M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Glæden vil blive det sidste
Prædiken til 3. søndag efter påske
11. maj 2003

Joh 16,16—22
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig." Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: "Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?" De sagde altså: "Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om."
Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: "I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer."

Man kan udmåle livet på forskellige måder. Efterhånden som verden hænger mere og mere sammen, og vi skal kunne lave aftaler med hinanden hen over verdensdele og grænser, er der blevet en alment accepteret standard, nemlig den vestlige, kristne standard. Vi har nu år 2003 i hele verden, og det er jo praktisk nok når alle mulige sportsfolk træner til olympiaden næste år, 2004.
Ifølge den mosaiske kalender, den kalender som jøderne bruger, så kalder de året nu for år 5763, og muslimerne kalder året nu for år 1423. Vi er heldige som kristne at vi kan bruge vores kalender i hele verden. Der er nu gået 2003 år efter Jesu Kristi fødsel, det er det vi mener med år 2003. ...rets gang er alle også enige om, året har tolv måneder, og året har 52 uger. Og ugerne har numre så man kan lave aftaler om eksport og handel og transport: levering første dag i uge 20, så ved alle i hele verden at det er i morgen, meget praktisk.
Denne udmåling af livet bruger vi alle, og vi tænker ikke engang over det, det er praktisk, det fungerer. Men hvert enkelt menneske udmåler sit liv på en anden måde. For selvom årene går ganske regelmæssigt ifølge kalenderen enten der er krig eller fred, enten der er jordskælv eller hungersnød, så ser det anderledes ud for de enkelte mennesker. Vi slår helt automatisk over i en anden tidsregning, en anden tidsforståelse når vi snakker med hinanden om de vigtige ting i livet. Hvis en kvinde snakker med en veninde om sit nye barn, så siger hun jo ikke ’mit barn blev født den 6. dag i uge 16’, men så siger hun ’mit barn blev født påskelørdag, lige præcis samme dag som min lillesøster har fødselsdag’. Og jeg ville heller ikke sige ’min mor døde i 1985, uge 20’, for vi udmåler tiden og vort liv på en anden måde når det gælder os selv.
...rene og dagene er nemlig ikke lige lange i vore personlige liv. Nogle år er fløjet af sted, mens andre år har været lange og tunge. Hvis man er ung og glad og rask, så løber tiden hurtigt og let, men hvis man f.eks. ligger syg et år, så er tiden lang. En tid i lidelse er altid lang, husk det!: alle de der lider har en lang tid, de der er undertrykte, sulter, er syge, i fængsel, i isolation, lever under magtmisbrug, prøv det bare selv! Tiden er lang, uendelig lang. Og dette gælder ikke blot i u—lande langt fra os eller i diktaturstater eller under besættelsesforhold som f.eks. i Palæstina p.t., men det gælder også her i vort eget land, endog på områder hvor man skulle tro at den slags problemer slet ikke eksisterer.
For nylig stod der i Roskilde Stiftsblad en udtalelse af en kendt højskolemand som jeg bed mærke i. Han sagde: ”Jeg er et vantro menneske. Derfor går jeg i kirke. Den smule tro jeg har, kan højst holde en uge”. Nu har han sikkert et godt liv med en god løn, men det ser ud til at han udmåler sin tid og sit liv fra søndag til søndag. Vi kan se at der er andre der ikke er vantro, de er så sikre og uanfægtede at de kan holde i årevis.
I dag hører vi fra Jesu afskedstale til sine disciple hvor han taler om deres fremtid, deres liv, Gudsfolkets liv, og dermed også vort liv. Man kunne have forventet at Jesus havde sagt: ’Forude, Langfredag, ligger lidelsen og døden, men så kommer opstandelsen hvor livet sejrer over døden, og så bliver resten let, evig fryd og gammen, så I kan juble jer ud af livet’, men Jesus er meget realistisk, han siger: der vil være gråd og klage, altså et byrdefuldt liv, men alt dette skal vendes til glæde. Jesus er realistisk, han har hele Guds verden, Guds skabning, for øje. Hans mission, hans sendelse er ikke at få en enkelt lille sjæl hist og her til at komme med i bevægelsen, sådan som vi ser mange nyreligiøse bevægelser og sekter optræde. Hvis man lægger madding ud, så er der altid en lille torsk der bider på. Nej, Jesu mission, den sendelse han er sendt i af Gud selv, den gælder det hele. ”Således elskede Gud verden at han sendte sin søn …” " det gælder verdens frelse. En gammel klog tysk teolog sagde engang: ”Alene kan jeg ikke blive frelst, og alene ønsker jeg ikke at blive frelst”, og han har jo ret, det ville dog være en frygtelig tanke at gå rundt mutters alene og være frelst.
Vi mennesker er født med en selvopholdelsesdrift, en ’arvesynd’ som vi har fra vore forfædre aberne, fra dyrene. Vores store tænker Søren Kierkegaard talte om at vi er ’indkrogede i os selv’, vi er navlebeskuere. Og det er da vigtigt og nødvendigt at ville leve, at bevare livsmodet, at opretholde os selv. Men hvis det er det eneste, så bliver livet snævert, kortsigtet, betydningsløst. Så bliver livet som Storm P. engang sagde: ”Livet er som et cirkus " man kommer ind, bukker, løber lidt rundt, bukker igen og løber ud”. Jesus vil fastholde disciplene på et større perspektiv, en større mission end at livet skulle være et cirkus. Så længe ikke hele verden er frelst, så længe ikke al sorg og skrig og pine er udryddet, så længe mangler der noget i Guds frelsesplan. Paulus forstod det: ”Lider én legemsdel (altså: ét lem på legemet), så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig” (1 Kor 12,26).
Og Jesus opmuntrer så disciplene med ordene om ’en kort tid’, eller som det så poetisk héd i den gamle oversættelse ’en liden stund’. Der er altså noget velgørende i at høre den snak mellem Jesus og disciplene, hvor de står og vender og drejer sagen og siger det samme hele tiden, det er ikke andre steder end i kirken at man finder så rolig en puls og har så god tid.
Jesus bruger et billede til at forklare meningen, et billede som enhver kan forstå, nemlig en fødsel. Og det er jo klart for enhver at det vigtigste ved en fødsel er at barnet bliver født. Det er hovedsagen, det er højdepunktet, det er det som alt det foregående lægger op til: ulemperne, besværet, bekymringerne og smerten. Og hvad véd mænd egentlig om det? Jesus siger: ”Når kvinden skal føde, har hun det svært”, der er vist det mindste man kan sige! Men glæden er altså det afgørende — alt det foregående, også smerten, får mening i lyset af den afgørende begivenhed som er at barnet fødes.
Den afgørende glæde vil give mening til alt det der går forud. Hvis vi somme tider bliver modløse over verdens udvikling med krig nok en gang, besættelse og magt og magtmisbrug, og er ved at miste modet og miste troen, så varer det dog ikke længere end en uge, en kort tid, en liden stund, til næste søndag hvor vi igen sættes på sporet og får dybdeperspektivet i vort liv med igen, denne nye måde at udmåle livet og tiden på.
Det er en gave hvis man kan leve på dén måde. Paulus kunne: selv når han var i fængsel og led nød og skibbrud og forfølgelse og uretfærdighed, så bevarede han håbet om den kommende glæde. Men husk lige: man kan aldrig bruge denne indsigt mod andre, sådan at man bagatelliserer andres lidelser og smerter. Gud er selv på de lidendes side, Gud lider med de lidende, og som medlemmer af det samme legeme er vi alle kaldede til at dele andres smerte og lidelse.
Jesus var selv én af de lidende i denne verden, og dog var det netop hans endeligt, hans lidelse, død og opstandelse påskemorgen, der gjorde at vi sidder her i dag og holder fast ved at glæden skal blive det sidste, glæden der giver håb og mod og kraft til et liv uansét hvordan det former sig. Glæden vil blive det sidste!

SALMER:
Nu ringer alle klokker mod sky
Gud aldrig dem forlader
Guds rige kommer ikke så
En liden stund
Som korn fra mange marker
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet