M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Giv Gud hvad der er Guds
Prædiken til 23. søndag efter trinitatis
19.november 1995

Matt 22,15—22
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: Â"Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?Â" Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: Â"Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!Â" De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: Â"Hvis billede og indskrift er det?Â" Â"Kejserens,Â" svarede de. Da sagde han til dem: Â"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!Â" Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

I evangeliet til i dag hĂžrer vi at farisĂŠerne vil prĂžve at fange Jesus; altsĂ„ ikke sĂ„dan bogstaveligt at de ville fange ham med reb eller hĂ„ndjern, det havde jo vĂŠret ganske let, nej, som der stĂ„r: de ville fange ham ’i ord’. Og det er jo ogsĂ„ meget mere effektivt. Hvis man kan fange nogen i ord, altsĂ„ fĂ„ dem til at gĂ„ i fĂŠlden og selv sige det forkerte, sĂ„ gĂ„r resten af sig selv. SĂ„ er de fĂŠrdige, sĂ„ kan man gĂ„ til domstolene eller pressen, og folkesnakken vil gĂžre resten. Det kender vi fra os selv: hvis man kan fange en minister eller en anden fremtrĂŠdende person i ord, sĂ„ er resten let, sĂ„ er resten bare oprydningsarbejde.
Og sÄ stiller de Jesus over for det smarte spÞrgsmÄl: "Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?". Nu har de en chance for at fÄ Jesus til at afslÞre sig selv og bringe sig selv i fedtefadet. Hvis han gÄr med til at man skal betale skat til kejseren, sÄ vil det jo vÊre en anerkendelse af kejseren, og hvad er sÄ alle hans ord vÊrd, alle ordene om Guds Rige og Gud som folkets Þverste konge? Og hvis han nÊgter at betale skat, sÄ kan man melde ham til den romerske besÊttelsesmagt, for alle i Romerriget dengang skulle betale en denar, altsÄ en daglÞn, i skat en gang om Äret.
Jesus siger: "Vis mig skattens mÞnt". Jesus mÄ ogsÄ have kendt pengene, han skulle jo ogsÄ kÞbe noget for at leve, og det kan endda vÊre at Jesus ogsÄ selv havde nogle mÞnter i lommen. Men, det er altsÄ spÞrgerne selv der gÄr rundt med problemet i lommen, og da han spÞrger om hvad der er pÄ mÞnten, sÄ er det dem selv der svarer. Jesus fÄr dem selv til at sige det som de ville narre ham til at sige. Og sÄ er det Jesus siger de forlÞsende ord: SÄ giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er!
Det er et flot svar Jesus giver, og man kan da ogsÄ se pÄ farisÊernes reaktion at de ikke rigtig kunne svare igen pÄ dét: de undrede sig og gik deres vej.
De havde en lille fordel frem for os, for de var jĂžder, og derfor forstod de mĂ„ske hurtigere end vi ville gĂžre, hvad det var Jesus sagde. Vi mĂ„ nok have det klippet lidt tydeligere ud: De skulle give kejseren dĂ©t der var hans — nemlig dĂ©t der bar hans billede. Kejserens billede var pĂ„ pengene. Og sĂ„ skulle de give Gud det der var hans — nemlig dĂ©t der bar hans billede. De forstod det med det samme, men vi ikke—jĂžder der ikke kender vores Bibel sĂ„ godt som de gamle jĂžder, vi skal lige have en chance for at slĂ„ op i 1.Mosebog, i allerfĂžrste kapitel, hvor der stĂ„r at Gud skabte mennesket i sit billede. Vi mennesker er altsĂ„ skabt i Guds billede, vi bĂŠrer Guds billede som de mennesker vi er. MĂžnten bĂŠrer altsĂ„ kejserens billede og tilhĂžrer derfor ham; men mennesket bĂŠrer Guds billede og tilhĂžrer derfor Gud.
Det ene, dette med at give kejseren hvad der bĂŠrer hans billede, pengene, det er hurtigt klaret. Man skal betale skat, selvfĂžlgelig skal man det. Vi er ikke eneboere pĂ„ en Ăžde Ăž, vi er fĂŠllesskabsmennesker, vi lever sammen i samfund, i lande, i folk, i stater, og derfor mĂ„ vi selvfĂžlgelig alle bidrage solidarisk til samfundet. SĂ„dan har det altid vĂŠret, selv i de mest primitive samfund, sĂ„dan var det dengang i PalĂŠstina og andre samfund, og sĂ„dan er det i dag. Vi skal alle som samfundsmennesker bidrage til det fĂŠlles, til samfundet — det er der i og for sig ingen problemer i.
Men ... sÄ er der det andet: dette med at give Gud hvad der bÊrer Guds billede. Her siger Jesus noget om hvad der er vigtigt i vort liv, og hvad der er underordnet. Dette med at give kejseren hvad kejserens er, der er hurtigt klaret, det er underordnet noget meget mere vigtigt, nemlig at give Gud hvad der bÊrer hans billede. At betale skat til kejseren blev klaret ved én gang om Äret at betale en daglÞn, sÄ var dét overstÄet. Men ... hvordan give Gud hvad der tilhÞrer Gud? Hvad betyder det egentlig?
Hvad betyder det egentlig i dag,dette med at give sig selv, mennesket, til Gud. Er den tanke stadig levende i vores samfund, at man kan give sit liv til Gud. Dette med at give kejseren, eller Dronningen (og altsĂ„ den danske stat), skattevĂŠsenet, forretningerne, forsikringsselskaberne, hvad der bĂŠrer deres billede eller logo, det kender vi sĂ„ godt, og det finder vi fint ud af hver dag allesammen. Denne lette og hurtige del af Jesu svar til farisĂŠerne klarer vi — vi lever i en fin og hurtig udveksling med alt kejserligt og kongeligt og statsligt og Ăžkonomisk.
Men hvad med den anden del, dette at give Guds, hvad der tilhÞrer Gud? Hvordan gÄr det med dét? Og ... lad mig lige fÞje til: hvis dette endda er vigtigere end det fÞrste? Hvor megen opmÊrksomhed bruger vi egentlig pÄ at give Gud hvad der er Guds?
Det kan vÊre at nogle nu synes jeg stiller for store krav eller kommer for tÊt pÄ. Men ... nÄr vi nu bruger sÄ megen opmÊrksomhed pÄ at klare den fÞrste del, dette med kejseren, sÄ kunne man vel egentlig ogsÄ forvente at vi brugte nogen opmÊrksomhed pÄ den anden del, dette med Gud.
Lad os lige helt realistisk se pĂ„ hvor stor opmĂŠrksomhed, vi bruger pĂ„ dĂ©t der tilhĂžrer kejseren, altsĂ„ pengene. Der er nogle ganske fĂ„ mennesker i vores samfund som ikke behĂžver at tĂŠnke pĂ„ den slags, nemlig de meget hĂžjtstĂ„ende ministre og EU—kommisĂŠrer som vist aldrig behĂžver at have penge med eller tĂŠnke pĂ„ dĂ©n slags. Alt er betalt, hotelvĂŠrelset er bestilt og betalt, middagen er pĂ„ vĂŠrtens regning, der er gaver og betĂŠnksomheder som man kan tage med hjem. De har et hĂ„rdt arbejde, sĂ„ det er dem vel undt. Og alle de kongelige og hĂžjtstĂ„ende personer som i gĂ„r var med til prinsebrylluppet pĂ„ Frederiksborg Slot — vi sĂ„ ikke en eneste af dem stĂ„ og bakse med penge og fĂ„ byttepenge tilbage. De steg ind og ud af flotte biler, de spiste middag, men det dĂ©r med penge blev slet ikke nĂŠvnt. Jeg tror ikke engang de alle havde deres pung med. SĂ„dan skal dĂ©t vĂŠre nĂ„r der er kongelig fest. Men alle vi andre almindelige borgere mĂ„ egentlig bruge ret megen opmĂŠrksomhed pĂ„ det der med penge. Enhver kan jo selv prĂžve at gĂžre op hvor megen opmĂŠrksomhed der skal til bare for at fĂ„ det hele til at fungere. Og sĂ„ er der de millioner af danskere der tilmed bruger opmĂŠrksomhed pĂ„ at gĂžre mere, nemlig ved frivilligt at spille og tippe og lotto'e og skrabe og sende ind og krydse af og dreje lykkehjul, altsĂ„ en helt frivillig indsats og opmĂŠrksomhed pĂ„ pengene som ikke nogen kejser eller dronning eller skattevĂŠsen krĂŠver af dem. Det er slet ikke sĂ„ lidt opmĂŠrksomhed vi bruger pĂ„ denne 'kejser—magt', altsĂ„ pengenes del.
Og hvad bruger vi sĂ„ af opmĂŠrksomhed pĂ„ den anden del, Guds del? Vi er skabt i Guds billede sĂ„ ingen af os kan holde sig udenfor og sige: bland mig udenom — jeg er kun skabt til at tage mig af det der tilhĂžrer kejseren, dĂ©t der bĂŠrer kejserens billede. Vi er som mennesker nogle meget vĂŠrdifulde skabninger som skal mere i dette liv end at klare skatten og de daglige udgifter.
Hvis vi slap om ved dette med at give kejseren hvad der tilhĂžrer kejseren, som de gjorde pĂ„ Jesu tid: nemlig ved at betale en daglĂžn Ă©n gang om Ă„ret,sĂ„ kunne man jo sige: fifty—fifty, sĂ„ ordner vi ogsĂ„ den anden del Ă©n gang om Ă„ret, et bryllup, en barnedĂ„b, en konfirmation, en begravelse, eller til gudstjeneste juleaften, sĂ„ er dĂ©t klaret. Men hvis vi i dag skal tage Guds del lige sĂ„ alvorligt, altsĂ„ bare fifty—fifty, sĂ„ skal vi jo beskĂŠftige os med Guds del hver dag. Vi beskĂŠftiger os med kejserens del, pengene, hver dag, mange gange om dagen, sĂ„ hvis der skal vĂŠre bare en smule ligelighed, sĂ„ skulle vi jo ogsĂ„ beskĂŠftige os med Guds del hver dag. Og dette er endda kun hvis vi synes, de to dele vejer lige meget! Hvis nu Guds del endda vejer mere, ja er altafgĂžrende for os som mennesker og vort liv, sĂ„ skulle vi fĂ„ dette med Guds del til at hĂŠnge sammen med hele vort liv og med vort dagligliv, som noget selvfĂžlgeligt.
Jeg har altid prÞvet at lÊre konfirmanderne her ved kirken noget om at hvis de vil holde fast ved at de er dÞbt og har et liv sammen med Gud, sÄ er der sÄ mange mÄder at give dette udtryk pÄ. Men et minimum kunne vÊre at man daglig gjorde tre ting: hver dag bad et Fadervor, hver dag gjorde et korstegn, og hver dag bad en bordbÞn, mÄske bare inde i sig selv, hvor man sagde tak for maden og livet og alt det andet som er sÄ selvfÞlgeligt for os som mennesker i dette dejlige land.
PÄ den mÄde kunne man hver dag give Gud hvad der tilhÞrer Gud, nemlig vore liv i glÊde og sorg, i fest og hverdag, i bÞn og taknemlighed.

SALMER:
Dybt hĂŠlder Ă„ret i sin gang
Den nÄde, som vor Gud har gjort
Nu bede vi den HelligÄnd
Skabt i Guds billede *)
Herren strĂŠkker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
Fred til bod for bittert savn

*)
mel.: Himlene, Herre, fortĂŠlle din ĂŠre

1. Skabt i Guds billede bli’r du selv skaber,
skaber af livet, af mening og mod,
skaber i kampen, sÄ mismodet taber,
skaber med Änd og med hÄnd og med blod.

2. Skabt i Guds billede bli’r du selv dommer,
dommer for hvad der er godt eller ondt,
dommer i nu`et og tiden, der kommer,
dommer for hvad der er ĂŠgte og sundt.

3. Skabt i Guds billede bli’r du selv giver,
giver af gerning, af brĂžd og af vand,
giver af gaver, som vokser og bliver,
giver af alt, hvad du vover og kan.

4. Skabt i Guds billede bli’r du selv stemme,
stemme for fÊllesskab, varme og hÄb,
stemme for Ordet, som ingen kan glemme,
stemme for frelsen, vi fik i vor dÄb.
Frederik Hjerrild 1994