M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Bekendelse og anfægtelse
Prædiken til Julesøndag
27. december 1992

Luk 2,25—40
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
"Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel."
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges — ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge — for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

I Jerusalem levede der en gammel mand som hed Simeon. Han gik og ventede på at dø, men han havde fået at vide at han ikke skulle dø førend han havde fået Messias at se. Da han så i templet ser Jesusbarnet, tager han det i sine arme og takker Gud og siger: Så, Herre, nu kan du godt lade din tjener dø i fred for nu er dét sket som jeg havde fået lovet. Nu har jeg set din frelse.
Jesu far og mor undrer sig over at han siger dette, og så siger Simeon til Maria: Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges.
Jeg tror at forældrene har undret sig endnu mere over de sidste ord: at deres barn skal blive til fald og oprejsning og et tegn som skal modsiges. Og de må være blevet meget nervøse, for hvad var det dog for nogle dystre forudsigelser om deres lille barn.
Hvis Simeon så bare havde sagt halvdelen, at det barn vil blive til oprejsning for mange, så ville det ligne dét man altid håber for forældre, nemlig at deres børn må blive til glæde for dem og for andre og måske endda udrette noget betydningsfuldt her i verden. Men Simeon siger mere, han siger også at det barn skal blive til fald og være et tegn som vækker modsigelse.
Hvis ikke Josef og Maria havde opdaget det før, at der var noget helt specielt ved deres barn, så måtte de i hvert fald blive klar over det nu. Man kan nemlig godt forestille sig et menneske som vil blive til oprejsning for andre, og man kan også godt forestille sig et menneske der vil blive til fald for mange. Begge typer kender vi fra vores egen historie, men et menneske der er begge dele, både til fald og til oprejsning, et menneske der i sig selv er et tegn på modsigelse, det lyder af for meget. Her er vi ovre i det sprog som normalt bruges om Gud. Maria og Josef havde mange gange hørt den slags ting om Gud, for det står i Det gamle Testamente: Gud er den der oprejser og nedbøjer, Gud er den barmhjertige fader, men Gud er også den vrede dommer.
Der må være noget guddommeligt ved det barn hvis det skal blive både til oprejsning og til fald, altså rumme modsigelsen i sig selv. Vi kunne også sige: som rummer det hele, begge yderpunkter: oprejsning og ... til den anden yderlighed: fald.
Sådan er Gud, og sådan blev det barn det også. Vi skulle måske minde os selv om det en ekstra gang at Jesus er denne modsigelse. For vi har let ved at høre og se at Jesus er til oprejsning. Det er det positive, det er dét som alle kan være med på. Men Jesus er også til fald. Normalt har vi vel en forestilling om at Gud er til oprejsning, eller også er Gud ingenting til. Enten er man for, eller også er man ligeglad. Enten kan man bruge Gud til noget, eller også er man neutral.
Men hér siges der altså noget andet. Jesus er til både oprejsning og fald — mødet med ham går ikke sporløst hen over verden, og det går heller ikke sporløst hen over et menneske.
Det skyldes at Gud er frelsens Gud, og at hele verden og hele vores liv må ses ud fra et større perspektiv end mig selv. Enten snubler man over dette større perspektiv, eller også oprejses man ved det. Enten afviser man det som utopisk, som uigennemførligt, som idealistisk ønsketænkning, eller også oprejses man ved det så man begynder at tænke og handle på en ny måde.
Det var dette omfattende perspektiv, denne store målestok, som Jesus altid pegede på, både med det han sagde og det han gjorde. Når mennesker mødte Jesus, opdagede de altid at der var to veje — og kun to: den ene vej som fører til frelsen, og den anden vej som fører til fortabelsen. Der er to hold: det ene hold våger og kommer med til bryllupsfesten, det andet hold er bevidstløse og kommer ikke med.
Den ene måde at leve på fører til fald, til sammenstyrtning, så hele livet ligger knust. Det er den måde hvor man afviser den store målestok, og hvor man prøver at redde sit eget lille liv og sin egen lille fred og sin egen lille sikkerhed. Den der vil bjærge sit liv, skal miste det.
Den anden måde, den hvor man ser sit liv forbundet med hele Guds frelsesplan, og hvor man har øje for Guds store målestok, indebærer måske et uroligt og ofte byrdefuldt og smertefyldt liv, men det er dog frelsens vej.
Det lyder næsten som om vi med denne evangeliefortælling i hånden kan ordne hele verden, som om vi nu har en facitliste til at bedømme verden og mennesker efter. Men ... dette modsigelsens tegn går dybere end som så. Det går ind i hvert menneskes hjerte. Simeon sagde til Maria, Jesu mor: "ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge". Modsigelsen, spændingen mellem bekendelsen og anfægtelsen, var et sværd gennem Marias sjæl. Et liv i troen er vel netop kendetegnet ved at leve med modsigelsen, med spændingen i sin sjæl. Spændingen mellem bekendelsen og anfægtelsen — begge dele hører med. Et menneske uden bekendelse er som et skib uden ror, tilfældet bestemmer, det går blot i den retning vinden blæser. Og et liv uden anfægtelse, et liv hvor der kun er plads til bekendelsen, er ligeså halvt, og ... farligt. Et menneske der aldrig anfægtes, et menneske der aldrig kommer i tvivl, et menneske der har gjort sig færdig med at spørge og lytte og tænke om igen, et sådant menneske er utåleligt. Det er denne bekendelse uden anfægtelse der har været drivkraften for alle fanatikere, både af religiøs, men også af politisk art. Korstogene var båret af denne fanatisme, den blinde bekendelse uden anfægtelse, og vi kan iagttage samme korstogsmentalitet den dag i dag, ikke mindst på det politiske område, hvor mennesker nogle steder i verden slagter hinanden i en blind bekendelse til et program, en idé, en national stolthed som i det tidligere Jugoslavien — eller den fanatiske, nynazistiske bekendelse som kan ses stikke hovedet frem nogle steder i Tyskland og såmænd også her hos os.
Jeg tror det er vigtigt at vi giver os selv lov til at leve i denne spænding mellem bekendelsen og anfægtelsen, at vi giver os selv lov til at leve med troen og tvivlen. Mange gange har mennesker i den bedste hensigt villet leve op til et ideal om pænhed, om styrke, om renhed — hvor der ikke har været plads til anfægtelsen, til tvivlen. Jeg tror ikke der kommer noget godt ud af at stuve den ene halvdel af sin sjæl af vejen, at feje alt det ubehagelige ind under gulvtæppet. Vi har lov til, ja mere end det: vi har pligt til som kristne at leve i denne modsigelsens spænding, at leve med sværdet i sjælen.
Den gamle Simeon så i Jesus denne modsigelsesfyldte spænding, og det var nok for ham til at han kunne dø i fred. Vi har endda set mere: at Jesus virkelig var og er dette provokerende, modsigelsesfyldte tegn som man aldrig bliver færdig med, det må også være nok for os til at vi kan leve i fred med det. Det kan vi gøre — i troens anstrengelse, i håbets evindelige slid, i kærlighedens hårde arbejde.

SALMER:
Lovet være du, Jesus Krist!
Et lidet barn så lysteligt
Dit ord, o Gud, som duggen kvæger
Min sol, min lyst, min glæde
I denne søde juletid (v.6—7)
Guds engle i flok! synger liflig i kor