M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Himmelfarten betyder Kristi nærvær
Prædiken til Kristi himmelfarts dag
4. maj 1989

Mark 16,14—20
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske."
Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Kristi himmelfarts dag ligger 40 dage efter Jesu opstandelse på Påskedag, og i dag fejrer vi Jesu himmelfart, eller som nogen vil sige: himmelfærd. Jesus fór til himmels, står der. Hvad mon det betyder?
De fleste er nok stødt på en debat om dette, altså om hvordan man skal forstå de bibelske beretninger. I kirkeblade, og i Kristeligt Dagblad og mand og kvinde imellem diskuterer man hvordan vi skal forstå Biblen. Og det er vel naturligt at beskæftige sig med dette for Biblens beretninger er skrevet for så mange år siden, i et helt andet sprog og i en anden kultur, et andet folk, et andet tungemål, og vi kan ikke blot springe alle disse ting over og tro at vi bare kan læse teksterne og så forstå dem.
Der er to forskellige retninger som står stejlt over for hinanden i denne diskussion. Den ene retning mener at Biblen er skrevet af Gud selv næsten, der er ingen fejl i den, og når vi støder på noget der synes uforståeligt eller forkert eller gammeldags, så må vi bøje os i dyb ærbødighed og gentage bogstaveligt hvad der står. Den anden retning læser Biblen kritisk — ikke negativt! — men kritisk på den måde at vi må prøve at forstå sammenhængen: i hvilken situation er teksterne skrevet, hvorfor er de skrevet, til hvem, af hvem, hvad vil de sige, og hvad vil de ikke sige?
I og for sig er det lettest at læse Biblen på den første måde, altså bogstaveligt og i dyb ærbødighed. Nogle af dem der læser Biblen på dén måde mener f.eks. at verdens skabelse iflg. de bibelske skrifter fandt sted for kun 6—7000 år siden. Og intet kan rokke ved denne overbevisning. Selv hvis man kommer med videnskaben i ryggen og siger at man har forsteninger der er flere millioner år gamle, lader de sig ikke rokke. Biblen har altid ret. Jeg har víst et forstenet søpindsvin som iflg. videnskaben har levet for ca. 65 millioner år siden, til en af dén slags bibellæsere og hendes svar var blot: Gud har skabt verden for 6—7000 år siden iflg. Biblen, og da Gud kan alt og véd alt, har han i sin uransagelige visdom også skabt den slags forsteninger og lagt dem ind i bjergene og i havet. Så enkelt er det.
Jeg har ikke noget imod at nogle læser Biblen på den måde, det bliver jo deres sag, men jeg tvivler på at man på den måde kan få udbytte af teksterne i dag.
Når vi skal prøve at fatte himmelfarten, er der en ting vi må være opmærksomme på i den forbindelse: det er spørgsmålet om hvad der er først, Ny Testamente eller menigheden? Normalt tror vi vist at Ny Testamente var der først, og så efterhånden kom der en menighed til som hørte og læste disse tekster. Men det forholder sig omvendt: først var der en menighed omkring Jesus, både før og efter hans opstandelse, det kan vi f.eks. høre ud fra Apostlenes Gerninger som vi hørte fra alteret lige før hvor Lukas skriver til sin ven, Teofilus, om alle de ting der var sket. Og man kan jo først skrive om noget efter at det er sket! Det ny Testamente er en samling af skrifter som har eksisteret i forskellige menigheder, nogle evangelie—beretninger, nogle breve, en åbenbaring osv., og alle disse tekster har været i brug i menighederne længe før de blev samlet til en bog. Teksterne er altså blevet til i en menighedssammenhæng hvor de blev brugt til at lære menighederne hvad det vil sigt at være kirke i verden. Teksterne blev brugt til at opbygge menighederne.
Og det er også til den brug vi i dag har vort Ny Testamente. Det nye Testamente er ikke en gammel, død tekst som vi skal værne om som en museumsgenstand, men det er en arv af levende og sprængfarlige ord som kan bruges til opbygning af menighederne den dag i dag.
Når vi har brugt nogen tid på dette spørgsmål i dag, hænger det sammen med at teksterne til denne Kristi himmelfarts dag er svære at forstå for os. Vi kan meget let blive færdige med dem hvis vi bare siger: der står at Jesus fløj op i himlen, og så ej der ikke mere at sige. Men hvad kan det egentlig bruges til? Måske kunne det vise at vi er nogle meget ærbødige kristne som ærer den bibelske tekst højt. Men det er et spørgsmål om man ærer en tekst som en museumsgenstand, når den dog er levende og brugbar den dag i dag. Og netop i dag ligger der er stor fare i at læse teksterne på en overfladisk måde. Så kan man læse at Jesus fór til himmels, og så tænker man: han er fraværende, han er ikke hér. Og det er lige præcis det modsatte af det disse tekster i virkeligheden vil sige!
Denne fejltagelse at Jesus skulle være fraværende, kommer nok af at vi har så svært ved at forbinde vort moderne verdensbillede med vor tro. Hvordan skal vi udtrykke det med moderne ord og begreber at Jesus fór til himmels? Vi kan jo ikke sige at han fløj op over skyerne, op i luften, for enhver der har været med Tjæreborg på Mallorca ved jo at over skyerne er der bare luft, og den bliver tyndere og tyndere. For os er der ikke noget gådefuldt ved luften og himlen mere, vi har satelitter i kredsløb omkring jorden, og der er forlængst landsat et menneske på månen.
Vores tekster om Jesu himmelfærd siger at Jesus blev optaget til himlen, altså dér hvor Gud er, og satte sig ved Guds højre hånd. Her må vi lige spørge helt enfoldigt: hvor véd evangelisten Markus nu det fra? Markus har skrevet sit evangelium omkring 30—40 år efter selve begivenheden, og han har da ihvertfald ikke selv set at Jesus satte sig ved Guds højre hånd. Han skriver det så selvfølgeligt og i forbifarten, han standser ikke op og undrer sig, han skriver noget som alle var fortrolige med, dengang.
Nu skal man også helst være jøde for at forstå de ord der her bruges. En jøde kender sin bibel, altså Det gamle Testamente, og kender alle de steder hvor der står noget om Guds højre hånd. Guds højre hånd er den stærke hånd, det er handlingens hånd, kraftens hånd, styrkens hånd. Når vi derfor siger i vores trosbekendelse søndag efter søndag at Jesus sidder ved Guds højre hånd, så mener vi ikke dermed at Jesus sidder langt borte i ubevægelig majestæt, men så mener vi at han er til stede dér hvor Guds styrke, Guds magt, Guds kraft og Guds handling sker.
Kristi himmelfærds—dag understreger mere end nogen anden dag at Jesus Kristus er nærværende. Vi siger det i et gammeltestamentligt sprog at han sidder ved Guds højre hånd, men det vi mener er at han er nærværende og til stede på en altomfattende måde som han ikke var før. Indtil den dag da han fik plads ved Guds krafts hånd, var han nærværende i Galilæa, i Jerusalem, eller hvor han nu opholdt sig sammen med sine disciple. Han var nærværende for de disciple og de mennesker han mødte. Men fra Kristi himmelfærds—dag er han nærværende hos alle som Gud er nær. Og hvem er Gud ikke nær?
Jesus Kristus viser sig i dag som alles Herre. Hvis der blot havde stået at han havde taget sæde på en trone et sted på jorden, så var hans herredømme begrænset. Hvis han f.eks. havde taget sæde på en kongetrone, så ville hans magt være begrænset til dét rige og dét folk. Og hvis han havde taget sæde på en af de fineste troner i verden, påfugletronen i Persien, hvor længe mon hans magt så havde varet? Den magt som Shah'en af Persien besad, var af meget begrænset varighed og udstrækning. I dag er han borte og glemt. Når der står at Jesu Kristi trone er i himlen ved Guds højre hånd, så er det en forkyndelse i et gammeltestamentligt billedsprog af at hans herredømme er universelt, kosmisk. Han er alles herre, ligegyldig hvor mennesker befinder sig i verden.
Kristi himmelfærds—dag er altså nærværets dag hvor det forkyndes at Kristus er nærværende hos mennesker. Og derfor er denne dag også en missionsdag, en sendelsesdag, hvor vi sendes ud til alle med det budskab at Kristus er Herre.
Dette budskab kan forkyndes med ord, men det kan også forkyndes i gerninger som tydeligt viser at Kristus er Herre over alt, også Herre over alt ondt. Markus skriver: I Jesu navn skal de uddrive ånder, de skal tale med nye tunger, de skal tage på slanger, de kan tåle gift, de skal helbrede. Det er de tegn som skal følge dem der tror, og vi må nok spørge os selv, om det netop er disse tegn der kendetegner vores mission i dag.
Vi er alle sendt for at forkynde og vise i handling at Jesus Kristus er nærværende som alles Herre.

SALMER:
Vaj nu, korsets flag, på voven
Sin vogn han gør af skyer blå
Bøj, o Helligånd, os alle
Vidunderligst af alt på jord
Jesus Krist, du gav mig livet
Halleluja for lysets drot!