M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Et liv i bøn og tak
Prædiken til 14. søndag efter trinitatis
28. august 2005

Luk 17,11—19
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."

I dag så mange år efter, et par tusind år efter Jesu vandring mellem Samaria og Galilæa, lever vi i en helt anden verden, og i vores del af verden kender vi ikke engang den sygdom, spedalskhed, der dukker op i gudstjenesten i dag. Den findes stadig i nogle udviklingslande, og det er en frygtelig sygdom hvor fingre og tæer og næse og ører bliver syge, visner og dør, og disse syge mennesker ser forfærdelige ud og bliver udstødt af samfundet. Ingen tør have med dem at gøre for så kan man risikere at blive smittet. De er udstødte.
Det var sådan nogle, ti spedalske, som stod på afstand og råbte til Jesus, de råbte et ’Kyrie eleison’, forbarm dig over os, de råbte i deres nød om han ville hjælpe dem. Det ville han, og det gjorde han, de blev rene, altså raske, og så er den historie ikke længere. Men det er den så altså alligevel, for én af de ti vendte tilbage for at sige tak.
Nu ved vi ikke hvad de andre ni har gjort, én er måske gået hen på nærmeste værtshus og fået en ordentlig kæp i øret af bare glæde over nu igen at kunne være sammen med kammeraterne. Én er løbet hjem til sin familie og fortalt om det store held han havde været ude for, nemlig at han havde mødt en der hed Jesus. De ni raske er uden tvivl alle bleve glade. Nu var livet igen dejligt.
Det her skete altså for 2000 år siden. Det kunne være interessant at undersøge hvordan det ser ud i dag. Og jeg tror egentlig at mennesker til alle tider reagerer på samme måde: når man er i nød, kan man godt finde ud af adressaten, altså hvor man skal henvende sig. Folk der har undersøgt de her ting siger at i en flyver der er ude i et uvejr, er der påfaldende mange passagerer der sidder lige så stille med foldede hænder. Eller hvis man er i havsnød på et skib, så bliver der også bedt. Eller hvis mennesker skal gennemgå en stor operation eller noget andet alvorligt. Men hvor mange husker adressaten bagefter, altså der hvor man så kan aflevere sin tak og glæde.
I historien om de 10 spedalske var der én der kom tilbage med tak, altså 10%. Mon det samme tal holder i dag? Mon 10% af alle dem der kender adressaten når de er i nød, også kender adressaten når faren er overstået, når flyet igen står på landingsbanen, når skibet er i havn, eller når operationen er vel overstået?
Som vi hørte bebrejder Jesus ikke de 90% noget, han spørger bare undrende: var der ikke 10 der blev rene, hvor er de ni? Men han siger noget tankevækkende til den ene der kom tilbage, han siger: Din tro har frelst dig. Din tro!
Haps — hér er noget vi har forstand på. Indtil nu har der ellers ikke være meget i evangeliet som vi kunne forholde os direkte til, det der med Samaria og Galilæa, det er så langt væk, og spedalskhed og udstødelse af samfundet, det er fjernt fra vores virkelighed, men endelig kommer der noget her som vi har forstand på: tro. Et naivt menneske ville måske spørge: nå, var han kristen?, eller måske mere detaljeret: var han katolik eller protestant eller ortodoks? Men den slags spørgsmål falder helt uden for denne virkelighed, kristendommen var endnu ikke opfundet, ej heller katolikker og protestanter. Han var palæstinenser, så måske var han muslim? Igen forkert, Islam var slet ikke opfundet. Der står faktisk ikke noget som helst om hans religiøse forhold. Og alligevel fremhæver Jesus hans tro.
Det ser ud som om Jesus siger at tro betyder at et menneske kender adressaten, både i sorg og glæde, både når man er i nød, og når man er reddet. Hvis man kun kender adressaten for sit liv når man er i nød, så er man bare et menneske der lever, der overlever. Det er jo så simpelt at det kan enhver finde ud af. Men hvis man også kender adressaten for sit liv når det går godt, så er det udtryk for tro, en tro til frelse.
Vi bliver vist nødt til at konstatere at hans tro bestod i at han kunne de to mest basale ting i livet: han kunne bede og takke! Og når man gør det, så er der nogen at bede til, adressaten, og der er nogen at takke, adressaten.
Denne tro er altså en livsholdning som gennemsyrer hele livet. Nu har vi talt om den store nød hvis man er i livsfare eller hvis man bliver helbredt for spedalskhed, men denne livsholdning giver sig udtryk overalt, også i livets små begivenheder. Når vi mennesker gør noget så banalt som at stå op om morgenen, så er der også en adressat for det. Når vi gør noget så banalt som at spise, hvilket vi gør en tre—fire gange om dagen, så er der også en adressat for det. Om morgenen kan man sige tak for at vågne til en ny dag, og ved hvert måltid kan man sige tak for det vi lever af.
Og livsholdningen giver sig også udtryk den anden vej: hvis vi ikke kan sove, hvis vi har ondt, så er der også en adressat for klagen, for vrede, for raseri over livs tilfældighed og uretfærdighed. Adressaten er altså ikke kun modtagelig for takken, for glæden, for den positive side af tilværelsen, men også for bebrejdelserne, utilfredsheden, forurettetheden. Ellers kan vi let komme til at rette bebrejdelserne og vreden mod en forkert adressat, vore nærmeste, vore medarbejdere, vore medmennesker.
Igennem et par år har der været en meget omtalt sag, rigtig guf for aviser og tv, nemlig en præst som har udbasuneret at han ikke tror på Gud. Min første tanke var: sikke dog et utaknemligt bæst. Vi lever i et af de bedste lande i verden, vi lever i fred og frihed, vi er ikke udsat for krig og besættelse, vi har nok at spise hver dag, vi har et trygt sted at sove, vi har sundhedsvæsen og skolevæsen osv. osv. " hvis vi sammenligner os med ham den ene spedalske som kendte adressaten for sin taknemlighed over at være blevet rask, hvor meget mere skulle så ikke vi have grund til at være taknemlige for alt det vi dagligt har del i af godt?
Tro betyder altså ikke at man kan Biblen forfra og bagfra, eller at man er særligt religiøs, men tro giver sig udslag i at man kender adressaten, man ved hvor man skal henvende sig, uanset hvordan éns liv former sig. På den måde bliver livet et liv i bøn og tak, sådan som vi jo også kender det når mennesker lever godt med hinanden: så er det også fyldt med bøn og tak. Vi beder hinanden om noget, vi forventer noget godt af hinanden, og vi siger tak til hinanden.
Der var én spedalsk som kendte adressaten, han virker som et ægte menneske. Og der er en detalje som vi lige skal have med: der står han var samaritaner, i dag ville vi sige: en indvandrer, en fremmed, altså én der ikke blev regnet som helt rigtigt menneske i det samfund. Jeg synes det er fornøjeligt at der her er et eksempel på at man kan lære noget om sig selv og sit eget forhold til de dybe ting i livet af en fremmed.
Nu har vi hele tiden talt om adressaten, altså om adressen, for vores bøn og tak. Skal vi sætte navn på, er det selvfølgelig Gud!

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
I underværkers land jeg bor
Gud Helligånd, vor igenføder
Herre, du vandrer forsoningens vej
Som korn fra mange marker
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet