M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


En ny virkelighed
Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger
29. januar 2006

Matt 14,22—33
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Men Peter sagde til ham: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!" Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: "Sandelig, du er Guds søn."

Hvad er virkelighed? Det er vi ikke i tvivl om — det er dét vi kan se med egne øjne, høre med ørerne og mærke på vores krop! Vi observerer selv, og i aviser og blade og radio og tv læser og hører og ser vi hvordan virkeligheden er. Men ... er det rigtigt? Er det virkelighed? Et eksempel som jeg husker ganske tydeligt, og som vi vel alle er fælles om i dette land, var da statsministeren, lige før Danmark blev krigsdeltager og invaderede Irak, blev spurgt om det nu var rigtigt at Irak havde masseødelæggelsesvåben, for ingen våbeninspektører havde kunnet finde nogen. Så sagde han fra folketingets talerstol at det havde de altså, irakerne, de havde masseødelæggelsesvåben. Og så sagde han, vi har set det gang på gang på fjernsynet og selv set ham bevæge læberne: ”Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved”. Men er det rigtigt, er det virkeligheden?
Det er et gammelt problem, dette med hvad der er virkelighed. Filosoffer har i tidens løb spekuleret over det. Således har en filosof spurgt: hvordan kan vi være sikker på at hele vores verden, vores ‘virkelighed’, ikke er en illusion, et drømmesyn? Sidder vi egentlig hér, nu, i Enghave Kirke? Hvordan véd vi at det ikke er en drøm? I en drøm kan vi opleve så mange ting som synes helt realistiske, hvordan véd vi egentlig at vi nu sidder her i Enghave Kirke sådan virkeligt? Nogle filosoffer er gået så vidt at de har sagt at virkeligheden er kun dét vi lige nu opfatter, altså: at det er min virkelighed. Hvordan véd jeg at min stue i virkeligheden er der, er den der også når jeg ikke er inde i den? Man kan så liste sig hen til nøglehullet til stuen og kigge ind, joe, den er der, men er den der også når jeg ikke kigger ind? Vi går ud fra det, men vi véd det egentlig ikke med sikkerhed.
Nu er der måske nogle der tænker: skal dét nu også være et problem. Virkelighed er virkelighed, basta! Det er ikke så svært. Men så må jeg dog lige minde om at så enkelt er det ikke! Vores virkelighed er meget relativ. Hvis man viser en tur i rutchebanen på film for mennesker som sidder i nogle særlige stole som er koblet til nogle sensorer, så kan man vise at vi ’lever med’ og læner os fremad og bagud. Er det virkelighed? — jae, det er det altså.
Nu kommer vi til Jesus: Vi sidder her i Enghave i en lun kirke, vi har sikkert sovet godt eller nogenlunde, vi har spist morgenmad, og så hører vi denne fantastiske fortælling hvor disciplene er i havsnød. Dét var deres virkelighed, og vi sidder i vores virkelighed. Og det er ikke bare en fortælling om en anden virkelighed, men vi skal høre ekstra godt efter for at forstå hvor alvorlig den var. Der er nemlig en stor afstand til vores virkelighed: de er på søen, vi er på land. De er endda langt fra land, ’mange stadier’, mere end en kilometer!, og båden kæmper med bølgerne, vinden er imod. Disciplene er alene, de er uden deres leder, deres mester. Og det er ikke om dagen — Peter og nogle af de andre var fiskere og kendte ganske godt søen og dens farer — nej, det er nat, den fjerde nattevagt. Det er virkelig en farlig og truende og uvis tid og situation disciplene er i. Man kan næsten ikke komme længere ud. De der har prøvet bare at ligge vågen en nat, været usikker og bange, de kan måske forstå lidt af det her, men det var værre endnu, de var på oprørt hav, i en rigtig båd, og de var rigtig alene: ingen mobiltelefon, ingen redningstjeneste eller helikopter der som en frelsende engel kunne sænke en snor ned oppefra og trække dem op i sikkerhed. Dette er virkelighed. Og da disciplene endelig ser en frelse, en redning, da de ser Jesus komme gående hen imod dem, så er de så langt ude i deres fortvivlede virkelighed at de ikke kan tro det, de skriger af frygt: “Det er et spøgelse”.
Der er en mærkelig modsætning mellem disciplenes skræk som jo er realistisk nok, og så den helt afslappede måde Jesus kommer hen til dem på. En oversættelse er altid mindre præcis end den originale udgave, og i den originale udgave af Det ny Testamente (på græsk) står der faktisk at Jesus kom ’spadserende’, måske endda ’slentrende’ hen til dem (peripatéin). Det er to helt forskellige virkeligheder der her mødes med hinanden: disciplenes frygt og rædsel — og så den selvfølgelige og næsten ‘naturlige’ måde Jesus kommer på. Vi kender det fra andre steder i evangelierne: f.eks. i beretningen lige forud for denne beretning hvor der står beskrevet hvordan Jesus bespiste 5000, altså: fem tusinde mennesker! De andre henvender sig til Jesus og siger: De har ikke noget at spise, og så siger Jesus helt selvfølgeligt og næsten nonchalant: Jamen, så giv dem da noget at spise.
Man har lov at spørge hvilken virkelighed er mest virkelig: disciplenes, eller den virkelighed Jesus lever i? Disciplene så ingen udvej, der var for mange mennesker, og de havde næsten ingen mad. Men ... slutningen på dén virkelighed var at alle fik noget at spise og blev mætte.
Sådan også på det vilde, stormomsuste hav hvor de er ved at gå under, dér kommer Jesus til dem på en meget selvfølgelig måde. En anden virkelighed, men helt selvfølgelig og rigtig: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”. Der er en mærkelig modsætning i dette: disciplene er i en båd der strider mod sø og storm, og Jesus kan uden problemer færdes til fods som om der ikke er forskel på sø og land.
Dét som disciplene lærte af dette, og det som vi måske kan lære er, at Jesus altid færdes helt sikkert og selvfølgeligt dér hvor vi finder det sværest: over for sult, over for livstruende situationer, ikke blot langs søen, men endda ude på det oprørte hav. Der hvor hans disciple har svært ved at komme frem, der kommer han roligt gående, og ... så snart han er steget op i båden, lægger vinden sig.
Måske kan vi sige at disciplene, disse fiskere, i virkeligheden er landkrabber: de længes efter den rolige og sikre grund. De ser ud til at trives på den faste grund,. tænk bare på Peter der blev udnævnt til at være ’klippe’. Og at Jesus i virkeligheden er ... ja, hvad er Jesus egentlig? Han er ikke sømand, det er for lidt, og han gør slet ikke som en sømand. Sømænd går ikke på vandet, de sejler! Jesus kan nok bedst beskrives som den der laver vej. Jesus viser vej, endog for nogle fiskere i det element som de kender bedre end han: vandet. Jesus lærer fiskere noget om vand, og han lærer alle os realister der lever i virkeligheden noget om virkeligheden.
Måske kan Jesus også vise vej for os i det element som vi kender bedre end han: vor nutidige virkelighed. Vi lever, vi trives, vi betaler vores skat, vi køber ind, vi spiser og sover, og mange af os stilles over for noget som truer og skræmmer os. Og det er virkelighed for den det rammer!, det kan ikke oversættes til andre fuldt ud, for de er ikke i vores sko. Vi kender vores virkelighed, men vi kan måske få anvist en vej ud af den truende virkelighed vi lever i.
Peter forstår at det er hos Jesus, ude på søen, på vandet!, han hører til, ikke i båden. Peter kendte båden, den var hans element, men han opdager en helt ny virkelighed. Det kommer an på hvad man ser: stormen eller vejen, undergangen eller vejen? Hvis man kun ser stormen, kun undergangen, så er det éns virkelighed. Men ... hvis man tør gå på Jesu bud og kald, en guddommelig udkaldelse, så kan man finde vej selv på jorden uden fast grund under fødderne.
Jesus er sandhedens og livets vej.

SALMER:
O, havde jeg dog tusind tunger
Hvor Gud mig fører, går jeg glad
Gud Helligånd! o kom
Hvad er det for en snekke
Som korn fra mange marker
Behold os, Herre, ved dit ord