M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


At gĂžre det modsatte
Prædiken til 16. søndag efter trinitatis
11. september 2005

Luk 7,11—17
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: Â"Græd ikke!Â" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: Â"Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!Â" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: Â"En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.Â" Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

I dag fejrer vi hĂžstgudstjeneste, og traditionen tro er kirken pyntet med kornneg og aks. EfterhĂ„nden er det jo en lidt omstĂŠndelig procedure at fĂ„ fat pĂ„ et kornneg her inde midt i byen. Det foregĂ„r pĂ„ den mĂ„de at vi afgiver bestilling til vores blomsterleverandĂžr, han bestiller sĂ„ et par kornneg ude pĂ„ grĂžnttorvet, og jeg vil sĂ„ tro at en landmand et eller andet sted pĂ„ SjĂŠlland har gjort sig til specialist i levering til kirkernes hĂžstgudstjenester og ladet et par meter i udkanten af marken blive stĂ„ende, nĂ„r mejetĂŠrskeren har gnavet sig gennem marken. SĂ„ har han fundet sin gamle le frem, og til stor undren for gĂ„rdens bĂžrn og en klasse fra den lokale skole vĂ­st dem hvordan man gjorde i gamle dage nĂ„r man hĂžstede korn. Det har nok vĂŠret en Ăžkologisk landmand, mĂ„ske endda biodynamisk. MĂ„ske har han endog sat sig ind i de gamle mĂ„l for kornets udbytte, som der stĂ„r i efterĂ„rssalmen Nu falmer skoven trindt om land: ’i tĂžndemĂ„l af traver’. NĂ„r man havde sat kornnegene til tĂžrring pĂ„ marken, parvis 20 neg ad gangen, 10 pĂ„ hver side, sĂ„ havde man en trave, og nĂ„r man havde tre traver, sĂ„ var det en skok. I dag er landbruget en industri, landmanden behĂžver ikke engang at kĂžre kornet hjem, for det bliver lagt i stor bunke pĂ„ marken, og nĂŠste dag kommer grovvareselskabets store tankvogn og stĂžvsuger det hele op, og han fĂ„r sikkert check’en tilsendt to dage efter. Det var sĂ„ dĂ©n hĂžst. Ikke noget med at meje kornet og binde det i neg og sĂŠtte det i skok og sanke det i lade som der stĂ„r i vore gamle hĂžstsalmer, det gĂ„r hurtigt i dag.
Kornaksene her i kirken er blevet til symbol, en pÄmindelse om hvor brÞdet egentlig kommer fra. Jeg tror det er godt at vi dog én gang om Äret lige stopper op og dvÊler et Þjeblik ved dette helt grundlÊggende vilkÄr for vort liv. Uden brÞd, uden mad, kan vi ikke leve.
Til daglig gÄr vi rundt i en meget selvfÞlgelig og lille verden: vi stÄr op, vasker os, tager tÞj pÄ, spiser morgenmad, gÄr til bageren eller i supermarkedet eller pÄ arbejde, kommer hjem, laver mad, spiser, ser tv, lÊser avisen, gÄr i seng og sover. Det var dén dag. Og den nÊste er ligesÄdan. Denne lille og selvfÞlgelige verden er god nok, men den er éndimensional. Der er kun til dagen og vejen, der er ikke mange Äbninger, ikke megen dybde. Og hvis hele vort liv kun bestÄr i den daglige, lille og selvfÞlgelige trummerum, sÄ snyder vi os selv for erfaringen af livet som en gave, som et under, som en velsignelse.
Vi spiser alle brĂžd hver dag, men hvor kommer det egentlig fra, og hvem skal vi takke for det? En ny konfirmand ville sikkert svare, at brĂždet kommer fra bageren, og ham behĂžver vi ikke takke, for vi betaler jo for varen. De fĂ„ kornaks her i kirken er en pĂ„mindelse om hvor brĂždet kommer fra. Det kommer fra en bager, kornet kommer fra et korn— og foderstofkompagni som har hentet det pĂ„ en mark som er blevet dyrket af en landmand. Men uanset hvad alle disse led i kĂŠden har gjort, sĂ„ var der ikke kommet noget korn uden regn og sol. Det er godt i det mindste Ă©n gang om Ă„ret at blive mindet om at brĂždet, vores mad, i sidste ende kommer fra jorden og fra himlen.
Men der er mere i verden end korn og kartofler, vi lever ikke af brĂžd alene. I dag har vi hĂžrt en beretning som Ă„bner en dybde og en dimension som gĂ„r en hel del ud over hvad vi ellers hĂžrer. Meget hĂžrer og ser vi pĂ„ tv og i blade og aviser, men her er der en begivenhed som jeg tror selv en paparazzo eller en formiddags—journalist ville undersĂžge en ekstra gang fĂžrend han sendte den ud. Jesus mĂžder et ligtog hvor en ung mand ligger pĂ„ bĂ„ren, og Jesus gĂžr ham levende igen. Her er der noget som giver os mulighed for at opleve at verden er stor, at livet er mere end Ă©ndimensionalt. Det fĂžrste jeg synes er vigtigt at se er, at denne unge mand fra en lille by i PalĂŠstina, som blev gjort levende igen, er dĂžd igen. Vi ved det ikke, mĂ„ske i en alder af 50 Ă„r eller 70 Ă„r. Og hans mor, enken, hun er ogsĂ„ dĂžd. De lever i hvert fald ikke mere. SĂ„ hvad var der egentlig vundet ved at Jesus opvakte ham fra de dĂžde?, det var egentlig blot at udskyde dĂžden nogle Ă„r. Jesus opvakte ham altsĂ„, ikke til et sĂŠrligt ’evigt’ eller finere liv, men til det menneskeliv som vi har med hinanden, hvor vi som den unge mand kan tale og vĂŠre sammen med hinanden, give og modtage fra hinanden. Det ser
altsÄ ud til at Jesus betragtede dette liv nu som noget vÊrdifuldt. Nogle mennesker i kirkens historie har ment at det evige liv, altsÄ det dybe og vigtige og virkelige liv, fÞrst kom efter dÞden. Men af denne beretning kan vi se at Jesus ansÄ dette liv nu for godt, hvorfor skulle han ellers opvÊkke den unge mand? Hvis den unge mand allerede var i et bedre eller et finere liv, i et paradis eller en dejlig Edens have?, hvorfor sÄ dog opvÊkke ham til noget ringere?
Det hÊnger igen sammen med hvad Guds Rige er. Guds Rige er ikke et liv oppe i en anden sfÊre eller oppe over skyerne, det var netop fordi Jesus opvakte ham til dette liv, altsÄ gjorde ham helt almindelig levende igen, at det blev et tegn pÄ Guds Rige sÄ de alle blev fyldt af Êrefrygt for Gud og priste Gud. SÄ ... alle vi der gÄr omkring og er levende, vi er altsÄ omvandrende tegn pÄ Guds Rige! SÄ fint er vort liv, sÄ stort er det liv vi har med hinanden.
Dét Jesus gjorde den dag, og de mange andre dage andre steder, var at han gjorde det modsatte af det, der ÞdelÊgger livet og gÞr livet smÄt. Af Jesus kan vi lÊre et princip: at gÞre det modsatte. NÄr han stod over for nogle sultne mennesker, sÄ gjorde han det modsatte: han gav dem noget at spise. NÄr han stod over for nogle svage og udstÞdte mennesker, syndere kaldte man dem, sÄ gjorde han det modsatte: han satte mod i dem og opmuntrede dem til et nyt liv ved at ville vÊre sammen med dem. Hvis han stod over for mennesker som var tynget af byrder, sÄ tog han denne byrde ned fra deres skuldre sÄ de kunne Ände frit igen. Og nÄr han stod over for en dÞd, som nu i dag den unge mand!, sÄ gjorde han det modsatte. Det er et godt princip at lÊre: at gÞre det modsatte af alt det der gÞr livet smÄt og usselt og éndimensionalt.
Og dette princip kan anvendes overalt hvor vi lever: i familien, pÄ arbejdspladsen, i skolegÄrden, i supermarkedet, men ogsÄ i stÞrre stil nÄr vi handler i fÊllesskab og kalder det politik. Nogle gange er det ikke sÄ meget der skal gÞres, blot det er det modsatte. Vi kan jo selv tÊnke videre over dette princip: hvad er det modsatte af sult i verden?, af aids, af fattigdom?, af undertrykkelse?
Vi kan ikke afskaffe dÞden, vi kan ikke afskaffe al sygdom og lidelse, men vi kan gÞre det modsatte. MÄske synes vi at det vi kan gÞre er sÄ smÄt og kun bliver smÄ tegn, men uanset hvor smÄ tegn det er, sÄ er det tegn pÄ Guds Rige. Overalt hvor fred og glÊde og retfÊrdighed vokser frem, dér er det tegn pÄ Guds Riges vÊkst.

SALMER:
Vi plĂžjed og vi sÄ’de
NĂ„r mit Ăžje
Til klart Guds ansigt vi skal se
Herren har har besĂžgt sit folk
Som korn fra mange marker
Gud, du fra dine de herlige hĂžjeloftssale