M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Fællesskabet og den enkelte
Prædiken til 3. søndag efter trinitatis
1. juli 2001

Luk 15,1—10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas::
Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem." Men han fortalte dem denne lignelse: "Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Vi lever i et samfund med en utrolig stor personlig frihed. Denne personlige frihed er oppe på et niveau som aldrig tidligere har eksisteret i menneskers historie, og som ikke eksisterer ret mange andre steder. Her hos os må man alting. Man må gå i præcis det tøj man har lyst til, man må klippe eller farve sit hår eller rage det af som man har lyst til. Man kan skrive og sige hvad man har lyst til, man må gifte sig eller flytte sammen med hvem man har lyst til, altså hvis den anden også har lyst. Vi må læse de bøger og blade vi vil og se de film vi har lyst til, også selv om både bladene og filmene skulle være skadelige eller underlødige.
Der er endog frihed her hos os til at være direkte og bevidst asocial, og det gælder i begge ender af skalaen: i den fine ende hvor man på alverdens smarte måder kan snyde samfundet, f.eks. ved fondsdannelser eller ved at tømme en fabrik for værdier og efterlade en fabriksgrund med giftigt affald som samfundet så skal betale for at få ryddet op, mens man selv sidder i udlandet med hele fortjenesten. Og i den nederste ende af skalaen hvor man også har lov at være asocial og leve af sort arbejde eller af lave småfiduser. Ja, man har endog så stor en personlig frihed at man har lov at gå i hundene hvis man har lyst til det.
Lige for en sikkerheds skyld: det vi taler om, er den personlige frihed, altså hvad man har lyst til. Det har ikke noget at gøre med dem der går i stykker fordi de bliver ofre for dette lyst—system, og det gælder heller ikke for dem der går i hundene fordi de ikke har andre steder at gå hen.
Denne personlige frihed er øget bare i den tid vi kan huske tilbage. Vore børn vokser op med denne personlige frihed som den selvfølgeligste ting af verden, og den er efterhånden så indgroet at vi anser den for en menneskeret.
Når vi derfor hører Jesu lignelse om det fortabte får, så er vi straks med: det drejer sig om det ene får. Og ligeså med lignelsen om mønten der er blevet væk. Disse lignelser passer så fint til hele vores normale måde at tænke på, man skal tænke på den enkelte, på lille mig, dét er udgangspunktet for hele vores moderne kultur i dette land. Vores kultur er individualistisk: personlig frihed, personlig ejendomsret, personlig ret til at gøre hvad vi har lyst til, det er normalt, det er rigtigt for os.
Sådan har det ikke altid været, vi skal ikke mere end 100 år tilbage i vores danske historie før vi støder på en helt anden forståelse af samfund og kultur; og i store dele af vores moderne verden er denne personlige frihed ganske ukendt. Nu skal vi ikke fortabe os i at nævne fordele og ulemper ved denne personlige frihed i forskellige kulturer, men vi vil nøjes med at konstatere at den personlige frihed og denne umådeholdne vægtlæggen på den enkelte ikke fandtes på Jesu tid. Samfundet på Jesu tid var et samfund som var bestemt af en kollektiv tankegang, en fællesskabs—tænkning. Helheden, folket, var det første og det vigtigste, politisk og religiøst. Der var nogle ganske få som bestemte over alle de andre, kejseren, kongen eller fyrsten, der var ikke noget der hed personlig frihed. Hvis en enkelt faldt udenfor fællesskabet, udenfor det normale, så blev han eller hun stødt ud. Hvis man blev spedalsk, så blev man stødt ud af samfundet. Og man havde endda en samlebetegnelse for alle disse skæve eller unormale eller udstødte, de var syndere.
Det var et hårdt og ubarmhjertigt system. Jesus så det og mærkede det selv, og han fik øje på det store, afgørende problem: hvordan bliver der plads til den udstødte, den enkelte vildfarne, den syge, den skæve, den originale, den svage? Dét var det store problem dengang: den enkelte. Hvordan bliver der plads til det lille Gud—billedlige kunstværk som det enkelte menneske er, hver enkelt, hver lille forskræmt, forhutlet, lidende og levende sjæl? Dét var det problem Jesus kæmpede med, og efter ham Paulus. Også i forhold til Gud og Guds Rige: hvordan bliver der plads til den enkelte i Guds Rige? Og det var selvfølgelig derfor at alle udstødte, alle toldere og syndere, holdt sig nær til Jesus for at høre ham.
Men i dag, da har vi det modsatte problem: vort problem er fællesskabet, helheden. Hvor er fællesskabet blevet af, hvor er helheden blevet af, hvordan laver man et fællesskab, hvordan lever man i et fællesskab? Det gælder over det hele, på det store plan som et fællesskab på denne klode, som fællesskab i en nation, et folk, en bydel, en gade, og på det lille plan, som familie, som ægtefæller, som mor og far og børn og venner? Og ... som kirke, som menighed? Der er masser af plads til den enkelte, man kan komme, og man kan gå, man kan blive væk
Dét som for Jesus og hans samtid var så selvfølgeligt, er ikke en selvfølge i dag. Jesus bekymrede sig om den ene % får der var mistet, én procent!, den ene procent der manglede i fællesskabet. Og den ene drakme som var blevet væk.
Vi har næsten det modsatte forhold: det store flertal er spredt for alle vinde. Mennesker i dag lever alene, enten de nu svømmer ovenpå alene, eller de går til grunde alene. Fællesskabet er vor tids og vort livs store problem. Derfor kan vi godt høre disse lignelser, men vi kan egentlig ikke bruge dem til ret meget, for vi mangler den helt selvfølgelige forudsætning for det tabte får: fællesskabet. Der var et fællesskab som hyrden kunne forlade; der var en flok han kunne gå ud fra, og hvor der manglede blot én procent, ét får, som han så kunne bringe tilbage til fællesskabet, flokken, sammenhængen.
Jesus viste med hele sit liv, i ord og handling, at frelse er det modsatte af det som mennesker fortabes i. Og altid på en konkret, kontant måde: hvis mennesker var sultne, gav han dem mad; hvis mennesker var syge, helbredte han dem; hvis mennesker var udenfor fællesskabet, tilbød han dem samvær, måltids— og livsfællesskab.
Hvis vi som kirke og menighed skal høre evangeliets gode budskab om frelse for mennesker i dag, så ligger der en påtrængende opgave i at gøre det modsatte af den individualistiske kultur vi er omgivet og præget af. Evangeliet om Guds Rige er altid og har altid været et modspil til de kræfter som gør mennesker til ofre.
Dengang, da Jesus fortalte disse lignelser, var helheden, fællesskabet, kollektiviteten, det selvfølgelige og det som kunne true og kue og udelukke det enkelte lille menneske. Nu har vi den modsatte trussel: i dag bliver mennesker ofre for individualismen, selvtilstrækkeligheden, de nemme politiske idéer om at enhver klarer sit, enhver er sin egen lykkes smed. Det modsatte i dag er fællesskab! Guds mennesker, vi mennesker, er skabt til fællesskab, til helhed, til samvær, til menighed, og kun i fællesskabet kan den enkelte vokse og udvikles og trives og lykkes i troen, håbet og kærligheden.
Derfor er også det første der møder et nyt menneske i kirken — dåben! Det nye lille meneske bekræftes i at høre med til fællesskabet, som en kvist på et træ eller et lem på et legeme. Her er der plads til hver enkelt med alle de særpræg og evner eller mangler man kan tænke sig. Men fællesskabet er altså først, det er dét vi kan lære af evangeliet til i dag.

SALMER:

Gak ud, min sjæl, betragt med flid
I underværkers land jeg bor
Himlene, Herre, fortælle din ære
Hyrden er én, og så hans hjord
Herren strækker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
Som forårssolen morgenrød