M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Retfærdighed er fredens minimum
Prædiken til 10. søndag efter trinitatis
24. august 2003

Luk 19,41—48
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: Â"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.Â"
Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: Â"Der står skrevet: 'Mit hus skal være et bedehus.' Men I har gjort det til en røverkule.Â"
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Noget af det første man kommer til at tænke pĂĄ nĂĄr man siger ’kirke’, er vist ’fred’. Hvis man spørger mennesker: hvad er det første du tænker pĂĄ nĂĄr jeg siger ’Tivoli’, sĂĄ vil mange sikkert sige ’romantik’, og hvis jeg siger ’Roskilde—festival’, sĂĄ er det første man tænker pĂĄ ’musik og druk’. Nogle konfirmander blev spurgt af præsten da de havde været med til gudstjeneste første gang: hvad synes I sĂĄ om gudstjenesten?, og en af dem svarede: musikken var fed nok, men talen i pausen var for lang. Vi opfatter jo verden forskelligt, men jeg tror alle er enige om at kirke og kristendom har noget med fred at gøre.
Jeg tror også at mange mennesker nyder at komme ind i en kirke fordi der er fred, der er stilhed. På en organistkongres blev man engang enige om at den lyd der er i kirken skal være af større værdi end den stilhed man skubber til side. På samme måde er det med de ord der lyder i kirken, de skulle også helst have større værdi end den stilhed som ordene skubber til side.
Evangeliet til i dag handler også om fred. Men det er jo nogle krasse ord Jesus bruger. Selv om ordene er sagt for 2000 år siden, så kunne de næsten lige så godt være sagt i dag. Der står at Jesus græder over den hellige by, Jerusalem, noget om hvad det er der skaber fred, men hvor der tværtimod er fjender og krig og belejring og ødelæggelse. Hvor kommer fred egentlig fra?, og hvad er fred egentlig for noget?
Jeg tror de fleste først vil sige at fred betyder fravær af krig, altså når der ikke er krig, så er der fred. Men det er for lidt at sige. En diktator kan måske nok sige: der er fred i mit land for der er ingen krig, men det undertrykte folk ville ikke finde på at bruge ordet fred. Og fred i Biblen er heller ikke noget der bare betyder en indre, harmonisk, sjælelig sindsstemning. Det kan da godt være at et enkelt menneske hist og her kan sige: jeg har fred i mit hjerte, men i det øjeblik det samme menneske ville læse aviser eller se tv, så ville han eller hun jo opdage at det er en meget begrænset fred der er tale om. For fred er en omfattende størrelse, noget der vedrører hele mennesket, alle mennesker og hele verden.
Jeg tror vi tænker forkert. Nu kan jeg jo ikke tale pĂĄ alle menneskers vegne, men jeg tror det er meget almindeligt at mene at fred er det normale, og sĂĄ sker der noget unormalt, nemlig at der bliver strid eller kamp eller krig. Men hvis vi ser pĂĄ vores fælles historie, sĂĄ tror jeg man kan føre bevis for at perioderne med ufred og kamp og strid og krig fylder meget mere end perioder med fred. Der er krig hele tiden et eller andet sted. Efter 1. verdenskrig sagde man: aldrig mere krig. Efter 2. verdenskrig sagde man det samme. Men siden har der været mange krige, i Viet—Nam, i Afrika, i Afganistan, i Tjetjenien, Golfkrigen, i Israel—Palæstina, og nu sidst i Irak. Og det er faktisk sĂĄdan at mens vi sidder fredeligt her med to søde og fredelige smĂĄ børn der skal døbes om lidt, sĂĄ er vort land faktisk i krig. Vi er en krigsførende nation, vi har soldater i et fremmed land i en angrebskrig. Og selv om det er flere mĂĄneder siden at en prædident hævdede at nu var krigen slut, sĂĄ er der stadig krig. Hver dag bliver der dræbt soldater og mange civile. SĂĄ pĂĄ det store plan fylder krigen mest. Og vort eget lands historie er ogsĂĄ fyldt med om ikke lige krig, sĂĄ dog kamp og strid: klassekampen mellem overklassen og underklassen, arbejdernes kamp, kvindernes kamp, forskellige minoriteters kamp for anerkendelse og lige vilkĂĄr, og disse kampe foregĂĄr stadigvæk. Og pĂĄ det helt personlige plan tror jeg ogsĂĄ at de fleste mennesker vil kunne beskrive deres liv som en kamp, for bare et par generationer siden kampen for at fĂĄ mad hver dag, kampen for en bolig, en uddannelse, en ordentlig løn, ligeløn.
Jeg tror ikke det er overdrevet at sige at kamp er det normale, hele vort liv er en kamp. Vi kan da ogsĂĄ lige huske at kamp og strid og ufred nævnes allerførst i vores fælles—menneskelige grundhistorie: der stĂĄr at da Adam og Eva fik to sønner, Kain og Abel, slog den ene den anden ihjel. I Biblen og i vores almindelige verdenshistorie ser det ud til at fred altid er noget der kommer efter en kamp.
Den fred Jesus taler om er en omfattende fred der gælder hele verden, alle mennesker, det store og det små, det ydre og det indre. Men hvor skal vi dog begynde hvis vi vil være med i den kamp for Guds fred, shalom, som den bliver kaldt i Det gamle Testamente? Hvad er det vi skal lære vore børn hvis de skal blive mennesker der vil være med i dén kamp? Det kan virke helt uoverskueligt for os små mennesker med hver vore begrænsede muligheder. Og nogle vil sikkert sige: jeg vil ikke være med i dén kamp for fred, jeg fører min egen kamp og kæmper for mine egne rettigheder og mine egne fordele, og hvis nogen kommer i vejen for mig og min lille familie og mit lille land og min lille kultur, så vil jeg bekæmpe dem.
Men til dem der ønsker fred, Guds fred, den ydre fred og den indre fred, pĂĄ det store plan og det lille plan, kunne vi jo begynde med at fastslĂĄ et nyt dogme, et nyt princip, nemlig: retfærdighed er fredens minimum! Der er lang vej igen til shalom, til Guds fred omfatter det hele, men Ă©t sted skal man jo begynde. De store visioner som vi har hørt politikere tale om, f.eks. ’fred i vor tid’ â€" det blev sagt lige før 2. verdenskrig brød ud â€" har jo slĂĄet fejl. Og de store visioner eller mĂĄske snarere fantasier som politikere i dag taler om, f.eks. ’fredsskabende mission’ lyder flot og tiltalende og forførende, men de viser sig jo ogsĂĄ at slĂĄ fejl, det kan vi konstatere hver dag i tv.
Vi kan begynde sammen med Gud og med hinanden at arbejde for og kæmpe for retfærdighed. Her er der dog et udgangspunkt, tilmed overkommeligt, for det kan anvendes både i éns personlige liv, man kan lære sine børn det, man kan hjælpe andre mennesker på sin arbejdsplads eller i sin omgangskreds til at kæmpe for retfærdighed, det er første trin på vejen til shalom, Guds fred.
Og hvis man skulle komme i tvivl om mulighederne, så kan man altid slå op i Ny Testamente og se hvordan Jesus forholdt sig til de mennesker og myndigheder han mødte, eller de samfundsstrukturer han stødte ind i. Nogle gange skal der tages skrappe midler i brug, både i ord og handling, som jo også dagens evangelium er et godt eksempel på da Jesus rensede tempelpladsen.
Retfærdighed er fredens minimum.

SALMER:
Himlenes himle, de rummer dig ikke
Guds kirkes grund alene
Nu bede vi den HelligĂĄnd
Gør dig nu rede, kristenhed
Herren strækker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
Vort løsen er vor tro og dåb