M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Tro er delagtighed i Jesu tro
Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger
22. januar 2006

Luk 17,5—10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Apostlene sagde til Herren: Â"Giv os en større tro!Â" Herren svarede: Â"Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.Â"

I dag hĂžrer vi at apostlene kommer hen til Jesus og siger: ”Giv os en stĂžrre tro!” Og Jesus gĂžr nĂŠsten lidt nar ad dem i det svar han giver: Hvis I havde tro ”som et sennepsfrþ”, sĂ„ kunne I gĂžre selv det umulige!, og sĂ„ kommer der ellers en lille opsang til dem om at passe deres arbejde.
En anden gang kommer de ogsĂ„ hen til Jesus og spĂžrger ham hvorfor de ikke kunne uddrive en dĂŠmon, og sĂ„ siger Jesus til dem: ”Fordi I har sĂ„ lille en tro” (Matth 17,20). Og sĂ„ tilfĂžjer han: ”Har I en tro som et sennepsfrþ”, sĂ„ kan I gĂžre selv det umulige.
I modsÊtning til deres lille tro peger Jesus altsÄ pÄ en tro der virkelig er noget vÊrd. De havde mÄske forventet at han havde plantet et billede inde i hovedet pÄ dem af noget meget stort, Sinai bjerg eller templet i Jerusalem, men det gÞr han ikke. Han skÊrper sit svar til dem til det yderste nÄr han planter billedet af et sennepsfrÞ i deres hoveder. Dér har man det klareste billede pÄ hvad tro er. Et sennepsfrÞ kan ikke en gang tÊnke, det kan ikke lÊse, det kan ikke en gang bevÊge sig, det er en af Guds mindste frembringelser i hele skabervÊrket.
Og hvad er det sÄ, sennepsfrÞet kan eller gÞr sÄ godt? Det fÞrste der falder mig ind er: ingenting! Men skulle vi sÊtte nogle ord pÄ hvad det er der kendetegner sennepsfrÞet, sÄ er det at det bare er og gÞr det som er dets opgave. Og resultatet, virkningen, viser sig jo fÞrst langt senere nÄr sennepsfrÞet er vÊk: sennepstrÊet der vokser og sÊtter frugt. SennepsfrÞet bliver ikke en gang takket for indsatsen.
DĂ©t apostlene spĂžrger efter nĂ„r de anmoder om at fĂ„ forĂžget deres tro, er en ’parat—tro’, et effektivt redskab sĂ„ de kan udrette noget, klare noget, forsikre sig i livet. Og i dag gĂŠlder det jo mere end nogensinde. I vores del af verden er vi forsikret nĂŠsten hele vejen rundt: vi har hver dag et sted at sove, vi har mad, vi har skoler og pensioner og sundhedsvĂŠsen. Og alligevel styrter moderne mennesker rundt for at fĂ„ fat i denne parat—tro, denne magiske nĂžgle til at kunne klare alt det uforudsete, det tilfĂŠldige, det uforklarlige. Her finder vi ogsĂ„ grunden til at der er en hel industri som holder gang i sind— og Ă„nd— og sjĂŠl— og helsemesser, salgsudstillinger hvor der tilbydes mennesker alle mulige parat—vĂŠrktĂžjer til at klare livets usikkerheder og tilfĂŠldigheder. Livet er ikke til at beregne, den ene uge er man glad, og sĂ„ pludselig kommer man ud for noget der vender op og ned pĂ„ det hele. Og selv om man skulle vĂŠre sĂ„ heldig at komme nogenlunde smertefrit igennem livet, sĂ„ er der inde i baghovedet et mysterium, en uforstĂ„elighed som man ikke kan sikre sig mod, nemlig dĂžden.
Jesu svar til apostlene kunne mÄske oversÊttes til: Bare mennesker dog kunne lÊre dette at hvile i troen (som frÞet) og sÄ gÞre arbejdet stÞt og roligt ( = elske Gud og deres nÊste som sig selv).
Jesus var ikke nogen religions—stifter, en guru, som ville samle mennesker omkring sig i rundkreds for at de kunne fĂ„ gode rĂ„d om at bekymre sig om sig selv og sĂžge ind i sig selv. Jesus forkyndte et godt budskab om Guds Rige, der vender udad, og det vender fremad! Man kunne ogsĂ„ sige at Jesustroen ikke er religiĂžs! Et sennepskorn er ikke religiĂžst.
Mennesker vil gerne have en mekanisme der kan hjÊlpe dem over alle de usikkerheder, tilfÊldigheder og uforstÄelige ting de kommer ud for i livet. Vi, og alle mennesker, kan jo se hvor uretfÊrdigt det hele er indrettet. Det er da ikke retfÊrdigt at vi her i den rige del af verden har rigeligt at spise hver dag, mens andre mennesker i verden dÞr af sult. Det er uforstÄelig tilfÊldigt at nogle er raske og andre er syge, nogle kommer let gennem tilvÊrelsen, mens andre mÄ bÊre tunge byrder af sorg og bekymring. Hvis man da bare kunne finde en mekanisme der kunne hjÊlpe os til at ordne den slags uretfÊrdighed. For det er nÊsten ikke til at holde ud at leve med en sÄdan usikkerhed.
Bare tanken om et frÞ fÄr os til at tÊnke pÄ en ny mÄde: et frÞ er en begyndelse, et frÞ vokser, udvikles, bliver til en blomst eller et trÊ. Et frÞ er en begyndelse, en mulighed, et udgangspunkt. Og én fordel mere: det har ikke noget med forstand eller evner eller prÊstationer at gÞre. Vi kan nÊsten ikke undgÄ at forstÄ dette billede rigtigt, nemlig at troen er en delagtighed i Guds kraft og magt, i Gudsriget som vokser, langsomt, men sikkert.
Og Ă©n ting mere: den tro Jesus taler om, er ikke en tro pĂ„ noget mystisk, overnaturligt, usynligt, noget der skulle trĂŠkke os over i en anden verden eller nogle forskruede tankegange. NĂ„r Jesus siger ‘senneps—frþ’, sĂ„ er vi tĂŠt pĂ„ jorden — jord, det mest basale, realistiske, enkleste, man kan tĂŠnke sig.
NÄr vi her taler om tro, sÄ er det troen som en gave. Vi har fÄet en gave, noget som vi ikke selv har udtÊnkt eller opfundet, noget som ikke kommer fra os selv, nemlig Jesu tro. Den er vores, men den er ikke en prÊstation som jeg selv har kÊmpet mig frem til eller en lille kapital som jeg selv har forÞget ved megen fromhed og mange studier. Jeg kan ikke engang gÞre den stÞrre eller mindre, for troen er Jesu tro. Den er givet mig som en gave, men jeg kan ikke gÞre den hverken mindre eller stÞrre. Jeg kan kaste vrag pÄ gaven, men det bliver den ikke mindre af, det viser bare noget om mig selv. Eller jeg kan agte gaven, det bliver den heller ikke stÞrre af, men det viser ogsÄ bare noget om mig selv.
Jesu tro, altsÄ dén tro Jesus har, tilliden til Gud, hÄbet om Guds Rige og Guds sejr over dÞd og djÊvel og ondskab og sygdom og uretfÊrdighed og tilfÊldighed, dén tro er hel og udelelig. Og den er stor nok! Den var stor nok til Jesus, sÄ er den ogsÄ stor nok til dig og mig. Mennesker med denne tro lever lige sÄ udsat som mennesker uden denne tro. Mennesker med denne tro rammes ogsÄ af sygdom og uheld og ulykker og tilfÊldigheder i livet. Ophavsmanden til vores tro, Jesus, er selv det klareste eksempel pÄ at selv med troen slipper man ikke for lidelsen, for uretfÊrdigheden, for tilfÊldigheden, for dÞden.
NÄr vi er nÄet sÄ vidt, sÄ sidder vi ofte alligevel tilbage med et lille spÞrgsmÄl: hvad skal vi sÄ gÞre med den tro som altsÄ ikke er vores tro, men Jesu tro? Hvad sÄ med mig? Hvad nÄr jeg kommer i tvivl, hvad nÄr jeg bliver ramt af ulykke og lidelser? Der er vist ikke andet svar end at du skal passe dit arbejde, dit kald, dér hvor du nu har fÄet dit at gÞre i denne tilfÊldige og jammerligt uretfÊrdige verden. Vi har i vores afdeling af kirken haft en tilbÞjelighed til at mene at tro er en intellektuel sag, noget man skal tÊnke meget over og vÊre bekymret for.
Troen er ikke noget man kan tÊnke sig til eller kÞbe sig til, men troen er en gave som vi skal forvalte. Troen er altsÄ noget vi skal agte, passe pÄ, styrke, holde fast ved, efterleve. I stedet for som selvoptagne mennesker at tale om at vi har troen, sÄ er det meget rigtigere at sige at troen har os. Vi er indesluttet i Jesu tro.
Og hvis der nu skulle sidde en og spĂžrge: jamen, hvad fordel har jeg sĂ„ af at tro, kan jeg sĂ„ ikke lige sĂ„ godt lade vĂŠre? SĂ„ er svaret: der er trosfrihed i dette land, endog til at lade hĂ„nt om Jesu tro, sĂ„ vĂŠrs’go’. Men det siger mest om dig selv. Det rokker ikke ved den tro som vi er omsluttet af, og som pĂ„ trods af dĂžd og sygdom og ondskab og ulykke og tilfĂŠldighed holder vort hĂ„b i live om Guds Rige. DĂ©n tro bar Jesus igennem dĂžden til opstandelsen, det er samme tro vi har.
Og indtil videre kan vi sÄ ellers bare med frimodighed og godt humÞr passe vores tjenergerning her i livet dér hvor nogen har krav pÄ os eller forventer noget af os eller mÄske bare bliver glade for noget fra os. Det er en ren fornÞjelse af have del i den tro, i Jesu tro.

SALMER:
Jeg ser dit kunstvĂŠrk, store Gud
Velsignelse, al jordens tarv
Guds rige lignes ved et frĂž
Kender du den livsens kilde
Som korn fra mange marker
Alt stÄr i Guds faderhÄnd