M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Livet rækker langt bagud og langt frem
Prædiken til 1. søndag efter trinitatis
29. maj 2005

Luk 16,19—31
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: "Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde."

Jesus er kendt for at have sagt mange ting. I vort Ny Testamente har vi en hel masse af det Jesus har sagt, bl.a. historien om den rige mand og Lazarus som er evangeliet til i dag. Nu er det ikke sådan at Jesus var en omvandrende filosof der havde en mening om alt muligt og udtalte sig om alt muligt. Dét han vil sige, er meget enkelt: et budskab, en meddelelse, om et nyt rige, en ny verdensorden og en ny menneskeorden, en ny måde at leve på hvor hovedindholdet er kærlighed, fred, glæde og retfærdighed. Et meget enkelt og dybt budskab som siger noget til alle mennesker i enhver situation til alle tider. Et dybt menneskeligt, et guddommeligt budskab.
Der er bare det ved det at mennesker er forskellige, og deres situation er forskellig. Og for at få det enkle og klare budskab igennem til forskellige mennesker brugte Jesus at fortælle historier, lignelser, eksempler, noget man kan forstå. Hvis det gjaldt næstekærlighed, så fortalte han lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og hvis det gjaldt fortabelse og barmhjertighed, så fortalte han lignelsen om den fortabte søn.
Vi kender det fra vores egen sammenhæng her i lille Danmark. Det er jo H.C. Andersen—år i år, hvis det skulle være forbigået nogles opmærksomhed, og H.C. Andersen fortalte også historier, eventyr; han brugte altså en måde at fortælle på så alle kunne forbinde noget med det. Når han fortalte eventyret ’Kejserens nye klæder’, så er der jo ingen der tror at der en gang var en konge der gik omkring på gaden uden tøj på. Nej, han fortalte eventyret for at sige noget om menneskers hykleri og snobberi, altså voksne menneskers, for heldigvis er små børn dog endnu ikke blevet forurenet så meget i deres sind. Det var et lille barn der afslørede dem alle sammen.
Jesus kender de mennesker han taler til om Guds Rige. Og derfor bruger han et sprog og nogle billeder som de kender. Han fortæller dem en jødisk historie om en rig mand og en fattig mand. Jesus udmaler det hele med de billeder som blandt jøderne var kendt af alle, men det er jo ikke lige vore billeder i dag, alt det der med et dødsrige med pine og en dyb kløft mellem et pinefuldt sted og et lykkeligt sted. Og vi behøver såmænd ikke en gang disse forestillinger der er skudt ud i fremtiden — bare vi åbner for tv, kan vi se både de pinefulde steder og de lykkelige steder. Men selv om vi altså ikke har samme univers som dén tids mennesker, kan vi godt få fat i hovedsagen, det vigtige som Jesus vil sige med denne historie. Historien slutter nemlig med at den rige mand foreslår en allersidste ting, nemlig at hans efterlevende brødre ville ændre deres liv hvis der kom en til dem fra de døde, altså hvis der skete et stort under som fik dem til at vågne op. Men også dette forslag bliver afvist. Hvis mennesker ikke kan se og høre og forstå, så er der ikke noget at gøre. Selv ikke et under kan hjælpe hvis mennesker ikke retter sig efter de menneskelige og gode regler som de godt kender. Jesus siger: Moses og profeterne — vi kunne også sige: den Guds lov som er så indlysende og tæt på at den ligger i vores samvittighed. Vi er født med en sans for hvad der er rigtigt og forkert. Og hvis mennesker ikke retter sig efter det, så er der ikke noget at gøre.
Mennesker har somme tider troet at alt hvad der har med Gud og kirken og livets mysterium at gøre, er noget særligt, noget ekstra som man kan føje til sit liv hvis man har lyst eller anlæg for det. Men her siger Jesus altså med sin historie noget andet: det dybeste i tilværelsen, spørgsmålet om frelse og fortabelse, spørgsmålet om liv og død, hører dette menneskeliv til, det liv vi lever lige nu dér hvor vi bor, dér hvor vi møder vore naboer og og kolleger og andre medmennesker. Der er ikke noget finere eller noget vigtigere eller noget mere alvorligt end det liv vi har nu. Det er nu det foregår! Det vi gør nu, har evighedsbetydning, og det vi ikke gør nu, har også evighedsbetydning. Man kan altså ikke udskyde livet således at man venter med at tage livet alvorligt til engang senere. Det er nu livet er vigtigt. Hver eneste af livets dage er vigtige dage som skal leves.
Vi véd det godt, f.eks. véd vi det når det bliver personligt og tæt på, i forbindelse med små børn. Alle forældre véd at hvis et lille barn er sultent, så kan man ikke sige: Det har jeg ikke tid eller lyst til at tage mig af, det må vente til næste uge. Man kan heller ikke vente med at give et lille barn kærlighed og omsorg. dét vi gør nu over for et barn, har evighedsbetydning, og dét vi ikke gør nu, har også evighedsbetydning.
Man kunne også sige det på den måde at det evige liv er begyndt. Ofte har mennesker tænkt alt for snævert om det evige liv, om jeg nu efter min død får lidt mere liv, om jeg ser mine kære igen osv. Det er forståeligt nok at mennesker tænker sådan, for livet og døden er jo et mysterium som vi aldrig rigtig får bakset på plads. Når vi siger evigt liv, så mener vi et liv i Gud, med Gud, omfattet af Gud. Og det liv begyndte jo ikke med os, det liv har været i Gud i al evighed og sammen med os siden Adam og Eva. Og det liv, det evige liv, slutter heller ikke med os, det evige liv, livet i Gud, er større og bredere og dybere end lille mig og min horisont. Jeg tror der er en fin lille pointe i historien deri at den rige mand i dødsriget er helt alene, mutters alene, han har ikke en gang en til at række ham lidt vand, mens den fattige Lazarus sidder midt i Gudsfolkets fællesskab, i Abrahams skød. Billedet af den rige mand er skildret med en skarp konsekvens, han havde kun blik for sig selv og sine nærmeste, selv i denne pine tænker han snævert, han tror stadig han har tjenestefolk som han lige kan få til at bringe lidt vand, eller som han kan sende af sted til sine rige brødre. Det hele drejer sig om ham, hans horisont er snæver, sådan har det altid været for ham. Hans horisont rækker kun til døden. Af jord er du kommet, til jord skal du blive — basta, ikke mere.
Denne snævre horisont hvor jeg, mit lille liv, min lille familie, mit folk, mit land, er i centrum, var og er! problemet. Og hvis der var grund til at fortælle mennesker for 2000 år siden noget om dette, så er behovet ikke mindre i dag. Mennesker i dag er panisk optaget af deres eget lille liv og af at holde døden på afstand. Der er en voksende industri af skønhedscremer og shampoo og lotion og rynkefjernere og helsecreme med gensing og nektar og foryngende vitaminer, der er kure med fedtsugning ud af kroppen og silicone ind i kroppen, alt sammen for at udskyde aldringen og i sidste ende døden.
Og her ender det ikke engang, efterhånden er der en rystende stor procentdel af den danske befolkning, flertallet af dem medlemmer af kirken!, der på en eller anden måde tror på genfødsel som sjælevandring, altså denne indiske tankegang hvor et menneske bliver genfødt. Man vil ikke nøjes med én gang, man vil prøve igen, det må ikke slutte. Man vil ikke udholde det guddommelige, lineære forløb fra evighed til evighed, men man slutter sig på en østerlandsk teori om livshjulet, drømmen om at jeg lever videre. De andre er slet ikke med i denne drøm, det er mig, mig, mig. Man tør ikke slippe den snævre horisont, det kortsigtede håb, man tør ikke holde fast på at vi har dette ene liv, og at det er nu det skal leves.
Livet kan ikke købes, men det kan heller ikke sælges. Livet kan ikke udskydes, det kan ikke opbevares, det kan ikke forsikres, livsforsikringer er kortsigtede investeringer til gavn for arvingerne, livet kan kun gives bort, som Jesus gjorde! Vi siger så tit at Jesus gav sit liv, det er en kristen ’floskel’, men det skete bogstaveligt: han gav sit liv helt, endog det sidste vi altid holder fast ved, legemet og blodet. Så er der ikke mere at give. Jesus gav det hele! Aftnen før sin død gav han sine disciple sit legeme og blod, så var der ikke mere tilbage, der var intet som døden kunne fastholde. Dét er nadverens hemmelighed: alt, alt!, er givet bort, fordelt, fortæret, intet lig, intet gravmæle at dvæle ved, ingen rigdom, ejendom, mindesmærke, døden havde intet at hente. Opstandelsen er kun mulig derved at døden intet kunne fastholde.
De fleste er sikkert helt trygge ved at livet rækker langt bagud, helt tilbage til skabelsen da Gud sagde: Der blive lys! Men hvorfor ikke være lige så trygge ved at livet rækker fremad? Fra evighed til evighed, dét er perspektivet. Og jeg vil da godt vove den påstand at der er mere liv foran os end bag os. Vort liv nu er i begyndelses—afdelingen af det evige liv, vi har taget hul på det, vi er midt i det evige liv. Er det ikke herligt!
Vil I godt være så venlige at tage livet alvorligt som et liv i fællesskab, et liv i ansvar for vore medmennesker. Det er nu livet skal leves ret " den dag vi dør, er det jo for sent, da er livet gået.

SALMER:
Det dufter lysegrønt af græs
Kærlighed er lysets kilde
Nu bede vi den Helligånd
Herre, du vandrer forsoningens vej
Som korn fra mange marker
Som forårssolen morgenrød