M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Lidelse og død er ikke det sidste
Prædiken til Fastelavns søndag
26. februar 2006

Luk 18,31—43
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: Â"Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.Â" Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: Â"Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.Â" Da råbte han: Â"Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!Â" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: Â"Davids søn, forbarm dig over mig!Â" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: Â"Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?Â" Han svarede: Â"Herre, at jeg må kunne se.Â" Og Jesus sagde til ham: Â"Bliv seende, din tro har frelst dig.Â" Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

SĂĄ er det fastelavn — altsĂĄ et forvarsel om at vi er pĂĄ ved mod pĂĄske. I dag er der 50 dage til pĂĄske. Forud for pĂĄsken har man altid i kirken forberedt sig, og tidligere var det sĂĄdan at i fastetiden holdt man ikke fester, men spiste spartansk og dæmpede hele sin aktivitet ned for pĂĄ denne mĂĄde at fĂĄ ro i sindet og koncentrere sig om forberedelsen.
Det var lang tid, 7 uger, og for at kunne udholde at se frem til denne lange fastetid holdt man en fest, karneval som den blev kaldt. Karneval betyder ’kød—farvel’, og det er fra disse karnevalsfester vi har vore fastelavnsskikke med optog og udklædning og tøndeslagning og fastelavnsboller. Nu var det nemlig sidste chance for at spise fine hvedeboller med sukker pĂĄ, for i fasten var der kun groft brød.
Fastelavnsfesten varede flere dage, men tirsdag efter fastelavn var absolut sidste chance for at spise hvidt brød, derfor kaldes tirsdag for ’Hvide tirsdag’. Men onsdag var det slut, om onsdagen begyndte fasten, askeonsdag hvor man gik hen i kirken til en andagt. SĂĄ tog præsten de gamle tørre palmegrene fra sidste ĂĄrs palmesøndag og brændte dem til en fin aske, og sĂĄ fik hver kristen tegnet et askekors pĂĄ sin pande mens præsten sagde til hver enkelt: ”Husk, menneske: af jord er du kommet, til jord skal du blive”, altsĂĄ ordene fra begravelsesritualet. Det var en alvorlig sag at faste i gamle dage. Jeg har prøvet at være med til en andagt askeonsdag, det er en meget manende og alvorlig sag at mærke aske—korset pĂĄ sin pande. Det ’sidder fast’ lang tid efter.
Evangeliet til i dag er en forudsigelse af det der skal ske i påsken. Jesus forudsiger tre gange hvordan det vil gå ham til sidst, og i dag hører vi den sidste af disse forudsigelser: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå”.
Og det forstår hans disciple ikke. Det er helt tydeligt at de ikke forstår det, der står tre gange at de ikke fattede noget af dette, det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det som blev sagt. Vi er i en anden situation, vi forstår det, for vi kan se det hele i bakspejlet. Vi har set at lidelsen og døden ikke var det sidste for Jesus, men at opstandelsen blev det sidste. Men hans venner fattede altså ikke et ord af det hele. Det var ikke fordi de var tungnemme eller dumme, men de havde jo ikke den samme mulighed som vi at se det hele i bakspejlet. Det er Jesu lidelse der er et kors for troen. Det er ikke et problem for dem at Jesus er Messias, den ventede frelser, men det er dette at han skulle gives i menneskers vold og lide det totale nederlag. Først efter Jesu opstandelse går det op for dem at dette alt sammen var et led i det mærkværdige under i menneskers historie at Gud blev menneske. Et helt menneske, et rigtigt menneske, et dødeligt menneske.
Jesu lidelse og død er ikke bare en sideordnet del af hele Jesus—historien, men det er centrum for det hele. Evangelierne kunne vi godt kalde beretningen om Jesu død, med en indledning. SĂĄdan ser det ogsĂĄ ud for Paulus: nĂĄr han skal sammenfatte hvad det hele drejer sig om, hvad det er der skal bringes videre ud i verden, sĂĄ siger han at det er ’Herrens død’, indtil han kommer.
Alt i Jesu lidelseshistorie og død er fastholdt med en uhyre nøjagtighed stykke for stykke, man kan lave en film direkte efter drejebogen hér med personer og replikker og det hele, og det er der da også flere der har gjort. Det må være noget meget afgørende for de første kristne siden de har fastholdt skildringen af lidelse og død time for time, mens der om Jesu øvrige liv kun er berettet ret spredt i brudstykker. Og det sker på en næsten saglig måde, en registrerende måde i al sin usminkede virkelighed. Der står ikke noget om vennernes følelser, der er ikke gjort forsøg på en tolkning. Der skildres simpelthen det som skete.
Den virkelighed der opslugte Jesus var brutal, og vi kender den samme virkelighed fra vort eget liv, mĂĄske ikke personligt heldigvis, men sĂĄ dog fra de informationer vi fĂĄr om krig og uretfærdighed og vold og dumhed og misforstĂĄelser. Og døden er en kendsgerning som mindst af alle lader sig fortolke. Vi prøver altid: nĂĄr vore gamle dør, sĂĄ prøver vi at skabe en smule mening ved f.eks. at sige: det var nok bedst for ham selv, for ellers var han bare kommet til at sidde i en kørestol resten af sit liv med parkinson eller alzheimer — eller: hun var nok bare kommet til at være en belastning for sig selv og sine børn og omgivelser. Endog forældre der har mistet et barn prøver, som de fornuftige mennesker de er, at fĂĄ mening, at skabe sammenhæng i tilværelsen ved f.eks. at sige: Ă...h ja, sĂĄ blev han eller hun forskĂĄnet for at opleve alt mulig ondt i verden. Men ... man skal altsĂĄ være meget ydmyg og beskeden og samarbejdsvillig hvis man vil forsøge at lægge en mening ind i krig og sult og tilfældighed og diskrimination og forhĂĄnelse, ĂĄh, man kan finde pĂĄ alle mulige undskyldninger og bortforklaringer, men der er ingen mening i ondskab og død. Præcis som vi siger: det er meningsløst!
Over for denne meningsløshed har vi et af de mest centrale udsagn som vi kristne kan sige om Gud: ’SĂĄledes — eller: sĂĄ højt! — elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den eneste’ (Joh 3,16). Det betyder altsĂĄ at det kostede Gud noget. Gud gav en høj pris, det dyrebareste. Gud gĂĄr, i sin søn, Jesus Kristus, ind i denne verdens dybder af meningsløshed, ondskab og lidelse, midt ind i dĂ©t vi ogsĂĄ kender: det uforklarlige, det tilfældige, det urimelige, det uretfærdige og utolkbare.
Vennerne, disciplene, kunne ikke forstå lidelsen og ondskaben og døden, og jeg tror også at netop disse ting gør at mennesker går i rette med Gud, bliver sur på Gud, vred på Gud og vender Gud ryggen.
For disciplene, Jesus’ venner, var det svært, men for os der kan se bagud er det lettere: vi véd at Gud er den medlidende der går midt igennem lidelsen og døden og meningsløsheden og sejrer i opstandelsen påskemorgen. Livet, glæden, overvindelsen af ødelæggelse og død er det sidste!
For vennerne, disciplene, var det svært, derfor er det godt at der ogsĂĄ i evangeliet til i dag er medtaget beretningen om helbredelsen af den blinde mand ved vejen til Jeriko. Han var netop ramt af meningsløsheden, en sygdom eller en ulykke eller noget medfødt? — han var blind! — og Jesus viser hvad troens resultat er: han bliver seende.
Jesus fik den blinde til at se, men han fik også de andre til at se, der står: ”hele folket så det og lovpriste Gud”. Det kan måske også få os til at se at Gud er en Gud der lider med os i denne verden, hvor der heldigvis er mening nogle steder, alle steder hvor mennesker glæder hinanden og nyder livet på det lille plan og på det store, men også de andre steder hvor der er meningsløshed i form af sult og krig og sorg og død og raseri og flagafbrændiger.
Jesus gik igennem lidelsen og døden for at vise os at det ikke er det sidste, det er netop noget vi må holde ud at gennemgå med al den smerte og meningsløshed det indebærer, men at det sidste vil blive opstandelsen, glæden, helheden, helbredelsen, lovprisningen, Gud alt i alle! Herligt!

SALMER:
Hil dig, Frelser og Forsoner!
Kærlighed er lysets kilde
Herrens røst var over vandet
Du, som ud af intet skabte
Som korn fra mange marker
Gud, vi er i gode hænder