M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


At fÄ Kristus til at vokse
Prædiken til 4. søndag i advent
18. december 2005

Joh 3,25—36
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: Â"Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.Â" Johannes svarede: Â"Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.Â"

Evangeliet til i dag, den 4. sÞndag i advent, er et vidnesbyrd om Jesus. Der er ikke et eneste ord af Jesus selv i dette evangelium, og dog handler det om Jesus og troen pÄ ham hele vejen igennem.
Johannes slutter med at sige: ”Den der tror pĂ„ SĂžnnen, har evigt liv; den, der ulydig mod SĂžnnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham”. Der er en modsĂŠtning hĂ©r: pĂ„ den ene side den, der tror pĂ„ SĂžnnen, og pĂ„ den anden side den, der ulydig mod SĂžnnen. Det modsatte af tro er altsĂ„ ulydighed. Her rammer Johannes meget prĂŠcist: han ser klart at det modsatte af at tro er at vĂŠre ulydig mod SĂžnnen. NĂ„r Johannes siger tro, sĂ„ betyder det ikke blot at acceptere Jesus eller have en teori om Gud eller at tro pĂ„ noget hinsides, men at tro betyder for Johannes at vĂŠre lydig mod SĂžnnen.
Johannes siger det ogsĂ„ pĂ„ en anden mĂ„de, han siger: ”Han skal blive stĂžrre, jeg skal blive mindre”. Kristus skal altsĂ„ blive stĂžrre, og jeg blive mindre. Vi kender jo forskellige muligheder: nogle fĂ„r Kristus til at blive stĂžrre, mens andre blot fĂ„r sig selv til at blive stĂžrre. Alt er ikke lige godt. Nogle ord fĂ„r Kristus til at blive stĂžrre, andre ord tjener et andet formĂ„l. MĂ„ske kan vi huske at Luther bruger dette princip, nĂ„r man skal bedĂžmme hvilke skrifter i Biblen der er vigtigst. Alle skrifter er ikke lige vigtige, for Biblen er jo en samling af bĂžger og breve med meget forskelligt indhold, og alt er ikke lige godt. Men hvilke skrifter er sĂ„ de vigtige? Luther siger at det er dem der fĂ„r Kristus til at vokse. PĂ„ tysk sagde Luther det sĂ„dan at det er de skrifter der fremdriver Kristus — lige som i et drivhus; der driver man ogsĂ„ planter frem. De skrifter der fĂ„r Kristus til at vokse, er de vigtige.
Men hvad vil det sĂ„ sige at Kristus skal vokse? Ja, her er der en fare som vi mĂ„ vogte os for, nemlig at vi tror at Kristus vokser ved at vi ophĂžjer ham mere og mere. Ved at ophĂžje Jesus Kristus mere og mere og lĂŠgge hele vĂŠgten pĂ„ at Jesus er Gud, kommer han sĂ„ hĂžjt op, i himlen, i det hinsidige, at han er sĂ„ hĂžjt oppe at han er fravĂŠrende. Denne opfattelse kan mĂ„ske endda se meget from ud: Gud er alt, jeg er ingenting, men dermed har man sat bĂ„de Gud og os selv ud af spillet. Gud er blevet sĂ„ ophĂžjet og fjern at han ikke har noget med dette usle liv at gĂžre. Og en anden fare er ogsĂ„ at misforstĂ„ dette med at ’jeg skal blive mindre’, at man altsĂ„ i bare fromhed lever ydmygt og selvudslettende og slet ikke mener at kunne gĂžre noget som helst, og dermed stĂ„r ganske lammede over for vores verden og dens problemer. Der er endda nogle som har ’forfinet’ denne mekanisme sĂ„ de ikke alene ydmygt bekender at de er nogle store og usle syndere, men sĂ„ altsĂ„ ogsĂ„ er det i virkeligheden, nĂ„r det nu ikke kan vĂŠre anderledes, og sĂŠtter en ĂŠre i at vĂŠre det.
Her mÄ vi ikke glemme at Jesus Kristus er bÄde Gud og menneske. Julens budskab som vi skal hÞre ved nÊste gudstjeneste, er jo en tydeliggÞrelse af at Gud blev menneske, at Jesus blev og er et rigtigt menneske. Jesus kaldte ikke mennesker til tilbedelse, men til efterfÞlgelse. Jesus kaldte mennesker til at efterfÞlge ham! Jesus var selv imod enhver ophÞjelse. Hele hans liv var imod enhver ophÞjelse: ved begyndelsen af hans liv var der en krybbe i en stald, og ved slutningen af hans liv var der et kors uden for byen. Han var i hele sit liv langt fra den guddommeligt ophÞjede himmelske konge som senere tiders billedkunst og senere tiders fromme bÞnner har gjort ham til.
At Jesus Kristus mĂ„ vokse, blive stĂžrre, mĂ„ altsĂ„ ikke forstĂ„s pĂ„ den mĂ„de at vi skal ophĂžje ham mere og mere. Og at jeg skal blive mindre, mĂ„ altsĂ„ ikke forstĂ„s pĂ„ den mĂ„de at vi skal uskadeliggĂžre og afvĂŠbne os selv. Vi kommer ikke uden om efterfĂžlgelsen nĂ„r vi taler om at fĂ„ Jesus til at vokse. Og Jesus var bestemt ikke uskadelig i sine handlinger og ord. De to ting — at Jesus Kristus skal vokse og jeg blive mindre — hĂŠnger nĂžje sammen. Vi er lige omkring vintersolhverv. Om et par dage vender solen, dagen bliver lĂŠngere, og natten mindre. NĂ„r lyset bliver stĂžrre, bliver mĂžrket mindre. Det er inden for det samme dĂžgn det sker. SĂ„dan er det ogsĂ„ med Jesus Kristus og os: det er inden for den samme virkelighed, det samme liv, det sker.
Dette princip, at han mĂ„ vokse og jeg blive mindre, hĂŠnger sammen med perspektivet, altsĂ„ synet pĂ„ hvad livet er. Hvis Jesus Kristus bliver stĂžrre, sĂ„ fremmer det det evige liv, det liv der har evighedskarakter og som rĂŠkker ud over mit svage og forgĂŠngelige og kortsigtede liv. Hvis jeg lever for mig selv, satser pĂ„ mig selv, bliver stĂžrre, hvis jeg vokser sĂ„ mit lille liv lykkes, ja 
 hvad sĂ„? En dag dĂžr jeg, og sĂ„ er den ikke lĂŠngere. Hvis jeg derimod er lydig mod SĂžnnen, altsĂ„ gĂžr Guds vilje som SĂžnnen Jesus Kristus gjorde, sĂ„ har jeg allerede nu del i det evige liv. SĂ„ er jeg nemlig dermed optaget i dĂ©t evige fĂŠlles—liv som Jesus levede, og som kalder mennesker til at leve pĂ„ samme mĂ„de.
Det vil altsÄ sige at vi allerede nu har del i det evige liv. Det evige liv begynder nu, men det kortvarige, forgÊngelige liv begynder ogsÄ nu. Tidligere har man enten trÞstet eller skrÊmt mennesker med at det evige liv var noget der lÄ efter dÞden, men den gÄr ikke. Vort liv nu er begyndelsen pÄ det evige liv! Det evige liv begynder nu, men det kortvarige, forgÊngelige liv begynder ogsÄ nu! SÄ vigtigt er vort liv. Det evige liv begynder nu for dem der vil leve i efterfÞlgelse i lydighed mod SÞnnen og hans bud om at elske, og det kortvarige, forgÊngelige liv begynder ogsÄ nu for dem der blot vil fremme deres eget liv og fÄ sig selv til at skinne sÄ smukt som muligt i denne forgÊngelige verden.
Det er muligt at dette princip modsiger hele den virkelighed vi lever i med sin massive pĂ„virkning af os til at leve kortsigtet. Der er en trend, pĂ„ tv i div. programmer om at skubbe alle andre ud, i ugebladene, i reklamebranchen, i reklamerne for lottogevinster, i modeverdenen, pĂ„ bill—boards pĂ„ hvert andet gadehjĂžrne, i politik, fra alle kanter bliver vi bombarderet med opfordringen til at leve for os selv. TĂŠnk hvis du vandt, hvis du blev kendt, hvis du kom med i en tv—udsendelse, hvis du var 'in', hvis du var 'pĂ„'. Ja tĂŠnk, hvad ville dĂ©t fremme, det evige liv eller det kortsigtede, forgĂŠngelige liv?
Netop nu hvor vi stÄr over for juletiden, er der god grund til at understrege at Gud blev menneske i Jesus. At Gud er Gud understreger vi sÄ mange andre gange i kirkeÄrets forlÞb, men vi mÄ holde fast ved at Gud blev menneske, at Jesus var et menneske som kaldte mennesker til efterfÞlgelse.
At han mÄ vokse og jeg blive mindre, det er en god forberedelse til julen. Det er mennesket der skal vokse, sÄ livet bliver evigt og godt.

SALMER:
GĂžr dĂžren hĂžj, gĂžr porten vid!
Alle mine kilder skal vĂŠre hos dig
Kom, sandheds Ă...nd! og vidne giv
Kender du den livsens kilde
Fryd dig! du Jesu brud
Op, glĂŠdes alle, glĂŠdes nu