M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Evangeliet om Gudsriget vender udad
Prædiken til 1. søndag i advent
27. november 2005

Luk 4,16—30
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
"Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren."
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse." Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?" Han svarede dem: "I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!" Men han sagde: "Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman."
Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

I dag er det nytår i kirken, for det nye kirkeår begynder i dag den 1. søndag i advent. Det kunne man se allerede da man kom ind i kirken, for vi har hængt en adventskrans op, og det første lys er tændt, og vi har fået vores advents—alterbilleder op.
Vi kan også se på båndene på adventskransen at nu har farven skiftet til violet. Violet er den farve vi bruger både i advent og i fastetiden før påske, for violet er den farve der signalerer forberedelse og forventning.
Nu er der så gået et år mere i kirkens liv, i verdens liv og i vort eget liv. Og vi skal så i gang med at høre evangelieteksterne ifølge 2. tekstrække. Vi har jo to tekstrækker, og dem skifter vi mellem år for år. Det er egentlig underligt at vi i kirken finder os i at skulle høre de samme evangelietekster igen og igen. Nu har vi hørt dem, vi kender dem, vi har forstået dem, skal der ikke snart nye boller på suppen, nogle nye tekster?
Disse gamle bibeltekster er de samme år efter år, men der er noget der ikke er det samme år efter år, det er os. Vi forandrer os, vi vokser, vi bliver ældre, vores situation ændrer sig hele tiden. Og verden ændrer sig, problemerne ændrer sig. Og dette med de samme tekster er ingen nyhed: sådan var det også for Jesus. I evangeliet til i dag hører vi at Jesus kommer til sin hjemby, Nazaret, og på helligdagen går han hen i synagogen, og så rækker de ham en bogrulle og beder ham læse op. Det var ikke en ny bogrulle, det var ikke en ny tekst, det var biblen, det gamle testamente som de havde hørt så mange gange før. Så står der: ”Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren, satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham”. Hvad mon de egentlig ventede på? hvorfor så de spændt på Jesus? Jo, de ventede på det han ville sige til dem. Sådan gjorde Jesus altid: han tog noget gammelt og brugte det til at sige noget nyt.
Og det er det samme vi gør her i kirken, vi tager de gamle kendte bibeltekster og bruger dem til at sige noget nyt i dag. Og så sker der noget. Jesus læste de gamle ord fra Esajas op, og så sagde han: ”I dag er det skriftord I lige har hørt gået i opfyldelse”, og det var menigheden tilfreds med, de gav ham deres bifald og glædede sig over de dejlige ord: godt budskab til fattige, frigivelse for fangne mennesker, syn til blinde, frihed til undertrykte. De har siddet og hygget sig over denne prædikant, Jesus " dét har han ret i: vi er fattige, fordi romerne udplyndrer os, vi er i fangenskab, vi er blinde, vi er undertrykte. Endelig én der forstår os og kan forstå vores elendige situation. Men så går Jesus videre og siger: det er egentlig slet ikke jer jeg taler om, nej, det er de rigtig fattige, de rigtige fanger, de rigtigt blinde, de rigtige undertrykte, det er dem der skal opleve befrielsen, frelsen. Og som eksempel på denne frelse nævner han nogle mennesker som ikke hørte til inden for folkefællesskabet eller sprogfællesskabet eller kulturfællesskabet. Og da de hører det, bliver de fuldstændig rasende, springer op og smider Jesus ud af byen og prøver endda at slå ham ihjel.
Hvad var det egentlig der skete?, hvorfor dette omslag i stemningen? Først var de glade og tilfredse, og et øjeblik efter ophidsede og rasende og blodtørstige.
Jesus fortalte dem den dag at det gode budskab om Guds Rige vender udad. Guds verden er ikke kun min verden, Guds frelse er ikke kun min frelse. Jesus tillader ikke at sandheden bliver gjort lille så den kun er min sandhed.
Halfdan Rasmussen, denne gamle filur af en digter, skrev nogle små digte til advent, og et af dem begynder med ordene: ”Advendt. Indadvendt”, og det ligger jo ligefor i denne mørke tid med rusk og sne at vi vender os indad og putter os i varmen og tænder et lys og drikker lidt glögg. Det har vi alle lyst til, og det er såmænd godt nok. Men jeg tror nu alligevel at vi skal være glade for at vi allerede her ved begyndelsen af et nyt kirkeår bliver holdt fast på at evangeliet om Gudsriget vender udad. Jesus blev smidt ud for at sige dette, for det har aldrig været populært at anfægte menneskers såkaldt naturlige behov for at tænke på sig selv og sine egne først. Og vi kan jo også spørge: hvor ellers er der noget der anfægter vores indarbejdede måde at leve på? Vi bliver nemlig hele tiden bekræftet i indadvendtheden, det gælder hele vejen rundt: ved de nys overståede kommunalvalg, i den landspolitiske debat, i stormagasinernes julekataloger og reklamer,, der er virkelig dømt indadvendt dansk råhygge.
Det er det vi har gudstjenesten til: at holde fast på virkeligheden, sådan som den rigtig er. Og det kan godt være at sandheden undertiden er ilde hørt, det var den også den dag i Nazaret: da var sandheden så ilde hørt at de ikke ville høre den, og de forsøgte også at stoppe munden på ham der sagde den. Det er også det vi har kirken til når vi gør små nye menneskebørn til medlemmer ved at døbe dem. I dåben bliver mennesker medlemmer af et fællesskab der rækker ud over dem selv, også i tid ud over den korte livstid vi har mellem fødsel og død, de bliver indlemmet i et fællesskab med evighedsperspektiv.
Så er der måske nogle der vil sige: hvor véd du fra at det er sandheden? kunne vi ikke bare slappe lidt af og ikke hele tiden skulle belemres med andre menneskers problemer. Kunne vi ikke bare nøjes med at leve med den lille sandhed? Joe, det gør vi jo i store træk allerede, men hvad bliver det så for et liv? Jeg er bange for et liv hvor kun den lille sandhed gælder, den lille sandhed der siger: ud med de rigtigt fattige, de rigtige flygtninge, for vi har selv problemer nok. Hvis den snævre og lille sandhed bliver grundlaget for livet, så er der grund til bekymring, for vi har tidligere i vores historie set hvad den slags fører til, først menneskeforagt, dernæst forfølgelse og til sidst udryddelse. Vi kan se også hos os selv en voksende polarisering hvor der luftes ord og meninger som for blot få år siden ikke var stuerene, men som nu hævdes at være ’mainstream’, altså en midterposition som kan være lige så god som andre. Disse ord og meninger skaber reaktioner af had og vold og utryghed " er det et liv, er det det liv vi ønsker?
Jeg tror ikke vi kan nøjes med mindre end hele sandheden, Guds sandhed, hvis vi også selv skal have et helt liv, et sandt liv, et værdigt liv, et guddommeligt liv.
Der er lang vej igen, men den vej Jesus viser os, fører til Guds Rige hvor der er ægte fred (ikke bare lov og orden) og ægte glæde (ikke bare pop og adspredelse) og ægte retfærdighed (ikke bare ’noget for noget’ og kræmmermentalitet). Det er frelsens vej " i stedet for at spilde livet på en vej der fører direkte i fortabelsen, den rigtige fortabelse.
Glædelig advent, glædeligt nyt kirkeår, glædelig sandhed.

SALMER:
Gør døren høj, gør porten vid!
Op! thi dagen nu frembryder
Gør dig nu rede, kristenhed
Blomstre som en rosengård
Herren strækker ud sin arm
Vor Herre tar de små i favn
Vær velkommen, Herrens år (Advent)