M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Opstandelsen betyder Kristi nærvær
Prædiken til Påskedag
16. april 2006

Matt 28,1—8
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."
Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Glædelig påske! Kristus er opstanden! Det er påskebudskabet som denne morgen lyder over hele jorden. Det er hovedhjørnestenen i vor kristne tro og håb. Det er den kendsgerning som alt det andet hviler på.
Når jeg siger ‘kendsgerning’, så bliver vi nødt til at stoppe op et øjeblik, for hvad er kendsgerning egentlig? Det er noget der er sandt, noget der står fast. Men hvad skal der egentlig til for at det så kan afgøres, hvad der er sandt? Dét er et omfattende problem, og det bliver jo ikke lettere af at den kendsgerning vi her taler om er små 2000 år gammel. Men det bliver vel egentlig heller ikke lettere af at noget er helt nyt og tæt på.
Med Jesu opstandelse står vi med en kendsgerning, men altså en gammel én. Beretningerne derom er egentlig klare nok, de fortæller alle om en sten der er rullet væk fra gravhulen hvor Jesus var lagt ind, i en grav som tilhørte Josef fra Arimatæa. Men evangelisten Matthæus er den eneste der fortæller hvordan det sker. En engel viser sig, og selv de bevæbnede vagtsoldater skælvede af frygt og blev som døde. Og det er egentlig ikke for at hjælpe Jesus ud af graven at englen tager stenen bort, for englen siger til kvinderne: “Han er ikke her, han er opstået. Kom og se stedet hvor han lå”. Stenen rulles altså til side for kvindernes skyld, for at de kan komme ind og se den tomme grav og dermed blive øjenvidner.
Denne øjenvidneberetning er så gået videre, bevidnet af først kvinderne, så apostlene og videre op gennem historien til os i dag. Men den er er jo ikke bevist. Her er næste spørgsmål: hvad er egentlig et bevis? Det kommer man jo heller ikke langt med idag hvor vi ellers har alle muligheder for at levere beviser. Vi ser allesammen hver dag i tv levende billeder, men selv dem kan vi ikke stole på. Ofte viser det sig bagefter at det vi troede at have set med egne øjne, optaget på stedet, var en arrangeret virkelighed. Og selv om kvinderne ved graven ville tage englens handling som et bevis, så kunne det allerede den gang betvivles. Kvinder havde dengang ikke så stor status som vidner. Og den forklaring som var mest almindelig, nemlig at disciplene havde stjålet liget, er endnu mere usandsynlig, for Pilatus havde netop for at bortvejre enhver tvivl sat vagtsoldater ved graven. Så dén forklaring er endnu mindre kendsgerning end opstandelsen. Så er der endnu en forklaring som nogle muslimer bruger, nemlig at Jesus kun havde været skindød. Men den er dog endnu mindre kendsgerning: hvor ved de det fra?, og hvorfor er der så ingen af Jesu nærmeste venner der har fortalt og videregivet noget om det?
Vi står i dag i præcis samme situation som for små 2000 år siden, for selv med vore moderne instrumenter og udstyr står og falder virkeligheden ikke med et ’bevis’. Alt kan manipuleres, alt kan bortforklares eller betvivles. Hvis vi ikke engang i dag kommer langt med at tale om kendsgerninger og beviser, så er det egentlig ikke underligt at vi over for opstandelsens virkelighed heller ikke kommer nogen vegne ad det spor.
Vores daglige virkelighed og forestillingsverden er nemlig slet ikke indrettet til at kunne rumme opstandelsens mysterium. Ypperstepræsterne og rådets ældste opererede med to muligheder: enten var liget i graven, eller også måtte nogen have fjernet det. Og da den ene mulighed faldt bort, da de konstaterede at liget ikke var i graven, måtte de jo holde fast i den anden mulighed: liget var stjålet. Den muslimske indvending har også denne menneskelige og firkantede måde at tænke på: enten er et menneske levende eller også er et menneske død. Og da de ikke vil acceptere at Jesus døde på korset, så er der jo kun den anden mulighed: han var kun skindød og dermed stadig levende. Og kvinderne havde jo også den samme menneskelige og for os alle naturlige firkantede måde at tænke på — det er evangeliet til i morgen, 2. Påskedag, hvor Maria Magdalene taler med én hun tror er havemanden og siger: “Hvis det er dig der har båret ham bort, så sig mig hvor du har lagt ham”. Igen: enten var han i graven, eller nogen havde båret ham et andet sted hen. Og da han ikke var i graven, så måtte han jo være båret et andet sted hen.
Med opstandelsens virkelighed står vi over for en begivenhed, en handling, en kendsgerning, eller hvad vi nu skal kalde det, som slet ikke kan rummes i disse snævre kategorier, denne firkantede tænkemåde med kun to rum, to muligheder. Der er ikke noget at sammenligne med, der er ikke nogen model i verden, i menneskers liv. Kristi opstandelse er ikke den samme som det der skete, da Jesus opvakte Jairus’ datter eller enkens søn fra Nain, eller Lazarus. Eller for den sags skyld som de ret mange opvækkelser der sker i dag, når mennesker bliver bragt ind til hospitalet som døde, de er rigtig døde!, og så bliver genoplivet med hjertepumper og massage. Opstandelsen er mere end dette, denne model er for lille til opstandelsens virkelighed. Og vi kan heller ikke sammenligne med en anden meget almindelig tænkemåde, nemlig at enten er det en kødelig, en opstandelse i skind og ben, eller også er det noget åndeligt. Og da man har svært ved at få det til at passe med noget som helst kendt, at et dødt menneske bliver levende og ikke dør igen, så må det jo være den anden mulighed: Jesus blev så nok ’åndeligt opvakt’ på en eller anden måde. Eller også kan man bruge en anden meget firkantet inddeling af verden og livet: enten er det noget man kan måle og veje og bevise, eller også putter man det over i en stor kasse der hedder tro. Det bliver altid respekteret her i verden hvis én siger: det er nu min tro. Og mennesker tror jo på mange mærkværdige ting, og så kan man også putte troen på Jesu opstandelse over i den kasse. Så er den anbragt. Men jeg mener ikke vi som fornuftige kristne mennesker skal lade os henvise til at være nogle lidt halvtossede og naive særlinge her i verden der rangerer Jesu opstandelse ind på linje med troen på astrologi og auraanalyse og reinkarnation, jeg vil i hvert fald ikke regnes for mindre end et normalt, tænkende menneske.
Ingen af de kendte modeller kan rumme opstandelsens virkelighed. Hver gang nogen forsøger at få opstandelsens virkelighed til at passe ned i en af vore firkantede kasser, så kommer de til kort. Der må skæres hist og puttes lidt på pist, og så passer det ikke helt alligevel.
Det hele problem kunne jo komme af at vi spørger forkert, at vi begynder nedefra for at forstå en helt ukendt og omfattende og aldrig tidligere set virkelighed. Lige som det billede vi sikkert alle husker, hvor fire blinde skal forsøge at beskrive en elefant: den ene får fat i et ben og siger: det er en træstamme; den anden får fat i snablen og siger: det er en slange; den tredje får fat i en stødtand og siger: det er et horn; og den fjerde i halen og siger: det er en fejekost.
Hvis vi nu forlader denne firkantede og begrænsede forståelse fra vort lille univers med enten—eller, sort—hvidt, og i stedet konstaterer at Jesus er der hele tiden, så er der måske noget der klarer sig. Jesus Kristus er i Palæstina ca. omkring år 1—34. Det er alle vist enige om. Jesu legeme er der. Jesu legeme er der Skærtorsdag aften, det siger han selv: Værsgo’, det er mit legeme, det er mit blod. Legeme og blod — det er Jesus. Hans legeme hænger på korset Langfredag. Det er der! Og senere på dagen: i graven. Dér er det. Og lørdag med, i graven. Men ... Påskemorgen, hvor er det, hvor er Jesu legeme? Det er opstået, han er opstanden. Legemet er altså ikke væk, men vi har blot ikke andre ord for den virkelighed end at legemet er opstået, at Jesus Kristus er opstanden. At legemet ikke er blevet væk, kan vi jo også se af det der skete på vejen til Emmaus samme dag hvor to af disciplene slår følge med en person som viser sig at være Jesus, dér er det, legemet, Jesus. De genkendte ham, da han brød brødet med dem ved aftensmåltidet. Og otte dage efter som der fortælles om i næste søndags evangelium: Thomas der møder Jesus otte dage efter opstandelsen. Dér er det igen, legemet! Endog så tydeligt at den vantro Thomas stikker sine fingre i hændernes naglegab og i Jesu sidesår. Dér er det, legemet!, det er der. Thomas står stadig midt i sin firkantede tænkemåde, ‘er han levende eller død?, er det ’kødeligt eller åndeligt’, men denne begrænsede og firkantede tænkemåde bliver fejet til side af den guddommelige virkelighed han møder: Jesu legeme, dér er det! Og Thomas må sige det eneste man kan sige i dén situation: “Min Herre og min Gud!”. Og senere ved Tiberias sø, dér er det, legemet, Jesus! Og ved himmelfarten, de så det, legemet, Jesus, skilles fra dem og fare til himmels.
Og senere — Paulus siger i 1. Kor 12,27: “I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. Dér er det! Legemet! Kristi legeme. Det er ikke væk, Jesus er der stadig i sit legeme. Menigheden, de kristne, os, vi er legemet og har været det siden kirkens første begyndelse. Vi er lemmerne på det legeme, så hvis nogle vil betvivle Jesu Kristi legeme, så må de altså betvivle os, så må de betvivle at vi er her, og det bliver svært. Her er ikke tvivl om noget med ’kødeligt’ eller ’åndeligt’, her er ikke tvivl om noget med ’kropsligt’ eller ’metafysisk’, enhver kan bare se sig omkring, og hvis en tvivler kom ind i kirken, så kunne han eller hun se at vi er her: Kristi legeme. Det er der, legemet! Og for at ikke nogen skal være i tvivl, altså mellem os selv, vi der er legemet — vi kan nemlig også komme i tvivl og hænge fast i vores begrænsede og gamle firkantede virkelighed — så får vi hver søndag, hver opstandelsesdag så meget del i legemet at vi spiser det. Det bliver atter en gang en del af os selv, af vor krop, vort legeme, vore molekyler og atomer, vor nutidige virkelighed. Og det siges tydeligt til os: “gør det til ihukommelse af ham”, altså Jesus Kristus, legemet! Vi kommer det i hu, det bliver en del af ikke blot vores erindring (så ville det hedde: gør det til minde om ham) — næh, vi kommer det i hu, det kommer ind i vor forstand, vor sjæl, vor krop, vort liv, så vi ikke behøver være i tvivl om Guds nærvær.
Og senere endnu?, vær helt rolige. Dét nærvær er der i al evighed, Jesu Kristi legeme er der fra evighed til evighed, netop fordi det er Gud, Han er Gud.
Dér var det, ordet!: nærvær! Det er det ord som vist bedst omfatter hele den guddommelige virkelighed, den kendsgerning som opstandelsen er: nærvær! Jesus Kristus er nærværende, hele vejen igennem, fra evighed til evighed! Nærvær. Han er her, legemet er her, vi er her, verden er her, livet er her. Er det dog ikke saligt, lykkeligt!
Glædelig påske, glædelig opstandelse, glædeligt nærvær!

SALMER:
Krist stod op af døde
Som forårssolen morgenrød
Herren han har besøgt sit folk
Tag det sorte kors fra graven!
Du er, opstandne sejershelt (v.6—7)
Opstanden er den Herre Krist