M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Om at lægge afstand til andre
Prædiken til 11. søndag efter trinitatis
26. august 2001

Luk 18,9—14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: Â"To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.Â"

Jesus var god til at fortælle historier. Og han fortalte altid nogle historier, lignelser hedder de, som mennesker straks kunne forstå, og som var lette at huske. Vi kender en masse af disse historier, disse lignelser, lige så godt som vi kender H.C. Andersens eventyr.
Eventyret om Den grimme Ælling handler i virkeligheden ikke om ænder og svaner, men om mennesker og vort liv med hinanden. Og Kejserens nye Klæder handler heller ikke om kejsere og tøj, men om fidusmagere, snobberi og kongerøgelse.
Lignelsen, altså historien, om farisæeren og tolderen er en af den slags gode historier, men hvad kan vi egentlig bruge den til i dag? Vi har jo ikke farisæere i dag, og vi har heller ikke toldere af dén slags i dag. I dag er toldere jo embedsmænd, og her i Danmark er de ubestikkelige; der er ikke noget mistænkeligt ved at være tolder i vort samfund. En tolder er nok noget af det mest ærlige og ukorrupte man kan tænke sig. Og farisæere, dem har vi heller ikke nogen af. Hvis man endelig bruger ordet, så er det et skældsord som vi bruger om nogen der er selvretfærdig og hovmodig, og som snyder med sig selv, en hykler.
Da Jesus fortalte historien var en farisæer en agtet person i samfundet, en jøde der levede korrekt efter loven, overholdt alle bestemmelser, havde orden i sit personlige liv, sin familie og sine forhold til sine medmennesker. Han var medlem af partiet, farisæerpartiet, de ordentlige lige midt i samfundet, sĂĄdan circa socialdemokrat—kristeligt folkeparti—konservativ. Lov og orden, ro og fred. Og en tolder var en forhadt person, en af besættelses—magtens medarbejdere, de stod ved hver byport, hver havn og hvert vadested, og de besværede mennesker med at pakke sækkene af vognene og cykeltaskerne af æslerne og tvinge mennesker til at betale skat til besættelsesmagten. Her har vi personerne i Jesu lignelse.
Vi kan ikke helt forstå sammenhængen fra dengang, så vi bliver nødt til at oversætte lignelsen til vore dage. Altså: Der var to mennesker, vidt forskellige, som henvendte sig til Gud og hvermand. Den ene en agtværdig borger, sagfører eller folketingsmand, borgmester eller ejer af en fodboldklub, måske en præst, hvem ved? Han trådte frem og sagde: Jeg er Gud ske lov ikke som visse andre, de der autonome der råber højt og går i demonstrationer, socialnassere og bekvemmelighedsflygtninge, og heller ikke som ham der nede ved døren. Jeg overholder lovene, jeg betaler skat og moms, jeg er medlem af folkekirken, jeg er dansker, må vi lige have lov til at være her? Den anden, ham nede ved døren, sagde bare: Jeg har ikke noget at prale af, det eneste jeg kan sige er, at jeg er flygtning.
De taler begge to sandt, den første er virkelig en pæn mand som aldrig har været i konflikt med lovene eller været på socialcentret. Og den anden, han har virkelig ikke noget at prale af, han er måske endda kommet illegalt ind i landet og opholdt sig ulovligt uden opholdstilladelse, og det er også rigtigt at han er flygtning. Den første er der altså ikke noget i vejen med, man kan ikke sætte en finger på ham, mens den anden slet ikke passer ind i systemet, han er ikke dansker, han har sikkert overtrådt en masse lovbestemmelser.
Sådan circa må historien lyde i dag, for at vi kan forstå hvad det er Jesus vil sige. Jesus sluttede sin historie, den gamle, med at sige at den ene, ham farisæeren, ikke gik hjem som retfærdig, mens den anden, ham tolderen, blev udnævnt til at være retfærdig.
Det er en underlig bagvendt historie Jesus fortæller, for hvad var der egentlig galt med farisæeren? Det passede jo hvad han sagde! Og tolderen, han var en synder, det passede altså også hvad han sagde. Hvorfor er den ene galt på den, mens den anden ikke er galt på den, men tværtimod fremhæves som den retfærdige? Man bliver altid helt rundtosset af Jesu historier!
SĂĄ vidt jeg kan se, kan der kun være Ă©t sted, Ă©t afgørende punkt hvori de to personer adskiller sig: det er i indledningen til historien hvor evangelisten siger: ”Til nogle, som stolede pĂĄ, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse” — ”som foragtede alle andre”! HĂ©r har vi det: som foragtede alle andre! Hvad fører det egentlig til at foragte alle andre?, altsĂĄ at lægge afstand til sin omverden? Det er det farisæeren gør. Denne læggen afstand betyder jo bare at man fremhæver sig selv pĂĄ andres bekostning, og det er der ikke noget der bliver bedre af. For vi mennesker har altid en sikker fornemmelse af hvad det er, vi skal skal lægge afstand til, det er altid det vi selv kan stĂĄ mĂĄl med, det vi selv kan leve op til. Men der er nu en gang ingen af os der skal dømmes med en andens mĂĄlestok. Enhver af os skal dømmes pĂĄ hvad Gud og livet og vore medmennesker forlanger af os.
Denne lignelse af Jesus er vist først og fremmest til internt brug, altså til brug for for os hver især. Historien kan aldrig bruges som et våben mod andre, så vi kan slå de andre oven i hovedet med den. Så vender historien tilbage som en boomerang i hovedet på os. Så har vi igen lagt afstand til andre og foragtet de andre.
Det vi bliver dømt på, nu og i al evighed! er, hvad Gud og livet og vore medmennesker forlanger af netop os. Og her er der jo rigeligt at spekulere på foreløbig for os. Vi behøver ikke løbe omkring og give alle de andre karakterer. Med denne lignelse er det som om Jesus vil sige, at det gør såmænd ikke så meget om du er en synder og ikke har noget at prale af, bare du ikke holder virkeligheden på afstand. Og modsat: selv om du så kan nævne en hel masse rigtige ting, f.eks. at du er dansker, lovlydig, ikke skylder nogen noget, er et pænt menneske der svarer enhver sit, så er dette ikke i sig selv en garanti for at du lever rigtigt.
Gud og livet og dine medmennesker forlanger nemlig mere af dig end at du er et pænt menneske. Man kan også sige det på den måde at ham farisæeren tænkte på sig selv på en passiv måde, ja, han definerede sig selv på en negativ måde ved at fremhæve hvordan han ikke var. Han skulle måske hellere have tænkt på sig selv på en positiv måde, en konstruktiv måde, en måde der vendte fremad. Så kunne han f.eks. have tænkt at han måske havde noget at give andre, noget at dele med andre, noget at dele ud af.
For det er vist altid også det vi helst vil bedømmes på, og det er vist også det vi selv lægger vægt på blandt vore medmennesker. Hvis vi blot passivt siger: Jeg er Gud ske lov ikke flygtning eller muslim eller narkoman, så har vi ikke bidraget til det som Gud og livet og vore medmennesker forventer af os. Vi må vove at forholde os realistisk til virkeligheden. Vi må vove at bekende vore synder, altså vores medskyld i at vores verden og vort samfund ser ud som det gør. Det er dog et udgangspunkt.
Jesus sluttede sin lille historie med moralen: ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv skal ophøjes”. Det ser ud som om Jesus mener at der skal blive vendt op og ned på mange ting i denne verden, så det må vi nok begynde at indstille os på. Dette korte menneskeliv er begyndelsen på det evige liv. Så vigtigt er det!

SALMER:
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Fuglen har rede, og ræven har grav
Kom, sandheds Ă...nd! og vidne giv
Vintræ og grene og frugt hører sammen
Som korn fra mange marker
Zion, pris din saliggører (v.4—5)