M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Livet set fra oven eller fra neden
Prædiken til 17. søndag efter trinitatis
12. oktober 2003

Luk 14,1—11
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: ¬"Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?¬" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: ¬"Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?¬" Det kunne de ikke svare på.
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: ¬"Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.¬"

Hver s√łndag h√łrer vi her i kirken et afsnit, et lille stykke af evangeliet. Evangelium betyder et gl√¶deligt budskab. Nu er der jo mange gl√¶delige budskaber i verden og i vort liv, men dette gl√¶delige budskab er noget s√¶rligt, for det har noget at sige til alle mennesker. Det er nemlig det gl√¶delige budskab om Guds Rige, alts√• hvordan det ser ud og hvordan det skal v√¶re d√©r hvor Guds k√¶rlighed r√•der.
Og modtagerne af dette gl√¶delige budskab er os, os mennesker. Men alle mennesker er ikke i den samme situation, s√• nogle gange kan det v√¶re sv√¶rt for os at h√łre hvori det gl√¶delige best√•r.
Det kan let illustreres: hvis man er fattig og sulten, alts√• rigtig fattig s√•dan som mange millioner mennesker er det i nogle ulande, alts√• s√• fattige at deres b√łrn og de selv d√łr af sult, hvis man er s√• fattig og sulten og s√• f√•r noget at spise, m√•ske bare noget br√łd, s√• vil man blive glad og sige tak, m√•ske endda: tak, du har frelst mit liv. Men hvis man s√• henvender sig til en rig dansker, en der hver dag f√•r nok at spise og skal passe p√• med v√¶gten, s√• ville denne rige dansker sige: et stykke br√łd, hvad skal jeg med det, jeg skal have wienerschitzel i dag med bearnaisesauce og pommesfrittes, og desert.
Eller hvis man er t√łrstig, alts√• rigtig t√łrstig fordi man mangler vand, og s√• f√•r noget vand, s√• vil den t√łrstende sige tak, Gud ske tak og lov, du har frelst mit liv. Men hvis man sagde til en rig dansker: her er lidt vand, s√• ville han sige: vand, jeg drikker aldrig vand undtagen i min whisky, jeg kan bedre lide champagne.
Evangeliet til i dag handler om et selskab, et m√•ltid, hvor Jesus er med. Faris√¶erne og de skriftkloge, den tids jurister og teologer, sidder og holder √łje med Jesus, og Jesus holder ogs√• √łje med dem. Og s√• st√•r der pludselig en stakkels mand i stuen. Han er den nederste af dem allesammen, han er syg, han har underskud, han har ikke noget at vise frem. Alle de andre, de h√łjtplacerede m√¶nd, havde noget at vise frem: de havde uddannelse, de havde position i samfundet, de havde magt og indflydelse. Og s√• helbreder Jesus manden. Man kan ogs√• sige at han bliver halet op fra sin nederste position og bliver pludselig hovedperson ved dette selskab af p√¶ne mennesker. Den stakkels syge mand fik en gave, han blev halet op nedefra, han blev oph√łjet. Men det alvorlige er at denne gl√¶de, denne √¶re, var han jo den eneste af hele selskabet der kunne modtage. De andre, de skriftkloge og faris√¶erne, kunne Jesus ikke give noget, for de havde selv. De havde deres position, deres selvbevidsthed, deres faste meninger, og de havde jo allerede taget plads helt oppe. Dem kunne man ikke flytte med. Nu bagefter kan vi jo sp√łrge: hvem var egentlig v√¶rst stillet, hvem var mest stakkels, de skriftkloge eller den syge mand? Vi kan i hvert fald konstatere at det var den syge mand, der fik noget den dag, det var ham der kunne modtage den gave og helbredelse som Jesus gav ham. Han kunne flyttes, og han blev flyttet — opad!
De andre kunne ikke flyttes opad for der var de allerede. De havde nået toppen, og der er koldt deroppe på toppen, for hvis der sker den mindste bevægelse, kan det kun gå i én retning, nemlig nedad. Hvis der bliver puffet alt for meget til det fastlagte system, hvis der sker bevægelse i deres fastlagte verden, så er den eneste bevægelse de kan se frem til, en nedadgående bevægelse.
Det er her der er noget der ligner vores verden og vores situation. Vi kan heller ikke flyttes mere opad, vi er der allerede. Et liv i den position bliver et liv i evig bekymring og frygt for at miste sin plads. Det er derfor diktatorer og tyranner altid er bange mennesker der må omgive sig med soldater og våben og bodyguards og skudsikre biler, for de har tilkæmpet sig en plads på toppen af kransekagen, og hvis der sker en bevægelse for dem, er det kun én vej: nedad.
Hvis vi ser p√• de diktatur—stater der stadig er tilbage i vores verden, kan man jo ogs√• sp√łrge hvem der egentlig er v√¶rst stillet: diktatoren eller det undertrykte folk? Det undertrykte folk har dog et h√•b, det har diktatoren ikke. Hvis der sker bev√¶gelse i d√©t samfund, og det g√łr der f√łr eller siden, det har vi set i Irak for nylig, s√• er enhver nok s√• lille bev√¶gelse en fare for diktatoren, men enhver nok s√• lille bev√¶gelse styrker h√•bet hos det undertrykte folk.
Det er godt vi har evangeliet, og det er godt vi har kirken, for det er vist det eneste sted hvor vi sammen kan holde fast p√• dette syn p√• livet. Alle andre steder i samfundet, i politik og erhvervsliv, har vi v√¶nnet os til systemet med at erobre den √łverste plads ved bordet, at bruge albuerne. Man kan endda g√• p√• kursus og l√¶re hvordan man mest effektivt kommer frem i verden. Men der er alts√• stadig √©t sted, her i kirken, hvor vi bliver ved med at fort√¶lle denne lille og m√¶rkelige beretning, som taler om et andet liv og en anden m√•de at t√¶nke p√•.
Det er ogs√• derfor Jesus i bjergpr√¶dikenen kan sige: ‚ÄúSalige er de fattige, salige er de forfulgte, fredsstifterne osv‚ÄĚ. Salig betyder lykkelig. Det er alle disse nederste, underste mennesker der bliver udn√¶vnt til at v√¶re lykkelige, for det er alle dem der er h√•b for. For de andre er der ikke noget h√•b om at kunne komme l√¶ngere, for Guds Rige kan man ikke erobre ved at bruge albuerne, man kan ikke mase sig foran andre ind i Guds Rige. Livet er en gave, jorden og tr√¶erne og blomsterne og fuglene er en gave, frelsen er en gave. Derfor skal vi s√łrge for aldrig at komme i en position hvor vi ikke l√¶ngere kan modtage, en oph√łjet stilling hvor vi m√• leve i frygt for selv den mindste bev√¶gelse.
M√•ske er der nogle der vil indvende at denne m√•de at t√¶nke p√• er lidt outdated, lidt gammeldags, den passer slet ikke til den trend vi opl√¶res i gennem reklamer, marketingschefer, √łkonomer og politikere, hvor v√¶kst er n√łgleordet; man skal v√¶re pro—aktiv og p√• forkant, det er om at komme f√łrst til fadet. Det kommer vel igen an p√• hvorfra man ser verden og livet: fra oven eller fra neden? Man kan alts√• konstatere at det er et gammelt problem som stadig er yderst aktuelt. Skulle historien v√¶re fortalt i dag, ville Jesus nok have bem√¶rket nogle af de kendte fra ‚Äôse—mig—generationen‚Äô der havde udvalgt sig de √łverste pladser, de fineste bestyrelsesposter om bordet i de fineste banker og pensionsselskaber og flyselskaber, og hvor der kun skulle en ganske lille rystelse til for at de blev skubbet helt ned, med milliardtab og konkurser og sammenbrud. Der er vist ikke meget i den menneskelige grundstruktur der har √¶ndret sig i de 2000 √•r der er g√•et siden Jesus fortalte lignelsen om de fineste pladser ved bordet.
Vores verden er, også selv om vi omgiver os med sikkerhedssystemer, bodyguards, livsforsikringer og raketskjold, præget af ængstelse, uro, frygt for at der skal ske en ændring i den nuværende samfundsorden og byrdefordeling i verden.
B√•de i helbredelsen af den syge mand og i lignelsen skete der en bev√¶gelse i retning af st√łrre gl√¶de og retf√¶rdighed. Det vil altid v√¶re katastrofalt at have placeret sig der hvor man m√• leve med frygten, med bekymringen, med usikkerheden for fremtiden. Det m√• v√¶re forf√¶rdeligt at v√¶re storaktion√¶r i et selskab hvis aktiekurser rasler ned, s√• hellere have investeret i en kolonihave eller en uddannelse eller nogle gode b√łger. Der beh√łver man dog ikke hver morgen st√• op med frygt for fremtiden.
Og der er lige en vigtig ting vi m√• have med: Guds Rige er gratis. Alle de ting vi er f√¶lles om, himmel og jord, sol og regn, livet, k√¶rligheden, alt sammen er gratis. Den mand der blev helbredt havde ikke noget at betale med, og han blev ikke engang bedt om noget. Her er vi langt fra den ‚Äônoget—for—noget—mentalitet‚Äô, denne kr√¶mmer—mentalitet som cementerer uligheden og uretf√¶rdigheden i verden.
Guds Rige er en styreform af bev√¶gelse og forandring, det var d√©t, Jesus sagde den dag b√•de i handling og med ord. Vi kan l√¶re af det at vi skal vogte os for at placere os i en l√•st situation, s√• vi afsk√¶rer os fra at blive l√łftet, oph√łjet, forundret, overrasket.

SALMER:
Jeg ser dit kunstværk, store Gud
Guds kirkes grund alene
B√łj, o Hellig√•nd, os alle
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Det er s√• yndigt at f√łlges ad, hvor banet