M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Den ulidelige gentagelse er brudt
Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger
15. januar 2006

Joh 4,5—26
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: "Giv mig noget at drikke." Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: "Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" — jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." Kvinden sagde til ham: "Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?" Jesus svarede hende: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand."
Han sagde til hende: "Gå hen og kald på din mand, og kom herud!" Kvinden svarede: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt."
Kvinden sagde til ham: "Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem." Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed." Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" — det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt." Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig."

Jesus møder sin modsætning, det kan der næsten ikke andet end komme noget spændende ud af. Hun er kvinde, han er mand. Hun er gift, godt og vel!, han er enlig. Hun er samaritaner, han er jøde. Hun er fastboende, han er på rejse. Det kan næsten ikke blive mere modsat.
Lige som der i dag er et godt indgroet had mellem israelere og palæstinensere, således var der også dengang en indgroet had mellem jøder og de andre, samaritanere. Det er to meget modsatte mennesker der møder hinanden. Og de taler selvfølgelig om det mest basale i verden, nemlig vand, det emne der også i dag er et emne af vital interesse for parterne på det sted. De israelske bosættere skal bruge vand, og de palæstinensiske tomatavlere skal bruge vand. Uden vand intet liv, det gælder nu, og det gjaldt dengang.
Kvinden taler om det daglige vand. Vi siger altid ’giv os i dag vort daglige brød’, men der er noget der egentlig er mere nødvendigt, det daglige vand. Hun kender denne daglige nødvendighed, hun har en spand, hun ved hvor dyb brønden er, hun kender brøndens historie, hun ved at her har hendes mødre og bedstemødre og oldemødre hentet vand. Sådan er det, sådan er livet, hver dag år ud og år ind.
Hun er prototypen på det daglige menneske. Hver dag det samme: man bliver tørstig, man skal bruge vand til at drikke, til madlavning, til vask, altså frem med spanden, vandring ud til brønden, hive vand op, bære det hjem. Så gik den dag. Og næste dag, det samme igen.
Det daglige vand, det gentagne vand, er egentlig et godt simpelt billede på det liv vi alle lever. Vort liv i dag er måske lidt mere afvekslende end denne samaritanske kvindes liv, vi har lidt flere kanaler at zappe rundt på, men ellers har vi også dette daglige, gentagne liv. Vi bliver tørstige hver dag, vi bliver sultne hver dag. Vi stiller vores tørst og sult, vi sover og står op, vi køber ind og laver mad og går på arbejde og går hjem igen. Sådan går dagene, sådan går årene. Vi er gentagelsens mennesker. Nogle prøver at bryde gentagelsen ved at udfylde tips— og lottokuponer — tænk hvis du vandt, så ville der ske noget nyt. Så kunne du rejse til Timbuktu eller Capri og drikke champagne. Men også tips— og lottokuponerne indgår i gentagelsen: hver uge de samme bevægelser, de samme krydser, den samme forhandler, den samme betaling. Det er januar, det er lidt koldt og trist som det plejer, der er influenza som sædvanlig. Vi er vel egentlig bare igen gentagelsens mennesker. Der er en gentagelse indbygget i vort liv som vi aldrig bliver færdige med. Men Jesus tilbyder altså kvinden noget andet end gentagelsens vand. Han tilbyder hende noget vand som én gang for alle bringer en løsning, en lettelse, befrielsen fra den gentagne livssult.
De taler også om noget andet, om hendes mand, eller rettere sagt hendes mænd. Men det er præcis det samme det drejer sig om: gentagelsen. Lige som hun har hentet vand igen og igen, sådan har hun også levet i gentagelsen i sit forhold til mænd: en kæde af gentagelser, hun har haft fem mænd og er i gang med den sjette.
Så taler de om at tilbede Gud, på samaritanernes hellige bjerg, Garizim, eller i Jerusalem, jødernes helligsted. Men det er samme sag: gentagelsens ulidelige tyngde. Igen og igen går samaritanerne ud til deres hellige bjerg, Garizim, og igen og igen går jøderne til Jerusalem. Gentagelsen er nu på et meget højt plan, i forholdet til Gud, i tilbedelsen af Gud, men altså gentagelsen.
Kvinden bliver klar over at det er en usædvanlig person hun står overfor, og derfor affyrer hun det fineste ord hun overhovedet råder over og siger: Jeg ser du er en profet. Hun kender nemlig fra sin opvækst fortællingerne om de forskellige store profeter der har været, der kommer af og til en profet forbi i menneskers historie, gentagelsens profeter. Profeter er igen og igen trådt frem i menneskers historie. Også på dette område lever hun i gentagelsen, alle disse gentagelser som aldrig bringer nogen endelig opfyldelse, som aldrig bliver dette alt som hun og vi andre håber på. Og hun ved at Messias skal komme, den endelige profet. Så er det Jesus slutter samtalen og siger: Det er mig!
Her går Jesus meget tæt på kvinden, han overskrider en tærskel da han siger “Det er mig”. Hvornår siger man ellers det? Hvis jeg ringer til et kontor, til kirken eller posthuset eller til min søster, så siger jeg mit navn, måske kun fornavn, men mit navn. Hvis jeg ringer til mine børn, så siger jeg: Hej, det er far, eller til min gode ven: Hej, det er Frederik. Selv statsministeren eller dronningen vil vel sige deres navn, hvis de ringer ned i forkontoret. Kun i et tilfælde siger jeg “det er mig”, det er når jeg ringer til min kone. Altså i det tilfælde hvor der ikke kan være tvivl. Man siger kun “det er mig” når der ikke kan være tvivl, altså når der aldrig bliver spurgt tilbage: hvem mig? Genkendelsen er sikker og total, det er nok at sige “det er mig”. Det er det samme her: da kvinden siger at Messias, altså Kristus, vil stoppe enhver gentagelse, enhver daglig trummerum, og fortælle alt, er enhver usikkerhed og fare for misforståelse blæst væk, det er nok at sige: Det er mig. Hér er opfyldelsen, her slutter gentagelsen, der er ikke mere at spørge efter.
Da Moses i sin tid spurgte Gud: Hvem skal jeg sige har sendt mig? Jeg skal have et navn hæftet på for ellers vil de ikke tro mig. Så sagde Gud: Du skal sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer (2 Mos 3,14). Dette JEG ER (eller: det er mig — den der er, den værende, eksistensen i sig selv) er Guds navn. Alle andre navne bruges for at identificere sig, for at være sikker på hvem man snakker med, og hvem der er i den anden ende. Men hvis man siger: JEG ER, er der ingen tvivl.
Jesus bruger det andre steder i evangeliet: Jeg er den gode hyrde, jeg er livets brød, jeg er vejen og sandheden og livet, det er gudsnavnet som betyder direkte genkendelse. Jesus siger med de ord til hende at han er opfyldelsen. Denne opfyldelse gælder for alle os gentagelsens mennesker: når vi har mødt Jesus, Guds Messias, så behøver vi ikke vente på mere opfyldelse, så slutter gentagelsens ulidelige tyngde. Så behøver vi ikke længere være i tvivl om hvor vi skal gå hen og bede, for opfyldelsen er til stede. Gud er ...nd, og de der tilbeder Gud, skal tilbede i ...nd og sandhed.
Den ulidelige og evige gentagelse er brudt, livssulten er stillet, for opfyldelsen er sket. Den daglige trummerum er forvandlet. Fra nu af bliver hvert glas vand mere end vand, det bliver livgivende vand, hvert glas vand, hver tandbørstning hver morgen en gave som vi kan nyde eller gennemleve eller udholde som en Guds gave.
Livets ulidelige gentagelse er brudt, vi er genkendt, og vi har genkendt den der taler til os: Messias, den salvede. Det daglige vand er fra nu af livets vand, og det daglige brød livets brød.

SALMER:
Almindelig er Kristi kirke
Dig rummer ej himle
Kærligheds og sandheds ...nd
Herre, du vandrer forsoningens vej
Som korn fra mange marker
I Herrens hus er godt at bo