M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Bod er et fĂŠlles projekt
Prædiken til Bededag
22. april 2005

Matt 3,1—10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: Â"Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!Â" Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Â"Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!Â"
Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: Â"Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.Â"

I dag er det Bededag — det er jo en speciel dansk helligdag som blev forordnet for 300 Ă„r siden. FĂžr den tid var der et utal af bods— og bededage som opstod pĂ„ den mĂ„de at kongen gav befaling til at gĂžre bod og bede Gud om at afvĂŠrge forskellige ulykker: pest, hungersnĂžd, stormflod, tĂžrke og lignende. Og efterhĂ„nden var der kommet sĂ„ mange af den slags arbejdsfri dage at det var ved at vĂŠre en trussel for landets produktion, og sĂ„ indfĂžrte man "Store bods— og bededag" til aflĂžsning for alle disse smĂ„ dage.
Dette med at gÞre bod er vist efterhÄnden gledet ud af de fleste moderne menneskers bevidsthed. Der er mÄske en rest tilbage pÄ det individuelle plan, dér kender vi det: hvis vi har gjort noget forkert, kan vi angre det og gÞre det godt igen. Vi kan bÞde pÄ det der er gjort forkert, vi kan bede en anden om tilgivelse, og nÄr vi fÄr tilgivelsen, kan vi begynde pÄ en frisk og genvinde troen pÄ livet og pÄ fremtiden.
I dag er dette problem vel ikke mindre end tidligere, der er stadig brug for at vi hver isÊr gÞr bod, altsÄ angrer det forkerte og gÞr det godt igen. Men det store problem i dag er alt det vi gÞr forkert i fÊllesskab. I tidligere tid var synder altid noget individuelt, dengang kunne man f.eks. tro at pest kom som en fÞlge af en heks' handlinger. I dag véd vi bedre: pest og andre af den slags sygdomme overfÞres af smÄ gnavere, mus og rotter, og de trives der hvor der er slum og dÄrlig hygiejne. Og den slags er jo sociale problemer, og det var det ogsÄ i middelalderen. Og en tsunami skyldes geologiske, meteorologiske omstÊndigheder som et enkelt menneske ikke har noget ansvar for. Eller rettere: havde noget ansvar for, i middelalderen. Men i dag véd vi at selv nogle naturulykker faktisk for en del skyldes at vi synder i fÊllesskab, som samfund, som folk, som land. Dette kan vises med tÞrre tal fra FN, FAO, Greenpeace og hvad de nu hedder allesammen: vores kollektive levemÄde bevirker at ozonlaget der beskytter jorden, bliver tyndere, dette bevirker igen at der bliver uorden i varme og kolde havstrÞmme, og dette bevirker igen at der sker en nedsmeltning af grÞnlandsisen, der igen medfÞrer hÞjere vandstand osv. osv.
Det er svÊrt for lille mig at overskue den slags store globale fÊnomener, og hvad jeg som enkeltmenneske har med dem at gÞre, men hvis vi bevÊger os ned pÄ et lavere plan, den hjemlige situation i vores lille smÞrhul Danmark, sÄ kan vi ogsÄ her se nogle problemer og kriser som er udtryk for at denne fÊllessynd eksisterer.
I vores kirkes bekendelsesgrundlag, altsĂ„ grundloven for vores danske, evangelisk—lutherske kirke, stĂ„r der i den sĂ„kaldte Augsburgske Bekendelse om boden at den bestĂ„r af to dele: den ene er angeren eller den skrĂŠk som man har i sin samvittighed nĂ„r man har erkendt sin synd. Den anden er troen som skabes ved at synderne forlades, og som trĂžster samvittigheden og befrier fra skrĂŠkken.
Jeg synes at se gode tegn pÄ at der er ved at brede sig en bodsstemning angÄende de fÊllessynder vi begÄr. Den skrÊk i samvittigheden som der tales om i vores kirkelige grundlov, er vist mere udbredt end vi endnu helt har gjort os klart. Mennesker er bekymrede og med god grund, der er ikke mange der tÞr se lyst pÄ fremtiden.
Som enkeltpersoner er det til at finde ud af at gĂžre bod, det er ret enkelt, omend det kan vĂŠre smerteligt at gĂ„ hen til en anden og bede om undskyldning og pĂ„ den mĂ„de gĂžre forholdet godt igen. Men nĂ„r vi stĂ„r over for fĂŠllessyndeme, sĂ„ er det svĂŠrt: her stĂ„r vi ofte med en fĂžlelse af afmagt. De individuelle synder har vi selv ansvar for at fĂ„ gjort bod for, men hvordan skal vi fĂ„ gjort bod for fĂŠlles—synderne? Der er nemlig den ekstra vanskelighed ved fĂŠlles—synderne at de ikke kan klares ved at den enkelte gĂžr bod. Man kan ikke lĂŠgge ansvaret fra sig og sige: det er politikernes skyld, det er embedsmĂŠndenes skyld, det er fagforeningernes skyld, for vi er medansvarlige kollektivt, vi kan ikke melde os ud af samfundet. TĂŠnk pĂ„ at alle i dette land er medlem af EU, ogsĂ„ modstanderne; alle i dette land er medlem af NATO, ogsĂ„ militĂŠr—nĂŠgterne; vi er alle medansvarlige, og dog kan problemerne ikke lĂžses ved at den enkelte gĂžr bod. Det er et vanskeligt dilemma, synes jeg.
Bod er et ord der har forbindelse til andre ord vi kender: bĂžde, bĂ„de — altsĂ„: at gavne. Vi kender 'bĂžde' fra dette at bĂžde garn, altsĂ„ lappe fiskegarn, at reparere. Og ordet 'bĂ„de' betyder at gĂžre noget bedre. Og der er mulighed for at gĂžre noget bedre, at reparere pĂ„ fĂŠllessynderne, men det krĂŠver altsĂ„ en fĂŠlles indsats, og sĂ„ er vi straks ovre i politik. At handle i fĂŠllesskab betyder at handle politisk. I gamle dage betĂžd politisk det samme som partipolitisk, men de tider er forbi. De politiske partier er hensygnende.
Men der er andre mÄder at handle politisk pÄ, f.eks. gennem bevÊgelser, grupper, sammenslutninger, foreninger, organisationer, og det har jo vist sig at det er muligt at bedre noget, at bÞde pÄ noget gennem dette grÊsrodsarbejde. Som et lille eksempel kan nÊvnes at det ser ud til at danskerne er ved at vÊre trÊtte af den dÄrlige kvalitet som vore fÞdevarer har. Det er ikke meget regeringen og de politiske partier har kunnet gÞre i Ärene der er gÄet for at give os gode fÞdevarer, men nu er der altsÄ nogle grÊsrÞdder som er begyndt at producere kÞd og mÊlk og Êg som smager godt, og flere og flere mennesker spÞrger efter disse varer i supermarkedet, og dét hjÊlper. Det er blevet en politisk handling at kÞbe Êg og mÊlk. Det er blevet en politisk handling at sÊtte en vindmÞlle op, eller en solfanger.
De domstoner der er i vort evangelium er mĂ„ske mere relevante for os moderne mennesker nu i 2005, end de var for de mennesker der hĂžrte dem af Johannes' egen mund for snart 2000 Ă„r siden. "Øksen ligger allerede ved trĂŠernes rod" — det er faktisk en realistisk trussel mod os og vort samfund og hele vores verden. Hvis vi ikke griber ind, sĂ„ gĂ„r det direkte mod undergangen. Vi kan ikke bare lĂŠne os tilbage og sige "Vi har Abraham til fader", eller som vi snarere ville udtrykke det i dag: ’vi har vores pĂ„ det tĂžrre, vi klarer os i vort lille smĂžrhul’, for vi hĂŠnger sammen med resten af verden, med alle mennesker, alene derved at forureningen er grĂŠnseoverskridende, ogsĂ„ den Ă„ndelige forurening; nazisme er grĂŠnseoverskridende, racisme og fremmedangst er grĂŠnseoverskridende, krige og flygtninge og forfulgte er grĂŠnseoverskridende.
I disse privatiseringstider skal vi passe pÄ at vi ikke ogsÄ privatiserer boden, for det fÞrer kun til at hver enkelt af os vil fÞle os magteslÞse og miste modet og livsviljen, og at vi trÊkker os tilbage til hver vores lille lejlighed, vores lille sneglehus. Vi mÄ bevare modet til at give vores mening til kende over for andre, til at engagere os i fÊllesskaber som pÄtager sig ansvaret for at gÞre bod, at reparere denne gamle, hullede verden, at bedre det der er dÄrligt og sygt, at betale de bÞder som vi skylder for tidligere fÊlles synder rundt omkring i verden.
Der er nemlig dĂ©t ved synder — det kender vi fra os selv — at hvis de ikke bliver bekendt, sĂ„ ligger de og nager og forpester tilvĂŠrelsen, og det er der ikke noget der bliver bedre af. PĂ„ samme mĂ„de med den store verden, Guds verden, eller som Johannes siger: "Himmeriget", der er kommet nĂŠr: hvis ikke der bliver gjort bod, sĂ„ er der ikke noget der bliver bedre.
Tidligere kunne man ofte opfatte boden som en straf, men jeg synes vi i dag tvĂŠrtimod mĂ„ opfatte boden som en mulighed, et uomgĂŠngeligt, befriende tilbud om et liv der er fremtid og hĂ„b i. GlĂŠdelig bods— og bededag.

SALMER:
Nu blomstertiden kommer
Til dig alene, Herre Krist
Af dybsens nĂžd, o Gud, til dig
Har hÄnd du lagt pÄ Herrens plov
Som korn fra mange marker
NÄr jeg er trÊt og trist, nÄr modet svigter