M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Noget for noget
Prædiken til 18. søndag efter trinitatis
19. oktober 2003

Mark 2,14—22
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spist sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

For et par dage siden udkom der en bog som er skrevet af to teologer, to præster. Jeg har endnu ikke læst bogen, men i en omtale af den i avisen stod der at de to mener at det er på tide at lukke folkekirken og sige tak for denne gang. De mener at folkekirken er syg og ikke kan helbredes. Den er lige som et politisk parti der mister medlemmer og derfor laver et nyt partiprogram. De mener at folkekirken desperat forsøger at servicere og underholde folk i stedet for at koncentrere sig om det der er opgaven, nemlig at forkynde evangeliet.
Der er noget om snakken, de leverer en mængde eksempler. F.eks. at en præst direkte har skrevet og sagt at han ikke tror på Gud, eller at en menighedsrådsformand stolt fortæller at man ikke behøver at tro på Gud eller gå i kirke for at sidde i menighedsrådet, eller når nogle mennesker bruger kirken som kulisse for deres dåbsfest, deres konfirmation eller bryllup. Min kollega var ude for ved en højmesse at der var et meget muntert dåbsfølge hvor storebroderen til dåbsbarnet, en lille dreng af terrorist—typen, løb op og ned ad midtergangen og forstyrrede prædikenen temmelig meget. Da kollegaen venligt bad ham om at skrue lidt ned, stillede drengen sig op i midtergangen med hænderne i siden og sagde: ”Det er altså vores barnedåb”.
Skulle de to teologer få ret, de giver folkekirken 12 år mere, men så er det slut, så er jeg ikke i tvivl om at så vil nogle mennesker, måske ikke mange, men dog en del, hurtigt finde ud af at være kirke på en anden måde. Man kan sagtens holde gudstjeneste i en stue, eller i en kælder, eller i en garage, og man kan også sagtens finde ud af at synge uden bistand af et stort orgel og et dygtigt kor, og man behøver jo heller ikke være mange for at holde gudstjeneste. Jesus nævner selv minimum når han siger: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matth 18,20)”.
Det kan godt være at folkekirken kan lukke ned, den kan vel lige som så meget andet privatiseres og drives af nogle driftige folk i service— og underholdningsbranchen, men kirken, Jesu Kristi kirke, den ene, hellige, apostolske og universelle kirke, dén skal nok overleve, det har den da gjort indtil denne dag, også under langt vanskeligere forhold end vi kan forestille os. Det kan vi læse om i kirkehistorien.
Og hvorfor er det nu så vigtigt at kirken overlever, at den er der? Hvad er det der er så vigtigt? Svaret er at kirken har et ord, Guds ord, og den har nogle evangelieord som ikke kan høres andre steder. Jesus har f.eks. sagt ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matth 5,44), dét kan man ikke høre nogen andre steder i verden, det kan ingen ved sine fulde fem selv finde på at sige. Eller: ”I kan ikke tjene både Gud og mammon”. Det siges ingen andre steder end hér. Den uhæmmede kapitalisme og de frie og tøjlesløse markedskræfter er i dag normalen i verden. Før socialismen faldt sammen var der dog hér et modstykke til kapitalismen, men nu er kapitalismen næsten enerådende. Det er dog godt at der stadig er ét sted, nemlig her i kirken, hvor vi stakkels mennesker der er viklet ind i og lever med mammon kan høre et andet ord. Og også i evangeliet til i dag de stærke ord: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”. Vi kender dette udtryk så godt, det er nok et af de Jesus—ord som er mest kendt, og deri ligger en fare at vi let hører ordene overfladisk. Men det er jo et stærkt og nødvendigt alternativ til den almindelige tankegang.
Jesus har en anden gang fortalt hvad ’næste’ er for en størrelse, at det altså ikke bare er éns nærmeste familiemedlem eller slægtning eller landsmand. I lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner vender Jesus endda ordet ’næste’ en ekstra gang i luften sådan, at næste er noget man bliver kaldet til at være for et andet menneske der er i nød.
Der er jo mange måder at leve på, ikke alene personligt, men også i fællesskab, politisk. Nogle lever efter devisen: enhver klarer sit. Nogle mennesker og lande er mere storsindede og vil godt give lidt af deres overskud, men der er vist ingen lande som endnu er kommet op på et gammelt mål om at give 1% til de fattigste lande, ikke engang vores gamle Danmark.
For øjeblikket må vi trækkes med et slogan der hedder ’noget—for—noget’. Sådan er den politiske virkelighed, det er vores fælles samfunds virkelighed, og vi har jo kun os selv at takke for at det er sådan. Men vi må dog være glade for at vi stadig har kirken til at sige noget andet. Hvor ellers bliver denne handels— og mammonmoral modsagt?, denne kræmmer—moral som trives fint på Hjallerup Marked og på de internationale aktiebørser. ’Noget—for—noget’ – dette slogan må være skabt af mennesker der ikke har hørt det største og det første bud i livsloven: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Vi har fået livet gratis, Gud Herren stillede sig dog ikke op før skabelsen og sagde ’noget—for—noget’. Og i den fortsatte skabelse lever vi dog også af Guds nåde, på latin hedder det ’gratis’; hver eneste dag vågner vi op i et trygt land uden oversvømmelser og jordskælv og hungersnød. Der er dog ingen der i vort basale liv har stillet os over for dette krav: noget—for—noget. Vi er så jublende heldige at have fået dette land, dette slaraffenland med trygge og gode forhold, hvor vi ikke er plaget af angrebskrig og besættelse eller uoverskuelige sygdomme, vi har fået det uden at skulle stille med noget for noget. Og ’noget—for—noget’—mentaliteten passer heller ikke med det bud som ifølge Jesus står lige med dét: ”Du skal elske din næste som dig selv”. I lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner stillede han sig dog ikke op over for den stakkels mand der var i nød og sagde: Må jeg se dit sygesikringsbevis, har du overhovedet arbejdstilladelse i det her område, har du visum med garanti for 50.000 kr. på din konto for at være i dette land? Tværtimod: Jesus fortæller lignelsen sådan at han der hjalp, han der blev udnævnt til at være næste for manden i nød, at han endog ud over sin øjeblikkelige hjælp betalte for den nødstedte mands ophold på en kro.
Der er grundlæggende her i livet to forskellige måder at leve på, at se livet på, at tro på og at håbe på. Den ene måde er mammonprincippet, kræmmer—mentaliteten, ’noget—for—noget’. I den verden er alt til salg, selv hæderlighed og almindelig menneskelig anstændighed, der er intet helligt, man kan fifle med selv de dybeste grundmenneskelige værdier. Den anden måde er ’gratis—princippet’, vi har fået livet gratis, af nåde, af Guds nåde, vi har fået en verden, en jord med smukke stjerner omkring, med rent livgivende vand, med marker og brød og vin, uden at skulle yde noget først. Blev du spurgt om noget adgangsbevis ved din fødsel?
Jeg har lyst til at vende dette kræmmerslogan ’noget—for—noget’ om, så det vender udad, så det skaber mere og nyt, så det befordrer et mere menneskeligt og guddommeligt samfund. Noget—for—noget kunne vende sådan: vi har fået noget, derfor må vi give noget. Vi har fået livet, derfor skal vi gøre alt for at give liv, at bevare liv, at agte og beskytte liv. Vi har i dette land fået over gennemsnittet i verden, vi er et blandt verdens rigeste og lykkeligste lande, derfor må vi give så meget mere til dem der ikke har været så heldige som os, noget for noget!
I evangeliet til i dag stiller Jesus et spørgsmål til forsamlingen af farisæere. Jeg må lige minde om at denne betegnelse, ’farisæere’, på Jesu tid betegnede en gruppe jøder som var meget ordentlige og lovtro, nogle ’strammere’ som holdt sig langt på afstand af slappere inden for folket og ugudelige fremmede. Selve ordet farisæer betyder ’afsondret’. I dag har vi ikke denne gruppering, farisæere, men skulle vi oversætte det til moderne dansk, ville det nok blive noget i retning af Dansk Folkeparti med lidt Venstre på sidelinien. Vi kan jo selv svare på det spørgsmål Jesus stiller: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”. Der er mange svar på det spørgsmål, og enhver kan jo bare selv svare, men jeg mener at Kristus er mere nødvendig end nogen sinde før som et korrektiv til den mammonfiksering og kræmmermentalitet som vi alle er ofre for. Jesus Kristus er søn af Gud, det er kendt, vi siger det hver søndag i trosbekendelsen. Han er en nødvendig og lille irriterende stemme som holder os fast på det største og første bud, ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”, og han holder os også fast på det andet og lige så vigtige bud, ”Du skal elske din næste som dig selv”.
Det er godt vi har kirken.

SALMER:
Jeg ser dit kunstværk, store Gud
Som markens blomst henvisner fage
Om salighed og glæde
Hvad mener I om Kristus
Som korn fra mange marker
Flammerne er mange, lyset er ét