M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Hvem er jeg ’næste’ for?
Prædiken til 13. søndag efter trinitatis
9. september 2001

Luk 10,23—37
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: "Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre."
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Han sagde til ham: "Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?" Manden svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv." Jesus sagde: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve." Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?" Jesus svarede og sagde: "En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Den lovkyndige svarede: "Han, som viste ham barmhjertighed." Og Jesus sagde: "Gå du hen og gør ligeså!"

Når man har et spørgsmål, er det vigtigt at man får et svar der passer til spørgsmålet. Der findes så mange spørgsmål her i verden, og der findes så mange svar, men for at der kan komme noget fornuftigt ud af det, må svaret passe til spørgsmålet.
Hvis jeg står ude på gaden og spørger en forbipasserende: Ved De hvor der er en bank? — så nytter det jo ikke noget hvis han svarer: Næ, men der ligger et apotek derhenne. Det kan i og for sig være rigtig at der ligger et apotek der, men det var bare ikke det jeg spurgte om. Så, selv et rigtigt svar, et sandt svar, du’r ikke hvis ikke det passer til dét der blev spurgt om.
For snart 2000 år siden stod der en mand og spurgte Jesus: “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”. Nu ville der nok ikke være nogen i dag der spurgte på dén måde, “arve evigt liv” ?, det lyder lidt gammeldags. I dag ville spørgsmålet nok have lydt: Hvad skal jeg egentlig gøre med det liv jeg har, for at jeg kan være sikker på at leve rigtigt? Jeg tror at mange mennesker egentlig godt kunne tænke sig at få et ordentligt svar på det spørgsmål.
Nu står der at det var en jurist der spurgte, og at hans hensigt var at sætte Jesus på prøve. Det er ligemeget, spørgsmålet er egentlig godt nok, jeg tror vi alle gerne vil have et godt svar på det spørgsmål. Vi ved allesammen noget om hvad der er godt og hvad der er dårligt i verden, men dagene går, årene går, vi har nogle rutiner som ikke er så let at slippe ud af, så det ville være herligt om vi kunne få et kvalificeret svar: hvad er det vi skal gøre for at leve rigtigt og godt, så vi — dén dag vi dør — kan sige til os selv: det var et godt liv, et rigtigt liv, som jeg godt kan være tilfreds med, og som jeg også håber kan bestå for en højere domstol.
Hvis nu alle vi danskere, alle vi moderne mennesker i 2001, fik muligheden for at stille det samme spørgsmål til én vi kunne forvente et godt svar fra, f.eks. Jesus, så ville vi altså spørge: hvordan skal vi egentlig leve, så det er rigtigt og godt, nu og i al fremtid? Og hvis vi nu tænkte os at Jesus svarede så det lige passede til vores liv, så ville han sige: Se fjernsyn, gå til fodbold, gå til rock—koncerter, råb og skrig og drik bajere, spil lotto, skrab skrabe—lodder. Så tror jeg vi ville sige: næ, næ, det kan ikke være meningen med livet. Vi gør det ganske vist altsammen, men det er netop derfor vi spørger efter et dybere svar. Hvis vi bare får et svar som allerede er til stede, nemlig vores egen virkelighed, så havde vi jo ikke behøvet spørge nogen anden. Så kunne vi bare have spurgt os selv: hvordan skal vi leve? — og vi kunne selv have svaret: sådan, som vi gør! Men vi véd godt at det er for lidt, det er utilstrækkeligt. Vi spørger efter noget mere, dybden, essensen, livet selv. Vi ved godt hvad der er problemet, og derfor vil vi gerne have et svar som vi ikke selv er i stand til at give.
Sådan er det også med manden i vort evangelium til i dag. Han er jurist, han kender loven ud og ind til mindste detalje. Så når han spørger Jesus om hvordan han skal leve, så ved han godt hvordan han lever. Jesus svarer ham: du er jurist, du lever af loven og efter loven, så hvad står der egentlig i dén lov? Og så svarer han: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”. Og Jesus giver ham ret: Fint svar, helt rigtigt, gør det. Men manden ved godt, lige så vel som vi ved, hvad der er problemet, og derfor spørger han: “Hvem er så min næste?”.
Det er altså for mig underligt så hurtigt manden bliver færdig med de store ting han selv nævner. Han springer i et stort og elegant hop over de store, dybe, tunge ting: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind — altså hjerte, sjæl, styrke, sind! Så er der ikke mere i et menneske. Hvis man kan sige ærligt at dét er i orden, altså at jeg elsker Gud med hele mig, hele mit liv, alt hvad jeg er som menneske, så behøver man ikke spørge mere, og så behøver man ikke flere svar. Så er livet lykkedes, så er livet som det skal være. Og manden afslører sig selv ved at hænge sig i den sidste lille tilføjelse: ... og din næste som dig selv. Det er dét der er hans problem!
Da Jesus siger til ham: Du har svaret rigtigt, gør det, så er det egentlig underligt at han ikke spørger Jesus: Hvem er så Herren min Gud? Han kender altså Gud, og så kender han ikke engang sin næste?! Han kender altså uden videre eftertanke Gud Herren, himlens og jordens skaber, livets giver og opretholder, livet selv, den dybeste og inderste kerne i alt liv, og så ved han ikke hvem næsten er.
Der er noget galt med den mand — og derfor gør Jesus også noget ud af svaret. Det nytter ikke noget at begynde ’ovenfra’ med en dybsindig teologisk diskussion eller en intellektuel udredning, det ville nu også ligge Jesus fjernt! — nej, Jesus fortæller en historie helt nede på bunden af livet, en historie som ethvert barn kan følge med i, og som ingen kan tage fejl af. Ja, der er jo næsten ingen historie, for enhvert menneske kender den. Og vi kender den: vi kan bare se os om, hver eneste dag her i vort storbysamfund på Vesterbro hvor der er nødstedte mennesker. Vi kan se hvem der går forbi, og vi kan se hvem der hjælper. Det er meget enkelt, det er meget banalt, og der er ikke hos os tvivl om hvem der er næste, altså hvem der er den nærmeste til at hjælpe: det er selvfølgelig dén der ser at nogen er i nød.
Men Jesus fortæller altså denne banale historie til en højtuddannet jurist som kender loven ud og ind til mindste detalje, og som endda kender Gud så godt at han ikke engang behøver spørge yderligere om dét. Og så slutter Jesus den enkle historie med et lille uskyldigt og helt enkelt, menneskeligt spørgsmål som enhver af mine konfirmander altid har kunnet svare på uden tøven: næste? — det var ham der hjalp den stakkels mand. Og så slutter Jesus den samtale om livets mening ved at sige til ham: “Gå du hen og gør ligeså”.
Med sit svar, det rigtige svar!, afslørede manden — den højtuddannede, blaserte jurist som kendte Gud og hvermand, men som altså i sin selvoptagethed ikke rigtig kunne finde ud af hvad han skulle bruge sit liv til — at der dog var noget menneske tilbage i ham, at han dog helt nede på bunden, i den enkle, barnlige dybde af sin sjæl, kendte svaret.
Han blev omvendt, han fik vendt sit liv på hovedet med det svar han selv gav. Først spurgte han selvoptaget Jesus: Hvem er så min næste, men han endte med at indse gennem sit svar at der er et endnu vigtigere spørgsmål, som vi stadig den dag i dag kan bruge også i vort liv: hvem er det jeg er næste for? Hvor er det jeg er den nærmeste til at hjælpe?
Vi behøver altså lige så lidt som dén mand gå omkring med fine teoretiske og akademiske spørgsmål og se på vore medmennesker og spørge os selv: mon ham der eller hende der skulle være min næste? Det er ganske enkelt: du og jeg kan gå trygt og roligt gennem tilværelsen og være helt sikker på at hver gang vi bliver opmærksom på et menneske i nød, enten på vores daglige vej eller gennem aviser eller tv, så bliver vi automatisk udnævnt til at være næste i det øjeblik vi hjælper vedkommende.
Så enkelt, så guddommeligt enkelt er evangeliet om Guds Rige. “Salige er de øjne som ser det, I ser” — øjne, I er lykkelige!

SALMER:
Op, al den ting, som Gud har gjort
Den nåde, som vor Gud har gjort
Kærlighed er lysets kilde
Øjne, I var lykkelige
Herren strækker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
Zion, pris din saliggører (v.4—5)