M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Vi er midt i det evige liv
Prædiken til 5. søndag efter påske
16. maj 2004

Joh 17,1—11
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Evangeliet til i dag er en del af en lang bøn, en bøn som Jesus beder for sig selv og for sine disciple. I bønnen taler Jesus om herlighed, Guds herlighed, og om evigt liv. Jesus tager afsked med denne verden og beder for sine disciple, dem der stadig lever i denne verden. Jesus beder ikke for hele verden, men meget direkte for dem der holder fast ved Guds ord, dem der holder fast ved tilhørsforholdet til Jesus selv.
Om det evige liv siger Jesus: Dette er det evige liv at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus. Det er store ting Jesus hér siger. Jesus kunne blot have sagt: det er godt at der er nogle der kender Gud Fader og at nogle kender Jesus selv, men han siger dette er det evige liv! Det er et stort ansvar disciplene, de troende, har fået overdraget, som vi har fået overdraget. Det evige liv er altså en virkelighed nu.
Det evige liv er jo et vigtigt begreb, en vigtig størrelse, i vores tro. Jesus taler om det, og vi bekender selv troen på det evige liv hver gang vi siger trosbekendelsen. Men … hvad forstiller vi os egentlig ved det evige liv? Hvis der kom et barn og spurgte dig som voksen: hvad er det evige liv?, hvad ville du så svare? (Lad os tænke os om et øjeblik). Jeg synes det er svært. Jeg tror at de fleste næsten automatisk begynder at tænke på noget med tid, altså at livet bare fortsætter i det uendelige. Jesus taler ikke om at give uendeligt liv til de mennesker der kender Gud og Guds udsending Jesus Kristus, men evigt liv. Evigt liv er noget andet end uendeligt liv. Og med udtrykket uendeligt liv støder vi jo straks på vanskeligheder, for vi ved godt at livet er endeligt, en dag fødes vi, og en dag dør vi. Dette liv er meget endeligt, det hører og ser vi hver dag i vores verden, og vi erfarer det selv i vort liv med andre. Og vi mærker det på os selv, alderen gør noget ved os, og selv om man somme tider kan læse i avisen at nu fylder verdens ældste menneske 114 år eller 116 år eller hvad det nu er, så er det heller ikke længere. De fleste må nøjes med meget mindre, vort liv er ikke uendeligt. Og hvad er der egentlig for os at hente i tanken om uendelighed, tanken om uendelig lang tid? Der er en arabisk historie der fortæller om denne tanke om uendeligheden, at fuglen Rok én gang hvert tusinde år flyver højt op mod nord og hver gang sliber sit næb på bjerget, og når det bjerg er slidt ned, vil der være gået et sekund af evigheden. Det er en svimlende tanke, men der er jo ikke noget i den som vi kan bruge til noget. Denne uendelighed er uden indhold, den er kun tid.
Denne fristelse til at tænke på livet som uendeligt støder jo også hurtigt på vanskeligheder: ville vi så også acceptere et uendeligt smertefuldt liv, et uendeligt liv med uendelig svaghed og sygdom. Når vi bare tænker tanken videre et lille stykke ad vejen, kommer vi snart dertil at vi så hellere vil hilse døden velkommen som udfrielse. Vi tvinges hurtigt til ikke blot at tænke i tid, en stillestående uendelighed, men i indhold. Ikke blot kvantitet, men kvalitet.
Når Jesus taler om det evige liv, siger han at det ikke er en færdig størrelse, noget evigt stillestående, men at det evige liv er et proces, et forløb. Det evige liv er at kende Faderen og Sønnen Jesus Kristus! At kende Faderen og Sønnen er altså det evige liv. Her er det vigtigt at huske den dybe betydning af ordet kende hver gang det bruges i bibelsk sammenhæng. At kende er ikke bare det at vide noget om en anden, lige som når vi siger: jeg kender så mange mennesker, nej, kende betyder at være ét med den man kender, ét i sjæl og krop. At kende betyder egentlig i bibelsk betydning at elske.
Disciplene, de troende, har fået overdraget den opgave at videreføre det evige liv. Det evige liv er at kende Faderen og Sønnen, det evige liv er altså at elske Gud, Faderen og Sønnen. Det er altså en opgave som foregår nu mens vi lever. Tidligere har man ofte tænkt på det evige liv som noget der fulgte efter dette kortvarige jordiske liv, og ofte har det da været en trøsterig tanke, især hvis man levede et kummerligt liv som slave eller som syg og svag. Så var der lige som en balance i tingene, det var en trøst at tænke på at jeg ville få det bedre sidenhen. Men den går ikke, ifølge dét Jesus her siger, at henlægge det evige liv til efter døden. Det evige liv er en proces nu og betyder at mennesker kender den eneste sande Gud og hans udsendte, Jesus Kristus.

Det er en stor opgave vi her har fået pålagt, så at sige at leve det evige liv, nu, som proces, men på samme tid er det en meget jordnær opgave, den foregår i øjenhøjde, i menneskehøjde. Og den opgave er ikke blevet mindre nødvendig i dag end den var på Jesu tid. I dag lever vi i en verden hvor vækst er blevet et nøgleord, og vi har vænnet os til at alt skal blive større og større, mere og mere, og hvad er så mere naturligt end også at ønske sig flere liv? Der findes i dag sædbanker og navlestrengsbanker og rygmarvsbanker, man vil opnå mere liv, flere liv. Man vil ikke nøjes med det evige liv. Tanken om reinkarnation breder sig også, dette at vi får en chance mere, og igen én mere, og igen og igen. Det er en vestlig kapitalistisk misforståelse af den oprindelig indiske idé hvor det gælder om at slippe ud af denne evindelige genfødsel. Hos os er den blevet vendt om til at være nok et tilbud om forbrug, forbrug af liv. Men vi i den kristne menighed har altså både lov og pligt til at holde hinanden fast på virkeligheden, nemlig at der er kun ét liv, det evige liv, og det begynder nu! Vi kan ikke gå og pjatte lidt med livet nu, som en skitse eller en kladde til noget finere og mere fuldkomment som vil komme senere. Det er én gang vi lever, og det er nu, det er én gang man får dét barn og dén ægtefælle og dé venner og dé omstændigheder vi lever under. Det er nu vi må kende Gud og hans Søn, Jesus Kristus, og det er nu vi må kende hinanden, altså elske hinanden, vore børn, vore familier, vore søstre og brødre i verden, for der kommer ikke en chance igen hvor vi kan pynte lidt på det.
Forældre med børn véd det godt: det er nu man skal kende sine børn, altså elske dem, for hvis man venter eller forsømmer det, er det for sent. Det er nu vi skal kende hinanden, for hvis man venter eller forsømmer det, så er det for sent.
Det er et utrolig spændende og krævende liv vi har fået betroet. Måske er det svært at fastholde dette store perspektiv til daglig når vi dalrer rundt og passer vort arbejde og små daglige foretagender. Men vi er ikke alene om dén opgave. Jesus selv beder for os. Og denne bøn er tæt på noget vi selv kender til: Jesus beder for os på samme måde som vi ofte selv beder for vore børn og venner og verden. Vi beder om at de må blive bevarede i det fælles liv vi har med hinanden og med Gud. Bevarede fra hvad? til hvad? Det kan der nok ikke gives nogen fast opskrift på. Vi kan ikke skåne vore børn og kære og vore søstre og brødre i verden for ondskab, for uretfærdighed, for tvivl og sorg, netop derfor beder vi om at de må blive bevarede.
På samme måde beder Jesus for os. Vi er i verden, vi lever et farligt og krævende éngangsliv, men vi er Guds. Jesus er hyrden, vi er hjorden. Vi er i gode hænder, og det evige liv er begyndt, vi står midt i det.
Og … hvis vi ikke helt klart kan finde ud af hvordan vi skal klare det, hvad skal vi spørge om, hvad skal vi gøre, hvad skal vi bede om?, så har Paulus fortalt det i et brev til menigheden i Rom (vi har hørt det læst op allerede): Også ...nden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men ...nden selv går i forbøn for os … Så er vi i sikre hænder: Gud Helligånd går i forbøn for os!
Vi kan være fuldkommen sikre på det evige liv, eller rettere endnu mere: nu, midt i det evige liv!

SALMER:
Solen stråler over vang
Dig være, mildeste Gud Fader
Guds kirkes grund alene
Hyrden er én, og så hans hjord
Som korn fra mange marker
Som forårssolen morgenrød