M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Magt — oppefra eller nedefra
Prædiken til Skt. Stefans dag - 2. juledag
26. december 2004

Matt 23,34—39
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: Â"Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.
Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!Â"

Glædelig jul â€" det er det første der skal siges. I gĂĄr begyndte julen, Juledag, Kristi fødselsdag. Og sĂĄ er vi kommet til Anden juledag eller som den rettelig hedder: Sankt Stefans dag.
Sankt Stefans dag er vist nok kirkens første helligdag ud over søndagen. Stefanus var kirkens første martyr, og man har helligholdt dagen lige siden han blev slĂĄet ihjel. Det er en grum historie at fĂĄ lige oven i det dejlige juleevangelium i gĂĄr. Men … pĂĄ et eller andet tidspunkt mĂĄ vi have martyriets virkelighed ind i Jesu historie â€" vi kunne godt vente nogle dage eller uger, eller mĂĄske helt til Langfredag. Men vi kan lige sĂĄ godt med det samme fĂĄ det til at stĂĄ helt klart at med Jesu Kristi fødsel, altsĂĄ med Guds egen korporlige indtræden i den gamle verden, er der kastet en brand ind i verden.
Der er nemlig to slags jul: nissejul og englejul. Nissejulen er forbi, men englejulen er lige begyndt. Nissejulen er også jul, men den er uden konsekvenser, harmløs, uden følgevirkning. Nisser er nemlig ikke virkelige, de eksisterer ikke. Men englejulen har indhold og betydning og er bestemt ikke harmløs.
Julens evangelium om en ny magt, en bevægelse nedefra i modsætning til magten ovenfra—og—ned — dette evangelium medførte jo ikke at fra nu af var al verdens magt, ovenfra—og—ned—magten, afskaffet eller udryddet. Det havde nu ellers været dejligt hvis vi efter at have hørt englesangen Ӯre være Gud i det højeste og pĂĄ jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” kunne have lænet os tilbage i stolen og draget et lettelsens suk: Ah, det var sĂĄ dĂ©t. Nu er al den gamle verdens magt udryddet, freden er kommet til verden, nu hersker der glæde og fred overalt.
Jeg tror snarere vi mĂĄ beskrive det pĂĄ den mĂĄde, at før Guds korporlige indtræden i vores historie ved Jesu fødsel i Betlehem, herskede denne verdens magt stort set uimodsagt. SmĂĄ mennesker har selvfølgelig altid gĂĄet og drømt om at verden kunne se anderledes ud, de undertrykte har gĂĄet og fantaseret om at det kunne være dejligt ikke at være undertrykt, slaver har gĂĄet og drømt om at være frie. Men det er blevet ved disse ønsker og drømme, for der var jo ikke noget der ændrede sig. Ganske vist har man her og der i historien forsøgt et oprør, men det er hurtig blevet slĂĄet ned â€" og sĂĄ lignede verden sig selv i de næste hundrede ĂĄr. Den gamle verdens magt har altid været solid og træg.
Med Guds korporlige indtræden i vores menneskelige historie ved Jesu fødsel er en modmagt blevet synlig, en magt nedefra â€" ikke en jævnbyrdig modmagt som en magt lige sĂĄ stærk som den gamle verdens magt, men en modmagt som er uhyre spinkel og … jeg havde nær sagt svag, men det er den ikke, den er sĂĄrbar. Spinkel og sĂĄrbar. Kristne har lige siden de første apostles dage ofte ønsket sig at Gud lige ville sende et par hærskarer og i et snuptag udrydde de fjendtlige hære. Jesus var selv ude for denne fristelse i ørkenen hvor han hørte den djævelske stemme friste ham til at kaste sig ned fra templets tinde, for sĂĄ ville Gud straks sende sin engleskare for at frelse ham. Jesus selv afviste denne fristelse hver gang han kom ud for den. Hvis Guds magt som en mod—magt — en magt nedefra—og—op — over for denne verdens oppefra—og—ned—magt, var en jævnbyrdig modstander, en ligeværdig modstander, sĂĄ ville de to magter kunne stĂĄ over for hinanden og kæmpe. Der er bare i denne tænkte model den konsekvens at sĂĄ ville ogsĂĄ midlerne i kampen, vĂĄbnene, ligne hinanden. Det ville være at gĂĄ ind i kampen pĂĄ fjendens betingelser, pĂĄ denne verdens magt—model, at lade fjenden ’sætte dagsordenen’. Vi kender denne mekanisme fra vores egen nutidige verden: nĂĄr USA og England og i al beskedenhed vort eget lille Danmark gĂĄr ind i Irak, i en krig som nu pĂĄstĂĄs at være ovre, sĂĄ kan de kalde det alt muligt: forebyggende angreb, en fredsbevarende operation eller en fredsskabende mission eller andre smukke betegnelser, men det er altsĂĄ med de samme midler som de andre bruger, nemlig vĂĄben. NĂĄr der i danske aviser omtales noget fra Israel og Palæstina, fra Ramallah eller Betlehem, sĂĄ kaldes de israelske soldater altid ’skarpskytter’, og de palæstinensiske kaldes ’snigskytter’. UansĂ©t hvem vi sympatiserer med, sĂĄ kan man ikke pĂĄstĂĄ at der er forskel: begge parter bruger denne verdens magt: vĂĄben, ødelæggelse, undertrykkelse.
Den mod—magt der blev synlig med Jesu fødsel er ikke en jævnbyrdig modstander til den gamle oppefra—ned—magt. Det er en mod—magt, men den kan aldrig gĂĄ ind pĂĄ den gamle verdensmagts betingelser. Man kan let tage fejl og tro at det dermed er en svag magt, men det er ikke en rigtig beskrivelse af denne mod—magt. Den er uhyre stærk, den er udholdende, den er ikke til at udrydde â€" men den er spinkel og sĂĄrbar.
Det er vigtigt at vi fĂĄr denne ulighed slĂĄet fast og fastholdt med det samme efter Jesu fødsel, i forlængelse af julen. For ellers er det ikke til at forstĂĄ hvorfor denne mod—magt, denne nye Gudsmagt, har afstedkommet sĂĄ mange martyrer, sĂĄ mange ofre. Stefanus var den første â€" men tusinder er fulgt efter!
Og vi må jo nok spørge: Hvorfor dog? Om Stefanus står der: ”Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket”. Det må da være noget godt, store undere og tegn, hvad galt skulle der være i dét? Og han talte tilmed med ”visdom og ånd”, sådan står der. Hvad er det dog der er så galt? Og … hvis det endelig skulle være galt, så kunne de jo blot ignorere ham, grine ad ham, lægge ham på is, evt. give ham en bøde for gadeuorden. Men at stene ham, slå ham ihjel?? Han må virkelig have rørt ved noget afgørende.
Og han har rørt ved noget afgørende: ved at gøre tegn og undere blandt folket har han rokket ved den bestĂĄende magt. Det er dette der ligger til grund for alle korsfæstelser og forfølgelser: de hĂĄbsfyldte og standhaftige og modige mennesker viste med deres ord og handlinger at den gamle verdensorden, den gamle magtfordeling, kunne ændres. MĂĄske ikke meget, mĂĄske blot en millimeter â€" men den kunne ændres. Hvis en mand er lam eller spedalsk, sĂĄ er han uskadelig, men hvis han bliver rask, er han ikke længere uskadelig. Hvis en slave af Paulus fĂĄr forkyndt at der er en ny verdensorden i sigte, hvor der ikke skal være forskel pĂĄ slaver og frie mennesker, sĂĄ forstĂĄr denne slave jo at slaveforholdet ikke er en evig og naturgiven ordning, men at den bygger pĂĄ magtmisbrug i denne gamle oppefra—og—ned—verden. Disse mekanismer fungerer stadig i vores moderne verden ĂĄr 2004, tydeligt i nogle arabiske lande hvor blot dette at en kvinde ønsker at tage en uddannelse eller et kørekort, eller endnu mindre: blot ikke vil gĂĄ med slør, medfører meget hĂĄrde sanktioner. Og hvorfor? â€" fordi det rokker ved det bestĂĄende magtforhold. MĂĄske blot en millimeter, et stykke klæde om hovedet, men det rokker ved magten. Og det gælder jo ogsĂĄ her i landet: et stykke klæde om hovedet, gør det noget? Ja, det gør det â€" det rokker en millimeter ved magtforholdet mellem religiøse grupperinger i dette land, og det rokker ogsĂĄ en millimeter ved det politiske system. Det er besynderligt og kortsigtet og tilfældigt hvordan den slags sager bedømmes. Blot i min levetid er der sket afgørende ændinger i samfundet og opfattelsen. Da jeg var barn, var det dog helt almindeligt pĂĄ landet i Vest—Jylland, at hvis en stor pige i familien pĂĄ 14—15 ĂĄr skulle cykle i Brugsen efter et halvt pund kaffe, sĂĄ sagde moderen helt selvfølgeligt: tag en klud om hovedet. Det var ikke fordi det var koldt, men det var fordi at sĂĄdan gjorde man. NĂĄr en pige pĂĄ cykel mødte læreren eller præsten, sĂĄ stod pigen op pĂĄ pedalerne op nejede. Og hvorfor? â€" fordi sĂĄdan gjorde man, det var rigtigt, det var ikke til diskussion, sĂĄdan var magtforholdet i samfundet.
De første kristne, f.eks. Stefanus, gjorde noget usædvanligt, de anfægtede det vedtagne mønster, den tilvante mĂĄlestok, normen, det normale, den sædvanlige magtfordeling. Ikke meget, undertiden blot ved at synge en salme i stedet for en hyldestsang til kejseren, andre gange ved noget sĂĄ selvfølgeligt som at hjælpe et nødstedt medmenneske â€" selv denne lille handling viste at de havde deres hĂĄb placeret et andet sted.
Det er det vi har: vort hĂĄb ligger i denne verden, men det er af en anden verden. SĂĄdan var det for Stefanus, sĂĄdan er det for os. Vi holder fast ved engle—julens lovsang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

SALMER:
Den yndigste rose er funden
Lov og tak og evig ære
Julebudet til dem, der bygge
Min sol, min lyst, min glæde
Venner! sagde Guds engel blidt (v.3—5)
En rose sĂĄ jeg skyde