M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Vi mĂĄ prioritere i vort liv
Prædiken til 2. søndag efter trinitatis
5. juni 2005

Luk 14,16—24
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: Â"Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.Â"

Jesus fortæller en historie for at skildre hvordan Gud er. Det er lignelsen om det store gæstebud. Normalt hæfter vi os ved de forskellige mennesker der bliver indbudt, men det er egentlig ikke dem der er hovedpersoner i lignelsen, hovedpersonen er værten, manden der ville holde en stor fest.
Når vi så ofte hæfter os ved de indbudte, så er det vel fordi de er dem vi ligner, og som vi straks kan identificere os med. Men ... det handler om Gud, hvordan Gud er:
Det er en rig person, der skulle holdes et stort festmåltid, og der skulle indbydes mange. Normalt, når vi ellers tænker på rige og magtfulde mennesker, så står der mest ’adgang forbudt’ eller ’privat’ omkring dem, men her er der altså åbne linjer. Dette festmåltid skal være stort, og der er inviteret mange.
Og, hvad er det så for nogen der er inviteret? Jae, det er vist nok helt almindelige mennesker der ligner os. Den ene har købt en mark, han kan ikke være særlig rig eller særlig betydningsfuld siden han behøver at gå ud og se på den lige når festen skal finde sted. Jeg tror ikke at det kan være en stor godsejer eller en der i forvejen har meget jord, for så behøvede han vel ikke gøre så meget ud af at have købt en mark. Og ham med okserne, 10 okser, som han skulle ud at prøve (som der står), det kunne han vel vente med til næste dag, eller hvis han var velhavende, så kunne han lade staldmesteren prøve okserne. Og ham der lige var blevet gift, det er dog ikke noget verdensomvæltende, det har de fleste mennesker den gang prøvet, og mange i dag.
Det ser altså ud til at alle de indbudte er ret normale, dagligdags mennesker. Havde det været i dag, havde Jesus nok brugt nogle andre eksempler: Én kunne have sagt: Jeg har lige købt en andelslejlighed og bliver nødt til at køre hen og se på den. Den anden: Jeg har lige købt en computer eller en ny bil, og jeg skal lige prøve den. Den tredie: jeg har lige fået en ny dame, så jeg kan altså ikke komme.
Længere er dén vist ikke, det var ganske normale mennesker der fik indbydelsen fra ham der ville holde en stor fest. Gud vil altså indbyde til en stor fest og til mange, nogle som ligner dig og mig. Det er det første vi må holde fast i: du og jeg, almindelige mennesker med forskellige gøremål og interesser og arbejde, hører altså til blandt dem der er indbudt til en fest hvor der er plads. Dét må være meningen. Sådan er Gud: Gud siger værsgo’ og velkommen. Det er altså det første og for os vigtige: der er plads, du er velkommen, du er med i Guds tanke og Guds indbydelse. Uanset hvad du mener om dig selv, eller hvad andre mener om dig, så er du velkommen, af en eneste grund: Gud indbyder.
Og hvad skulle vi egentlig vente ville blive fortsættelsen på denne historie? Det naturlige ville være at alle slap hvad de havde i hænderne og styrtede af sted til festen. Vi kender sikkert alle til at man får en invitation til et eller andet, hvor man ikke rigtig kan finde ud af det. Man kender ikke rigtig vedkommende der har inviteret, eller det er for langt væk, eller der er noget andet som man ikke rigtig kan komme udenom. Men her, det er Gud der inviterer, og så siger mennesker nej tak.
Det er altså ikke mig der påstår at det er sådan, men det er Jesus der fortæller en historie om hvordan det er. Hvorfor fortæller han dog ikke en mere positiv historie? Jesus kunne dog bare have fortsat historien helt glad og positivt med at sige: Og alle slap hvad de havde i hænderne og kom glad til festen, og de morede sig og havde det fint. Man kan faktisk lokke en hel masse til på den måde: Hvis man viser nogle meningsmålinger i tv, så virker det på mennesker. Man skal appellere til det positive, til det som man gerne vil have folk til at gøre, så gør de det.
Men Jesus gør det modsatte, han afbryder den gode historie ved at sige at de indbudte ikke ville komme. De sagde fra. Det ser ikke ud til at Jesus har noget han vil prakke sine tilhørere pĂĄ, for sĂĄ havde han sluttet historien pĂĄ en mere tillokkende mĂĄde. Og endelig, hvis han ville gøre udfaldet lidt mere spændende, sĂĄ kunne han have ladet to af de tre sige ja tak til invitationen og nøjes med at lad Ă©n sige nej tak. SĂĄ kunne vi selv fortsætte tankegangen, sĂĄdan som vi er vant til fra reklamer; hvis der stĂĄr ’66 % af alle danskere foretrækker Ultra—Oreál—plus med pharma—psycomin’, sĂĄ vĂ©d vi godt hvad det er vi skal købe næste gang. Men Jesus fortæller en grum historie hvor han siger at alle, 100%, siger nej.
Det er som om Jesus har gennemskuet mennesker, os alle, både dengang og nu, når han lader historien indeholde dette at de alle 100% sagde nej til festen. For der var jo ikke noget galt i deres undskyldninger, de der sagde nej tak. Vi er som Guds skabte mennesker ansvarlige for de afgørende livsforhold vi er skabt ind i: jorden, arbejdet med okser eller maskiner, og ægteskabet og familien, så undskyldningerne var egentlig gode nok, for de svarede til den opgave vi mennesker har fået i livet. Så vort nej tak som mennesker ligger altså ikke i arbejdet, ansvarligheden for trækdyr eller maskiner, i familieforholdet eller hvad vi ellers kan nævne af gode menneskelige ansvar.
Når Jesus fortæller historien på denne måde, må vi forstå det således at vi alle lider under en grundlæggende brist, nemlig at vi sætter det nære, overskuelige, individuelle og begrænsede over det evige og absolutte.
Jesus kunne have fortsat med en tale hvor han med lidt andre ord udlagde det på den måde: du skal aldrig ophøje dit arbejde, din ejendom, dine nyerhvervelser, dine familieforhold, ét andet menneske eller dig selv til at være din Gud, altså til at være det der giver dit liv den totale mening. Du er indbudt til noget der er endnu større, nemlig at være med i Guds fællesskab og fest!
Vi véd det godt når vi blot tænker os om et øjeblik: forgængeligheden truer os og alt hvad vi ellers vil gøre til det vigtigste: en mark, hvor er den om bare 10 år?, måske er den blevet til motorvej eller udlagt som brakareal; 5 par okser eller en bil eller en computer, her er levetiden endnu kortere; og et ægteskab, det er planlagt til at vare livet ud selv om mange af dem ender langt før.
Jesus undsiger ikke nogle af disse ting som er vilkårene i vores menneskelige eksistens. Netop fordi hans historie har dette i sig at de alle, 100%, sagde nej tak, så kan vi slutte at det ikke var på grund af nogle dårlige undskyldninger at de ikke kom med til festen. Grunden var at de sagde nej tak til det vigtigste af alt, det uforgængelige fællesskab med Gud, Gudsrigets fest, som har evighedskarakter.
Historien slutter med at der dog blev fest, igen: fordi historien handler om Gud der vil holde fest og have huset fyldt. Måske ligger der en lille pointe gemt i dette at det var fattige og uformående mennesker der til sidst fyldte huset og holdt fest. Disse mennesker havde ikke noget i deres liv som de kunne gøre til deres gud, altså dét de kunne sætte deres lid til som om det ikke var forgængeligt. Hele deres liv var med al ønskelig eller uønskelig tydelighed præget af forgængelighed.
Lignelsen handler om Gud der vil holde fest i al evighed, men vi kan mĂĄske fĂĄ lidt med om os selv ved at konstatere at der er altsĂĄ nogle der kan hindre Gud i at holde fest, nemlig de der gør det forgængelige til deres Gud, deres livsgrundlag, deres første interesse — men at der til gengæld er andre som hjælper Gud med at gennemføre sin plan om at fĂĄ huset fyldt, nemlig alle dem der er magtesløse pĂĄ den ene eller den anden mĂĄde. Det er mĂĄske ogsĂĄ derfor at Jesus i bjergprædikenen udnævner netop dem til at være salige, lykkelige. Det er nemlig lykkeligt at kunne sige ja til Guds fest.

SALMER:
Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Kender du den livsens kilde
Nu bede vi den HelligĂĄnd
At tro er at komme
Som korn fra mange marker
I Herrens hus er godt at bo