M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Menigheden er Kristi legeme
Prædiken til Påskedag
27. marts 2005

Mark 16,1—8
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: Â"Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?Â" Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: Â"Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.Â" Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Glædelig Påske, så er vi her igen denne søndag morgen for at fejre Herrens opstandelse. Der er nogle heldige og privilegerede mennesker her i verden, nemlig alle dem der har deres arbejde, deres ansættelse i kirken, præster, kordegne, kirketjenere, organister og korsangere. Alle disse mennesker er med hele vejen, søndag efter søndag, helligdag efter helligdag, og de kan følge et forløb og opleve en sammenhæng. Og til disse privilegerede mennesker hører selvfølgelig også menigheden som deltager i gudstjenesten uden at få løn for det. De oplever det samme: der er et forløb og en sammenhæng i kirkeårets gang, i teksterne, i salmerne.
Hvis man nu ikke er så privilegeret, hvis man f.eks. kun kommer en gang imellem, så oplever man jo ikke denne sammenhæng og kontinuitet. Da jeg læste teologi i mine unge dage, havde jeg en meget klog professor som sagde at hvis mennesker kun kom af og til eller en sjælden gang i kirken, så måtte de godt fornemme at de var kommet lidt bagefter. Jeg siger dette fordi vi er inde i et forløb, en proces, som har forløbet i hele den stille uge her op til påske, og som kulminerer i dag og fortsætter i morgen, 2. påskedag.
Dér hvor vi er kommet til i dag har et forløb forud. I torsdags, Skærtorsdag, hvor Jesus holdt sit sidste måltid sammen med sine venner, ’den sidste nadver’ som den er blevet kaldt, da hørte vi den underlige beretning om at Jesus gav sig selv bort inden sin død. Han gav sit legeme bort, han delte det ud, så var det givet væk, og han gav sit blod bort, han gav dem det at drikke, så var det givet væk. Legeme og blod, så var der ikke mere, så var alt givet væk.
Skærtorsdag aften konstaterede vi at Jesus var en givende person, et menneske der ikke tog, men gav, ikke samlede til huse, ikke hobede op i lader, ikke sikrede sig, ikke forsikrede sig. Og vi siger jo også så rigtigt at han gav sit liv til frelse for de mange.
Og vi konstaterede at der var sammenhæng i Jesu liv: sådan havde det været fra han blev født i en stald. Han ejede ikke noget, han tjente Gud og ikke mammon, ejendomsguden. Der var sammenhæng i Jesu liv, han gav af sig selv, af sit eget, og han gav det hele væk, endog sit eget legeme og blod Skærtorsdag aften, derfor var der ikke noget som døden kunne fastholde. Man kan selvfølgelig kun røve noget eller fastholde noget der er, der var ikke noget at berøve Jesus, han havde på forhånd givet alt væk.
Det er denne forunderlige og overraskende konsekvens i Jesu liv som vi fejrer i dag, pĂĄskedag, opstandelses—dagen. Jesus er opstanden fra de døde som vi synger i alle pĂĄskesalmer, men legemet er der ikke i graven. Kvinderne kom ind i gravhulen og sĂĄ Ă©n sidde der i hvide klæder, en engel eller hvad?, og de blev forfærdede, selvfølgelig. Men sĂĄ sagde han til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstĂĄet, han er ikke her. Se, dĂ©r er stedet, hvor de lagde ham! Men gĂĄ hen og sig til hans disciple og til Peter, at han gĂĄr i forvejen for jer til Galilæa. DĂ©r skal I se ham, som han har sagt jer det”.
Der var ikke noget legeme i graven. Og det er ikke bare noget der stĂĄr i en gammel bog, det er virkelighed! Hvis der havde været et legeme i graven, sĂĄ ville der selvfølgelig ogsĂĄ have været et valfartssted, et samlingssted for alle Jesus—tilhængerne som de kunne samles om en gang om ĂĄret, pĂĄ dødsdagen eller pĂĄ fødselsdagen. Dette kender vi jo fra alle andre kendte og betydningsfulde personer, der er der en grav, et mindesmærke, for konger og dronninger i Roskilde Domkirke, for H.C.Andersen i hans hus i Odense og ved hans gravmæle. Alle ordentlige, betydningsfulde mennesker har et sted hvor de er fastholdt, hvor deres legeme er fastholdt. Men det mangler vi i vores kristne historie og tradition. Man kan i Jerusalem følge Jesus pĂĄ ’Via Dolorosa’, hans smertens— og lidelsesvej, man kan ogsĂĄ pĂĄvise gravhulen, men legemet er der ikke.
Nu kommer næste trin i erkendelsen af Jesus. Der er nemlig også sammenhæng i Jesu legeme fra første begyndelse og til alle tider. Der er identitet i Jesu legeme. De der var med Skærtorsdag kan godt tage sig ”en slapper” nu, for jeg må lige repetere hvad identitet er. Identitet er et udtryk for det der er det samme eller den samme. Hvis vi taler om en person og siger at han/hun har en klar identitet, så betyder det at der er sammenhæng i dét menneskes liv. Der var en klar identitet i Jesu liv, der var sammenhæng, en ubrudt kontinuitet.
Sådan er det også med Jesu legeme, der er også sammenhæng hér. Det er det samme legeme der blev født i Betlehem, som voksede op i Nazareth, som levede og virkede i hele det palæstinensiske område, som gik omkring med sine venner, apostle og disciple, som spiste det sidste måltid med vennerne Skærtorsdag aften, som blev fanget og tortureret og henrettet, og … som opstod påskemorgen! Og senere, som vi skal høre om i morgen 2. påskedag, er det samme legeme som møder to af disciplene i Emmaus. Og næste søndag skal vi høre at det er det samme legeme som møder disciplene da de sidder inde bag lukkede døre og er bange og mismodige, og hvor den tvivlende Thomas endog stikker sine fingre ind i det samme legeme med sårmærkerne i hænderne og siden. Det er samme legeme hele vejen igennem.
Og ved Himmelfarten er det samme legeme som på forunderlig måde farer til himmels, som der står, for at tage sæde ved Faderens højre hånd.
Og … er det sĂĄ dermed slut? Hvor blev legemet af? Hvor blev kontinuiteten, identiteten af? Nu kommer pointen: vi er Kristi legeme! Menigheden, kirken, er Kristi legeme. Forskellige kirkemøder i gammel tid har forsøgt sig med definitioner af kirken, og Ă©n af definitionerne er at kirken er ’Kristi mystiske legeme’ â€" nĂĄr der siges ’mystiske’, sĂĄ betyder det ikke noget vagt, udefinĂ©rligt eller mystifistisk, men sĂĄ betyder det mystisk pĂĄ samme mĂĄde som at sakramenterne dĂĄb og nadver er mystiske, nogle hemmeligheder som kun de troende kan erkende fuldud. DĂĄben og nadveren er ogsĂĄ ’mysterier’, hemmeligheder, som kun troen kan ĂĄbenbare som sande og virkelige. Lidt vand og nogle ord, dĂ©t er dĂĄben som indlemmelsen i Gudsriget; lidt brød og vin, dĂ©t er nadveren som betyder korporligt fællesskab med Jesu Kristi legeme.
Menigheden, kirken, er Kristi legeme nu, i dag. Vi siger også, nogle gange lidt flot og selvfølgeligt i salmerne, at vi er lemmer på dét legeme, vi er grene på dét træ, men det er jo rigtigt: Han er vintræet, vi er grenene, eller som Paulus siger: vi er alle lemmer på det ene legeme, Kristi legeme, hver med sit særpræg og sin nådegave og opgave.
HĂ©r er kontinuiteten, hĂ©r er identiteten, det er hele sammenhængen i Jesus—historien, det er det samme, hemmelighedsfulde, forunderlige legeme, der blev født, levede, led og døde og opstod, og som vil eksistere lige til Gud bliver alt i alle.
Der hviler en forpligtelse pĂĄ os som Kristi menighed til at holde fast i at vi er Kristi legeme nu. Og hermed er det ikke en gang slut, vi er ogsĂĄ medinddraget i hĂĄbet om den dag da Gudsrigets virkelighed vil fylde det hele, den dag da Gud er alt i alle.
Som lemmer pĂĄ dĂ©t legeme, Kristi legeme, kan vi leve trygt og glad og ansvarligt de dage der bliver os forundt at leve. Vi er lemmer pĂĄ et legeme som døden ikke kunne holde pĂĄ, og vi er midt i et Kristus—liv som døden aldrig kan berøve os.
Det er PĂĄskens budskab, det er opstandelses—troens hĂĄb til os. Glædelig PĂĄske, glædelig opstandelse, glædeligt fortsat liv som lemmer pĂĄ Kristi legeme.

SALMER:
Krist stod op af døde
Denne er dagen, som Herren har gjort
Opstanden er den Herre Krist
Tag det sorte kors fra graven
PĂĄskeblomst! hvad vil du her? (v.5—6)
Som forårssolen morgenrød