M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


At få ...nden, at have den, og at aflevere den igen
Prædiken til Langfredag
29. marts 1991

Matt 27,31—56
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata — det betyder Hovedskalsted — gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: "Det er Jesus, jødernes konge". Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn." Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni?" — det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: "Lad os se, om Elias kommer og frelser ham." Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.
Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn." Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Evangelium er et græsk ord der betyder ’glædeligt budskab’, og så kan vi jo spørge om der er et glædeligt budskab til i dag, for dagen i dag ender med Jesu død.
I den sammenskrivning af de fire evangelisters beretninger som vi har hørt læst op, om Jesu lidelse og død, er de sidste ord: "... og da han havde sagt det, bøjede han hovedet og opgav ånden". Det er død og sorg.
Og så alligevel ... selv om det er en sorgens dag, så er det dog ikke en dag uden håb. Der er et udtryk som er gået ind i vort dagligsprog nemlig dette ’at opgive ånden’. Når man siger om en at ’han opgav ånden’, så er det en lidt pænere omskrivning for at vedkommende døde. Andet betyder det vist ikke i vort dagligsprog.
Men hér betyder det noget mere — der står mere end blot dette at Jesus døde. Det ord som evangelisten Johannes bruger, er egentlig det mest præcise, for han bruger et græsk ord der betyder ’han gav fra sig frivilligt’, eller: ’han overgav ånden’ (παρέδωκεν).
Ved dåben i Jordanfloden, da Jesus blev døbt af Johannes, begyndte et nyt liv for Jesus, et liv hvor ...nden dalede ned over ham, og her ved slutningen hører vi at Jesus afleverer ...nden, giver den videre. "Når jeg er gået bort, skal jeg sende jer Talsmanden, Helligånden". Det er dét der sker med disse sidste ord i lidelsesberetningen. Fra korset drager den højt ophøjede alle til sig og giver dem sin ånd.
Jesus døde, men døden nåede ikke at få fat på hans ...nd, Faderens ...nd der var dalet ned over ham, Helligånden — for den var afleveret.
Og døden fik heller ikke fat på hans krop, hans legeme og blod, for det var også afleveret Skærtorsdag aften til disciplene. Da han delte brødet mellem dem, sagde han: dette er mit legeme. Også legemet var afleveret. Og da han delte bægeret med dem, sagde han: dette er mit blod. Også blodet var afleveret.
Døden var en virkelighed Langfredag, men det var ikke meget døden fik tag i af hele Jesu legemlige virkelighed.
Der er håb i denne dag, midt i sorgen. Der er håb for alle os som også lever under dødens trussel. Vi har fået overdraget Jesu Kristi ...nd, Helligånden, og vi har fået del i hans legeme. Dermed har vi fået del i en virkelighed som viser os et håb midt i et liv under dødens trussel: giv, før døden tager det hele, lad være at holde livet for dig selv.
Måske er der alligevel et glædeligt budskab i denne dag til os, til kirken, til Kristi legeme i dag. Derfor vil vi også, selv på en Langfredag, holde nadver, netop som en modtagen af Jesu sidste gave til os. Og denne gave unddrager sig også vores besiddelse: den lille smule brød og den lille smule vin skal ikke gemmes, men vi spiser gaven, den bliver en del af os, og ingen kan tage den fra os. Vi ejer den ikke, men det er snarere omvendt at vi gennem denne gave bliver Guds ejendom.
Langfredag holder os fast på et liv der kommer døden i forkøbet.

SALMER:
O hoved, højt forhånet
Rettens spir det alt er brækket (v.1—3)
Jesus er mit liv i live
Jesus, jeg dit kors vil holde
Hil dig, Frelser og Forsoner
Syng højt, min sjæl, om Jesu død!