M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Fokus pĂĄ dem i yderkanten
Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger
8. januar 2006

Mark 10,13—16
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: Â"Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.Â" Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Evangeliet til i dag er nok en af de evangelietekster der lyder oftest i de danske kirker, dette evangelium lyder nemlig hver gang der er barnedĂĄb.
Nu står der jo ikke noget i evangeliet om barnedåb, så når det er taget med i dåbsriatualet, skyldes det at Jesus her siger noget til disciplene om børn, men det er altså til de voksne han taler.
Vi studser vist ikke over hvad Jesus siger, og der er heller ikke noget mærkeligt for os i det han gør. Han tager fat i de smĂĄ børn, han tager dem op pĂĄ armen. Og vi har jo efterhĂĄnden opbygget et meget børnevenligt samfund: børnene hører med i vort samfund, de voksne snakker med børn og prøver at forstĂĄ dem. Der er vuggestuer og børnehaver og sundhedsplejersker og fritidspædagoger og smĂĄbørnspædagoger og børneradio og børne—tv og børnetøj, børnene udgør i dag en hel industri som betyder temmelig meget i vores bevidsthed og vores økonomi.
For os er det helt selvfølgeligt, men det er ganske nyt i verdenshistorien, og det skyldes kun at vi har råd til det. Andre steder i verden er der ikke råd til at gøre nogen stads af børnene, og på Jesu tid var der ikke megen plads til børn. De var nemlig blot ufuldkomne voksne, de var ingenting. Og derfor var dét Jesus gjorde og sagde ikke bare usædvanligt for en voksen jøde, det var direkte provokerende.
Det jødiske samfund var opbygget som en pyramide hvor hvert enkelt menneske havde sin plads, en plads der var bestemt af køn, alder, rigdom, autoritet eller uddannelse. Og børn havde jo hverken alder eller rigdom eller autoritet eller uddannelse, så derfor var børn slet ikke nogen der talte med i samfundet på Jesu tid. Vi kan have lidt svært ved at høre evangeliet rigtigt for vi forestiller os noget forkert, vi forestiller os næsten automatisk at det skulle dreje sig om nogle mødre der var ude at gå tur med deres børn, og da de så kom forbi Jesus, gik de hen til ham med deres små børn. Sådan har mange billedkunstnere afbildet denne scene. Men der er bare det ved det at dengang gik mødre i Israel og Palæstina ikke rundt på gaden med deres små børn. Kvinderne holdt sig hjemme, og hvis de gik ud i byen var det sammen med deres mand. Så det er et alt for idyllisk billede vi har af hvad der foregik den dag øst for Jordanfloden. Det var nogle mænd, altså 'rigtige mennesker', der havde hørt om denne profet, Jesus, og disse mænd tog så deres drengebørn med hen til Mesteren for at få ham til at velsigne drengebørnene. Hvis der også var piger i familien, var de hjemme hos moderen.
Bare af den måde det er beskrevet på kan man høre, hvad det drejede sig om, 'De bar nogle små børn til Jesus for at han skulle røre ved dem'. Det er det samme Markus skriver når det drejer sig om syge mennesker: 'de bar nogle syge til Jesus for at han skulle røre ved dem'. Børn og syge var nogle grupper i samfundet som lignede hinanden deri at de var uden betydning i det almindelige sociale og religiøse liv. De hørte til i udkanten, i periferien. Der var andre grupper derude i yderkanten: de fattige, synderne, og kvinderne.
Disse ydergrupper havde altid Jesu interesse, det kan vi se i evangelierne, men i dag er det altså særligt børnene det drejer sig om. Og Jesus accepterer dem, ja mere endnu: han velsigner dem. Og så kommer disciplenes reaktion. Den er helt typisk for voksne mænd dengang, de afviser børnene. Og så siger Jesus noget skarpt til disciplene, til de voksne: Gudsriget tilhører dem og deres slags. Altså, Gudsriget er for børn og den slags, for dem der er ringeagtede, dem der ingenting er. Jesus fremhæver altså nogle mennesker som dengang ikke var noget. Så det har ikke noget at gøre med vore dages romantiske forestillinger om børns uskyld og rene hjerte og den slags, og det passer jo slet ikke i dag hvor børn bestemt ikke er ringeagtede eller oversete, tværtimod: mange lærere i skolen kan fortælle noget om hvordan forkælede børn kan tyrannisere hele klassen og give lærerne dårlige nerver og psykiske sammenbrud! Nej, Jesus siger noget vigtigt om Gud og Guds Rige i forhold til mennesker og i forhold til vores menneskelige målestok.
Hovedsagen er at ydergrupperne, dem i udkanten af samfundet, taberne, de oversete, dem uden indflydelse og uden magt og uden position, dĂ© sættes i centrum! Det er ikke en kun en gammel historie dĂ©n her, der er ogsĂĄ i vores verden og i vores tid grupper der hedder marginal—grupper, dem ude i margenen, ude pĂĄ kanten. Det er et godt princip at lære, og det er ret indlysende nĂĄr man en gang har set det i evangelierne: det er de yderste der sættes i centrum i Guds Rige, det er de fattige der er salige, det er de syge Jesus er kommet for at helbrede.
Men så er der alligevel, selv om vi forstår dette princip, noget svært. For det er jo ikke sådan at vi én gang for alle kan sige: hér er de svage, og hér er de stærke. Svag og stærk er noget relativt noget. Det ene øjeblik kan et menneske være stærk og velfungerende, og næste dag, hvis der f.eks. har været et trafikuheld eller bare en influenza, så kan det menneske være svag. Men det er dog til at have med at gøre, så længe vi holder os på dette personlige plan hvor vi alle har prøvet at være stærke og svage. Jeg tror ikke det var Jesu opgave at fortælle mennesker almindeligheder. Den dag øst for Jordan var der heller ikke tale om små forhutlede og forsømte børn som Jesus fik medlidenhed med. Jesus talte til disciplene og de andre voksne om børnene af én eneste grund: de var ingenting, de talte ikke rigtig med, de blev oversét.
Jeg er ikke sikker pĂĄ at Jesus i dag ville have sagt det samme til de voksne her i vores del af verden, for der er ingen der hindrer børnene i noget som helst, de er en bevidst, magtfuld, kritisk forbrugergruppe der ikke finder sig i ret meget. De har rettigheder og stiller krav. I dag ville det være andre grupper der var tale om, men altsĂĄ igen: de marginaliserede, dem ude i yderkanten. Hvis dette evangelium skal sige os noget i dag, sĂĄ kan vi ikke bare gentage gamle problemstillinger. Vi bliver nødt til at udvise skarp pĂĄpasselighed for ellers ender evangeliet med at blive en gang øllebrød, noget harmløst snik—snak der ikke kan anfægte nogen, og især da ikke politikere og andre magthavere som bestemmer over vores fælles liv og vores fremtid.
Jesu evangelium om Gudsriget, altså det gode budskab om hvordan der ser ud der hvor Gud har magten, udbasunerede han på mange forskellige måder med ord og handlinger og helbredelser. Det som Gudsriget kendes på, er dets frugter: fred og glæde og retfærdighed. Dem der især skulle høre, og havde brug for at høre, dette glade nye budskab, var selvfølgelig dem der ikke havde fred og glæde og retfærdighed. Altså alle de udstødte, nederste.
Verden skifter udseende hele tiden, i dag med eksplosiv hast. Menneskelige levevilkår ændrer sig, og derfor bliver vort liv med Jesu evangelium i ørerne et aktivt og spændende liv hvor vi hele tiden må følge godt med i, hvor der sker overgreb på menneskers mulighed for fred og glæde og retfærdighed.
Og hvem er sĂĄ de nederste i dag, dem ude pĂĄ kanten?, altsĂĄ sĂĄ langt nede og sĂĄ langt ude at de forhindres i et liv i fred, glæde og retfærdighed? Jae, hvis vi nu bruger samme metode som Jesus, nemlig at se pĂĄ magthaverne, de 'rigtige mennesker', de tunge drenge og de magtfulde damer som vil holde pĂĄ deres magt og forrang, for at se hvem det er der holdes ude og nede, sĂĄ behøver vi jo blot ĂĄbne for tv eller avisen for at fĂĄ øje pĂĄ dem: de svageste i u—landene, de der modtager bistandshjælp, de aids—syge i Afrika, krigsofrene i Irak og Afganistan og Palæstina. Evangeliet kan aldrig reduceres til et privat, indre univers som kirken kan gĂĄ og pusle med uden for megen politisk tumult med kirkeminister og biskopper, nej, evangeliet er et godt budskab til os alle, til de yderste og nederste om en central placering, og til os heldige og privilegerede om ikke at hindre nogen i at fĂĄ del i Gudsrigets frugter: fred, glæde og retfærdighed.

SALMER:
Vor Herre han er en konge stor
Himlene, Herre, fortælle din ære
Jesus! Frelser og Befrier
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Her kommer, Jesus, dine smĂĄ (v.7—9)