten har altid betydet dette at indøve et ’nej’, måske blot på et lille område af livet, noget med at spise mindre eller undlade nogle nydelsesmidler, men det er dog en indøvelse i at sige nej. For frihedens skyld skulle vi måske overveje engang imellem at sige et nej til det der egentlig godt kan lade sig gøre. Jesu fristelse var en indøvelse i at sige nej, for at være fri til at gøre Guds vilje. Det er også dét vi er kaldede til.

SALMER:
Vor Gud han er sĂĄ fast en borg
Det hellige kors, vor Herre selv bar
Når i den største nød vi stå
Et trofast hjerte, Herre min
Som korn fra mange marker
Gud er Gud, før jorden skabtes