M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Gud eller det modsatte — det er enten—eller
Prædiken til 3. søndag i fasten
19. marts 2006

Joh 8,42—51
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem: ¬"Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.¬"
Jøderne sagde til ham: ¬"Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?¬" Jesus svarede: ¬"Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.¬"

I Anden Mosebog fort√¶lles der om folket som Moses f√łrte ud af Egypten p√• vej mod det forj√¶ttede land. Og mens Moses er oppe p√• bjerget for at h√łre Guds befalinger om hvordan de skal leve, synes folket at det tager for lang tid, s√• de benytter ventetiden til at lave et gudebillede, en tyrekalv. De skaber alts√• deres egen gud, en bekvem gud som kan h√•ndteres, et sikkert holdepunkt i deres usikre tilv√¶relse. En gud der kan bruges og forst√•s, en gud man kan regne ud. Man vil have en gud man kan overskue, og som ikke efterlader √©n med usikkerhed og undren over livets mysterium, livets g√•de.
Vi skal lige h√łre hvad profeten Jeremias siger om den slags gudsbilleder: Gudebillederne er som fugleskr√¶msler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal b√¶res, de kan ikke g√•. Frygt ikke for dem, de kan ikke g√łre ondt, men de kan heller ikke g√łre godt (Jer 10,5). S√•danne gudebilleder er for sn√¶vre, for sm√•, for kortvarige, de er blot udtryk for at mennesker v√¶lger sig selv og deres egen magt og p√• den m√•de tror at kunne sikre sig livet. Men en s√•dan sikkerhed gives jo ikke, livet er ikke et regnskab der g√•r op. Det sande liv, livet i k√¶rlighedens risikofyldte univers, kan ikke skemal√¶gges, det kan kun leves i ansvar, i tro og tillid.
I evangeliet til i dag fra Johannes—evangeliet tegnes to billeder for os: et billede af Gud, og et af dj√¶velen. Billedet af dj√¶velen er ret enkelt: en morder, en l√łgner. Billedet af Gud er i virkeligheden ogs√• ret enkelt, om end det har voldt mennesker vanskeligheder b√•de dengang og i dag.
N√•r mennesker forestiller sig Gud, har vi jo kun de ord og billeder som vi har f√•et overgivet fra vore for√¶ldre, kammerater, b√łrnehaven og skolen. Og der er jo ikke meget mere inde i vort hoved end det vi har lagt derind i l√łbet af vores liv. Det er et kolossalt stort ansvar for√¶ldre har n√•r de skal hj√¶lpe deres b√łrn med at f√• noget ind i deres sind. Og det er et stort ansvar l√¶rere har, og pr√¶ster, og andre der skal l√¶re andre mennesker noget. Og vi voksne b√¶rer selv et stort ansvar for hvad det er vi fylder os med. Og i dag er ansvaret st√łrre end nogensinde, for tidligere, for bare sm√• hundrede √•r siden, havde man en nogenlunde sikkerhed for at mennesker havde en ballast, en grundviden med sig i livet. Den var m√•ske proppet ind i dem p√• en meget kontant m√•de af autorit√¶re l√¶rere og pr√¶ster og for√¶ldre, men der var dog noget at bygge p√• og holde sig til.
I dag lever vi meget mere p√• egen h√•nd, vi m√• selv skabe vores tilv√¶relse, der er ikke s√• mange autoriteter som vil bestemme hvad vi skal have liggende i hovedet som udgangspunkt for vore liv og vore handlinger. Alt sammen godt nok. Men ‚Ķ mennesker g√•r jo ikke bare rundt og er neutrale, de fylder selv noget ind i hovedet, ofte noget meget tilf√¶ldigt og kortsigtet, noget de bliver prakket p√• eller lokket til. Dagblade og ugeblade har horoskoper, og vort samfund er fyldt med alle mulige tilbud som er vor tids afguder. Alts√• en bekvem, overskuelig instans som giver tryghed og sikkerhed i en uoverskuelig verden. Det typiske for disse afguder er at de er private, de drejer sig om mig og mit liv. Hvis mit liv ikke lykkes rigtigt, s√• kan jeg g√• til en numerolog og f√• ham til at udregne et nyt navn til mig, det har jeg ikke brug for at dele med andre eller v√¶re f√¶lles med andre om. Jeg kan ogs√• k√łbe en metalplade at b√¶re om halsen, min plade, min hals, eller jeg kan k√łbe en T—shirt med et logo p√• af Odin. Som Jeremias siger: Gudebillederne er som fugleskr√¶msler i en melonmark, de kan ikke tale, de skal b√¶res, de kan ikke g√•. Frygt ikke for dem, de kan ikke g√łre ondt, men de kan heller ikke g√łre godt.
I evangeliet til i dag tr√¶kker Jesus det h√•rdt op n√•r han taler om Gud og dj√¶velen, eller rettere: Gud eller dj√¶velen. Det er et enten—eller. Enten sandhed eller l√łgn. Det er provokerende at h√łre p√•, ogs√• for os synes jeg. Det er h√•rd tale. Jesu tilh√łrere kunne heller ikke holde ud at h√łre p√• det. N√•r det var s√• ubehageligt at h√łre p√•, og er det ogs√• i dag, s√• tror jeg det skyldes at vi godt vil v√¶re med til at der er forskel p√• Gud og dj√¶velen, p√• sandheden og l√łgnen, men s√• er der jo alt det ind imellem som vi ogs√• gerne vil have med: den lille l√łgn, den lille lurvethed, den lille u√¶rlighed, m√• vi nu lige v√¶re her, nu skal vi jo heller ikke blive fanatiske.
Der er for √łjeblikket en debat i gang om danskernes moral, og det ser ud til at der sker nogle udskridninger i disse √•r. Moral er et m√•l for hvordan vi forvalter sandhed og l√łgn i forhold til helheden, f√¶llesskabet, alts√• den m√•de vi omg√•s hinanden p√•. De normgivende personer i politik og erhvervsliv kan i dag slippe af sted med meget som for blot 20 √•r siden ville have v√¶ret ut√¶nkeligt. Ministre bliver bare siddende, ogs√• selv om de bliver grebet i direkte usandheder og fiflerier og vildf√łrelse af befolkningen. Fordi moral, alts√• sp√łrgsm√•let om sandhed eller l√łgn, ikke mere relaterer sig til helheden, til f√¶llesskabet, men kun til den enkelte og hvad der gavner hans/hendes sag.
Jesus stillede det klart op som alternativer: enten Gud eller dj√¶velen, enten sandheden eller l√łgnen. Jesus taler meget skarpt og siger at deres gudsbillede er forkert, at deres gudsbillede er dj√¶velsk. Dj√¶velen er kun √©n, for ondskaben og l√łgnen kan udm√¶rket trives uden f√¶llesskab. Ondskaben er til eget brug, og den m√• udrydde og bagtale andre. K√¶rligheden derimod er ikke til eget brug. K√¶rligheden kan kun trives hvor der er relation mellem flere personer. I k√¶rlighedens f√¶llesskab har man ikke sig selv som m√•l, men i en dj√¶velsk egoisme s√łger man sit eget.
Denne forkyndelse af Gud som sandhedens og k√¶rlighedens Gud var noget nyt som Jesus bragte, til forargelse dengang, og s√•m√¶nd ogs√• til forargelse i dag, selv om forargelsen ofte blot giver sig udtryk i lunkenhed og ligegyldighed. For det budskab vil altid st√łde imod d√©r hvor mennesker lever for sig selv og har sig selv som m√•l i livet.
Det er et problem som kirken har k√¶mpet videre med siden Jesus. Allerede Paulus besk√¶ftigede sig meget med dette problem, det kan vi se af de breve han skrev til de unge, kristne menigheder. Paulus forklarer dem at helheden, legemet, er det f√łrste, og s√• er der lemmer p√• legemet. Vi er alle lemmer p√• legemet, men legemet er det der giver lemmerne liv. Lige som et tr√¶ med grene, l√łsrevet fra tr√¶et er grenene intet, de er d√łde.
Denne skarpe tale af Jesus er ikke blot til brug for kristne mennesker, det er ikke en s√¶rlig kristen teori p√• linie med s√• mange andre teorier i denne verden. Men det er et grundprincip i livet, i ethvert menneskes liv. Kun i f√¶llesskab kan vi ligne Gud, kun som f√¶llesskab kan vi leve som de Guds b√łrn vi er skabt til at v√¶re, kun som f√¶llesskab kan vi leve i k√¶rlighed.
Det er, som s√• meget andet h√©r i livet, et sp√łrgsm√•l om enten—eller. I dag er det mere udbredt at t√¶nke p√• livsmulighederne som b√•de—og. Men med Jesus Kristus har Gud √•benbaret mennesker en afg√łrende magt i vort menneskelige liv og i vores menneskelige historie. Kampen mellem sandhed og l√łgn, mellem godt og ondt, mellem liv og d√łd, har godt fat ogs√• i vores lille verden: sandhed og l√łgn? — vi kender det, se blot aviser og tv, se blot hvor megen sandhed og l√łgn der er p√• spil selv ud i den enkelte, lokale kommune i Danmark. Og kampen mellem godt og ondt?, vi kender det, det gennemsyrer hele vores politiske virkelighed fra folketinget og ned i den enkeltes samvittighed, n√•r vi ser p√• flygtninge, asyls√łgere, n√łdhj√¶lp, milj√łsp√łrgsm√•l, krigsf√łrelse, anst√¶ndighed. Og mellem liv og d√łd? — hvad lever vi for, og hvad d√łr vi for, og hvad d√łr vi af i dette land. Vi kender hele spektret, vi ved godt hvad kampen st√•r om. P√•skens forl√łb, som ligger foran os, har √©n gang for alle forsikret os om udfaldet af denne kamp. Sandheden vil vinde over l√łgnen, v√¶r sikker p√• d√©t! Det gode vil vinde over det onde, v√¶r sikker p√• d√©t! Livet vil sejre over d√łden, v√¶r sikker p√• d√©t! Og lev efter det, s√• er du salig.
Som Jesus siger: ‚ÄĚDen, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se d√łden‚ÄĚ.

SALMER:
Nu ringer alle klokker mod sky
Dit ord, o Gud, som duggen kvæger
Op, alle folk på denne jord
Gud, lad dit ord i nåde lykkes
Hil dig, Frelser og Forsoner! (v.7)
Du, som vejen er og livet