M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Hvordan vælge rigtigt?
Prædiken til 4. søndag efter trinitatis
4.juli 1993

Luk 6,36—42
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«

I maj måned, for halvanden måned siden, havde vi en afstemning om Danmarks tilslutning til EF—unionen. Der var et flertal for et ja. Sidste år havde vi en lignende afstemning, og da blev det et nej. Men ... hvad er egentlig rigtigt? Hvis man spørger en af ja—sigerne, så får man nogle gode argumenter for et ja, og hvis man spørger en af nej—sigerne, så får man nogle gode grunde for et nej. Somme tider kunne man godt ønske sig at der var et sted man kunne henvende sig og få sandheden at vide, f.eks. en telefontjeneste på Christiansborg eller en direkte linie til ombudsmanden hvor man kunne få det endelige svar på hvad der er rigtigt og forkert.
Jeg synes det er svært at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert i denne verden. Og det bliver blot sværere jo ældre man bliver. Hos børn er der ikke så megen tvivl, børn ser meget firkantet på problemerne, som regel er det sort—hvidt: dette er rigtigt, og dette er forkert. Men efterhånden som man bliver større og ældre lærer man jo at en sag kan ses fra to sider. Jeg ved ikke hvor mange der har overværet en retssag, men jeg har prøvet, og jeg var i hvert fald glad for at det ikke var mig der var dommer. Da anklageren havde talt, var jeg helt overbevist om at den anklagede var skyldig, og da forsvareren havde talt, var jeg helt overbevist om det modsatte.
Vi stilles hele tiden over for spørgsmål som vi skal tage stilling til, men hvor det er meget svært at finde det rigtige svar. Det gælder politiske spørgsmål, etiske spørgsmål, kulturelle spørgsmål. For øjeblikket er der forskellige meninger om hvordan man skal stille sig til flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien. Nogle mener at vi kan da ikke blot lukke øjnene og grænserne for mennesker som bliver fordrevet fra deres hjem og truet med udslettelse, og andre mener at vi ikke kan blive ved at tage imod flygtninge i dette lille land. Hvad er det rigtige svar på det problem? Den ene mener det ene, den anden mener det andet, men hvad er rigtigt? Eller tænk på et etisk spørgsmål som f.eks. retten til abort. Eller gensplejsning, eller organtransplantationer, der er hele tiden spørgsmål som kan ses fra to sider. Og ikke en gang politikerne eller lægerne har en entydig holdning. Det er svært, det her!
Så er der måske nogle der kommer i tanker om Biblen, Biblen må kunne give et svar for her har vi Guds ord. Hvis vi holder os til Biblen, så er vi vel på sikker grund? Jae, lad os prøve: det evangelium vi lige har hørt, er fra Jesu bjergprædiken, og det er nogle af de mest centrale ord i vort Ny Testamente. Her siger Jesus noget om hvordan man skal leve. Han siger: "Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; for¬døm ikke, så skal I ikke fordømmes. — Hvorfor ser du splin¬ten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje". Det lyder dejligt, det lyder rigtigt, men vi skal jo ikke tænke efter ret længe, før vi opdager at så let er det altså heller ikke. Når vi i den seneste tid har læst i aviserne og set på fjernsynet, hvordan de forskellige grupper i det gamle Jugoslavien udsætter civilbefolkningen for bomber og forfølgelse og voldtægt, så kan vi dog ikke bare sige: Ja, ja — døm ikke. Eller når vi hører om at nogle smarte business—folk svindler med aktieselskaber eller overtræder miljølove og forurener naturen med kemisk affald, så kan man dog ikke bare sige: Ja, ja, — tilgiv, så skal I få tilgivelse. Det ville være at misbruge disse ord. For disse ord af Jesus er ikke sagt for at krig og ødelæggelse og ond¬skab og svindel kan få frit slag. Jesus var aldrig eftergivende over for ondskab og uretfærdighed, og Jesus var ikke tolerant over for de kræfter og de mennesker som tog håbet og modet og lykken fra mennesker.
Men hvad så med alle de små ting, hvad med vore egne små dagligdagsproblemer? Kan Jesu ord om at tilgive så ikke bruges dér? Når f.eks. nogen stjæler vores cykel eller pung, eller når nogle naboer larmer så meget på stereoanlægget hele natten at man ikke kan sove, skal vi så ikke bare sige: døm ikke, tilgiv, tag først bjælken ud af dit eget øje? Her er det ekstra vanskeligt, for her står vi over for noget som er forkert eller ulovligt eller irriterende, men som også har noget at gøre med menneskelige muligheder og tilfældigheder.
Vi må nok konstatere at selv ikke Jesu ord kan man bruge kritikløst i enhver sammenhæng. Vi kommer ikke uden om at tage stilling, og samtidig må vi også konstatere at der kommer vist ikke meget ud af at dømme og straffe en enkelt lille synder hist og her i verden, og der kommer heller ikke meget ud af at tilgive og frikende en enkelt lille forbryder hist og her. Hverken hævnfølelse eller opgivenhed kan bruges til ret meget i den lange og seje vandring frem mod Guds Rige. Men vi kunne måske alligevel have et punkt at pejle efter i dette besværlige liv hvor vi hele tiden står med en sammenblanding af store og små ting, nemlig: frelse. Fører dette i retning af frelsen, i retning af Guds Rige, eller gør det ikke? Disse ord er med til at sætte vort liv i relief, at give vort liv mening og alvor, så vi ikke alt for let hopper på nogle alt for hurtige og skråsikre meninger, og heller ikke giver op og tror at alt er ligegyldigt, at alt flyder. Der er altid en udfordring i Jesu ord, men det bliver egentlig ikke lettere at leve når man har hørt de ord. Men det er der jo heller ikke nogen der har lovet os det skulle blive, bare det dog fører i Gudsrigets retning. Verden er fyldt af spændinger, og for øjeblikket ser det næsten ud til at der er flere end nogensinde tidligere, og vi ved også at disse spændinger mellem ondt og godt, mellem uret og retfærdighed, går helt ned i det enkelte menneskes personlige liv. Og vort liv er en kamp, ikke en håbløs kamp, men en kamp hvor der er håb: vi har det håb at Gudsriget vil sejre, som vi hørte i Paulus' brev. Det er et spændingsfyldt liv vi lever — men også et spændende liv.

SALMER:
Nu blomstertiden kommer
Gud Helligånd, vor igenføder
Kom, sandheds ...nd! og vidne giv
Guds kærlighed ej grænse ved
O glædelig dag (v.1)
Som aldrig så lang er nogen dag