M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Enhed eller enshed
Prædiken til 6. søndag efter påske
28. maj 2006

Joh 17,20—26
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: ¬"Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.¬"

P√• denne tid af kirke√•ret er mange af vore evangelietekster fra Johannes—evangeliet. S√•ledes ogs√• evangeliet til i dag, fra det stykke man fra gammel tid har kaldt ‚ÄôJesu ypperstepr√¶stelige b√łn‚Äô. En af de store pr√¶dikanter i kristenhedens historie, Johannes Chrysostomos, gjorde opm√¶rksom p√• at disse ord egentlig ikke er en b√łn, men en opmuntringstale til disciplene, fordi Jesus her opmuntrer disciplene til at give videre til de n√¶ste generationer det som de oprindelige vidner havde t√¶ttere inde p√• livet.
Evangeliet handler om enhed. Jesus siger det p√• mange forskellige m√•der og vender og drejer ordene for at g√łre det helt klart hvad enhed er, nemlig at alle der tror p√• Jesus m√• v√¶re √©t p√• samme m√•de som Jesus selv er √©t med sin himmelske far.
N√•r man skal f√• noget ud af det der meddeles, er det jo vigtigt at h√łre efter det der bliver sagt, men man skal ogs√• h√łre efter det der ikke bliver sagt. For selv om evangeliet i dag handler om enhed, s√• handler det ogs√• om noget som m√•ske ikke siges ligeud, men som siges indirekte, nemlig mangfoldighed. Enhed og mangfoldighed, vi kunne ogs√• sige: enhed og forskellighed. Og dette problem er jo ikke mindre aktuelt i dag end dengang Jesus sagde det.
Enhed er et godt ord, og jeg er sikker på at alle normale mennesker synes at enhed er noget positivt, noget dejligt, nogen man skal stræbe efter, og noget man savner hvis enheden ikke er der.
Og alligevel kan det forst√•s p√• to helt forskellige m√•der. Sp√łrgsm√•let om enhed og mangfoldighed har mennesker bakset med og g√łr det stadig. Det begynder allerede n√•r vi bliver f√łdt. Vi bliver f√łdt ind i en familie, i en by, et land, et folk, en kultur. Hvis et barn f√łdes i dette land, s√• kommer det barn til at tale dansk, fordi dansk er det enhedssprog vi er f√¶lles om. Der er ogs√• nogle normer vi er f√¶lles om, der er nogle m√•der at opf√łre sig p√• som er normale for vores enhed. Men b√łrnene st√łder hurtigt ind i sp√łrgsm√•let om enhed og forskellighed. I en familie er der plads til at v√¶re forskellige: i den samme familie, i en enhedsfamilie, er der plads til voksne og b√łrn, drenge og piger, syge og raske, glade og bedr√łvede. Men der er alligevel nogle gr√¶nser for hvor meget enheden kan holde til. Hvis f.eks. et lille barn er forskellig fra alle andre i familien ved at r√•be meget h√łjt hele tiden, s√• g√•r det jo ikke at man bare siger: ja men s√•dan er han nu engang, han r√•ber hele tiden op. Enheden betyder ikke en ubegr√¶nset plads for forskellighed. Enheden s√¶tter sine gr√¶nser. Hvis et voksent menneske er forskellig fra de andre i samfundet ved at stj√¶le, s√• griber samfundet ind og siger: der er plads til mange forskellige mennesker og meninger og s√¶rpr√¶g, men d√©t der er der ikke plads til. Der er alts√• gr√¶nser, selv i en rummelig enhed hvor der er plads til store forskelligheder.
I nogle enheder, f.eks. diktaturstater, er mangfoldigheden truet, nogle steder endog så meget at halvdelen af befolkningen, nemlig kvinderne, ikke kan leve et frit og naturligt liv, men bliver undertrykt og hindret i deres naturlige livsudfoldelse.
Jeg tror at man kan koge hele sp√łrgsm√•let om enhed og mangfoldighed ned til om der med enhed menes at man er √©t eller √©ns? Jesus beder om at de alle m√• v√¶re √©t. Han beder heldigvis ikke om at de alle m√• v√¶re √©ns. I enheden med Gud er der alts√• plads til forskelligheden, og lad os v√¶re glade for det. Der er plads, masser af plads til forskelligheder. Kirken, Guds Folk, er en mangfoldighed af forskellige mennesker, forskellige sprog, kulturer, udtryksformer og salmer og musik. Men er der da slet ingen gr√¶nser for mangfoldigheden? Kan alt og alle v√¶re med? Jeg tror det f√łrste svar er ja, men s√• synes jeg ogs√• det er vigtigt at se at den enhed Jesus beder om, er en funktionsbestemt enhed: det er en enhed der er godt for noget, og som skal bruges til noget. Det er alts√• en enhed der har et form√•l. Jesus beder om enheden for at verden skal forst√• at Gud har sendt ham med det gode og gl√¶delige budskab om et helt nyt rige, Guds Rige. Form√•let er alts√• at fremme Guds mission, Guds sendelse til verden med frelse. Og i den enhed er der ikke bare plads til mangfoldigheden, men der er brug for den. Guds sendelse er til hele verden, og derfor er der brug for mennesker, forskellige mennesker med forskellige sprog, kulturer og udtryksformer, og mennesker med forskellige n√•degaver, forskellige evner.
N√•r det er sagt, s√• m√• det ogs√• siges at s√• bliver der brug for megen t√•lmodighed og overb√¶renhed og respekt over for alle de andre. Form√•let med enheden er alts√• Guds mission med frelse til verden, det er det overordnede, og derfor m√• ogs√• vore forskelligheder som kristne og som kirker ses i enhedens perspektiv. Det betyder at vi hele tiden m√• v√¶re indstillede p√• en nyvurdering af hvad det vil sige at v√¶re kristen og kirke i dag. Verden skrider fremad, udviklingen skrider fremad, mennesker og forhold √¶ndrer sig, og for at kunne v√¶re medansvarlig for Guds mission til denne verden og til denne verdens mennesker, m√• vi se vor egen nuv√¶rende praksis efter i s√łmmene, om den nu er tidssvarende, om den passer til den opgave den er bestemt for. Det kr√¶ver kritik, alts√• selvkritik. Jeg tror det er vigtigt at inds√©, at kritik √łves bedst som selvkritik. Det er sv√¶rt at kritisere over en gr√¶nse, det vil altid komme til at lyde selvh√¶vdende og bedrevidende. Det kender vi fra os selv, fra familielivet: hvis andre kritiserer vore b√łrn, er det sv√¶rt at h√łre dette som noget positivt. Men vi kan selv kritisere vore b√łrn, vi kender dem, og denne kritik har en mulighed for at √¶ndre noget. Eller med lande og folk og religioner: hvis vi kritiserer et andet land eller et andet folk eller en anden religion, vil vi let ramme ved siden af. Det har vi set med den fam√łse islam—kritik og —satire som en avis skulle g√łre sig bem√¶rket med. Men selvkritik er virksom: her taler vi om det vi kender, og vi er ogs√• selv medansvarlige for at tingene bliver √¶ndrede.
Og for den enkelte, for os som er med i denne enhed, betyder det en tryghed, en sammenh√¶ng, og plads. I enheden er der nemlig plads ogs√• til alle vore forskelligheder. I en √©nshed er der ikke plads til den der er svag eller syg eller anderledes. S√• t√¶ller man ikke med, for s√• er man jo ikke √©ns mere. Men i enheden t√¶ller man med, ikke blot lidt i udkanten eller halvt, men fuldtud. Jesus siger: Den herlighed du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal v√¶re √©t — vi har alts√• ogs√• del i herlighed. Er det dog ikke herligt! Jesus har selv brugt et billede af dette enhedens f√¶llesskab n√•r han siger: Jeg er vintr√¶et, I er grenene. Det er et godt og forst√•eligt billede. Alle grene og kviste p√• et tr√¶ er forskellige, her er ingen √©nshed, men mangfoldighed og forskellighed og sammenh√¶ng. Og man beh√łver ikke en gang at g√łre sig umage eller anstrenge sig for at v√¶re med i tr√¶ets enhed. Man er fuldgyldigt med som en levende del af enheden og kan bidrage til tr√¶ets frugt blot ved at v√¶re der.
Det er et dejligt budskab — et evangelium.

SALMER:
Som for√•rssolen morgenr√łd
Gud Helligånd! o kom
Det er s√• yndigt at f√łlges ad, hvor banet
O kristelighed!
Som korn fra mange marker
Flammerne er mange, lyset er ét