M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Jesus, en skelsættende person
Prædiken til Julesøndag
28. december 2003

Matt 2,13—23
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: Â"Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.Â" Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Â"Fra Egypten kaldte jeg min søn.Â"
Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
Â"I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.Â"
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: Â"Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.Â" Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.

Denne barndomsberetning om flugten til Egypten og barnemordet i Betlehem er nedskrevet af evangelisten Matthæus. Matthæus er den eneste af evangelisterne der har denne beretning med, sĂĄ vi har kun ham at holde os til. Nu har Matthæus jo ikke skrevet dette ned pĂĄ det tidspunkt da Jesus var barn, altsĂĄ da det skete — Matthæus var ikke med som rejsekorrespondent under flugten til Egypten, men han har skrevet hele sit evangelium og altsĂĄ ogsĂĄ denne beretning efter at Jesus blev korsfæstet og opstod.
Matthæus har altså hele Jesu liv, død og opstandelse for øje, han ser det hele under ét, da han sidder og skriver denne barndomsberetning. Og netop fordi han kender Jesu liv og har set den kamp som Jesus satte i gang i verden og mellem mennesker, kan han skrive så klart om dette barn og de begivenheder der knytter sig til barnets fødsel og opvækst.
Om det hele lige præcis er foregået som Matthæus beskriver det, kan det ikke nytte at diskutere. Og vi vil heller ikke bruge tid på at finde ud af hvad de enkelte detaljer betyder, stjernen, vismændene, Josefs drøm og flugten til Egypten. Det er nemlig ikke disse beskrivelser og detaljer vi tror på, det er ikke her vi grunder vores tro på Gud og på Guds Rige.
Dette gælder jo ikke bare disse barndomsberetninger, men også så mange andre ting i vores Bibel. Nogle mennesker bruger en farlig mængde energi på at bevise at det er på den ene eller den anden måde. Og man kan da få mange interessante diskussioner om den slags ting, men det er ikke det væsentlige. For ... vi må jo sige at uanset hvilket resultat vi kommer til, så er det noget der ligger bag os, det er sket, enten på den ene eller den anden måde, det er afgjort. Næh, det der er værd at beskæftige sig med er vort liv nu og i fremtiden, altså alt det der endnu ikke er afgjort. Det er også her evangelisten Matthæus har sin interesse.
Da Matthæus sĂĄ og hørte om den kamp som Jesus udløste i løbet af sit liv, sin død og opstandelse — da blev det pludselig klart for ham at allerede da Jesus blev født, begyndte der er kamp mellem to magter, mellem to konger, som repræsenterer hver sit rige: Herodes, den selvbevidste hersker med vĂĄben og magt til at slĂĄ ihjel, og sĂĄ denne nye konge med en ny magt, en magt til at give liv.
Det er det vi kan høre ud af denne barndomsberetning, at allerede ved Jesu fødsel viste modsætningen sig mellem den gamle verdens magt og det nye riges magt. Vi husker den gamle Simeons ord: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges ...”. Altså: til fald og oprejsning, et tegn som skal modsiges.
Jesus er med hele sit liv et tegn som skal modsiges: enten bliver han til fald eller til oprejsning. Det er en enten—eller—modsigelse vi her stĂĄr overfor. Det barn er bestemt til fald eller til oprejsning, den person kan man ikke forholde sig passiv til eller være ligeglad med. Det er fald eller oprejsning, her stĂĄr store ting pĂĄ spil, for her drejer det sig om livet selv. Herodes er død, og vi kan sige: ufred være med ham!, men Jesus lever. Det er derfor de store ord om fald eller oprejsning kan siges om Jesus. De ord kan nemlig kun siges om Ă©n som stadig gælder, om Ă©n som stadig har indvirkning, om Ă©n som stadig lever. Herodes er død, Hitler er død, Stalin er død, og hvor megen ulykke eller fald de end bragte med sig, sĂĄ mĂĄ vi sige at deres rolle er udspillet. Men Jesu rolle er ikke udspillet. Han er ikke en fortidig person som er færdig, men her er tale om en person og nogle begivenheder hvor vi endnu ikke har set det endelige reaultat.
Derfor er vi i samme situation som evangelisten Matthæus: ogsĂĄ for os er Jesus en skelsættende person. Og ikke blot som en fortidig, historisk person som vi mindes med ærefrygt, men som en nutidig, skelsættende person. Hvem orker f.eks. at grave barndomshistorier frem om andre historiske personer? Jae, mĂĄske er det interessant for kendere at grave tilbage og se hvordan Picasso tegnede som barn, eller for Elvis Presley—fans at fordybe sig i hans fortid, men betyder det noget reelt? Med Jesus er det anderledes: Matthæus vil vise at med Jesus og hans person kommer der noget afgørende ind i vores verden, et skel som er livsvigtigt og dødsensalvorligt. Allerede i forbindelse med Jesu fødsel og hans første fremtræden viser det sig at hans kongedømme, hans mĂĄde at herske pĂĄ, er i modsætning til voldens og vĂĄbnenes og de kortsigtede fordeles herredømme. Matthæus vĂ©d at Gud sejrer, han vĂ©d at korsdøden efterfulgtes af opstandelsen — og dog vil han vise os meget realistisk at denne sejr ikke var en let sejr. Der skal mange ofre til før den sejr er hjemme, og der skal mange lidelser til. Herodes nedslagtede mange uskyldige børn, de blev ofre i det spil, og lidelsen var sĂĄ stor at den ikke kan beskrives. Matthæus kan heller ikke beskrive den, og han griber til et citat fra Gamle Testamente for at udtrykke lidelsen: ”Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere” (Jer 31,15).
Det er noget vigtigt Matthæus her giver os del i: lidelsen hører altid sammen med dette nye herredømme! Der hvor der er lidelse, er der ved at ske noget der har med Guds herredømme at gøre. Der hvor der er lidelse, sker der afgørende Gudsriges—begivenheder.
SĂĄ kan vi jo spørge: er vi som kirke med dĂ©r hvor disse afgørende Gudsriges—begivenheder foregĂĄr? Er vi med der hvor lidelsen finder sted? Jeg tror ikke vi skal opfatte dette spørgsmĂĄl udelukkende som et spørgsmĂĄl til hver enkelt, derimod kan vi mĂĄske som kirke anfægtes af spørgsmĂĄlet: er kirken med dĂ©r hvor lidelsen er? — Det er den heldigvis, mange steder i verden hvor lidelsen er stor og pĂĄtrængende. Men ogsĂĄ i vores mindre sammenhæng her i Danmark er det vigtigt at vi ser kirkens plads i nærheden af lidelsen. Vi er som danskere beskyttede, vi lever trygt uden borgerkrig, uden sult, uden truende udryddelse som folk og kultur, men der er mennesker midt iblandt os som er fremmede, forfulgte, flytninge, som kalder pĂĄ vores medleven. Vi kan holde os udenfor, vi kan lukke øjne og øren, vi kan nøjes med at være bekvemmelighedsracister der altid taler om de problemer vi evt. kan blive pĂĄført — men vi løber dermed ogsĂĄ en risiko for at være uden for de afgørende Gudsriges—begivenheder. Gudsriget kommer ikke snigende umærkeligt og borgerligt automatisk, men Gudsriget vil altid være forbundet med kamp og modsætninger og ofre og lidelse. Derfor kan vi som kirke ikke gøre noget bedre end at holde os i nærheden af kampen og modsætningerne og lidelsen. Og under alle omstændigheder mĂĄ denne del af tilværelsen være nærværende hos os i vores bøn — det er det mindste vi kan gøre: at bære med gennem vores bøn.
Vores tro lader os aldrig i tvivl om hvor vi mĂĄ stĂĄ i den kamp som Jesus satte i gang i verden og imellem mennesker. Jesus har givet os et klart forvarsel om hvordan det skal gĂĄ: Den der mister sit liv, skal vinde det.

SALMER:
Vor Herre han er en konge stor
Vor Gud han er sĂĄ fast en borg
Hvad mener I om Kristus?
O du store sejervinder
Guds engle i flok! synger lifligt i kor
Julebudet til dem, der bygge