M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Den kostbare nåde
Prædiken til 20. søndag efter trinitatis
17. oktober 1999

Matt 22,1—14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: "Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt."

Jesus fortalte lignelser, altså historier, for at få mennesker til at forstå noget. Den lignelse vi lige har hørt, fortalte han for at få mennesker til at forstå noget om Himmeriget. Matthæus siger altid “Himmeriget”, og de andre evangelister siger altid “Guds Rige”, men det er det samme de taler om. De taler alle om Guds herredømme, altså sådan som der er der hvor Gud har magten og hvor Guds kærlighed råder.
For at forstå lignelsen behøver man ikke være særlig snedig, for den taler sit eget tydelige sprog. Men hvis denne lignelse skal ligne noget for os i dag, så vi ikke bare nøjes med at høre den som en god historie, så må vi prøve at se på hvad det er, Jesus vil fremhæve. Og her synes jeg der er to ting som trænger sig på, nemlig fællesskabet og påklædningen.
Først dét med fællesskabet: først bliver indbydelsen om at være med til festen sendt til nogle der ikke vil være med. De ville kun være med til det de nu engang selv bestemte: deres eget arbejde, deres egen business, deres egen forretning. Så blev indbydelsen i næste omgang givet til alle som tjenerne traf på, både onde og gode, som der står. Hovedsagen var altså ikke om disse mennesker var onde eller gode, men om de sagde ja til invitationen. Men vi må gå lidt videre, for det var ikke nok bare at sige ja til invitationen, det havde de første jo også gjort længe før de blev kaldt sammen til festen. Dengang var det sådan at først blev der givet en invitation til et bryllup, måske blev der blot sagt ’til sommer’ eller ’efter høsten’, og så kunne man sige ja — og så, når alt var parat, blev man kaldt til fest med ret kort varsel. Så det var altså ikke nok at de havde sagt ja til at være med til festen, for de kom jo ikke da det endelig blev alvor med den fest. Det er altså det der tæller: om man virkelig er med til festen. Sådan er det jo med alle fester eller samvær, det kender vi selv: somme tider er der én der siger: jeg har længe tænkt på at ringe til dig eller at besøge dig, så kan man da sige: det var pænt af dig at tænke på mig. Men det havde vel egentlig været bedre om vedkommende havde ringet eller var kommet. Præster og andre kirkeligt ansatte hører ofte nogle sige udenfor: jeg vil egentlig så gerne komme i kirke, jeg kan så godt lide at gå i kirke, men hvis de ikke kommer, så kan det jo være lige meget med den slags ord. De er mest til eget brug.
Sådan er det med fællesskabet i Guds Rige: det kan kun måles på én ting, nemlig om man så også er med. Og i det fællesskab kan alle være med, så vi skal passe på ikke for hurtigt at sætte skel når vi møder mennesker. Alle kan være med i Guds fællesskab.
Det var det ene, dét med fællesskabet. Det andet drejer sig om påklædningen. Der var en som blev smidt ud fordi han ikke havde festklædning på. Han havde sagt ja til invitationen, han var også mødt op til festen, han var med!, men han ville alligevel kun være med på sine egne betingelser. Han mente at han var ’god nok, som han var’. Men ... at komme til kongesønnens bryllup er ikke en hverdagsbegivenhed. Man bliver en anden når man går ind i dén festsal. Man bliver en ophøjet gæst. Det var det manden ikke ville være. Han ville bare være sig selv. Han ville godt have maden og vinen og musikken og underholdningen, alt det der var gratis, bare at han kunne leve videre på sin egen måde.
’Gratis’ er et låneord vi har fra latin, hvor det betyder ’nåde’. Guds gaver er virkelig gratis, Guds nåde koster intet, det kan vi også se af at Guds sol og regn falder over alle, både onde og gode. Men ud over at Guds gaver er gratis, så er det vigtigt at holde fast på at det er Guds gaver. Hvis man tager med på en gratis busrejse til Tyskland og nyder turen, maden, vinen, kaffen, så er der jo ingen der forlanger at man gør mere, for på en sådan tur er gaverne ikke Guds gaver, men gaver fra et firma eller et business—foretagende hvor de nøje har udregnet, hvad der kan betale sig: firmaet sælger nogle varmetæpper eller køkkenskåle eller massage—apparater, og busselskabet har en aftale med det tyske supermarked om at hele bussen køber ind lige netop dér. Det går sagtens rundt på almindelige kapitalistiske betingelser: noget for noget. Det der ser ud til at være gratis, altså nåde, betaler passagererne selv på en underfundig eller skjult måde. Der er jo ingen busselskaber ved deres fulde fem der kunne finde på at tilbyde en tur til Tyskland gratis eller for 1 kr., hvis de ikke tjente penge på det, det siger sig selv. Derfor kan man også roligt komme, deltage, og gå igen, uden at det ændrer noget. Man kan være sig selv, man kan være i fred. Alt det gratis er billigt, man kunne bruge det gamle udtryk ’den billige nåde’.
Så er der der anden nåde, den anden slags ’gratis’, nemlig Guds nåde. Den er ikke billig. Jeg vil ikke bruge betegnelsen ’den dyre nåde’, for så tænker vi igen på penge og fortjeneste, når vi siger noget med at den er ’dyr’, men jeg vil kalde den ’den kostbare nåde’. Den er rigtig gratis, der er ingen bagtanker, der er ingen profit—udregning i den, den er en gave. Men altså: fra Gud! Den inddrager os i en virkelighed som er helt anderledes, den giver os et bedre liv end det der kun er vort eget. Ved dén fest slynger man ikke bare den gode vin ned i halsen for at blive fuld på en billig måde, men her kan man smage på vinen og glæde sig sammen med de andre over den kostelige drik.
Jeg synes der er noget i dette med påklædningen der rammer lige ned midt i vores folkekirke, hvor ganske mange vil have sig frabedt at blive forandret. Man vil godt være med, man vil godt have den billige ’gratis—tur’ med selskabet, bare man selv kan vælge hvad man vil ’købe’, f.eks. barnedåbsfesten, konfirmationen, brylluppet for fuld udblæsning og til sidst (hvor man dog selv er passiv deltager), begravelsen.
Jesus siger i denne lignelse noget om Guds nåde, den kostbare nåde som uden begrænsning går ud til onde og gode, også til dem der befinder sig helt derude ’hvor vejene ender’. Alt er åbent, alt er gratis, uden bagtanker, uden indskrænkning, kom som du er! Men netop fordi det er Guds nåde vi taler om, så lader denne nåde, denne gratis—gave os ikke være i fred. Den inddrager os i et liv, en virkelighed, der er bedre end den der kun er vores egen. Den inddrager os i Gudsrigets glæde, i lignelsen hedder det kongesønnens bryllup, og lader os ikke blot tilbage efter festen, efter ’gratis—turen’, i præcis samme situation som vi var i før: alene, på egen regning og risiko.
Dét Jesus vil have tilhørerne dengang og os i dag til at forstå, er at alle uden undtagelse er indbudte, men at vi altså ikke kan få alt på vore egne betingelser, vi må gå ind under Guds kostbare gratis—virkelighed: at være udvalgt.
Kongesønnens bryllup, Gudsrigets fest, er ikke en ’hverdags—begivenhed’, hvor man kan daske indenfor hvis man ikke har andet at tage sig til og gå igen uden konsekvenser. Dét Jesus i virkelig—heden taler om, er vort liv. Storm P., den store danske tegner og humorist, sagde engang: Livet er en cirkus, man kommer ind, løber lidt rundt, bukker, og går ud igen. Men det er for lidt! Vort liv nu er fuldstændig gratis, vi får det af Gud, men det inddrager os i giverens, i indbyderens kostbare virkelighed hvor vi får del i meget mere end vi selv kan skabe og udtænke og tage ansvar for.
Vi er indbudte til at være udvalgte, det er ikke så lidt, vi bliver tilbudt Guds Rige!

SALMER:
O dejlige land
Den store mester kommer
Gud Helligånd, vor igenføder
Midt iblandt os er Guds rige
Nu står der skum fra bølgetop
Fred til bod for bittert savn