M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Frelse af Guds nåde, og: dom efter gerningerne
Prædiken til Sidste søndag i kirkeåret
20. november 2005

Matt 25,31—46
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: "Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv."

I mange af de gamle kirker både i øst og vest, f.eks. i Rom, har man i korrundingen bag alteret, i apsis, en mosaik eller en fresco som forestiller den store verdensdom: I midten sidder Kristus på sin trone som den gode hyrde og skiller fårene fra bukkene.
Der er jo aldrig nogen der har set hvordan denne domsscene i virkeligheden ser ud, for det er en situation vi har til gode, det er noget der ligger foran os, så — hvor har man egentlig dette billede fra? Det har vi fra Jesus, det er ham der har opfundet motivet. Jesus prøvede på mange forskellige måder at vise og forklare mennesker hvordan de skulle leve som Guds børn, som borgere i Guds Rige: han sagde det direkte, han forklarede det, og han viste det i praksis.
Jesus tegner et billede for disciplene af hvad der i sidste ende betyder noget, han viser dem altså noget om konsekvenserne af at leve. Det er kun et billede, og lad os være glade for det. Og om det lige kommer til at foregå på denne måde, det ved jeg ikke, men sådan som Jesus tegner billedet, sidder han altså på tronen som en dommer og skiller mennesker i to dele: de gode til den ene side og de onde til den anden side. Til dem ved den ene side siger han: Kom, I som er min faders velsignede, og til dem ved den anden side: Gå bort fra mig, I forbandede. Det er et meget tydeligt billede, det er et billede i ’sort—hvidt’. Der er ingen nuancer, ingen mellemtoner, det er enten—eller.
Jeg, og måske mange med mig?, ville have befundet mig lidt bedre ved at der havde været tre grupper: en lille gruppe yderst til den ene side, de rigtig gode, helgenerne, f.eks. Frans af Assisi eller Moder Teresa og den slags, og yderst til den anden side en lille gruppe, de virkelig onde, tyrannerne, massemorderne, storsvindlerne, og så i midten den store brede midtergruppe, alle vi midtsøgende socialdemokratisk—venstre—kristelige—radikale—centrumdemokrater, hvor vi i stor og bred fordragelighed kunne slå hinanden jovialt på skulderen og sige: ja ja, vi er jo ikke Guds bedste børn, men vi er gudskelov heller ikke de værste, det skal nok gå altsammen. Men sådan er billedet altså ikke: det er sort—hvidt, enten—eller.
Jeg tror ikke vi behøver blive skræmte af dette billede, så vi straks opgiver ævred og siger: så er jeg fortabt. Når forældre også somme tider tegner et billede for deres børn og siger: hvis du lever sådan og sådan, så ender du i fængsel, så er det jo ikke for at skræmme livet af børnene eller for at kule dem ned og tage livsmodet fra dem, men så er det for at hjælpe dem, støtte dem, frelse dem. På samme måde tror jeg også vi skal opfatte Jesu lignelser, Jesu billeder. Jesus bruger dette billede for at sige noget afgørende til disciplene om hvad det er der er vigtigt i livet og hvad det er de skal styre efter her i verden.
Nu er det sådan, det kan vi se ud af Ny Testamente, at håbet om Gudsriget giver sig udtryk i forventning, længsel, drøm, fantasi, vision, men troen giver sig udtryk i gerninger, i handlinger. De fleste steder i Ny Testamente optræder ’tro’ og ’håb’ som synonymer, man kan frit udskifte de to betegnelser, og det giver fuld mening, de er uadskillelige, de er som to sider af samme mønt, men når vi siger håb, er vi på forventningens område, og når vi siger tro er vi på handlingens område.
Sådan er det hele vejen igennem i evangelierne når Jesus møder mennesker og taler om deres tro, endog deres ’store tro’. Vi husker sikkert alle tre markante begivenheder hvor Jesus taler om denne store tro: om officeren i Kapernaum der kommer angående sin syge tjener, om den kana’anæiske kvinde der kommer angående sin syge datter, og om vennerne der kommer og firer deres lamme ven ned gennem taget. (Matth 8,5—10: officeren i Kapernaum med tjeneren, Matth 15,21—28: den kana’anæiske kvinde med datteren, Mark 2,1—12: den lamme der blev firet ned gennem taget af venner). Her fremhæver Jesus deres tro, deres store tro. De havde alle et håb, altså en forventning, en længsel efter frelse i deres nød, og det håb omsatte de i handling. Og det er altså dét der af Jesus bliver betegnet som tro. Der står endda: ”da han så deres tro” — troen kan altså ses! Der står ikke et ord om at han først begyndte at spørge dem ud om trosbekendelsen, eller om de kendte deres Bibel eller katekismus, og de var jo ikke en gang kristne, det var ikke opfundet endnu.
Alle helgener, både de store og de små og os almindelige små kristne mennesker, bliver selvfølgelig bedømt på vores tro, altså den side af gudslivet som har at gøre med handling, med gerningerne. Man kunne sige: ja, hvad ellers? Hvad man måtte have af indre håb, længsel eller forventning eller religiøse følelser, så unddrager dette sig andres indsigt. Men i det øjeblik man omsætter dette håb til handling eller ord, så bliver håbet synligt og hørligt, så ser vi glimt af Gudsriget.
Og så er der en interessant mekanisme som vi endelig må have med: det var officeren, moderen og vennerne der havde den store tro, men det var tjeneren/datteren/vennen der blev helbredt! Det ser altså ud til at troen ikke blot er til eget brug, man kan tro for andre, man kan bede for andre, man kan med sin tro udvirke frelse for andre. Det er den store tro.
Det billede Jesus tegner af den store domsscene, er så enkelt at vi alle kan være med, og det er så dybt at vi ikke kan komme uden om at tage stilling til det. Jesus siger at det der er vigtigt i livet er alle de små selvfølgelige ting: at give mad til den sultne, vand til den tørstige, tøj til den der mangler, besøg til den ensomme. Og prøv at lægge mærke til hvad der ikke er med i det billede, det er ofte vigtigt hvad der ikke er med! Der er intet om deres økonomiske forhold, altså om det var rige eller fattige, der står ikke noget om deres boligforhold, deres omgangskreds, deres arbejde eller uddannelse, heller ikke om de var kloge eller dygtige eller dumme. Der er heller intet om deres religiøse tilhørsforhold, altså om de var jøder eller — jeg havde nær sagt: muslimer, men de var jo ikke opfundet dengang. Det eneste der virkelig tæller i billedet, dét som alle uden undtagelse bliver målt på, er deres gerninger, deres små gerninger.
Og så er der en ting jeg synes er tankevækkende: begge parter, både dem til venstre og dem til højre, bliver lige forundrede. De bliver lige forundrede over at det var disse små gerninger der var så afgørende i livet. Den ene side, de der har levet ret, siger: hvornår har vi dog gjort så store ting over for Herren, for kongen, for Gud selv?, de er forundrede over deres frelse og har aldrig kalkuleret med at disse små menneskelige ting var så afgørende, de har bare gjort dem! Og den anden side, de er lige så forundrede. De står måske med en hel masse de kan fremvise, en god stilling, en fin karriere, en høj indkomst, medlem af en dansk forening, og så bliver de forundrede over at det var den slags små ting der var vigtige.
Al denne tale om gerninger, om handlinger, er den ikke betænkelig? Var det ikke det Luther gjorde op med og kaldte det gerningsretfærdighed, altså at man ved at gøre alle disse gerninger kunne tro at man kunne indynde sig hos Gud og lige som sørge for sin egen frelse. Og dermed også glemme at frelsen tilhører Gud.
Jeg tror vi kan tage dette problem roligt. Hvis, altså hvis!, nu nogen skulle tro at de kunne bane sig vej frem til frelse gennem deres gerninger, hvad ville der egentlig ske ved det? Intet!, det ville jo ikke lave om på frelsens virkelighed. Og hvis endelig Gud skulle lade sig stille tilfreds med nogle gode gerninger, så er det dog Guds sag, det tror jeg godt Gud selv kan administrere. Og hvis nogle mennesker skulle gå og føle sig bedre end andre, skulle vi så ikke give dem lov til det?, det går der jo ikke noget af mig for. Og endelig tror jeg at de mennesker der nyder godt af gode handlinger her i verden, de er ret ligeglade med om disse handlinger er foretaget med den ene eller den anden begrundelse. Hvis jeg er ved at dø af tørst, så vil jeg være ret ligeglad med om den der bringer mig noget vand tilhører den ene eller den anden religion eller et andet folk eller en anden kultur. Godt er godt, det gode afslører sig selv.
Det er virkelig et evangelium det her, et godt og glædeligt budskab. Her kan vi alle være med, her er vi ikke opdelt i de lag og klasser som vi ellers er så vante til i samfundet, og vi behøver heller ikke påberåbe os at tilhøre det tavse flertal eller det højtråbende mindretal. Men vi kan nøjes med at være normale, fornuftige og rettænkende mennesker som har øje for det eneste fornødne: næsten, den vi er nærmest til at hjælpe i nøden.
Med dette billede skærer Jesus igennem mange dybsindige og teologiske diskussioner om livet og om Gud. Mennesker er af natur religiøse og søger Gud eller meningen med livet på mange forskellige og udspekulerede måder, nogle gange tror de endda at de kan få del i Gud eller evigheden eller sandheden ved at tage et stort hop ud af denne verden eller ud af forholdet til deres medmennesker. Med dette billede vil Jesus på en meget klar sort—hvid façon sige at hvis nogen søger Gud eller frelsen eller sandheden, så står han selv i vejen. Jesus er vejen til Gud. Og hvis nogen søger Jesus, så står der mennesker i vejen. Vejen til Gud er altså ikke en besværlig, indviklet vej som man skal meditere sig til eller som man skal være særlig dybsindig religiøs for at finde, men en menneskelig og direkte vej som begynder her hvor vi er, i denne verden og i dette liv og med de problemer vi nu en gang står midt i.
Det er her vejen begynder, og der er nok at tage fat på undervejs, helt jordnære og enkle ting: mennesker der er sultne og tørstige, flygtninge, fængslede, ensomme, alle nødstedte. Det er her det vigtige er, og det er her det vigtigste afgøres, nemlig forholdet til Gud. Det hele er i virkeligheden ikke så svært.

SALMER:
Rejs op dit hoved, al kristenhed!
På Jerusalem det ny
Min mund og mit hjerte
Menneske, din egen magt
Som korn fra mange marker
Herre Kristus, dig til ære