M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Frygt ikke
Prædiken til Juledag - Kristi fødsels dag
25. december 2006

Luk 2,1—14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: Â"Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.Â" Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Â"Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!Â"

Det er julemorgen, glædelig jul — som Grundtvig skriver: ”julemorgen var mit Himmerig”. Grundtvig skrev ordene i meget gamle dage hvor man ikke var hvirvlet ind i det store julehalløj som vi er udsat for fra midt i november, julemorgen var højtid, det er et godt ord! For de fleste dĂ©ngang var de almindelige dage almindelig tid, ’lav—tid’, men sĂĄ var der i modsætning hertil højtid. Selv juleaftensdag arbejdede man, det var hverdag, men juledag var en højtidsdag hvor man ikke arbejdede, men hvor man skulle spise godt og glæde sig med hinanden i kirke og hjemme.
Nu er juleaftensdag jo en fridag og officiel helligdag, men jeg fornemmer dog at ikke ret mange regner juleaften som optakten til højtiden, til Jesu fødselsdag. Tværtimod tror jeg at mange mennesker ser juleaften som en kærkommen afslutning pĂĄ en mĂĄneds festlige anledninger og forbrug. De forskellige julekalendere i tv er færdige, gaverne er delt ud, man er færdig, man er mæt — det var sĂĄ dĂ©n jul.
Her i kirken er vi ikke anderledes end alle andre — vi er ogsĂĄ færdige med julehalløj’et — men nu begynder festen, nu er det Jesu fødselsdag, nu er det højtid.
Juleevangeliet begynder med en befaling fra kejseren, men vi skal ikke ret langt hen i beretningen førend fokus flyttes til et par almindelige mennesker i bunden af samfundssystemet — nu er det pludselig dem og nogle hyrder der er interessante. Kejseren var i Rom, verdensbyen, hovedstaden, centrum for magten i den verden man kaldte ’oikumene’, den beboede del af verden, altsĂĄ landene omkring Middelhavet. I Kina har man aldrig været imponeret over denne vestlige selvforstĂĄelse, dĂ©r havde man allerede pĂĄ den tid en veludviklet kultur, og man kaldte da ogsĂĄ Kina for ’riget i midten’ — altsĂĄ i midten af verden, Kina var centrum. Men det gør ingenting, alle mennesker har til alle tider syntes at de og deres kultur, deres sprog og syn pĂĄ verden var det rigtige, det naturlige, det normale, sĂĄdan tænker vi jo ogsĂĄ i dag.
Kejseren i Rom, Augustus, bliver nævnt her i juleevangeliet, og Kvirinius, statholderen i omrĂĄdet. De skal være glade for at de regerede netop pĂĄ den tid Jesus blev født, for sĂĄ bliver de da nævnt Ă©n gang om ĂĄret i alle kristne menigheder i verden, ellers ville de være glemt og uden betydning. Som man siger: Sic transit gloria mundi — sĂĄledes forgĂĄr al verdens herlighed.
Men der er altsĂĄ en herlighed som bestĂĄr: Gud blev menneske i Jesus Kristus. Juleevangeliet fortælles sĂĄledes ’nedefra’. Og det er virkelig nedefra: Rom var verdens hovedstad, Betlehem var en flække i Palæstina med mĂĄske nogle fĂĄ hundrede indbyggere. Og det fine ord ’herberg’ i vores danske oversættelse er alt for fint — vi forestiller os vist en kro eller sĂĄdan noget — det betyder sĂĄmænd blot et rum, et værelse, sandsynligvis hos en af Josefs slægtninge.
Jeg synes det er dejligt at den fineste historie i menneskers liv og i verden begynder nedefra, her er ingen for ringe til at føle sig hjemme. Og jeg synes det ogsĂĄ i dag er mere nødvendigt end nogen sinde før at det er nedefra at det nye og hĂĄbefulde og frelsende kommer. For vi kender til bevidstløshed det der kommer ovenfra — altsĂĄ ikke fra Gud hvis nogen skulle tænke opad ved dĂ©t: Gud begynder nedefra! Det der kommer ovenfra, fra denne verdens supermagter og superherskere og statsministre, kan man ikke just pĂĄstĂĄ er noget nyt og dejligt til frelse — det er snarere til krig og ødelæggelse af mennesker, noget ældgammelt og primitivt som man skulle tro vi var blevet for kloge til med alle de erfaringer vi har gjort med krige og rædsler. Juleevangeliet er sĂĄ herligt fri for spin og løgne og fiflerier og fortielser, det er en herlig lille beretning om en ny begyndelse, omgivet af fred, fyldt med lovsang.
Og hvis vi skulle have en aktuel bemærkning med, så synes jeg lige vi skal glæde os over at Jesus, verdens frelser, er blevet den nok mest integrerede indvandrer i dette land, endog så meget at der er nogen der synes han er prototypen på noget rigtig dansk. Men juleevangeliet hjælper os år for år til helt realistisk at konstatere at denne almindeligt fødte, jødiske dreng fra en palæstinensisk småflække er blevet til håb om frelse og befrielse og nytænkning på en troværdig måde langt ud over sin samtid og kultur og sprog.
Dette evangelium, ogsĂĄ selv om vi mĂĄske kun hører det Ă©n gang om ĂĄret, minder os om og styrker os i hĂĄbet om noget der er større end alle de store ting vi er underlagt. NĂĄr vi ellers hører ordet ’fred’ — sĂĄ betyder det som regel bare vĂĄbenstilstand, altsĂĄ at man holder en pause i den selvfølgelige krig. Krigen er næsten blevet det normale, den er der hver dag, ogsĂĄ for os som land, Danmark er i krig hver dag i Irak. Vi lever stort set ubekymret med dette faktum, for det gĂĄr jo ikke ud over os her i landet, der er vist ikke ret mange i dette land der pĂĄ nogen mĂĄde har fĂĄet deres tilværelse forstyrret af at vi er i krig.
I juleevangeliet stĂĄr der at hyrderne blev grebet af stor frygt — det tror jeg enhver ville blive hvis man pludselig stod ansigt til ansigt med noget guddommelig nyt en helt almindelig dødkedelig nat pĂĄ en stenet mark neden for Betlehem. Jeg var der i forĂĄret pĂĄ rejse, og der var ikke spor julestemning eller hygge eller fredfyldt stemning pĂĄ dĂ©t sted: landskabet er nogle stenfyldte grĂĄ bakker med meget sparsom bevoksning, nu med en stor truende betonmur der lukker horisonten. For mig var der ikke antydning af religiøsitet eller spiritualitet eller noget guddommeligt over stedet — det var det mest gudsforladte, triste sted jeg mindes at have været pĂĄ. Men netop herfra, et usselt og truet sted allernederst, udgik et helt nyt budskab som stadig er der og huskes og æres og fejres. Dette budskab nedefra trues og modsiges hele tiden af budskabet ovenfra, men det er dog dette budskab der er hĂĄb i, og som man kan stole pĂĄ — det er sandt!
Og man kunne godt undre sig over at hyrderne blev grebet af stor frygt — dĂ©t de stod overfor var ikke magten ovenfra med tvang og overgreb, men selvfølgelig kunne de have grund til frygt fordi det var sĂĄ nyt og overraskende og uventet. Jeg synes egentlig at denne beroligende hilsen, frygt ikke, er nok sĂĄ vigtig i dag for os, for vi har virkelig grund til frygt. Vi glemmer det, eller vi fortrænger det, eller vi dulmer vores frygt for magten ovenfra og det den gør ved os hver dag. SĂĄ vi mĂĄ gerne høre englens hilsen ogsĂĄ som et opmuntrende ord til os: Frygt ikke!
Det er muligt at ogsĂĄ vi bliver ofre for magten ovenfra — der er hver eneste dag titusinder af mennesker som bliver ofre for den magt — men den er kortsigtet dĂ©n magt, den varer ikke ved, den har sin tid lige som Augustus og Kvirinius havde deres tid, men det er ikke den magt der skal bestĂĄ i Guds nye rige. Jesus selv undgik heller ikke at blive offer, men det er dog i ham, hans fødsel og liv og død og opstandelse at vi har en levende tro og et levende hĂĄb om et liv og en verden i fred og glæde og retfærdighed.
Glædelig jul, frygt ikke!

SALMER:
Fra Himlen højt kom budskab her
Hør, hvor englesangen toner
Velkommen igen, Guds engle smĂĄ
Julen har englelyd
En sød og liflig klang (v.3—4)
Dejlig er jorden!